Højskole til tiden – en udredning om de unges trang ... - Interfolk

elever og så høje elevbesøg både på lange og korte kurser, og andelen af en ungdomsårgang
der var på højskole lå over 13 %, hvilket var det højeste i højskolens historie. 30
Baggrunden for fremgangen var i høj grad den stagnerende økonomi og massearbejdsløsheden.
I 1994-95 udgjorde unge på overførelsesindkomst ( arbejdsløshedsunderstøttelse, socialhjælp,
revalideringsydelser m.v.) helt op til 55 % af højskolernes samlede årselevtal på de
lange kurser
Men da samfundsøkonomien fik det bedre, bredte krisen sig i højskolerne. De bedre konjunkturer
efter den 20årige omstillingsperiode til videnssamfundets nye krav, den faldende arbejdsløshed
og de mindre ungdomsårgange betød, at der nu igen var nemmere adgang til videregående
uddannelse og tegn på kommende mangel af ung kvalificeret arbejdskraft.
De store reformer af ungeindsatsen fra 1995 ville dreje de unge mod formel uddannelse og
erhvervsarbejde, og henvisningerne til højskolerne blev lukket. I løbet af en 3årig periode
mistede højskolen hovedparten af eleverne på overførelsesindkomst, mens andelen af selvbetalere
både absolut men især relativt steg. Resultatet var, at elevsøgningen faldt med over 30%
og konkurser og kriser bredte sig i de daværende 100 højskoler, som i dag er reduceret til 85
skoler, og man forventer flere skolelukninger de nærmeste år.
Højskolen er en idebåren skoleform, og som sådan har den altid været præget af debat om
mission og mål og ofte store anfægtelser om den lever op til sin opgave, men nogen tider mere
end andre. Midt i 90erne bryder den beskyttede diskurs sammen, højskolens begyndende
elevkrise falder sammen med en stigende legitimitetskrise i den bredere offentlighed og en
indre identitetspræget krise.
Det blev for alvor anfægtelsernes tid. I pressen udspillede der sig en langstrakt kritik af højskolens
tilbud, udløst af tvindsagen og golfkrigen, men den ramte bredere og stillede spørgsmålstegn
ved højskolens legitimitet. Foreningens daværende formand omtalte med genbrug af
dronning Elisabeths ord året 1996 som ”annus horribilis”
Den indre rådvild i højskolen kom til udtryk på flere måder. Fra midt i 90erne igangsatte foreningen
det store kompetenceprojekt, hvor højskolerne søgte at påvise deres samfundsmæssige
gavn gennem dokumentation af de (bløde) realkompetence, som den gav eleverne, dog
uden egentlig resultat. Man skulle ud over berøringsangsten med det øvrige uddannelsessystem
og erhvervslivet.
I starten af 1997 indbød de sønderjyske højskoler erhvervsfolk og politikere til konference på
Rønshoved med den sigende titel ”Højskolens anvendelighed”, og Højskolernes sekretariat
iværksatte i foråret 1997 amtsvise dialogmøder med vejledere, erhvervsfolk og politikere med
det sigte at fremhæve højskolens kompetencebidrag og naturlige plads i det planlagte parallelle
kompetencesystem for voksne.
Sideløbende havde undervisningsminister Ole Vig Jensen siden foreningens årsmøde i 1993
advaret mod, at højskolerne blev for præget af fag og fritidstilbud og mistede deres almene og
folkeoplysende sigte. De advarsler gentog han på de kommende årsmøder, og i forlængelse af
redegørelsen om højskolernes situation i januar 1998 nedsatte han et højskoleudvalg, der skulle
forberede en lovrevision, som kunne værne om skoleformens almene og idebårne karakter.
Resultatet blev den nye 2000 lov, hvor det almene sigte og det idebetonede grundlag blev
skærpet.
30 Men selvom andelen af en ungdomsårgang, der kom på højskole ikke var mindre end i storhedstiden før 1.
verdenskrig, så var højskolens vægt i uddannelsessystemet relativt stærkt faldende set i lyset af de unges generelt
højere uddannelsesniveau. Dette relative fald er vigtigt at have for øje, når højskolens krise skal vurderes.
D:\hjv\Documents\01 Interfolk 2008\11 hjemmside\Udgivelser\Højskolen til tiden, FFD, august 2003.doc
46