Højskole til tiden – en udredning om de unges trang ... - Interfolk

denne endeløse valg- og identitetsproces have en afgørende plads i de unges læringsprocesser
og vej gennem uddannelserne.
De uge oplever på godt og ondt uundgåeligt sig selv som hovedpersoner i deres eget liv, og
selvom der er masser af råd og vejledning at hente, så har de i sidste ende kun sig selv at stole
på, og de må hele tiden mærke efter inden i sig selv i deres stadig selvorientering og biografiske
reformuleringer.
De unges læring er hermed præget både af en trang til høj selvstændighed og et behov for en
sammenhængende forståelse af, hvordan de selv og deres omverden fungerer. De unge vil i
stigende grad selv overtage ansvaret for deres egen læring og ikke-læring (det som fravælges),
de vil vælge til og fra, og de vil forstå, hvad deres egen rolle og muligheder er.
De unges uddannelsestilbud er i dag præget af to pædagogiske hovedstrømninger, den strukturorienterede
og den tilbudsorienterede, og begge har ifølge Knud Illeris og Birgitte Simonsen
10 store mangler i forhold til de nye læringsbehov, som de unge har.
Den strukturorienterede pædagogik mener, at de unges ustabile, vægelsindede og lystprægede
tilgang til uddannelse i sidste ende bliver et problem både for de unge og samfundet. Valgfriheden
er blevet for vidtgående. De unge har brug for mere faste rammer, som de må forholde
sig til og indordne sig under. Praktisk pædagogisk skal læreren optræde med mere faglig og
social autoritet og sikre den nødvendige orden og struktur for læringen.
Men denne holdning forstår ikke omfanget og dybden af den kulturelle frisættelse, som er
båret af mere grundlæggende samfundsmæssige ændringer, og som gør det problematisk at
påkalde sig en tabt orden. For de unge må lære at leve i et samfund, hvor det at kunne fungere
uden faste rammer er noget helt centralt.
Den tilbudsorienterede pædagogik har den modsatte holdning. Det er ikke længere muligt at
sætte holdbare rammer, og forandringerne sker så hurtigt, at det ikke giver mening at opstille
faste retningslinier for indhold og mål. Tværtimod skal de unge lære at kunne navigere i et
hele tiden bevægeligt og uforudsigeligt univers. Praksis pædagogisk skal de unge have så
mange tilbud og valgmuligheder som muligt, for de ved selv bedst, hvad de har brug for.
Men problemet er, at de unge har meget forskellige forudsætninger for at kunne håndtere de
meget frie rammer. De ressourcestærke kan godt finde ud af det, men de svage kan ikke. Den
frie pædagogik bidrager hermed til at fastholde en sortering præget af den sociale arv. En sortering,
der styres anonymt af markedet, og som de unge er forsvarsløse overfor, og kun kan
opleve som personlige nederlag.
Ifølge Illeris og Simonsen har Thomas Ziehe en god indfaldsvinkel til at finde en tredje pædagogisk
, som overskrider svaghederne ved de to pædagogiske retninger. Den tilbudsorienterede
duer ikke, fordi den ikke giver de unge noget væsentligt nyt ud over det, de hele tiden
møder i forvejen, og dermed ikke redskaber til at forstå de større samfundsmæssige og kulturelle
sammenhænge, de selv er en del af. Den strukturorienterede duer heller ikke, fordi den
vil føre eleverne tilbage til en orden, regulering og faglighed, som hører fortiden til.
”I stedet skal skolen præsentere de unge for noget der er kvalitativt anderledes end deres hverdagskultur
og samtidig modsvarer deres behov for selvorientering og kan bidrage med noget brugbart
i deres altid igangværende identitetsarbejde.” 11
10
Bogen plus to artikler i Højskolebaldet af Birgitte Simonsen, ?? HB nr. 4, 2002 og ”Højskolens frirum” i HB
nr. 14, 2002
11
Bogen, p. 192
D:\hjv\Documents\01 Interfolk 2008\11 hjemmside\Udgivelser\Højskolen til tiden, FFD, august 2003.doc
12