Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

More documents

Recommendations

Info

UfR ONLINE U.1999B.227 H tog Højesteret stilling til, om loven udgjorde et ekspropriativt indgreb over for den selvejende institution Esbjerg Seminarium. Under sagen gjorde Esbjerg Seminarium bl.a. gældende, at der ikke forelå nogen saglig begrundelse for indgrebet, hvorfor der var tale om en form for magtfordrejning fra lovgivningsmagtens side, hvilket var i strid med grundlovens § 73.[28] Højesteret fandt, at der ikke forelå ekspropriation, idet adgangen til at uddanne lærere efter reglerne om godkendte private seminarier, herunder med hensyn til statens afholdelse af alle driftsudgifter, ikke var en rettighed, der nød beskyttelse efter grundlovens § 73. Det var ikke under sagen gjort gældende, at loven var stridende mod grundlovens § 3. Det forekommer vel tvivlsomt, om Tvind-loven ville have været i strid med grundlovens § 3, hvis Tvind havde erkendt ulovlighederne og den manglende vilje til at overholde tilskudsreglerne. Umiddelbart synes Højesterets tvistsynspunkt heller ikke at ramme den situation, at lovgivningsmagten havde frataget de omhandlede skoler fremtidige tilskud, ikke som følge af mistanke om regelbrud, men fordi lovgivningsmagten på grundlag af nogle mere generelle holdningsprægede overvejelser simpelthen ikke længere ønskede at støtte Tvind-samvirket. Konsekvensen af tvistsynspunktet synes således at være, at institutioner og personer, der er mistænkt for regelbrud, nyder en bedre beskyttelse end skoler og personer, hvor en sådan mistanke ikke foreligger. Det skal i den forbindelse bemærkes, at dele af de i højesteretsdommen gengivne forarbejder peger i retning af, at et mere alment tillidssynspunkt har været centralt for lovgivningsmagtens vedtagelse af Tvind-loven. I tillægsbetænkningen fra Folketingets Uddannelsesudvalg hedder det således, at »Flertallets tilslutning til dette lovforslag er begrundet i, at flertallet ikke har tillid til, at disse skoler tilknyttet Tvindkoncernen fremover vil anvende tilskuddene til de formål, som Folketinget ønsker at fremme med støtten«. På tilsvarende måde udtalte undervisningsminister Ole Vig Jensen, under den forespørgselsdebat om initiativer vedrørende Tvind-skolerne, der foregik seks dage før 2. behandling af forslaget til Tvind-loven, blandt andet, at »jeg [beder] om Folketingets stillingtagen til, om Tvinds skolekoncern har overskredet grænsen for vores tillid så groft, at vi ikke længere tror på, at skolerne nogensinde reelt kan eller vil leve op til kravene om selveje og selvstændighed, eller om de umiddelbart bør fortsætte inden for den nye lovgivnings rammer«. Og senere udtalte undervisningsministeren: »Men jeg kan ikke stoppe hele Tvinds skolekoncern på én gang. De nugældende love har hverken en tilstrækkelig præcis definition af selveje eller hjemmel til at tage godkendelsen tilbage og stoppe for tilskud til skoler, fordi de indgår i en koncern. Skolekoncernen er oplagt i strid med ånden bag lovene for de frie skoler, men at bygge sin administration på lovens ånd er et uholdbart grundlag [. . .]. Det er ikke overtrædelserne af tilskudsreglerne, der er anledningen til regeringens lovforslag om stop for tilskud til Tvindskolerne [. . .]. Det afgørende er, at skolekoncerner giver basis for en evig udvidelse af såvel antallet af skoler som eksisterende skolers virksomhed finansieret af en kapital, som stammer fra de enkelte skoler, men som er udført til og ophobes i de bagvedliggende fonde m.v.«. I sine bemærkninger skar Højesteret imidlertid igennem og udtalte, at Folketinget havde tilsluttet sig undervisningsministerens »generelle mistillid til Tvind-skolernes vilje til at administrere offentlige tilskud i overensstemmelse med lovgivningen« (vor fremh.). Højesterets tvistsynspunkt synes umiddelbart at dække den situation, at lovgivningsmagten som reaktion på påståede ulovligheder blandt visse tilskudsmodtagere helt ophæver den pågældende tilskudsordning. I en sådan situation, ville der imidlertid ikke foreligge nogen forskelsbehandling tilskudsmodtagerne imellem, jf. herved også Højesterets bemærkning om, at Tvind-lovens § 7 fratog de berørte skoler adgangen til efter friskolelovens almindelige regler og »på lige fod med« friskoler uden tilknytning til Skolesamvirket Tvind at søge om offentlige tilskud. Højesterets dom kan således - som nævnt foran - synes i et vist omfang at bygge på ligheds- og magtfordrejningssynspunkter. Hidtil har Højesteret imidlertid ikke været særlig tilbøjelig til at anerkende, at der med forfatningsretlig gyldighed kan opstilles en almindelig lighedsgrundsætning[29] eller en grundsætning om lovgivers magtfordrejning.[30] Højesterets dom udelukker ikke, at lovgivningsmagten fratager bestemte personer tilskud for fremtiden, selvom tilskudsordningen i øvrigt fastholdes, hvis der foreligger saglige grunde herfor. Hvis baggrunden for lovgivningsmagtens fratagelse af tilskud er, at man har næret mistillid til de pågældendes hidtidige og fremtidige vilje til at overholde tilskudsbetingelserne, foreligger de fornødne saglige grunde derimod ikke. Et åbent spørgsmål synes det derimod at være, om lovgivningsmagten vil være udelukket fra - i tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen mistanke om manglende overholdelse af hidtidig lovgivning, f.eks. fordi en sådan ikke har eksisteret - at undtage bestemte personer fra at få tilskud for fremtiden, såfremt dette er begrundet i mistillid til de pågældendes vilje til at overholde tilskudsbetingelserne. En sådan situation vil aktualisere betydningen af magtfordrejningssynspunkter. Sammenfattende synes Højesterets dom at have en temmelig begrænset rækkevidde. Som noget principielt væsentligt - og afklarende i forhold til den tvivl, der hidtil har været i den forfatningsretlige litteratur - lægges det til grund, at grundlovens § 3 sætter en grænse for singulære lovindgreb. I dommen trækkes denne grænse imidlertid - naturligt nok - i tæt tilknytning til den konkrete sag: Grænsen for lovgivningsmagtens kompetence til at fratage visse tilskudsmodtagere retten til fremtidige tilskud synes at gå, hvor fratagelsen reelt er foranlediget af en tvist om, hvorvidt de pågældende hidtil har vist og fremover vil vise vilje til at opfylde tilskudslovgivningens betingelser, og hvor alle andre tilskudsmodtagere samtidig behandles efter de almindelige, generelle regler. Den nævnte tvist behøver ikke at foreligge som en ved domstolene allerede anlagt - end sige afgjort - sag. Det er tilstrækkeligt, hvis det kan dokumenteres, at der har foreligget mistanke hos lovgivningsmagten om regelbrud, og at det er denne mistanke, der reelt har begrundet loven. Man kan afslutningsvis spørge, hvilke konsekvenser Højesterets dom - der vedrørte spørgsmålet om de grundlovsmæssige grænser for lovregulering af statstilskud - har for lovregulering i almindelighed. Et kort svar herpå må være, at det på tilsvarende måde må antages at være i strid med grundlovens § 3, hvis lovgivningsmagten vedtager bebyrdende lovregulering af enkeltpersoners forhold begrundet i en opfattelse af, at de pågældende ikke hidtil har og fremover ikke vil overholde den lovgivning, der gælder og fremover skal gælde for alle andre. I øvrigt vil der i denne situation kunne foreligge ekspropriation efter grundlovens § 73 - forudsat der gøres indgreb i et ejendomsgode, der nyder beskyttelse efter denne bestemmelse. 4. Tvind-dommens vidererækkende konsekvenser I tillæg til de problemer, der knytter sig til Tvind-dommens betydning for fortolkningen af grundlovens § 3, 3. pkt., er der grund til at spørge, hvilke vidererækkende konsekvenser dommen kan tænkes at få for den juridiske rådgivning af Folketinget, for den fremtidige grundlovsfortolkning og for domstolenes rolle som selvstændig statsmagt. 4.1. Konsekvenserne for den juridiske rådgivning af Folketinget Tvind-dommen gav umiddelbart anledning til, at der i offentligheden og blandt folketingspolitikere blev sat spørgsmålstegn ved lødigheden af Justitsministeriets rådgivning i sagen, ligesom behovet for alsidig rådgivning, herunder behovet for et uafhængigt lovråd blev påpeget fra flere sider. Der havde tidligere - i efteråret 1992 - tegnet sig et politisk flertal for et lovråd, og i programmet for den regering, der blev dannet ultimo januar 1993 efter Schlüter-regeringens fald i kølvandet Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 5 15
UfR ONLINE U.1999B.227 på Tamilrapportens offentliggørelse, hed det, at regeringen ville »fremme forslag om oprettelse af et lovråd«.[31] Ganske hurtigt svandt dog (navnlig) den socialdemokratiske interesse for forslaget, og i forbindelse med iværksættelsen pr. 1. oktober 1995 af den såkaldte Olsen-plan til styrkelse af Folketingets sekretariatsbetjening kunne forslaget ikke finde flertal. Efter nogen betænkningstid oven på Højesterets Tvind-dom meddelte statsminister Poul Nyrup Rasmussen efter regeringsmødet tirsdag den 23. marts, at han fortsat ikke så noget behov for et lovråd, og at Justitsministeriets rådgivning i Tvind-sagen havde været nuanceret og ikke kunne give anledning til kritik. Statsministeren meddelte samtidig, at han som en konsekvens af dommen dog havde bedt justitsministeren vurdere, om dommen kunne give anledning til at ændre procedurerne for den juridiske vurdering af lovforslag.[32] Justitsministeriets rådgivning i Tvind-sagen forekommer ikke at være noget godt grundlag at fundere en generel kritik af Justitsministeriets rådgivningsvirksomhed på. Præmisserne for rådgivningen blev lagt åbent og nuanceret frem og var - på tidspunktet for deres fremlæggelse - lige efter bogen. Ministeriet undlod endvidere ikke at påpege det retspolitisk betænkelige ved en lovgivning som den foreliggende. Noget andet er, at det - nu som før - ud fra principielle synspunkter kan siges at være en paradoksal ordning, at Folketinget, i rollen som regeringens kontrollant, i tvivlsomme og kontroversielle juridiske spørgsmål vedrørende regeringens lovforslag søger sin juridiske rådgivning hos den, der skal kontrolleres, in casu hos regeringens jurister i Justitsministeriet. I artiklen »Justitsministeriets udtalelser om grundlovsspørgsmål« fra 1982 skrev Justitsministeriets daværende departementschef Niels Madsen, at det på baggrund af, at lovafdelingen i offentligheden ikke sjældent opfattes som en selvstændig enhed, der alene har en vis, løsere tilknytning til Justitsministeriet, kunne være på sin plads at fremhæve, at lovafdelingens hierarkiske placering i Justitsministeriet ikke på noget punkt adskiller sig fra de øvrige afdelingers: »Ganske som disse er lovafdelingen undergivet justitsministerens instruktionsbeføjelse, og lovafdelingens virksomhed foregår i det hele på justitsministerens vegne og under dennes retlige og politiske ansvar. Dette gælder også den responderende virksomhed vedrørende grundlovens fortolkning«.[33] Niels Madsen anførte endvidere, at lovafdelingen i sin rådgivning af Folketinget lægger »betydelig vægt på at give en udførlig dokumentation af det foreliggende kildemateriale; men i henseende til såvel valg som anvendelse af kilder er justitsministeriets udtalelser præget af en i og for sig helt traditionel juridisk metode«. Man skal derfor heller ikke, anførte Niels Madsen, forvente »at finde lanceret nye og overrumplende fortolkninger af grundlovens enkelte bestemmelser«. Denne begrænsning »er udtryk for et ønske om at respektere folketingets og regeringens selvstændige rolle som fortolkere af grundloven. Det er ikke justitsministeriets funktion at bryde nye veje i grundlovsfortolkningen, men efter bedste evne drage omsorg for, at de politiske myndigheder er bekendt med, i hvilket omfang en traditionel juridisk argumentation giver dækning for en påtænkt disposition«.[34] Man må på baggrund af Tvind-dommen spørge, om disse maksimer også for fremtiden slår til som et fuldt tilstrækkeligt grundlag for Justitsministeriets rådgivning i grundlovsspørgsmål. Som påpeget af Justitsministeriets nuværende departementschef Michael Lunn stiller allerede EF-domstolens og Menneskerettighedsdomstolens fortolkningsstil regelmæssigt Justitsministeriet over for en svær opgave, når det skal vurderes, hvorledes en sag kan forventes at falde ud.[35] Samme problem kan for fremtiden vise sig i grundlovsspørgsmål. Justitsministeriet må nødvendigvis rådgive i lyset af Højesterets forventelige fortolkningsmetode. Såfremt Tvind-dommen skal tages som udtryk for, at Højesteret i fremtiden vil slå ind på en friere fortolkningsstil end den, der hidtil har præget den i forfatningsretlige spørgsmål, tilsiger det en større »sikkerhedsmargin« i Justitsministeriets rådgivning af Folketinget. For så vidt angår ministeriets tværdepartementale rådgivning i lovgivningsanliggender - der som oftest ikke vil give anledning til offentlig omtale - vil Tvind-dommen formentlig kunne betyde en styrkelse af Justitsministeriets position. Som fremhævet af Niels Madsen rådgiver man i så henseende ikke blot ud fra, hvorvidt en foranstaltning i givet fald må forventes underkendt ved domstolene som grundlovsstridig, men nok så meget ud fra, hvorvidt en påtænkt foranstaltning eller procedure kan give anledning til »kritik ud fra statsretlige synspunkter«. I tilfælde, hvor flere lovtekniske løsninger, der i det væsentlige realiserer det lovgivningspolitiske mål lige vel, »vil det blotte forhold, at der ud fra statsretlige synspunkter kan sættes et spørgsmålstegn ved nogen af de forhåndenværende valgmuligheder, føre til, at interessen samler sig om de øvrige«.[36] Med en større usikkerhed om, hvad der ved domstolene kan forventes lagt til grund som gældende forfatningsret, vil der formentlig i mange tilfælde blive videre rammer for en sådan rådgivning i grænselandet mellem retsdogmatik og retspolitik. 4.2. Konsekvenser for den fremtidige grundlovsfortolkning Tvind-dommen giver anledning til at spørge, om dommen kan tages som udtryk for en ændret indstilling i Højesteret til fortolkning af grundlovsbestemmelser. Umiddelbart kunne man være fristet til at sige, at dommen ikke bør tages for mere, end hvad den i hvert fald er: En konkret stillingtagen i en konkret sag. Ud fra en konkret vurdering af det foreliggende lovindgreb har Højesteret fundet, at indgrebet var for groft, det savnede en acceptabel begrundelse, og man har derfor underkendt det med henvisning til grundlovens § 3, 3. pkt. På den anden side er der formentlig grund til at hæfte sig ved den udtalelse, som Højesteretspræsident Niels Pontoppidan efter dommen blev citeret for i dagspressen: »Der er en gensidig påvirkning mellem de internationale domstole og de nationale domstole. Især har EF- og Menneskerettighedsdomstolen en stor indflydelse. For de internationale domstoles vedkommende ser vi en tendens i retning af en domspraksis med en friere fortolkningsstil, der lægger større vægt på »present-dayconditions«: På nutidige samfundsforhold, fremfor at vægte historiske fortolkninger. Det har en vis afsmitning på den nationale praksis som en udviklingstendens«.[37] Tidligere har Niels Pontoppidan da også varslet, at nye vinde kunne være undervejs med hensyn til Højesterets indstilling til grundlovsspørgsmål. I det tidligere nævnte interview i Weekendavisen, fredag den 28. juni 1996, gav Højesterets præsident således udtryk for, at han forestillede sig, at domstolene i fremtiden i højere grad kommer til at manifestere sig - også over for Folketinget - i spørgsmål, der vedrører de centrale frihedsrettigheder som eksempelvis ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og foreningsfriheden, hvorimod domstolene fortsat bør udvise tilbageholdenhed i sager, der vedrører økonomiske rettigheder, typisk ejendomsretten: »Netop på et område som ejendomsretten, hvor det gælder om at finde grænsen mellem beskyttelsen af den enkeltes ejendom og samfundets behov for reguleringer, bliver det et spørgsmål om ens politiske opfattelser. Hvis domstolene ikke udviste en vis tilbageholdenhed i den slags situationer, ville domstolene ende som en slags overfolketing«, udtalte Pontoppidan.[38] I interviewet blev højesteretspræsidenten endvidere refereret for, at han ikke ville afvise, at domstolene i fremtiden vil komme til at inddrage grundloven mere aktivt og nyfortolke den, blandt andet inspireret af menneskerettighedskonventionen.[39] Meget taler således for, at der har været en latent udviklingstendens undervejs i et stykke tid. Men uden at denne tendens - før Tvinddommen - har fundet klare udslag i Højesterets praksis. Højesterets dom af 12. august 1996 i Maastrichtsagen, hvor retten tillod, at 11 såkaldt almindelige mennesker kunne rejse sagen, uden at de i traditionel Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 6 16
Page 1 and 2: Juridisk Bacheloreksamen Sommereksa
Page 3 and 4: sen Jensen og Steen Rønsholdt. Du
Page 5 and 6: UfR ONLINE U.1999.841H § 7 i lov o
Page 7 and 8: UfR ONLINE U.1999.841H Lovforslaget
Page 9 and 10: UfR ONLINE U.1999.841H Det må endv
Page 11 and 12: UfR ONLINE U.1999.841H via andre sk
Page 13 and 14: UfR ONLINE U.1999B.227 det nærmest
Page 15: UfR ONLINE U.1999B.227 Højesterets
Page 19 and 20: UfR ONLINE U.1999B.227 13. Fremsæt
Page 21 and 22: UfR ONLINE U.1999B.333 er - og ogs
Page 23 and 24: UfR ONLINE U.1999B.333 Medens denne
Page 25 and 26: UfR ONLINE U.1999B.333 selvstændig
Page 27 and 28: UfR ONLINE U.1999B.333 hvorefter »
Page 29 and 30: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15
Page 31: 64 65 66 67 68 69 70 Indstævnte, U

Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?