Omsorg i de mellemmenneskelige relationer i sundhedsvæsenet. Et ...

Kapitel 6 - Referenceramme for omsorg i de mellemmenneskelige relationer
Den mellemmenneskelig relation kommer til udtryk igennem den professionelles personlige spontanitet
gennem den sanselige forståelse. Relationen kommer til udtryk ved anvendelse af den phronetiske
kundskabsform ved, at være åben og nærværende, at føle med den anden (patienten),
bruge sine sanser, og åbne op for den andens (patientens) følelser, værdier, oplevelser og erfaringer.
Den professionelle vil sideløbende begynde at tyde den andens (patientens) kropssprog, og
tilkendegive sine tydninger og dele disse med patienten.
Når patienternes og pårørendes oplevelser og erfaringer skal komme til udtryk og blive forstået,
er det nødvendigt, at der tages udgangspunkt i netop patienternes kontekstbestemte livssituationer.
Det kræver, at de professionelle indlever sig i patientens livsverden og fortolker patientens udsagn.
I det følgende afsnit skal moral og etik beskrives, og ligeledes fremstå som væsentlig referenceramme
for, hvad der forstås ved den mellemmenneskelige relation i sundhedsvæsenet.
Moral og etik – vurdering og måling (måleredskaber)
Ifølge Martinsen og Wulff er den professionelle omsorg tæt forbundet med moral og etik.
For Wullf er den samaritanske pligt et væsentligt moralsk princip, som han udtrykker som pligten
til at søge at afhjælpe menneskelig lidelse og tidlig død forårsaget af sygdom.
Den samaritanske pligt består i, at professionelle skal hjælpe andre i tilfælde af sygdom, og på
samme måde som vi forventer, at andre vil hjælpe os. Og hvor motivet for den samaritanske pligt
består af næstekærlighed, medlidenhed og det at øve barmhjertighed. Den grundlæggende pligt
beskriver Wulff ud fra indstillingen om: ”Jeg ved fra min egen forventning om omsorg, hvad omsorgen
for den anden består i” (Wulff 1995).
Wulff påpeger, at den kristne fortolkning er en verdslig tankeramme for sundhedsvæsenets forhold.
Når læger og sygeplejersker handler i overensstemmelse med det samaritanske princip, skal de
tage de beslutninger, som mest effektivt tjener som formål at bekæmpe sygdom. Og at forholdet
til patienten skal være præget af varme medmenneskelige følelser, og gør opmærksom på, at
patienter og andre brugere af sundhedsvæsenet også forventer at møde omsorg og medfølelse.
Wulff anser det samaritanske princip som drivkraften bag det offentlige sundhedsvæsen. Dog
suppleret med pligten til at respektere den enkeltes autonomi (individets selvbestemmelsesret),
og pligten til at tilstræbe en retfærdig fordeling (Wulff 1995:65-68). I forhold til den enkeltes autonomi
gør Wulff opmærksom på, at de professionelle må undgå den uønskede paternalisme, dvs.,
den situation, at der handles paternalistisk over en autonom person, der ikke har udbedt sig denne
handlemåde. Herigennem erkendes det, at også læge-patientforholdet betragtes som asymmetrisk,
hvor viden om, hvad der er bedst for patienten, rummer faren for en magtfuld paternalisme.
Den professionelle må være bevidst om den magt, som viden repræsenterer. Vidensforholdet eller
magtforholdet er sårbart, og afspejler det asymmetriske forhold i den etiske fordring. Styrkeforholdet
i magtrelationen er på den professionelles side. Det er den professionelle, der er den ”mægtige”
ud fra sine faglige kompetencer, og ud fra de sociale og moralske normer. Men gennem de
professionelles anvendelse af den sanselige forståelse udtrykt ved tillid, talens åbenhed, barmhjertighed
og medfølelse er potentialet stort for netop at nedbryde magten, og derved give patienten
Omsorgsbegrebet i de mellemmenneskelige relationer i sundhedsvæsenet
44 af Marianne Nord Hansen