Omsorg i de mellemmenneskelige relationer i sundhedsvæsenet. Et ...

Kapitel 6 - Referenceramme for omsorg i de mellemmenneskelige relationer
Da Martinsens omsorgsfilosofi er præget af hendes menneskesyn om menneskers afhængighed
til hinanden, skal dette grundsyn præsenteres og sættes i relation til de mellemmenneskelige
relationer i sundhedsvæsenet.
Menneskesyn
Det menneskesyn de professionelle anvender, får betydning for deres opfattelse af, hvad de forstår
ved de bløde værdier. Skal omsorg forstås positivt, forudsætter det ifølge Martinsen et kollektivistisk
menneskesyn. Det indebærer at frihed, selvstændighed og ansvar får mening gennem afhængighedsrelationer
(Martinsen 1988a:19). Ud fra denne opfattelse står afhængighed ikke i modsætning
til selvhjulpethed, men er noget langt mere. Afhængighed er en grundstruktur i menneskets
væremåde. Som mennesker er vi afhængige af hinanden. Martinsens budskab er, at omsorg står
i opposition til de rådende værdier i samfundet: ”Å klare seg selv og å være uavhengig rangerer
høyere på verdiskalaen enn å ta hensyn til og hjælpe. Samfunnets ideologi belønner den
selvhjulpne og selvstændige. Helsevesenet formidler på samme måte samfunnets verdier gjennom
sin ”hjelp-til selvhjelp”- ideologi. Den syke skal behandles for å bli selvhjulpen. I pleiesektoren bliver
dette uttrykt gjennem den vekt egenomsorgsbegrebet bliver tillagt” (Martinsen 1989).
Martinsen tager således afstand fra, at den egenomsorgsideologi der i de seneste årtier primært
har præget sundhedsvæsenet, kan udgøre grundlaget for sygeplejen (Martinsen 1989). Udgangspunktet
er den situation, som patienten er i, og i denne situation er eller bliver omsorg et mål i sig
selv. Omsorg kan ikke underordnes f.eks. gennem egenomsorg eller sundhed: ”Å være avhengig
og å ikke klare sig selv er i vår vestlige moderne kultur forbundet med et sett diskriminerende
kjennetegn og negative holdninger” (Martinsen 1988).
Martinsens bidrager igennem dette menneskesyn til en mere nuanceret forståelse af, hvad der kan
opfattes som god kvalitet i sundhedsvæsenet. I dag er det primært egenomsorgsideologien, eller
vækstomsorgen, der styrer god kvalitet i sundhedsvæsenet. Og hvor resultater i form af ændret
sundhedstilstand (f.eks. genvindelse af ADL-funktioner) skal opnås og udmøntes igennem en
talmæssig score, som afgør om patienten er egnet til at blive udskrevet.
Dersom den sundhedsfaglige kvalitet udelukkende baseres på den rene egenomsorgs-ideologi, kan
der ses en fare i, at der ikke skabes det nødvendige og formaliserede rum for, at patienten får
udtrykt egne værdier, meninger og synspunkter i forhold til egen særegne opfattelse af lidelsen.
Hvis målet for sundhedsvæsenets ydelser på forhånd defineres som selvhjulpenhed, lurer faren for
en uberettiget afvisning af patientens appel om hjælp (Delmar 1999)
Martinsen gør sig i denne forbindelse til talsperson for den betingelsesløse omsorg. Der er her tale
om en omsorg der ydes uden bagtanker, hvilket vil sige uden at have som mål, at den anden skal
blive bedre, eller genvinder sin uafhængighed (Martinsen 1981). Målet er i stedet at give en lindrende
og afhjælpende behandling og pleje, hvor denne begrundes ud fra omsorgens kvaliteter.
Det kan være vanskeligt, at forestille sig denne grundtanke integreret i sundhedsvæsenet, hvor
effektivitet og effektiv ressourceudnyttelse er de væsentligste styrende mål for god behandling.
Det kan opfattes som om Martinsen skaber en skarp dikotomering mellem omsorg og egenomsorg.
Men det er ingenlunde tilfældet. I sin omsorgsfilosofi understreger hun, at den professionelle ud
over den betingelsesløse omsorg, må tage over, og gennem sin faglige kunnen fortælle, hvad der
er bedst for den enkelte (Martinsen 1998b). Men ikke desto mindre er denne betingelsesløse
Omsorgsbegrebet i de mellemmenneskelige relationer i sundhedsvæsenet
38 af Marianne Nord Hansen