Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

More documents

Recommendations

Info

UfR ONLINE U.1999B.227 Højesterets dom i Tvind-sagen Af professor, dr.jur. Jens Peter Christensen og lektor, Ph.D. Michael Hansen Jensen, Juridisk Institut, Aarhus Universitet Med dommen i Tvind-sagen tilsidesatte Højesteret for første gang i grundlovens 150-årige historie en lovbestemmelse som grundlovsstridig. Dommen var - ud fra en statsretlig synsvinkel - en overraskelse, idet grundlovens § 3 har været omgærdet af megen uenighed i den juridiske litteratur og således udgjorde et usikkert grundlag for Højesterets prøvelse. Mens dommen i sig selv synes at have en temmelig begrænset rækkevidde, kan dommens vidererækkende konsekvenser for den juridiske rådgivning af Folketinget, for den fremtidige grundlovsfortolkning og for domstolenes rolle som selvstændig statsmagt vise sig at være betydelige. 1. En danmarkshistorisk dom Med sin dom i Tvind-sagen fredag den 19. februar fastslog Højesteret, at Folketinget og regeringen overtrådte grundloven, da man vedtog og stadfæstede loven, der fratog en række Tvind-skoler muligheden for fremover at få statstilskud. Med dommen blev der skrevet danmarkshistorie. Som det hedder i den pressemeddelelse, Højesteret udsendte efter dommen, var det »første gang i grundlovens 150-årige historie, at Højesteret tilsidesætter en lovbestemmelse som grundlovsstridig«. Som noget helt exceptionelt blev dommen offentliggjort i Lovtidende. Dommen, der givetvis kom som en overraskelse for de fleste, rejser navnlig to væsentlige statsretlige spørgsmål. Man må for det første spørge, hvad den principielle rækkevidde af Højesterets dom er. Den centrale begrundelse i dommen er ganske kort og fylder knap nok en linie: Lovindgrebet mod Tvind var, skriver Højesteret, »reelt en endelig afgørelse af en konkret retstvist«. Indgrebet var derfor i strid med grundlovens § 3, 3. pkt., om at den dømmende magt er hos domstolene. Men hvornår er det herefter - med Højesterets ord - »reelt en endelig afgørelse af en konkret retstvist«, og dermed grundlovsstridigt, at lovgivningsmagten ændrer lovregler, således at visse personer eller institutioner, der hidtil har fået tilskud, ikke længere skal have det? Og hvilke konsekvenser har dommen for grundlovsmæssigheden af lovregulering, der vedrører traditionelle indgreb i borgernes retssfære? For det andet er der grund til at stille spørgsmål om, hvilke vidererækkende konsekvenser dommen kan antages at få for den juridiske rådgivning af Folketinget, for den fremtidige grundlovsfortolkning samt for domstolenes rolle som selvstændig statsmagt. De to spørgsmål behandles nedenfor i henholdsvis afsnit 3 og 4. Forinden redegøres der i afsnit 2 for baggrunden for, at Højesterets dom måtte komme som en statsretlig overraskelse. 2. En overraskende dom: Prøvelsesretten og § 3 Det er velkendt, at Højesteret hidtil har udøvet prøvelsesretten med stor tilbageholdenhed. I den retlige litteratur har det ikke skortet på mere eller mindre fantasifulde sprogbilleder til karakteristik af domstolenes indstilling. »Bjerget barslede og fødte en mus«, skriver O.A. Borum, Henrik Zahle sammenligner prøvelsesretten med »et sværd, der er ved at ruste fast i skeden«, og velkendt er også sammenligningen af Højesteret med en lille dreng, der står i kanten af strandens kolde vand og siger: »Jeg går ud, jeg går ud, men først i morgen«.[1] Fredag den 19. februar sprang Højesteret så i vandet, uden tøven eller forbehold. Der var ellers på forhånd to gode grunde til at forvente, at Højesteret netop i Tvind-sagen ville være blevet i strandkanten. For det første den nævnte traditionelle tilbageholdenhed i sager om prøvelse af loves grundlovsmæssighed. Baggrunden for denne tilbageholdenhed har været den opfattelse, at der i tilfælde, hvor fortolkningen af en grundlovsbestemmelse var omgærdet med tvivl, måtte gives lovgivningsmagten - der i modsætning til dommerstanden besidder et folkeligt mandat - en vis fortrinsret som grundlovsfortolker.[2] Domstolenes tilbageholdenhed har været bestyrket af det forhold, at prøvelsesretten traditionelt har været omgærdet af betydelig politisk uenighed, hvorfor prøvelsesretten aldrig er blevet indskrevet i grundloven. På Den Grundlovgivende Rigsforsamling var det eneste, man kunne blive enige om, at man var uenige,[3] og sådan har det været siden. Endnu ved grundlovsændringen i 1953 så Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet med betydelig skepsis på prøvelsesretten, og man modsatte sig derfor en udtrykkelig grundlovsbestemmelse om den. Det ville, udtalte Hans Hedtoft under Folketingets grundlovsforhandlinger, være ulykkeligt, hvis domstolene underkendte en lov, da det kunne føre til en konflikt med vidtrækkende konsekvenser, og han tilføjede: »Vi er bedst tjent med den tradition, der er skabt«.[4] Ikke mindst i de senere år synes tidligere tiders politiske uenighed om prøvelsesretten imidlertid at være blevet afløst af bred politisk opbakning blandt de politiske partier. Det fandt eksempelvis udtryk i reaktionerne på Højesterets dom af 12. august 1996, da retten tillod 11 såkaldt almindelige mennesker at føre sag om grundlovens forhold til Maastrichttraktaten (U 1996.1300 H). Efter dommen hilste politikere fra alle sider det meget velkomment, at Højesteret gjorde brug af prøvelsesretten. Det samme skete efter Højesterets dom den 6. april 1998 om sagens realitet (U 1998.800 H). I et stort interview i Weekendavisen, den 28. juni 1996 varslede højesteretspræsident Niels Pontoppidan nye toner fra Højesteret, idet han tilkendegav, at det kunne tænkes, at Højesteret i fremtiden ville være mindre tilbageholdende i prøvelsen end tidligere, i hvert fald for så vidt angik spørgsmål, der vedrører de centrale frihedsrettigheder, som eksempelvis ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og foreningsfriheden. I Højesterets nyere praksis har det imidlertid ikke været let at finde entydige spor i retning af mindre tilbageholdende domstolsprøvelse i grundlovsspørgsmål. Senest lå Højesterets dom i Maastrichtsagen i klar forlængelse af den tilbageholdende prøvelsestradition, jf. nærmere herom i afsnit 4. I tillæg til traditionen for tilbageholdenhed i prøvelsen var der i Tvind-sagen den særlige grund til at forvente, at Højesteret ville være forblevet i strandkanten, at den grundlovsbestemmelse, som Højesteret lagde til grund for sin afgørelse - grundlovens § 3, 3. pkt., om, at den dømmende magt er hos domstolene - har været omgærdet af megen uenighed i den juridiske litteratur. Bestemmelsen udgjorde som følge heraf et alt andet end sikkert grundlag for Højesterets prøvelse. I den ældre statsretlige litteratur blev spørgsmålet om, hvorvidt lovgivningsmagtens kompetence begrænses derved, at grundlovens § 3 (før 1953 § 2) henlægger den dømmende magt til domstolene, ikke viet særlig indgående interesse. Først med Alf Ross' bog Statsretlige studier fra 1959 blev grundlovens § 3 underkastet en samlet, omfattende fremstilling. Bogen er Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 1 11
UfR ONLINE U.1999B.227 det nærmeste, man i dansk retsteori er kommet en trykt monografi over grundlovens § 3.[5] Alf Ross' svar på det nævnte spørgsmål var nej. Begrebet dømmende magt havde, skrev Ross i Statsretlige studier ingen retsdogmatisk, men kun retspolitisk relevans.[6] Synspunktet fandt vej til førsteudgaven af Ross' statsforfatningsretlige fremstilling fra 1959. I 2.- og 3.-udgaven fra henholdsvis 1966 og 1980 blev synspunktet modificeret, idet Ross her hævdede, at begrebet dømmende magt er af retsdogmatisk relevans, for så vidt som grundlovens § 3 må antages at sætte visse grænser for lovgivningsmagtens frihed til generelt at omfordele statsmagterne, sådan at det f.eks. vil være i strid med grundloven, hvis lovgivningsmagten ganske afskaffer domstolene eller i bred almindelighed overlader domsmagten til forvaltningen.[7] For så vidt angår spørgsmålet om lovgivningsmagtens mulighed for at vedtage singulære love vedrørende enkeltpersoners forhold, for eksempel en lov om, at N.N. skal indespærres, var Alf Ross' synspunkt dog uforandret gennem årene. Grundlovens § 3 indebærer i så henseende ingen begrænsning i lovgivningsmagtens kompetence, mente Ross.[8] Ross nåede til dette resultat ved logisk deduktion, idet han ud fra sin definition af lovgivende og dømmende magt måtte konstatere, at det allerede af rent logiske grunde »simpelthen [var] en umulighed«, at lovgivningsmagten skulle kunne tiltage sig dømmende magt.[9] Poul Andersen vendte sig i sin statsforfatningsret fra 1954 mod Ross' opfattelse af grundlovens § 3. Hele meningen med magtadskillelsen er, sagde Poul Andersen, at de tre statsmagter skal kontrollere og begrænse hinanden, idet han citerede Montesquieu: »Magt skal standse Magt«. Magten skal ikke, sagde Poul Andersen, falde med døren ind i huset.[10] Også Max Sørensen fremhævede retssikkerheden som det centrale element i magtadskillelseslæren, som stadig måtte tillægges vægt ved fortolkning af grundloven.[11] Begge fandt derfor i modsætning til Ross, at begrebet »dømmende magt« indeholder en kerne, der begrænser lovgivningsmagtens kompetence. Ud over bestemmelsens ideologiske baggrund, henviste begge endvidere til praksis med citat fra justitsminister Busch-Jensens udtalelser i 1948 i Folketinget under førstebehandlingen af kommunisternes lovforslag vedrørende lensgreve Schimmelmann.[12] Lensgreve Schimmelmann var, da forslaget blev undergivet førstebehandling i Folketinget, af Højesteret idømt fire års fængsel, fortabelse af almen tillid i 10 år og konfiskation af halvdelen af sin ejendom for landsforræderisk virksomhed. Lovforslaget angik alene Schimmelmann og havde følgende ordlyd: »Lensgreve Heinrich Carl Schimmelmann, født den 13. juni 1890 i Ahrensburg, Holsten, fratages den ham ved Lov meddelte danske Statsborgerret. Hans Ejendom konfiskeres til Fordel for den danske Stat efter Reglerne i Lov Nr. 132 af 30. Marts 1946 om Konfiskation af tysk og japansk Ejendom«.[13] Som ordfører for forslagsstillerne forsvarede Aksel Larsen forslaget med, at der alene var tale om, at lovgivningsmagten fratog Schimmelmann indfødsretten, mens den anden del af lovforslaget, konfiskationen, blot var en følge af fratagelsen af indfødsretten, idet Schimmelmann derved blev bragt ind under den i forslaget nævnte lov om konfiskation af tysk og japansk ejendom.[14] At dømme efter debatten synes justitsministeren og de øvrige ordførere at have været af den opfattelse, at det ikke var i strid med grundloven, at man fratog Schimmelman indfødsretten.[15] Derimod fandt justitsministeren for så vidt angik den sidste del af lovforslaget, »at det vilde være stridende mod Bestemmelsen i Grundlovens § 2, hvis vi vilde give os til ved Lov at ændre en Straffedom, som ellers efter de gældende Regler er endelig«.[16] Denne passus henviste Poul Andersen og Max Sørensen til. Hvad angår det mere præcise indhold af den nævnte kerne i begrebet »dømmende magt«, anførte Poul Andersen, at det fra gammel tid var afgørelsen af privatretlige retstvister og idømmelse af straf, der har udgjort kernen i domstolenes sagområde.[17] Poul Andersen fandt, at det forekom klart, at det ville være i strid med grundlovens § 3, hvis en lov idømte en frifunden straf eller erstatning, fritog den, der er dømt til at opfylde en kontrakt, for at opfylde kontrakten, annullerede en skilsmissedom eller bestemte, at et ægteskab, som en dom ikke har villet opløse, skal være opløst. Afgrænsningen af de anliggender, som henhører under den dømmende magt, var i øvrigt, anførte Poul Andersen, i vidt omfang overladt til lovgivningsmagtens afgørelse.[18] Max Sørensen anførte vedrørende den nævnte kerne i grundlovens § 3, 3. pkt., at det for så vidt angår private retstvister ville være stridende mod magtfordelingsprincippet i § 3, hvis en lov f.eks. bestemte en privat parts erstatningspligt over for en anden, efter at en skadevoldende handling var foretaget. Endnu klarere ville det være, anførte Max Sørensen, hvis en lov omgjorde en afsagt dom. For så vidt angik strafferetsplejen fandt Max Sørensen, at det ville stride mod § 3, hvis lovgivningsmagten i et konkret tilfælde selv ville tage stilling til skyldspørgsmålet og fastsætte straffen, i hvilken forbindelse han henviste til justitsminister Busch-Jensens ovenfor refererede udtalelse i Folketinget vedrørende lovforslaget om lensgreve Schimmelmann.[19] Ny forfatningsretlig teori, således som den fremgår af Peter Germers og Henrik Zahles forfatningsretlige fremstillinger, bidrager ikke til at skabe større klarhed over rækkevidden af grundlovens § 3, 3. pkt. Peter Germer, der indleder sin fremstilling af forfatningsretten med et kapitel om magtadskillelseslæren, gør sig til talsmand for en opfattelse af grundlovens § 3, 3. pkt., der ligger på linie med Poul Andersens og Max Sørensens.[20] Henrik Zahle slår derimod, såvel i den foreløbige udgave af sin statsforfatningsret fra 1986 som i fremstillingens førsteudgave fra 1989, til lyd for samme opfattelse som Ross, idet han fastslår, at grundlovens § 3. 3. pkt., ikke indebærer en begrænsning i lovgivningsmagtens kompetence til at regulere enkeltpersoners forhold. Hvad angår begrundelsen for resultatet går Zahle dog i rette med Ross, idet han påpeger, at Ross nåede frem til sin fortolkning »ved deduktion fra egne (ikke »gældende«) begreber«.[21] Den bærende opfattelse bag Zahles fortolkning er imidlertid den samme som hos Ross. Det er for Zahle »den demokratiske ideologi, der har placeret den almene folkevalgte forsamling som den øverste«, der begrunder lovgivningsmagtens materielt ubegrænsede kompetence i relation til grundlovens § 3.[22] I statsforfatningsrettens 2. udgave fra 1996 hævder Henrik Zahle imidlertid det modsatte synspunkt: Grundlovens § 3, 3. pkt., begrænser lovgivningsmagtens kompetence til at regulere enkeltpersoners forhold. Nogen argumentation for dette skift i opfattelse anføres ikke. Det meddeles blot, at »den begrænsning af lovgivers kompetence, som følger af grl. § 3, 3. pkt, angår love om enkeltpersoners retsforhold, der fastlægges som en anvendelse af gældende ret. Både adressaten (enkeltpersoner) og motiveringen (anvendelse af gældende ret) må påvises for at loven krænker § 3. For det første må påvises, at loven tager sigte på en enkeltperson (virksomhed); det er ikke tilstrækkeligt, at det viser sig, at loven reelt kun får betydning for en enkelt. For det andet må det af lovens forarbejder fremgå, at dens grundlag er gældende ret, dvs at den fremtræder som en anvendelse af gældende ret - i modsætning til en selvstændig politisk beslutning. Det er ikke afgørende, om sagen allerede har været behandlet ved en domstol.«[23] Det kan på baggrund af ovenstående konstateres, at fortolkningen af grundlovens § 3, 3. pkt., da Højesteret optog voteringen i Tvind-sagen, var omgærdet af betydelig tvivl. Den fortolkning, som Poul Andersen og Max Sørensen slog til lyd for, måtte vel for mange - heriblandt nærværende artikels forfattere - på forhånd synes at have mest for sig, forankret som den var og er i det fundamentale retssikkerhedshensyn, der ideologisk og idehistorisk har ligget til grund for magtad- Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 2 12
Page 1 and 2: Juridisk Bacheloreksamen Sommereksa
Page 3 and 4: sen Jensen og Steen Rønsholdt. Du
Page 5 and 6: UfR ONLINE U.1999.841H § 7 i lov o
Page 7 and 8: UfR ONLINE U.1999.841H Lovforslaget
Page 9 and 10: UfR ONLINE U.1999.841H Det må endv
Page 11: UfR ONLINE U.1999.841H via andre sk
Page 15 and 16: UfR ONLINE U.1999B.227 Højesterets
Page 17 and 18: UfR ONLINE U.1999B.227 på Tamilrap
Page 19 and 20: UfR ONLINE U.1999B.227 13. Fremsæt
Page 21 and 22: UfR ONLINE U.1999B.333 er - og ogs
Page 23 and 24: UfR ONLINE U.1999B.333 Medens denne
Page 25 and 26: UfR ONLINE U.1999B.333 selvstændig
Page 27 and 28: UfR ONLINE U.1999B.333 hvorefter »
Page 29 and 30: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15
Page 31: 64 65 66 67 68 69 70 Indstævnte, U

Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?