Omsorg i de mellemmenneskelige relationer i sundhedsvæsenet. Et ...

Marianne Nord Hansen 

Omsorg i de mellemmenneskelige relationer i 

sundhedsvæsenet. 

Et kvalitetsudviklingsperspektiv 

Delpublikation nr. 6 i skriftserien om “De mellemmenneskelige relationer”

En række centrale aktører i det danske sundhedsvæsen har i fællesskab udarbejdet 20 anbefalinger til 

sundhedspersonalet i forbindelse med patientens møde med sundhedsvæsenet. 

Anbefalingerne indgår i publikationen “Patientens møde med sundhedsvæsenet. De mellemmenneskelige 

relationer - anbefalinger for kommunikation, medinddragelse og kontinuitet.” 

Denne publikation kan bestilles på nedenstående adresse. 

Inden for rammerne af dette initiativ er der samtidig blevet udarbejdet 8 delpublikationer, som indgår i en 

skriftserie om “De mellemmenneskelige relationer”. Der er tale om en række selvstændige publikationer, 

der er udarbejdet af forfatterne. En oversigt over de 8 delpublikationer kan ses på 

indersiden af bagsiden. 

Omsorg i de mellemmenneskelige relationer i sundhedsvæsenet. 


Marianne Nord Hansen 

Delpublikation nr. 6 i skriftserien om “De mellemmenneskelige relationer” 

Bestillingsnr.: 358 

Pris: kr. 50 inkl. moms + forsendelse. 

Bestilling af publikationerne: 

Århus Amt 

Kvalitetsafdelingen 

Lyseng Allé 1 

8270 Højbjerg 

Tlf. 8944 6356 / email tk@ag.aaa.dk 

I tilknytning til det samlede projekt er der udarbejdet en hjemmeside: 

www.patient-relationer.dk 

Her kan alle publikationer læses og downloades. 

Forsiden er illustreret af Lone Harboe 

Tryk: Århus Amts Trykkeri 111-03-009 

© Kvalitetsafdelingen, Århus Amt 

Juni 2003

Omsorg i de mellemmenneskelige relationer i 

sundhedsvæsenet 


Af Marianne Nord Hansen 

Vicekontorchef Psykiatri- og socialforvaltningen, Københavns Amt

Forord 

En række centrale aktører i det danske sundhedsvæsen har i fællesskab udarbejdet 20 anbefalinger 

for de mellemmenneskelige relationer i patientens møde med det danske sundhedsvæsen. Hovedformålet 

med initiativet er at udvikle og forbedre kvaliteten i de mellemmenneskelige relationer 

i sundhedspersonalets møde med patienten. 

Materialet er samlet i publikationen “Patientens møde med sundhedsvæsenet - de mellemmenneskelige 

relationer. Anbefalinger for kommunikation, medinddragelse og kontinuitet”. Anbefalingerne 

er prioriteret og formuleret af en arbejdsgruppe gennem en fælles arbejdsproces, samt på baggrund 

af den forskningsmæssige og dokumenterede viden der er blevet indsamlet inden for emnet. 

Anbefalingerne er udgivet i et samarbejde mellem Amtsrådsforeningen, Center for Små Handicapgrupper, 

Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedsvæsenet, Dansk Sygeplejeråd, De Samvirkende Invalideorganisationer, 

Den Almindelige Danske Lægeforening, Forbrugerrådet, Hjerteforeningen, 

Hovedstadens Sygehusfællesskab, Kræftens Bekæmpelse, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og 

Ulykkesskadede, Landsforeningen Bedre Psykiatri, Landsforeningen SIND, Patientforeningen Danmark 

og Scleroseforeningen. 

Denne publikation er en delpublikation, som indgår i en skriftserie, der omhandler patientens møde 

med sundhedsvæsenet. Publikationen indgår som et delprojekt i det samlede initiativ. Der er i alt 

udarbejdet 8 delpublikationer: 

Nr. 1: Psykiatribrugere og deres pårørende har ordet. Koncepter til systematisk indsamling 

af bruger- og pårørendeoplevelser i voksenpsykiatrien af Ane Feldskov. 

Nr. 2: Hvad oplever patienten på sygehuset? - Et afdelingsbaseret koncept til systematisk 

indsamling af patientoplevelser på somatiske sygehuse af Erik Riiskjær 

Nr. 3: Livskvalitetsmåling i sundhedsvæsenet - en introduktion af Bobby Zachariae og 

Anette Fischer Petersen 

Nr. 4: Læge-patientkommunikation i onkologisk ambulatorium - en undersøgelse af 

sammenhænge mellem lægens kommunikationsstil, patienttilfredshed og ændringer 

i patientens stemningsleje og oplevede evne til at mestre sygdom og behandling 

af Bobby Zachariae og Anette Fischer Petersen 

Nr. 5: Ortopædkirurgiske patienters prioriteringer af og tilfredshed med sygehusvæsenets 

ydelser af Julie Bæk-Jensen 

Nr. 6: Omsorg i de mellemmenneskelige relationer i sundhedsvæsenet. Et kvalitetsudviklingsperspektiv 

af Marianne Nord Hansen 

Nr. 7: Frivilligt arbejde i sundhedsvæsenet af Hanne Dahlerup 

Nr. 8: 4 videnskabelige artikler om mellemmenneskelige relationer 

Med skriftsserien er der taget initiativ til at belyse nogle udvalgte temaer, der omhandler patientens 

møde med sundhedsvæsenet. Der er tale om en række selvstændige publikationer, som kan læses 

i sammenhæng med, og som en uddybning af relevante emner inden for det samlede tema. De 

8 delpublikationer er udarbejdet af forfatterne selv som selvstændige og uafhængige skrifter. 

Juni 2003

Indholdsfortegnelse 

Introduktion ..................................................9 

Resumé .....................................................11 

Indledning ...................................................13 

Metodetilgang ................................................17 

Manglende omsorg i de mellemmenneskelige relationer ..............19 

Barrierer ...............................................22 

Referenceramme for omsorg i de mellemmenneskelige relationer ......27 

Samfundets værdier .......................................27 

Den nye patientkultur ......................................28 

Avedis Donabedian og kvalitetsudvikling .........................30 

De professionelles værdier...................................34 

Har den medmenneskelige omsorg effekt? .......................34 

Omsorg i den mellemmenneskelige relation.......................36 

Menneskesyn ............................................38 

Solidaritet ..............................................39 

Livsytringer og den etiske fordring i mødet .......................39 

Fænomenologisk livstydning .................................41 

Kundskabsformer i skønnet ..................................42 

Moral og etik – vurdering og måling (måleredskaber) ................44 

Videnskabelig erkendelse ...................................48 

Den hermeneutiske tilgang ..................................49 

Forståelseshorisont ........................................49 

Den fænomenologiske tilgang ................................50 

Den fænomenologiske hermeneutiske metode.....................51 

Kvalitativ forskning ........................................53 

Argumenter for kvalitativ forskning.............................53 

Kvalitativ evidens og kvalitetsudvikling ..........................56 

Den nye tilgang ...............................................59 

Anvendelsen af kvalitative forskningsresultater ....................60 

Udfordringer i vurdering af kvalitativ forskning.....................61 

Referencer ...................................................65

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden 

at han holder noget af dets liv i sin hånd. 

Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en 

oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en 

lede man uddyber eller hæver. 

Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen 

står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej. 

K.E. Løgstrup

Introduktion 

Kapitel 1 - Introduktion 

Formålet med denne publikation er at bidrage til, at sundhedsvæsenets ydelser befinder sig på et 

højt kvalitetsniveau, således at patienten samlet set oplever en god behandling og pleje. Derudover 

er det ønsket, at publikationen kan anvendes som diskussions- og inspirationskilde til kvalitetsudvikling 

inden for omsorgen i de mellemmenneskelige relationer. 

En væsentlig forudsætning herfor er, at patienten og den pårørende møder medmenneskelige og 

indsigtsfulde sundhedsprofessioner, som gennem omsorgen, den gode samtale og/eller det kvalitative 

forskningsinterview har fået ”adgang” til patientens oplevelser og erfaringer. 

I den nye nationale strategi for kvalitetsudvikling ses omsorg og herved den professionelle relation 

at indgå som mål for god kvalitet. Hvor ”involvering af patient og pårørende”, ”medmenneskelige 

relationer” og ”kvaliteten af omsorgen” er indsatsområder for den kommende kvalitetsudvikling. 

Ligeledes lægges der i strategien vægt på, at ”der bliver sat yderligere fokus på udvikling af indikatorer 

også inden for de mere bløde værdier i sundhedsvæsenet”. 

Omsorg i de mellemmenneskelige relationer beskrives ud fra forskellige niveauer, hvilket har betydning 

for at forstå de bevæggrunde, der danner referenceramme for, hvorfor og hvordan omsorgsrelationen 

kan anvendes i et kvalitetsudviklingsperspektiv. Der sættes således i nærværende publikationen 

fokus på patientperspektivet, den nye patientkultur, den professionelle omsorg, kvalitativ 

forskning, kvalitativ evidens og kvalitetsudvikling. 

Publikationen henvender sig til personale i sundhedsvæsenet, som har ansvar for kvaliteten af de 

behandlingsog plejerelaterede ydelser, samt til personalet inden for socialt arbejde som fx socialpsykiatrien. 

April 2003 

Delpublikation nr. 6 i skriftserien om “De mellemmenneskelige relationer” 9

Kapitel 1 - Introduktion 

Omsorgsbegrebet i de mellemmenneskelige relationer i sundhedsvæsenet 

10 af Marianne Nord Hansen

Resumé 

Kapitel 2 - Resume 

Gennem udarbejdelsen af publikationen, der har taget afsæt i samfundets og de professionelles 

værdier samt videnskabelig erkendelse, er der blevet udlagt en referenceramme for, hvad der forstås 

ved omsorg i de mellemmenneskelige relationer – set i et kvalitetsudviklingsperspektiv. 

Omsorgsrelationen er herved blevet beskrevet på flere niveauer. Herunder relateret til de forventninger, 

som patienten i den nye patientkultur stiller til det professionelle møde i sundhedsvæsenet, 

og til den mellemmenneskelige omsorg, som de professionelle bør mestre. Ligeledes er omsorgsrelationen 

blevet relateret til den fænomenologiske hermeneutiske metode, samt til kvalitativ forskning, 

kvalitativ evidens og kvalitetsudvikling. 

Bevidstheden om den nye patientkultur, og dermed bevidstheden om de forventninger, som patienten 

har til de professionelle, er blevet vurderet som en væsentlig bevæggrund for inddragelsen af 

de bløde værdier. Igennem bearbejdelsen af den nye patientkultur er det kommet frem, at de professionelle 

står overfor patienter, som lider af en ontologisk usikkerhed. Og som i stadigt stigende 

omfang vil efterspørge de professionelles følelsesmæssige engagement i relation til den enkelte 

patients særegne livsverden. Med baggrund i informations- og videnssamfundet forventer patienterne 

også, at de professionelle kan formidle den nyeste viden. Og hvor patienten og den professionelle 

går ind i en forhandlingsdialog om, hvad der passer patienten bedst i hans eller hendes 

livssituation. Som det er fremgået af Donabedians teori, forventer patienterne ligeledes at blive inddraget 

i de faglige beslutninger, og at blive behandlet på en medmenneskelig ordentlig måde. De 

professionelle må derfor tage udgangspunkt i, hvilken mening den enkelte patient lægger i sit liv 

i forbindelse med sygdom og lidelse. 

Gennem Kari Martinsens omsorgsfilosofi er det blevet beskrevet, hvordan den professionelle bør 

møde patienten på en professionel medmenneskelig måde. De spontane livsytringer, den etiske 

fordring og den samaritanske pligt er fundet at være fundamentale betingelser for, at patienternes 

spontane oplevelser og mere eller mindre bearbejdede erfaringer - kan komme til udtryk. Martinsens 

menneskesyn, den praktisk moralske handlingsklogskab ved den sanselige forståelse, samt 

hendes moralopfattelse, er fundet at folde omsorg i de mellemmenneskelige relationer ud. Med 

baggrund i disse dimensioner er der udviklet en model, ”De bløde værdiers udtryksformer”, der er 

guidende for, hvordan patienten mødes på en god medmenneskelig måde. 

Såvel Martinsens omsorgsfilosofi, som beskrivelsen af den fænomenologiske hermeneutiske metode 

har vist, hvordan de professionelle får ”adgang” til patienternes umiddelbare livsverden, uden 

indblanding af bundne fortolkninger. Fænomenologien giver således adgang til momentvis at være 

i det spontane rum, betinget af at de professionelle anvender egne personlige kundskaber, er nærværende, 

er lyttende, hører patientens appel og lider med patienten. Denne tilgang er i denne publikation 

blevet kaldt for den ”metafysiske forforståelse”. Men omsorgen i den mellemmenneskelige 

relation er mere end det. Martinsens tydningsproces, og den tilhørende hermeneutiske fortolkningsproces, 

tages interagerende i brug, hvor horisontsammensmeltningen skaber forståelse for patienten. 

Ifølge Martinsen inddrager den professionelle her den phronetiske kundskabsform i forståelsesprocessen. 

Denne kundskabsform er betinget af den uegennyttige omsorg udtrykt ved den 


Kapitel 2 - Resume 

etiske radikalitet, samt betinget af de professionelles praksiserfaringer, og suppleret af den 

epistemiske viden. 

Som det sidste område i referencerammen er det blevet undersøgt, hvilke teorier og metoder der 

kan underbygge gyldigheden af en kvalitativ forskning. Flyvbjerg har, med sine rettelser af de 

påståede overforenklinger af case-studiet, givet værdifulde redskaber til, hvordan de professionelle 

på et pålideligt grundlag kan argumentere for anvendelsen af kvalitativ forskning. Ligeledes er ikke 

mindst Kvales håndværksmæssige, kommunikative og pragmatiske gyldighed fundet, at være af 

væsentlig betydning for de professionelles forskning og som grundlæggende forståelse for 

begrebet kvalitativ evidens. Den nye tilgang, kvalitativ evidens, har vist sig at have en meget nær 

tilknytning til kvaliteten i de mellemmenneskelige relationer i sundhedsvæsenet. Anvendelsen af 

kvalitativ evidens har betydning for, at patienternes sindsstemning, ønsker, håb, oplevelser og 

erfaringer inddrages i de kliniske beslutninger med henblik på at nå de bedst mulige behandlingsog 

plejeresultater for patienten. 



Indledning 

Kapitel 3 - Indledning 

Omsorg i de mellemmenneskelige relationer er en væsentlig dimension i den sundhedsfaglige professionalisme, 

og er en integreret del i arbejdet med forebyggelse, diagnostik, behandling, pleje 

og rehabilitering. 

Sundhedsstyrelsen lagde i slutningen af 1999 op til en form for ”paradigmeskift” inden for den nationale 

strategis rammer. Det skete i forbindelse med oprettelsen af Det Nationale Råd for kvalitetsudvikling 

i Sundhedsvæsenet. Kendetegnende for den forestående kvalitetsudvikling er, at der nu 

i højere grad skal sættes fokus på kvalitetsudvikling inden for de bløde værdier. I Rådets programerklæring 

fremhæves det således; ”at der bliver fokuseret på både ”hårde” data som fx behandlingsresultater, 

som de ”bløde” data som omsorg og empati” (Det Nationale Råd 1999b). 

Medicinaldirektør dr.med. Einar Krag, tidligere formand for Det Nationale Råd, har i juni 1999 i 

Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen udtalt følgende i forhold til de bløde værdier: 

”Et særligt problem er de bløde værdier. Over halvdelen af klagerne over sygehusvæsenet har fx 

ikke noget med kerneydelsen at gøre, men med ”de bløde værdier”. Det er information, kommunikation, 

kontinuitet, omsorg, etik, individualisering, medinddragelse og empati” (Krag 1999). 

Einar Krag angiver, at en væsentlig baggrund for at beskæftige sig med de bløde værdier, er de 

mange klager fra brugerne af sundhedsvæsenet. Det angives således, at brugernes udsagn, 

oplevelser, meninger og erfaringer har betydning. Og supplerende fremhæver Einar Krag de professionelles 

”omsorg”, som central i forhold til de bløde værdier. Krag skriver, at baggrunden herfor 

er, at borgerne er blevet mere bevidste om, hvad de vil have, hvilket kort sagt er: ”Den rigtige behandling, 

det vil sige den professionelt bedst mulige, og en ordentlig behandling” (Krag 2000). 

Begrebet, de bløde værdier, herunder omsorg og empati, ses herefter at indgå i en række sundheds- 

og sundhedspolitiske sammenhænge. Det ses, at de bløde værdier skal være en del af den 

lægefaglige kerneydelse. Cheflæge Anne Thomassen har bl.a. udtrykt vedrørende de bløde værdier, 

som: ”handler om, at man føler og kæmper for patienten – at man er på patientens side”. 

Samt giver udtryk for, at alle faggrupper skal prioritere de bløde værdier. ”Sygeplejersken skal ikke 

snakke og holde i hånd, mens lægen bare skal skære. Alle parter skal have respekt og empati” 

(Jungersen 2001). 

Formanden for lægeforeningen Jesper Poulsen ser ligeledes omsorg og empati som de grundlæggende 

værdier for hele sundhedspersonalet, selv om ikke alle faggrupper har omsorgen som en 

del af deres kernefunktion. Som udgangspunkt mener han, at alle faggrupper skal udvise omsorg 

og empati i omgangen med patienterne. Og at disse værdier indarbejdes i de daglige processer 

for samarbejdet med patienterne og således knyttes til de kliniske forløb. Et vigtigt middel er kommunikation, 

og at de professionelle herigennem er i stand til at skabe tillid i mødet mellem patienten 

og den sundhedsprofessionelle (Jungersen 2001; Poulsen 2001). 

Den tidligere sundhedsminister Arne Rolighed markerede i foråret 2001, at de bløde værdier skal 

sikres indtænkt i den danske model for kvalitetsudvikling, og lagde i den sammenhæng vægt på, 

at det handler om at løfte kulturen i de enkelte afdelinger. Omsorgsværdier skal være ”en integre- 



ret del af ens adfærd. Jeg tager det som en selvfølge, at patienterne føler sig velkomne i afdelingerne. 

At det er en selvfølge, at når en patient skal have alvorlig information om et sygdomsforløb, 

at der gives den tid, der skal til, og at der er omsorg og nærhed” (Rolighed 2001). 

Medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik lagde ligeledes på et møde for Landsrådet for Chefsygeplejersker 

vægt på, at de bløde værdier er med til at sikre bedre patientforløb. Han gav udtryk for, at 

begrebsafklaring er nødvendig, og understregede, at omsorg er en nødvendig dimension for alle 

i sundhedsvæsenet (Sygeplejersken 2001:17). Videre har medicinaldirektøren på årsmødet for 

Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren tilkendegivet, at de bløde værdier skal indgå i den 

danske model for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet (Årsmødet for DSKS år 2003). 

Fælles for de mange synspunkter er, at omsorg betragtes som en grundlæggende værdi for, hvad 

der forstås ved god kvalitet i sundhedsvæsenet. 

Men hvad forstås der egentlig ved omsorg i den mellemmenneskelige relation i sundhedsvæsenet? 

Hvilken viden bør sundhedsprofessionerne være bekendt med? Og hvilke metodekrav bør indtænkes 

og indarbejdes i forhold til den kommende kvalitetsudvikling? 

En nødvendig forudsætning for at besvare disse spørgsmål er, at der udarbejdes en referenceramme 

for, hvad der forstås ved omsorg i den mellemmenneskelige relation i sundhedsvæsenet. En 

sådan referenceramme skal forstås som en fælles værdi- og begrebsmæssig ramme for at integrere 

den mellemmenneskelige relation i det professionelle møde i sundhedsvæsenet (Århus Amt 

2003). 

En betingelse og et væsentligt udgangspunkt for at sundhedspersonalet kan mestre en god relation 

i mødet med patienten er, at de professionelle har viden og indsigt i, hvilken medmenneskelig relation 

patienterne og brugerne af sundhedsvæsenet stiller til det professionelle møde. Her kommer 

samfundets værdier til udtryk. 

Centralt for omsorg i de mellemmenneskelige relationer er også en eksplicit beskrivelse af, og bevidsthed 

om de professionelles værdier, holdninger og adfærd, som har betydning for, at patienter 

og pårørende føler sig imødekommet, værdsat, forstået og samtidig fagligt hjulpet ud fra deres 

særegne ønsker og behov. 

En optimal relation er ligeledes betinget af, at patienternes oplevelser og erfaringer tages alvorligt 

og inddrages i de læge- og sygeplejefaglige beslutninger. Her kommer de professionelles videnskabelige 

erkendelse til udtryk, hvor det kvalitative forskningsinterview, og herunder tilknyttede filosofiske 

traditioner, er med til at generere evidensbaseret viden inden for omsorg og de mellemmenneskelige 

relationer. Inddragelsen af omsorg i de mellemmenneskelige relationer, baseret på kvalitativt 

udtrykte data, skal således ses som en komplementering af den hidtidige, og i det væsentligste 

kvantitativt baserede tilgang til kvalitetsudvikling. 

Referencerammen for omsorg i de mellemmenneskelige relationer vil således blive beskrevet på 

flere niveauer. Herunder relateret til de forventninger, som patienterne og pårørende stiller til det 

professionelle møde med sundhedsvæsenet, og til den medmenneskelige relation, som de professionelle 

bør mestre. Forståelsen af omsorgsrelationen vil blive relateret til den fænomenologiske 

hermeneutiske metode, kvalitativ evidens og kvalitetsudvikling - som har afgørende betydning for, 




at patienternes og pårørendes umiddelbare oplevelser og erfaringer kommer til udtryk i det professionelle 

møde. 

Inden referencerammen udfoldes, skal den metodemæssige tilgang i udforskningen af omsorg i 

den professionelle relation præsenteres, hvorefter der følger afsnit, som vedrører den dokumenterede 

manglende omsorg i de mellemmenneskelig relationer i sundhedsvæsenet. 





Metodetilgang 

Kapitel 4 - Metodetilgang 

Med henblik på at udfolde begreber som omsorg, den professionelle relation, ”de bløde værdier” 

i konteksten kvalitetsudvikling er der systematisk søgt i såvel danske (artikeldatabasen, Dandok, 

Danbib) som internationale databaser (Medline, Cinahl, Swemed, Social Service Indeks, Cochrane). 

Der er søgt ti år tilbage i respektive databaser. 

De bløde værdier er et sammensat konstrueret begreb, hvis ophav kan tænkes at stamme fra den 

dikotomering, der som oftest ses præsenteret i forskningsmetodologisk litteratur i beskrivelsen af 

kvantitativ og kvalitativ forskning. I den sammenhæng ses den kvantitative forskning relateret til 

de hårde data, og den kvalitative forskning relateret til de bløde data. 

Kendetegnende for de hårde data (kvantitativ forskning) er kontrolleret viden, hvor talmæssige 

værdier er bestemmende for evidensbaserede forskningsresultater. 

Kendetegnende for de bløde data (kvalitativ forskning) er ikke på forhånd opstillede kontrollerbare 

variabler. Sigtet er her, at få indtrykkenes mange muligheder frem i lyset, og hvor tydninger og fortolkninger 

af patienters egen lidelse er bestemmende for evidensbaserede forskningsresultater. 

Den kvalitative forskningsmetode anses som særdeles relevant i forhold til omsorg, hvor patienternes 

egne umiddelbare oplevelser, meninger og erfaringer har betydning for kvaliteten i mødet mellem 

den professionelle og patienten. Og for den forskningsmæssige tilgang i udvikling af evidensbaseret 

viden inden for de bløde værdier. Viden om den kvalitative forskningsmetode er hentet fra 

dansk og international metodelitteratur. 

Ud over bevidsthed om videnskabelig erkendelse indikerer omsorgen i de mellemmenneskelige 

relationer også, at der er tale om noget normativt værdiladet. Der er tale om de værdier og normer, 

som patienten inddrager og vægter i forhold til eget liv, sundhed og sygdom. 

Viden om patienters værdier og normer er hentet fra litteratur, der tegner den patientkultur, der 

er under udvikling i samfundet. Med henblik på at få en forståelse for denne patientkultur, er især 

litteratur vedrørende modernitetens refleksivitet og konsekvenserne af det moderne samfund taget 

i anvendelse. Såvel danske som internationale kilder er i øvrigt anvendt vedrørende patienternes 

forventninger til inddragelse af de bløde værdier i sundhedsvæsenet. 

Omsorg i de mellemmenneskelige relationer relateres ligeledes til de værdier og normer, som den 

professionelle møder patienten med. Dvs., på hvilken medmenneskelig måde den professionelle 

bør indgå og involvere sig i behandlingen og plejen af patienterne. 

Viden om den professionelle mellemmenneskelig relation, er hentet fra skandinavisk litteratur, hvor 

især sygeplejerske dr. phil. Kari Martinsens fænomenologiske omsorgsfilosofi bidrager til, hvad der 

grundlæggende kan forstås ved omsorgen i det professionelle møde i sundhedsvæsenet. Martinsen 

er valgt, idet hun er en af de få omsorgsteoretikere, som giver en detaljeret og perspektiveret 

beskrivelse af det professionelle møde. Hendes intentioner er, som hun selv har udtrykt, at lede 

efter spor i det “grunnmenneskelige” i sundhedsvæsenet. I beskrivelsen af det grundmenneskelige 

i sundhedsvæsenet er der ligeledes hentet viden fra overlæge dr.med. Henrik Wulff´s teorier og 


tilgang inden for medicinsk etik. 

Kapitel 4 - Metodetilgang 

I nedenstående boks ses de søgeord, som er blevet anvendt i de internationale elektroniske 

databaser med henblik på at komme frem til, hvad der forstås ved omsorg i de mellemmenneskelige 

relationer i sundhedsvæsenet. 

Soft values 

Human values 

Caring 

Empathy 

Outcome 

Qualitative research 

Phenomenology 

Qualitative methods 

Evaluation 

Patient involvement 

Patient satisfaction 

Patient perspective 

Patient empowerment 

Compliance 

Information society 

Instruments 

Scales 

Dream society 

Health care status 

Health care outcome 

Physician-patient relations 

Shared care 

Quality 

Continuous Quality Improvement 

Clinical guidelines 

Audit 

Quality assurance 

Indicators 

Standards 

Quality assessment 

Quality management 

Qualitative evidence 

Measurement scales 

Measurement outcome 

De inkluderende referencer har primært været rettet mod den professionelle interaktion mellem 

læge-patienten og mellem sygeplejersken-patienten i relation til den daglige kliniske praksis. Det 

skal bemærkes, at referencer, som omfatter psykoterapeutiske metoder og disses effekt er ekskluderet. 

De emneord, som har givet mest litteratur i relation til læge-patientforholdet og til sygeplejerskepatientforholdet, 

er emneord som caring og empathy. Disse centrale emneord er blevet kombineret 

på eksempelvis følgende måder: ”caring OR empathy AND outcome” - ”caring OR empathy AND 

qualitative research OR phenomenology” - ”information society AND health care status OR 

physician-patient relation OR caring” - “caring AND qualitative evidence” etc. 



Kapitel 5 - Manglende omsorg i de mellemmenneskelige relationer 

Manglende omsorg i de mellemmenneskelige 

relationer 

I nedenstående afsnit gives eksempler på den manglende omsorg i de mellemmenneskelige relationer 

det danske sundhedsvæsen. 

I forlængelse heraf er det fundet aktuelt at inddrage forskellige teorier og synspunkter i forhold 

til de barrierer, der er for omsorgen i de mellemmenneskelige relationer. Baggrunden herfor er at 

åbne op for en forståelse for i større udstrækning at integrere patienternes værdier, de professionelles 

værdier (omsorgen) og den kvalitative forskning i forhold til sundhedsvæsenets ydelser. 

Fra det tidligere refererede citat af Einar Krag fremgik det, at en væsentlig baggrund for at beskæftige 

sig med omsorg og relationer, var de mange klager patienterne. Dette forhold underbygges 

af den vedvarende omtale i medierne af omsorgssvigt over for forskellige befolkningsgrupper. 

Eksempelvis har omsorgsdebatten inden for ældreområdet i begyndelsen af år 2000, peget på de 

professionelles utilstrækkelige medmenneskelige omsorg, som kommer til udtryk i skjult medicinering, 

tandbørstning og spisning på samlebånd, demente der låses inde, uacceptable hygiejniske 

forhold, ikke tilstrækkeligt med mad, ingen hensyn til sociale behov. Embedslæge Kate Runge skriver 

i dagspressen: ”De ældre behandles overfladisk og uværdigt”…”Det er udtryk for et menneskesyn, 

som er uforeneligt med pleje og omsorg” (Runge 1999:2). Ofte ses, at personalet angiver de 

økonomiske nedskæringer som årsag til den manglende omsorg. Oversygeplejerske ved geriatrisk 

afdeling Mette Kjerholt har, i forbindelse med den manglende ældreomsorg, udtalt, at det i lige så 

høj grad er et spørgsmål om holdninger. Hun angiver, at det er et typisk fænomen, at personalet 

kun spørger patienten om de ting, som de selv synes er vigtige, medens det som bekymrer patienten 

ikke bliver berørt. Hun udtaler videre, at det er let at gemme sig bag tidsnød og nedskæringer, 

og understreger, at høflighed, dannelse, kommunikation og samarbejde med patienterne ikke afhænger 

af økonomi, men af personlige egenskaber (Kjerholt 1999:4). Kjerholt er her inde på, at 

de manglende bløde værdier, dvs. personalets manglende egenskaber, er den primære årsag til 

den manglende omsorg. 

Den manglende omsorg og medmenneskelige relation relateres som oftest til manglende dannelse 

og manglende respekt for den syges livshistorie, dennes integritet og identitet. Filosoffen, dr. theol. 

Peter Kemp fra Center for Etik og Ret ved Københavns Universitet har udtrykt, at det i mange situationer 

kan være patientens omgivelser, der oplever svaghed eller afmagt. Med omgivelser refereres 

der til læger og sygeplejerskers afmagt: ”Vi har udviklet en teknisk og videnskabelig kultur, 

hvis resultater har gjort os så ”høje”, at vi gerne ser bort fra de situationer, hvor vi ikke kan udrette 

noget eller kun meget lidt med vores teknik og videnskab” (Kemp 1999) 

Peter Kemp fremhæver i relation hertil, at der i sygehusvæsenet er brug for et paradigmeskift, en 

ny supplerende opfattelse af fagligheden og et nyt syn på patienten som menneske. Det drejer sig 

om at fremme en anden form for faglighed, et andet paradigme, hvor omsorg og kommunikation 

er centrale elementer som i den centrale lægekunst (Kemp 1998a; 1998b). Kemps budskab er 

imidlertid også, at sundhedsprofessionerne skal have viden. Men hvis man ikke er i stand til at have 

en menneskelig interesse for den patient og/eller pårørende, man står overfor, så er viden ikke 



megen nytte til og somme tider direkte blokerende. Kemp beskriver den manglende omsorg og 

medmenneskelige relation i bogen ”Et liv der ikke dør”, og giver en række eksempler på, hvordan 

sundhedspersonalet ikke skal kommunikere med patienter og pårørende. Han beskriver den 

manglende omsorg og medmenneskelige relation hos lægerne som: ”kynisk arrogance” og 

”psykologisk analfabetisme”, som kommer til udtryk i den professionelles manglende evne til at 

lytte, manglende indlevelse og forståelse for det hele menneske, hvor alt håb lukkes ude. Kemp 

skriver videre det kendetegnende i, at den professionelle ikke involverer patienten i de faglige beslutninger, 

og ikke lever sig ind i, hvordan informationen vil virke på den syge. Den omsorgsfulde 

kommunikation mangler, og der udvises kun envejskommunikation til den syge – ikke omvendt. 

(Kemp 1998a). Peter Kemp skriver: ”Det er lægens forbandede pligt at lytte, at give plads til 

patientens tanker og overvejelser. Og naturligvis at formidle sin viden og den rådgivning, hun eller 

han udleder af den viden – og holdning! – respektfuldt og kompetent” (Kemp 1998a). 

Peter Kemp har også givet bud på, hvorfor den manglende omsorg er til stede i dag, hvilket præsenteres 

i det følgende afsnit om barrierer. 

En mere systematisk evidens for den manglende omsorg udtrykt ved manglende respekt for patienten 

og de professionelles manglende situationsfornemmelse er dokumenteret i projektet: Kvalitetsudvikling 

i onkologisk behandling og pleje på tværs af sektorer 1999. Gennem 16 dybdegående interviews 

med kræftramte patienter skal udvalgte citater give et indblik i, hvordan patienterne oplever 

den manglende omsorg: 

”Lægerne hører ikke efter og sætter sig ikke ind i situationen, de er ikke til stede, selvom de er 

der” 

”De [lægerne] viser ikke respekt for mennesket” 

”Det er som om de prøver at undgå at love noget. Man oplever, at samtalen er noget, der skal 

overstås. Man får aldrig et forhold til dem” 

”Der er ikke nogen [sygeplejerskerne] der har givet noget at tro på. De føler, det måske ikke er 

så vigtigt med mig. Det er op til mig selv” 

”Sygeplejerskerne viser ikke interesse. Et manglende led i deres uddannelse?…De kunne have fået 

mere ud af os. Det må da være vigtigt i behandlingen” 

(Kvalitetsudvikling i onkologisk behandling og pleje på tværs af sektorer 1999). 

Inden for pårørendeområdet ses også den manglende omsorg i medmenneskelige relationer dokumenteret. 

Som første led i en planlagt evaluering af Psykiatrien i Århus Amts pårørendepolitik har 

amtets Service og kvalitetskontor i juni 1999 gennemført en spørgeskemaundersøgelse, som belyser 

pårørendes oplevelse af kontakten med voksenpsykiatrien. Undersøgelsen er baseret på 690 

spørgeskemaer fra pårørende. Formålet med undersøgelsen var at få en aktuel måling og vurdering 

af de pårørendes tilfredshed med kontakten til hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien. Temaerne 

”kommunikation mellem pårørende og personale” og ”information om stedet, sygdommen og 

behandlingen” var centrale omdrejningspunkter, som udtryk for de professionelles omsorg til pårørende. 




Pårørendepolitikken i Århus Amt anbefaler, at de enkelte steder senest syv dage fra indlæggelsen 

afklarer personalets og de pårørendes forventninger til hinanden. 42% af de pårørende oplyser, 

at de har haft mulighed for at tale med personalet om deres forventninger til kontakten (med udsving 

inden for fem psykiatriområder fra 26% til 71%). Mens 19% svarer ”Både og” og 35% svarer 

”Nej” (Århus Amt 1999). Nedenstående gives eksempler på den manglende omsorg: 

”Jeg mener ikke, at der bliver levet op til det, de lover, før de kommer, med hensyn til omsorg og 

kærlig pleje. De [patienterne] sidder alt for meget overladt til sig selv, og nævner man det, får man 

at vide, at der ikke er tid på grund af personalemangel. Det lider man som pårørende under” 

”Jeg savner, at afd. D´s team/psykiatrien ser patienten som et helt menneske og ikke blot som en 

snæver diagnose. Jeg savner det pædagogiske islæt på afd. Det første møde, som jeg og min 

mand havde med overlægen, var forfærdeligt. Det blev fra starten malet med store bogstaver – 

lige på og hårdt. Intet håb var at se. Min søn var slået ud og vi med” 

(Århus Amt 1999). 

I undersøgelsen blev de pårørende spurgt, om de havde fået de informationer om den sindslidendes 

sygdom, som de har brug for. Det synes kun 39% af de pårørende, at de har fået (med udsving 

inden for fem psykiatriområder fra 3% til 58%), mens 31% svarer ”Både og”, og 27% svarer 

”Nej” (Århus Amt 1999). En pårørende udtrykker den manglende omsorg på følgende måde: 

”Der burde være noget mere støtte og oplysning til de pårørende, når et medlem af familien bliver 

psykisk syg, for hvordan skulle pårørende vide, hvad en psykisk sygdom er, og hvordan man 

forholder sig til den?” 

(Århus Amt 1999). 

Heraf fremgår det, at de professionelles håndtering af faktuelle og vidensmæssige oplysninger har 

stor betydning for den pårørendes oplevelse af at få den nødvendige støtte og omsorg i forbindelse 

med nære pårørendes sygdom og lidelse. Af eksemplet fremgår det, at den faglige viden og de 

bløde værdier (støtte og omsorg) er vanskelige at skille i den oplevede kvalitet. 

Christensen et al har i 2002 i projektet Den Gode Medicinske Afdeling gennem kvalitativ forskning 

undersøgt, hvilke faktorer der har betydning for, hvornår læger og sygeplejersker har henholdsvis 

succes og ikke succes med at informere patienterne, samt at afsøge indsatsområder til kvalitetssikring 

og – udvikling af patientinformation. Ved de kvalitative interview med såvel patienter som 

personalet er det således dokumenteret, at kvaliteten af patientinformationen hænger sammen 

med personalets kendskab til den enkelte patient. Information lykkes særligt godt, når personalet 

havde kendskab til patientens situation, forestillinger og bekymringer. Relationen mellem patienten 

og sygeplejersken og patienten og lægen havde betydning for, om patienten forstod informationen. 

Patienterne efterlyste, at personalet viste interesse og kunne huske deres problemer. Forfatterne 

peger på, at den kommende kvalitetsudvikling bør indtænke træning af personalet i dialog, og i 

at tage udgangspunkt i patientens opfattelse af deres egen situation, da patienterne opfatter information 

som uvedkommende, når der ikke er dialog (Christensen et al 2002). Derudover skulle 

der sættes et øget fokus på udarbejdelsen af god skriftlig patientinformation. 

Betydningen af i højere grad at sætte fokus på at integrere de bløde værdier som omsorg, nærhed 



og tillid i forhold til faktuel information (fx medicinsk behandling, prognose mv.) ses også dokumenteret 

i kvalitative undersøgelser gennemført af Kræftens Bekæmpelse. Det er her dokumenteret, 

at patienterne ønsker mere dialog, at de professionelle viser interesse og indlevelsesevne i 

forhold til de professionelles information om patientens sygdom og symptomer. Undersøgelserne 

afdækker, hvorfor kræftpatienter søger behandling i udlandet. Kendetegnende årsag hertil er, at 

patienterne flygter fra dårlige samtaler, som er præget at overfladisk kontaktform og manglende 

indlevelsesevne (Jyllandsposten 2002). 

Den landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse fra 2003 afdækker ligeledes, at mange patienter 

ikke får den bedste information. Som sådan måles der ikke på omsorgsdimensioner, som at patienterne 

oplever tillid, forståelse, nærhed mv. Men undersøgelsen kan tolkes at pege på de professionelles 

mellemmenneskelige svigt overfor patienterne. Fordi 40% af patienterne svarer, at de 

ikke blev oplyst om, hvor de skulle henvende sig med spørgsmål, og kun 54% oplevede, at en til 

to læger på sygehuset havde et særligt ansvar for deres behandling (Amterne, H:S, Sundhedsministeriet 

2003). 

I det følgende afsnit skal barrierer for inddragelsen af omsorg i de mellemmenneskelige relationer 

belyses. En kompleksitet af mange faktorer har indflydelse på, hvorfor omsorgsrelationen ikke i tilstrækkeligt 

omfang bliver inddraget i det professionelle sundhedsarbejde. Og hvor systematisk dokumentation 

for fænomenet, den manglende omsorg, er sjælden. Derfor er videnskabsteoretiske 

forklaringer og sociologiske teorier taget i anvendelse for belysning af problemstillingen. Det er således 

væsentligt at bemærke, at afsnittet ikke giver udtømmende årsagsforklaringer på den manglende 

omsorg. Der er imidlertid mere tale om intentionelle forklaringer, som skal bevidstgøre den 

professionelles forståelse for den manglende omsorg. 

Barrierer 

En ofte fremhævet årsag til den manglende omsorg i de mellemmenneskelige relationer er, at det 

er det medicinske paradigme, med dets traditionelle empirisk analytiske tradition, der den dag i dag 

styrer de forskellige sundhedsprofessioner (Lunde 1996; Juul Jensen 1996; Kemp 1998a). 

Det medicinske paradigmes ideologi ses ofte relateret til antropologen Arthur Kleinmans forståelse 

af begrebet disease og illness. Med udgangspunkt i disease-begrebet påpeger Kleinman, at de professionelle 

behandlere i kraft af deres uddannelse opfatter egne begreber som værende mest 

rationelle og videnskabelige. Og hvor fysiske og/eller psykiske dysfunktioner primært diagnosticeres 

ud fra objektive fund i kroppens funktion og/eller udseende. Disease opfattes almindeligvis som 

havende et typisk forløb, og karakteristiske træk, som er delvis uafhængig af omgivelserne. Her 

opfattes patofysiologiske tilstande og processer som universelt gældende, og patientens oplevelser 

og erfaringer som sekundære (Kleinman 1980). 

Kleinman beskriver sideløbende hermed det andet begreb, lidelse. Ved lidelse forstås sygdomslidelse, 

hvor Kleinman refererer til den begrebsmæssige konstruktion illness. Begrebet og dets anvendelse 

har fokus i patient- og pårørendeperspektivet. Lidelsesaspektet omfatter den måde hvorpå 

den syge og familien føler, opfatter, formidler og responderer på sygdom. Denne forståelse af den 

syges situation inkluderer således både den syge og det sociale netværks vurdering af, hvordan 

man bedst mestrer belastningerne og de problemer, som lidelsen medfører. Kleinman opsplitter 

og samler de to begreber, og peger på den komplekse og flertydige forbindelse imellem begreberne 

(Kleinman 1978). 




Kleinmans forståelse af begreberne disease og illness er meget perspektiverende for, hvad der 

skaber betingelser for god kvalitet i sundhedsvæsenet. Den mening som patienten og pårørende 

tillægger lidelsen, har sammenhæng med hans erfaringer i og forståelse af livet. Hver patient, og 

dennes pårørende, har sin særegne unikke livshistorie, som betyder, at den psykosociale kontekst 

må inddrages i forhold til både sygdom og lidelse. Denne tilgang til patienterne er i særdeleshed 

betinget af de professionelles medmenneskelige omsorgskompetence, som har stor betydning for 

patientens livsmod, lysten til at spise, at drikke og genoptræne – til at være. 

Som en væsentlig barriere for inddragelsen af omsorgsrelationen har sygeplejerske Anne Marie Elgkjær 

Larsen i en antologi om Sundheds- og Sygepleje, taget kritisk stilling til standarder og kvalitetssikring. 

Hun kommer her frem til, at sygeplejerskers brug af standarder anvendes i legitimeringen 

af sygeplejen som en profession, hvor det går ud på at frigøre sig fra lægegruppen, og dermed 

blive en selvstændig profession. Elgkjær Larsen ser også andre skjulte interesser, hvor det fagpolitisk 

går ud på, at fremme sygeplejerskernes karriere og magtstatus, hvilket sikres gennem produktivitet 

og effektivitet ud fra den rationelle kategoriserende naturvidenskabsbaserede beslutningsproces. 

Den naturvidenskabelige tilgang blev tolket som midlet til at fremme sygeplejefagets 

videnskabelighed, for derigennem at øge fagets status og prestige (Elgkjær Larsen 1994). De fremførte 

skjulte interesser som karriere, magtstatus, produktivitet og effektivitet anses også at gælde 

andre fagprofessionelle inden for sundhedssektoren. 

Patienttilfredshedsundersøgelser, som i større udstrækning opprioriteres som en bærende form for 

patientinvolvering i sundhedsvæsenet, kan ligeledes anses som en barriere for etablering af de 

mellemmenneskelige relationer. Da der i litteraturen foreligger en del kritik af denne form for patientinvolvering, 

skal de væsentligste kritikpunkter tages op. 

Seniorforsker og kultursociolog Helle Timm ved Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og 

omsorgsforskning, har set kritisk på danske amtslige patienttilfredshedsundersøgelser. Hun kommer 

frem til, at patienttilfredshedsundersøgelserne afspejler et professionelt, biomedicinsk domineret 

syn på sundhed og sygdom: ”Der er uendelig få eksempler på, at det opfattes som naturligt og 

nødvendigt at have patienterne med i selve definitionen af, hvad kvalitet er”, og videre at: 

”resultaterne af patienttilfredshedsundersøgelserne er udtryk for forskellige grader af tilpasning til 

et sygehusvæsen, som er domineret af en bestemt opfattelse af, hvad kvalitet i behandling og pleje 

er” (Timm 1994). 

Kendetegnende er, at det udelukkende er de professionelle der, ud fra deres egen enighed, på forhånd 

har genereret lukkede spørgsmål, hvor der ikke er plads til patienternes forskellige erfaringer, 

opfattelser og handlemåder. Der er udelukkende tale om envejskommunikation. Helle Timm advarer 

mod, at bruger- og patienttilfredshedsundersøgelser bliver en sovepude, hvor personalet stiller 

sig tilfreds med, at nu har de gjort deres, for at inddrage patienterne. Det er langt fra sikkert, at 

man har ramt det, der er vigtigst for patienten, og slet ikke for den enkelte (Timm 1997b). 

Magister i sociologi Niels Kr. Rasmussen hævder, at nuancerede holdninger bliver reduceret til et 

kryds i en rubrik blandt et relativt begrænset antal svarmuligheder, og at en så simpel svarafgivelse 

ikke afspejler respondenternes unikke nuancerede holdninger. Rasmussen gør opmærksom på, at 

tilfredshedsundersøgelser ikke er en absolut målestok for, om man har nået det bedst mulige. Og 

at patienters tilfredshed ikke skal tages som udtryk for et ultimativt værdimål. Rasmussens væsentlige 

budskab er, at komplicerede og individuelt betonede holdninger ikke er egnet til patienttil- 



fredshedsundersøgelser, da de nuancerede holdninger ikke fanges ved denne metode (Rasmussen 

1994). 

Hanne Kathrine Krogstrup har nogle væsentlige og inspirerende betragtninger i forhold den form 

for kvalitetsudvikling, hvor patienternes perspektiverede oplevelser og erfaringer ikke medinddrages 

i forståelsen af, hvad der opfattes som god kvalitet. 

Ifølge Krogstrup kan fx de overordnede patienttilfredshedsundersøgelser og de procentsatte standarder 

udlægges som den managementorienterede brugerinddragelse. Denne er kendetegnet ved, 

at økonomi, kvalitet og brugerinddragelse kobles med henblik på opnåelse af størst mulig effektivitet, 

som en løsning på den offentlige sektors funktions- og finansieringsproblemer (Krogstrup 

1997). Den managementorienterede brugerinddragelse kommer tydeligt frem i den gængse forståelse 

af, hvad der defineres som kvalitet i sundhedsvæsenet, hvor kriterier, standarder og indikatorer 

sædvanligvis defineres og fastsættes af de professionelle, som ”ved bedst”. 

Kendetegnende for den managementorienterede brugerinddragelse i sundhedsvæsenet er således, 

at data måles, kvantificeres, tælles op og gøres til genstand for statistisk analyse. Lektor Peter 

Kragh Jespersen skriver, at faren ved disse ofte stive kvalitetsudviklingssystemer er, at de fører til 

en bureaukratisering af det professionelle arbejde, hvilket ofte går ud over patienterne. En løsning 

på positivt at inddrage både de professionelle og patienterne, er ifølge Kragh Jespersen, at der må 

arbejdes ud fra både kvantitative og kvalitative mål (Kragh Jespersen 1995). Et synspunkt som er 

fundet aktuelt at inddrage, idet kvantitative kvalitetsmål, udtrykt ved forekomsten af eksempelvis 

genvundet ADL-niveau eller forekomsten af pårørendesamtaler ikke er fuldt beskrivende for 

kvaliteten af en afdelings ydelser. Lige så vigtig er også en kvalitativ vurdering af patienters oplevelse 

af ikke at kunne mestre nedsatte ADL-funktioner eller en samlet kvalitativ vurdering af pårørendes 

oplevede belastninger i forhold til psykisk sygdom i familien. Hvordan kan sundhedsvæsenets 

ydelser befinde sig på et højt kvalitetsniveau, når patienters og pårørendes oplevelser og erfaringer 

ikke inddrages i behandlingen og plejen? 

Forståelsen for hvorfor sundhedsvæsenet, som institution, ikke mestrer den efterlyste omsorg, 

medmenneskelighed, indlevelse og fællesskab kan hentes hos Jürgen Habermas, som er en af nutidens 

anerkendte samfundsteoretikere. Den centrale pointe i hans velfærdsstatskritik er, at den velfærdsstatelige 

politik (sundhedspolitikken) på mange måder er i modsætning til velfærdstatens egentlige 

mål: at give alle samfundets medlemmer chancer for at udnytte deres menneskelige muligheder 

i fællesskab med andre (jævnfør Titmus 1987). Velfærdsstaten har ifølge Habermas været 

en succes i den forstand, at den har været i stand til at fremme økonomisk vækst, og påpeger nødvendigheden 

af den statslige interventionspolitik med deraf bedre styringsmuligheder, samt lovbestemt 

sikring af borgernes rettigheder. Men omkostningerne har været en omfattende ”systemmæssig 

kolonisering af livsverdenen”, som udtrykkes ved Habermas´ koloniseringstese, hvor begreberne 

systemet og livsverden er to centrale begreber. 

Systemet omfatter ifølge Habermas de sociale processer og hændelsesforløb i samfundet, som er 

styret af anonyme regler, økonomisk liv og markedsmekanismer, som kan være mere eller mindre 

kendt af aktørerne (sundhedsprofessionerne). Koordinationen foregår uafhængigt af den indbyrdes 

kommunikation, og foregår på basis af systemmekanismer. Aktørerne agerer ud fra egne mål og 

interesser, og kalkulerer hvilke handlestrategier der bedst muligt sikrer opnåelse af målene. 




Livsverden omfatter normer, rolleforventninger og værdier i det sociale normative fællesskab, som 

man føler sig knyttet til, og som ideelt giver plads til, at den enkelte kan opretholde sin egen individuelle 

identitet i samspillet med andre. Koordinationen i livsverdenssfæren sker i en forpligtende 

kraft og i en fælles accept af gyldigheden af virkelighedsopfattelser, etiske normer og af de enkeltes 

identiteter i en gruppe eller en familie. Denne fælles accept sker via sproglig kommunikation, 

der for at fungere skal kunne udfolde sig frit, uden fordrejning, dvs. i en tvangfri dialog. 

”Koloniseringen af livsverdenen” drejer sig altså om, at markedet og staten forskyder sig ind på intime 

områder af livet, hvor indlæringen af kulturelle normer og værdier (medmenneskelig omsorg) 

finder sted. Herved bliver det, ifølge Habermas, vanskeligt for samfundsmedlemmerne (de professionelle) 

at tilvejebringe de værdier, normer og sociale færdigheder, der er forudsætningen for, at vi 

kan handle socialt med hinanden. Eller udtrykt på en anden måde, at systemet medvirker til ødelæggelsen 

af mellemmenneskelige fællesskaber (Habermas 1981,1987; Føllesdal 1990; Juul 1997). 

Habermas’ teoretiske forståelse har et vigtigt budskab i forhold til at opnå en samlet høj kvalitet 

i sundhedsvæsenet. Kendskab og bevidsthed om samfundskritiske teorier animerer til refleksion 

over, hvorfor og hvordan bureaukratisering, effektivisering og rationalisering influerer på mødet 

mellem den professionelle og patienten i sundhedsvæsenet. Og ligeledes kan de professionelles 

forståelse for patientens behov skærpes, hvorved den medmenneskelige omsorg forbedres, i forbindelse 

med den enkelte patients respondering på sygdom set ud fra lidelsesaspektet, illness. Supplerende 

har den norske omsorgsforsker Karen Jensen skrevet, at Habermas´ samfundsteori åbner 

for en forståelse for nogle af de udfordringer, vi står overfor i arbejdet med at forene omsorg og 

offentlighed (Jensen 1997). 

Peter Kemp beskriver koloniseringstesens konsekvenser afspejlet i sundhedsvæsenet. Kemp fremhæver, 

hvordan hospitalsvæsenet er blevet umenneskeligt, fordi mange hospitalslæger ikke længere 

ved, hvordan de skal forholde sig menneskeligt til patienter og pårørende. Og beskriver, hvordan 

lægeuddannelsen svigter de medicinstuderende til at blive gode omsorgsfulde læger (Kemp 

1998a). Den obligatoriske del af den lægevidenskabelige uddannelse har udviklet sig til at blive en 

ren formidling af naturvidenskabelig viden og teknisk knowhow, hvor der i uddannelsen ikke har 

været nogen forberedelse til at opfylde lægegerningens etiske mål. Det betyder selvfølgelig ikke, 

at der ikke findes læger, der både kan og vil interessere sig for hele patienten. Men det betyder, 

skriver Kemp videre, at lægerne ikke i deres faglige baggrund kan finde belæg for denne måde at 

være læger på. For med den medicinske alen bliver kommunikation, oplevelser og følelser i bedste 

fald uinteressante (Kemp 1998a). 

I den internationale litteratur vedrørende lægernes empati i patient-lægeforholdet ses lignende 

barrierer for den omsorgsfulde læge beskrevet. Squier undrer sig ligeledes over, hvorfor kvaliteten 

af læge-patientforholdet ikke prioriteres på linie med den medicinske teknologi. Han understreger, 

at en forklaring herpå kan være, at politikerne og de professionelle i almen og akut behandling ikke 

anser, at der er tilstrækkelig forskningsbaseret viden til at risikere at flytte begrænsede ressourcer 

fra eksisterende teknologiske tiltag til en potentiel menneskelig investering (Squier 1990). En anden 

væsentlig grund er, at de professionelle (Squier refererer nu til det tværfaglige team) ikke er klar 

over de relationelle mellemmenneskelige processer, som er ansvarlig for den gode effekt af behandlingen. 

Yderligere fremhæver Squier, at selv om den professionelle er klar over, hvilke variabler 

som er betydningsfulde, kan manglende tiltro og evne til at mestre den relationelle omsorg 

skyldes adækvat træning (ibid: 235). 



Inden for sygeplejeforskningen er en mere systematiseret forskning vedrørende den manglende 

omsorg gennemført. Omsorgsforskeren ph.d. Tine Rask Eriksen tager udgangspunkt i, at ”det at 

yde omsorg tilsyneladende er ved at forsvinde”, og peger på, at opfattelsen af omsorg som noget 

alment menneskeligt eller professionelt kolliderer i sygeplejen. Eriksen, der har arbejdet med unge 

pigers socialisering og kvalificering til omsorg, finder, at den livshistoriske omsorgskompetence, 

som de unge piger har med sig ind i sygeplejerskeuddannelsen som nogle almene kvalifikationer, 

delvis dekvalificeres i mødet med den videnskabelige og professionsrettede omsorg i sygeplejerskeuddannelsen. 

Denne dekvalificering hænger sammen med uddannelsens indhold og form og med 

de systemer, som de moderne hospitaler præsenterer (Eriksen 1992; Hounsgaard 1998). 

Der ses således forskellige indfaldsvinkler til den manglende omsorg i de mellemmenneskelige relationer 

i sundhedsvæsenet. Det er som indledningsvist nævnt ikke muligt at pege på årsagen eller 

få valide årsagsforklaringer. Der er således ovenstående tale om et emanciperende afsnit, som kan 

danne baggrund for yderligere perspektivering om den til tider ofte manglende omsorg i de mellemmenneskelige 




Kapitel 6 - Referenceramme for omsorg i de mellemmenneskelige relationer 

Referenceramme for omsorg i de mellemmenneskelige 

relationer 

Samfundets værdier 

Samfundets værdier og holdninger til sundhed og sygdom har betydning for, hvordan samfundet 

opbygger og organiserer sit sundhedsvæsen. Mange forhold kunne fremføres. Omsorg, tillid og 

nærhed skal indgå i sundhedsvæsenets ydelser og i tilknytning hertil indgå i vurderingen af kvaliteten 

i sundhedsvæsenet, vil fokus i dette afsnit blive, hvilken patientkultur der er under udvikling 

i samfundet. Og dermed hvilke forventninger patienterne stiller til sundhedsvæsenets ydelser. 

Når der er tale om omsorg i de mellemmenneskelige relationer, må især patienternes individuelle 

livs- og værdisyn samt forventninger inddrages. 

Der har imidlertid ikke været tradition for, at inddrage patienternes oplevelser, erfaringer og 

vurderinger som led i udvikling og vurdering af sundhedsvæsenets ydelser (Mainz 1996:57). Set 

fra det traditionelle perspektiv, som har været gældende op i 1960-erne og 70-erne, var det de 

professionelles opgave og pligt, at vurdere og afgøre hvilken diagnostik, behandling og pleje, der 

opfyldte patientens behov, og dermed var i patientens interesse. Styrende herfor var samfundets 

værdier med den tilhørende forventning om, at de professionelle påtog sig denne rolle (ibid:56). 

Dette traditionelle perspektiv præger den dag i dag det danske sundhedsvæsen. 

Det skal imidlertid understreges, at patientinddragelse og patientindflydelse vinder større og større 

indpas som mål for, hvad der kendetegner et godt sundhedsvæsen. I 1996 udgav Sundhedsstyrelsen 

en pjece om brugerinddragelse. I den sammenhæng anbefales kvalitetsudvikling suppleret med 

en humanvidenskabelig tilgang (Sundhedsstyrelsen 1996). Kvalitetsudvikling op igennem 90érne 

og frem kendetegnes da også ved, at patienter er med til at definere og vurdere, hvad der forstås 

ved god kvalitet i sundhedsvæsenet. Hvilket især er kommet til udtryk i lokale kvalitetsudviklingsprojekter, 

som ikke er publiceret. Der findes dog enkelte danske publicerede artikler på området 

(Ammentorp 1999; Ammentorp 2002). I forhold til den internationale kvalitetsudvikling er 

det skotske akkrediteringssystem kendetegnet ved, at patienterne er med til at udvikle de nationale 

standarder (Clinical Standards Board for Scotland). 

I det danske samfund sættes der i begyndelsen af dette århundrede fokus på ”blød velfærd”, hvor 

det indikeres, at det næste velfærdsspring skal komme fra omsorg og service. Den politiske konflikt 

vil centrere sig om, hvordan den immaterielle velfærd sikres, og hvem der skal have ret til at definere, 

hvilken omsorg, der er brug for på et givent velfærdsområde (Mandag morgen 2001). 

Da samfundets værdier er under stadig udvikling skal der ses nærmere på, hvordan disse i dag har 

indflydelse på de forventninger, som patienter og pårørende stiller til mødet med de professionelle 

i sundhedsvæsenet. De professionelles viden om og forståelse for den eksisterende patientkultur 

anses som nødvendig for at kunne realisere en kvalificeret behandling og pleje. 



Den nye patientkultur 

En væsentlig årsag til den voksende interesse for de bløde værdier er det 21. århundredes patientkultur. 

Et signalement af fremtidens patient blev i sommeren 99 præsenteret på konferencen ”Når 

patienten vågner”. I tilknytning hertil blev der udarbejdet en rapport med titlen ”Når patienten vågner 

– et debatoplæg om det 21. århundredes patientkultur”. I rapporten beskrives, at den største 

udfordring kommer fra patienternes ændrede værdier, forventninger og adfærd. 

Patienter vil ikke længere kun betragtes ud fra diagnoser. De vil modtages som hele mennesker, 

med nuancerede ønsker og behov, ud fra de medmenneskelige værdier, holdninger og handlinger 

(Mandag Morgen 1999). 

Den nye patientkultur er betinget af en række bagvedliggende udviklingstendenser, som præger 

vort samfund. Dagens patienter stiller krav om mere medmenneskelighed fra de professionelles 

side. Dette stigende krav kan blandt forstås ud fra den ovenfor omtalte koloniseringstese ifølge Habermas, 

idet patienterne, på såvel makro- som mikroniveau, i stor udstrækning har mødt rationalet 

om, at den dyre sundhedssektor må styres gennem maksimeret udnyttelse af skattekronerne. Og 

dermed at mødet med de professionelle er rationaliseret ind i rammer, der er vanskelige at bryde 

(koloniseringstesen af Habermas) grundet kravet om effektiv ressourceudnyttelse, nedskæringer, 

arbejdstidsregler m.m. 

I debatoplægget, ”Når patienten vågner” beskrives det videre, at sundhedsvæsenets brugere først 

og fremmest er karakteriseret ved mangfoldighed. Af det følger, at plejen og behandlingen af hver 

enkelt patient i højere grad skal tilpasses den enkeltes forudsætninger. Helbredsproblemer er ikke 

længere skæbnens lune, men noget der vælter planer, projekter og drømme (Mandag Morgen 

1999). 

Patienten vil i stigende grad have kendskab til egne (forbruger) rettigheder, og den nødvendige 

detaljerede information om sundhedsvæsenets forskellige kompetencer, arbejdsstil, kvalitet og resultater. 

Blandt andet af den grund, vil brugerorganisationerne og deres medlemmer forlange gennemskuelige 

sammenligninger af sundhedsvæsenets processer og resultater. Dette vil bevirke en 

efterspørgsel af kvalitetsstyringssystemer og ensartede standarder, og kræve en mere nuanceret 

kontrol med de professionelle. Og efterfølgende vil dette føre til dannelsen af mere nuancerede 

”patientrettigheder” (ibid:69). 

En anden grund til den ændrede patientkultur er også, at fremtidens patienter ikke i samme omfang 

som tidligere er autoritetstro. De organiserer sig i patientforeninger, og kræver indflydelse på 

den pleje og den behandling sundhedsvæsenet tilbyder (ibid:5). Det moderne og vælgende menneske 

sætter spørgsmålstegn ved autoriteter, og gængse måder at anskue og angribe tingene på. 

Gundelachs og Riis’ survey om danskernes værdier understøtter denne ændring i autoritetstroen, 

hvor de kommer frem til, at befolkningen ikke mener, at der findes absolutte værdier, der altid 

gælder uanset de konkrete omstændigheder (Gundelach og Riis 1992; Gundelach 2002). Forfatterne 

taler om udviklingen af en forhandlingsmoral, som hænger sammen med, at etiske og moralske 

spørgsmål er kommet mere til debat. Og at det er blevet klart, at der ikke eksisterer én fælles 

moralopfattelse. Diskussion og samtalen fremhæves som et væsentligt medium for afgørelse af 

moralske spørgsmål. Gundelach og Riis ser en tendens til, at individet i stigende grad måler, hvad 

der er rigtigt eller forkert ud fra sin egen person. Dette medfører, at befolkningen i mindre grad 

vil acceptere en ydre autoritet. 




Patienten ses også i stigende grad at være ”specialist” eller autoritet på egen sygdom eller tilstand. 

Mængden af information om sundhed og sygdom er eksploderet. Det nye er, at informationsteknologien 

for alvor har nået patienterne, og ikke længere er forbeholdt de professionelle. Der ses allerede 

en tendens til, at nogle patienter er bedre informerede end deres professionelle sundhedsbehandlere 

(Mandag Morgen 1999). Andre patienter vil stå mere forvirrede og usikre. Men kendetegnende 

for den nye patientkultur er, at de efterspørger information hos den professionelle (ibid:27). 

Den engelske sociolog og samfundsteoretiker Anthony Giddens belyser i Modernitetens Konsekvenser, 

sammenhængen mellem patientens eget vidensniveau og den usikkerhed, som den samtidig 

skaber: ”Moderniteten konstitueres i og gennem refleksivt anvendt viden, men lighedstegnet mellem 

viden og sikkerhed har vist sig at være en misforståelse. Vi befinder os i en verden, som grundlæggende 

konstitueres gennem refleksivt anvendt viden, men det er samtidig en verden, hvor vi 

aldrig kan være sikker på, at et givent element af denne viden før eller siden revideres” (Giddens 

1997). 

Baggrunden for denne antagelse er, at viden under modernitetens betingelser ikke er viden i den 

”gamle” forståelse af ordet, hvor ”at vide” var at være sikker ud fra traditionsbundne regler og 

normer i samfundet. Ved refleksivt anvendt viden forstås, at det moderne menneske konstant undersøger 

og omfortolker sociale praksisformer i lyset af ny information, hvor det ikke længere kan 

tages for givet, at noget der gælder i dag, også gælder i morgen. Denne refleksivitet omfatter de 

sociale fællesskaber mennesker indgår i. Giddens mener imidlertid ikke som Habermas, at moderniteten 

betyder, at mellemmenneskelige fællesskaber forsvinder. Giddens betoner derimod, at fællesskabet 

mister karakter. Forstået på den måde, at basale tillids- og solidaritetsrelationer ændrer karakter 

(Jacobsen 2002). 

Tillid og solidaritet er ikke længere noget, der er givet på forhånd, og personlige relationer er 

noget, der må arbejdes på. Dette fører, ifølge Giddens, til en omfattende forandring af intimiteten 

(Giddens, intimitetens fordringer). 

Vi er ikke som tidligere udleveret til at basere vore relationer på familiære bånd eller på personer 

i nærmiljøet. Vi kan selv vælge. Men med den større frihed følger også større krav til det enkelte 

individ og en forøget sårbarhed (Juul 1998; Juul 2003). 

Giddens har samtidig den pointe, at forandringer i værdisystemer ikke foregår uafhængigt af innovationer 

i den kognitive orientering. Giddens refererer i den sammenhæng til, at der i dag skabes 

en ”ontologisk usikkerhed” i individet, og forklarer videre, at ændrede opfattelser af vidensinput 

har et foranderligt forhold til ændringer i værdiorienteringer (ibid:44-97). Med baggrund i disse antagelser, 

vil den konstante videnseksplosion medføre usikkerhed og angst i patienternes egen 

værdiopfattelse, ud fra tvivlen om hvad der mon er bedst, er rigtigst, for mig. 

Den tidligere formand for Lægeforeningen Torben Pedersen, har ved en tværfaglig konference i 

relation til brugernes usikkerhed udtalt, at videns- og informationssamfundet gradvist vil blive afløst 

af ”følelsessamfundet”, hvor princippet om, at ”viden er magt” får en ny betydning. Alle kan i 

princippet skaffe sig viden, hvor højteknologi får en stadig større rolle i behandlingen og plejen. 

Men det brugerne vil efterspørge i fremtiden er mennesker, der kan vise følelser: ”Det vi kan konstatere 

i disse år er, at viden og et højt fagligt niveau i stigende grad bliver taget som en selvfølge, 

mens det er de blødere værdier af sundhedsprofessionernes evner, der bliver efterspurgt” (Pedersen 

1999). 



I forhold til de blødere værdier gav Torben Pedersen udtryk for, at de professionelle skal møde brugerne 

på lige fod, og vise empati og forståelse. Begrebet empati ses i den sundhedsfaglige 

litteratur beskrevet som en væsentlig betingelse for at kunne etablere en god professionel medmenneskelig 

relation. 

Den internationale litteratur vedrørende informationssamfundet og det lægefaglige felt ses at markere 

samme synspunkt. De australske læger Carlile og Sefton og andre inden for det medicinske 

felt supplerer Torben Pedersens synspunkt om inddragelsen af de bløde værdier, hvor de fremhæver, 

at patienterne i stigende grad litteraturmæssigt bliver mere medicinsk orienterede via Internettet. 

Konsekvensen heraf er, at der er behov for et skift i patient-lægeforholdet, hvor lægen og patienten 

må dele ressourcer i en forhandlende behandlingsform. Og gør opmærksom på, at det medicinske 

sundhedspersonale, udover deres teknologiske viden, skal inddrage og vise deres ”mentale 

attitude” (omsorgen i de mellemmenneskelige relationer) i den forhandlende proces med patienten. 

(Carlile og Sefton: 1998; Lowe, Lomax og Polonkey: 1996). 

Avedis Donabedian og kvalitetsudvikling 

Avedis Donabedian, der anses som grundlægger af den moderne kvalitetsudvikling inden for sundhedsvæsenet, 

har udarbejdet en referenceramme for, i hvilken retning samfundets værdier i en 

given periode bevæger sig. Donabedian ser kvalitetsbegrebet som et multidimensionelt begreb, 

og har beskrevet en række egenskaber, som bør tages i betragtning, når det vurderes, om der er 

tale om god eller dårlig kvalitet. 

Effectiveness 

The ability to attain greatest improvements in health now achievable by the best care 

Efficiency 

The ability to lower cost of care without diminishing attainable improvement in health 

Optimality 

The balancing of costs against the effects of care on health (or the benefits of health care, 

meaning the monetary value of improvements in health) so as to attain the most advantageous 

balance 

Acceptability 

Conformity to the wishes, desires, and expectations of patients and responsible members of their 

families 

Legitimacy 

Conformity to social preferences as expressed in ethical principles, values, norms, laws and 

regulations 

Equity 

Conformity to a principle that determines what is just or fair in the distribution of health care and 

of its benefits among the members of a population” (Donabedian 1992a). 




Ifølge disse egenskaber afhænger vurderingen af kvalitet af samfundets ressourcer, fordelingen 

af disse, etiske normer, den enkelte brugers ønsker og forventninger, samt den professionelles 

viden og kunnen. Donabedian understreger, at der er tale om mange aspekter og interesser, hvor 

både samfundet, de professionelle og patienterne i en given situation vil have opmærksomheden 

rettet mod en eller flere af de nævnte egenskaber. 

Der kan således anlægges forskellige perspektiver på kvalitet, hvilket indebærer, at det mål eller 

behov, som skal opfyldes, må være klart defineret. Donabedians forståelse for acceptability og legitimacy 

udlægges at omfatte de bløde værdier, hvor patienters og pårørendes oplevelser og erfaringer 

er med til at definere, hvad der skal opfattes som god kvalitet (acceptability). Donabedians 

forståelse af legitimacy relaterer jeg ligeledes til en humanistisk forståelse af kvalitet, hvor etiske 

principper, værdier og normer fortolkes som respekten for brugerens integritet og selvbestemmelse. 

Det danske samfunds værdier, og opfattelsen af kvaliteten i det danske sundhedsvæsen, ses 

da også at gå mere og mere i retning af de to begreber, acceptability og legitimacy (Sundhedsstyrelsen 

2003; www.kvalitetsdeklaration.dk). 

Donabedian kan ligeledes betragtes som grundlæggeren for omsorgen i de mellemmenneskelige 

relationer set i et kvalitetsudviklingsperspektiv. Dette skinner igennem i hans beskrivelser og forståelse 

af sammenhængen mellem den teknologiske udførelse og den interpersonelle relation (de mellemmenneskelige 

relationer og omsorgsrelationen). 

”There could be, however, differences of opinion concerning the merits of according so large a 

place to the quality of the interpersonal exchange, compared with the execution of the technical 

task itself. But it is a mistake, I believe, to put these two components of care in opposition when, 

in fact, they are mutually reinforcing. The interpersonal exchange is, after all, the vehicle by which 

technical care is dispensed and acquired. Often, it is itself technical care or so close as to be hardly 

distinguishable. Patients are justified, I believe, in suspecting that the practitioner who has been 

cursor, inattentive, uninformative, or even rude has not marshalled the full potential of technical 

skills on their behalf…The interpersonal exchange also stands on its own, independently of what 

other uses it may have. For it is measure of the humanity and dignity of us all, in every form of 

intercourse. How it is conducted can either ennoble or debase both practitioner and patient to an 

degree” (Donabedian 1992b). 

Donabedian ser den faglige behandling og den interpersonelle udveksling (de mellemmenneskelige 

relationer og omsorgsrelationen) som gensidigt forstærkende, og fremhæver, at den interpersonelle 

udveksling trods alt er det middel ved hvilket, den faglige teknologiske behandling bliver givet 

og opnået. Men Donabedian har også det synspunkt, at den interpersonelle udveksling kan stå 

alene uanset hvilken anvendelse relationen, omsorgen måtte have. Og ser også, at den interpersonelle 

relation har afgørende betydning for behandlingens resultater. 

Omsorgsrelationen skal, med baggrund i ovenstående, betragtes som ligeværdige med, og en 

integreret del af, den såkaldte faglige ydelse. Donabedian ser den faglige og den interpersonelle 

kvalitet som: ”A related pair, scarcely separable” (ibid:248). Donabedian har i en tidligere artikel 

udtrykt forholdet mellem det uadskillelige par på følgende måde: ”Clearly, the interpersonal process 

is the vehicle by which technical care is implemented and on which its success depends” (Donabedian 

1988). Denne uadskillelige forståelse af technical care og interpersonal care opfordrer til, 

at patienterne og pårørende involveres i udvikling og vurdering af sundhedsvæsenets ydelser. Af 



Donabedians grundsyn fremgår det ligeledes: ”I do not believe it is true that practitioners provide 

care and patients receive it. Rather, we should conceive of practitioners and patients as jointly engaged 

in the production of care. Consequently, it is not sufficient to determine how practitioners 

perform. It is also necessary to know how patients acquit themselves” (Donabedian 1992b). 

I relation hertil beskriver Donabedian, at patienterne er den primære kilde i evaluering af kvaliteten, 

og at patienterne giver et uundværligt bidrag til at definere kvaliteten: ”That contribution encompasses 

conciderations close to the heart of quality itself”. Hovedbudskabet er at: 

patienterne kan definere, hvad god kvalitet er, både i forhold til den faglige kvalitet og den 

interpersonelle relation (de mellemmenneskelige relationer og omsorgsrelationen). 

”Consumers have a great deal to say about both”, men også om de omstændigheder plejen og 

behandlingen bliver udført under (ibid:247). 

I forhold til interpersonelle relation (omsorgsrelationen) fremhæver Donabedian, at det er patienterne 

og pårørende, der skal komme med det bestemmende bidrag. Ifølge Donabedian har patienterne 

også indflydelse og medbestemmelse i forhold til den faglige kvalitet. Donabedian indskyder, 

at den gængse opfattelse er, at ”her har patienterne ikke noget at skulle have sagt”. Men det er 

imidlertid en stor misforståelse, skriver Donabedian allerede i 1992. Patienterne kan ud fra deres 

synspunkt definere hvilket resultat, der er tilfredsstillende og hvilke risici, der er acceptable. Patienten 

kan eksempelvis vurdere, om resultatet af en operation er tilfredsstillende, om det var det hele 

værd. Herved bidrager brugeren til at definere, hvad der er god eller dårlig kvalitet set ud fra dennes 

perspektiv. Donabedian fremhæver samtidig, at der vil være aspekter af den teknologiske udførelse, 

som brugeren ikke kan vurdere. Det vil ikke være muligt for patienten, eksempelvis at vurdere 

hvilken operationstype eller specifik behandling i øvrigt, der er den rette. 

Donabedians væsentlige budskab er, at patienterne også kan vurdere den faglige kvalitet. Det 

pointeres, at det i så fald kræver, at de professionelle giver patienterne de rette informationer 

(ibid:247). Donabedians tilgang til patientinformation hænger således sammen med den nye 

patientkultur, hvor patienterne i dag har forventninger om grundige informationer vedrørende de 

faglige sundhedsydelser. Patienterne forventes således, at vurdere den faglige kvalitet ud fra deres 

perspektiver, men det angives også, at patienternes vurderinger er utilstrækkelige til at belyse 

denne dimension i sin helhed. Mange vil være enige med Donabedian i, at der er faglige områder, 

som patienterne ikke har forudsætninger for at kunne vurdere. Den faglige kvalitet er i høj grad 

betinget af de professionelles kliniske erfaringer, herunder den løbende opdatering af videnskabelig 

evidens. 

Kravene til hvad der opfattes som god kvalitet, må tage udgangspunkt i patienternes og de 

professionelles kompetencer. 

Det er imidlertid spørgsmålet om man i dag, med baggrund i den nye patientkultur, kan mene, at 

der er faglige områder, som patienterne ikke har forudsætninger for at kunne vurdere. I et visionsoplæg 

med titlen: Visioner for det 21. århundredes sygeplejerske beskrives informationssamfundet 

som en demokratisering af viden. Nogle patienter vil møde behandlere med højaktuel viden om 

deres sundhedsproblem. Af den øgede og lettere adgang til information følger forskydning af magt 




fra fagpersoner til patienter, som i højere grad selv kan og må vælge forskellige tilbud om behandling 

(Visioner for det 21. århundredes sygeplejerske 2000:9). 

At patienter i højere grad ønsker at blive involveret i sundhedsvæsenets ydelser ses også mere og 

mere dokumenteret. Det er dokumenteret, at patienter, der involveres i de kliniske beslutninger, 

er mere tilfredse, overholder behandlinger bedre og oplever behandlingsresultatet som bedre end 

andre (Kassierer 1998; Hornberger 1995). En canadisk undersøgelse viser, at cancerpatienter foretrækker 

at være med til at beslutte, hvilken behandling de skal have. Undersøgelsen viser også, 

at i modsætning til tidligere, er det ikke kun yngre patienter, som ønsker indflydelse (Richards 

1995). 

Med baggrund i ovenstående betragtninger vedrørende de faglige ydelser og omsorgen i de mellemmenneskelige 

relationer anses patienterne som en central kilde i både udvikling og vurdering 

af sundhedsvæsenets ydelser. Det er jo alene patienten, som oplever det samlede forløb, og dermed 

opnår en enestående indsigt i sundhedsvæsenets ydelser. Det vurderes, at patienternes vurdering 

af, hvorvidt sundhedsvæsenet tilbyder de rigtige handlinger på en rigtig måde, også vil bidrage 

til et bedre beslutningsgrundlag i planlægningen og de politiske afgørelser. 

Hensigten med at sætte fokus på omsorg i de mellemmenneskelige relationer, og hermed fokus på 

patientperspektivet, skal imidlertid ikke opfattes som udskiftning af en overdommer med en anden. 

Dialogen mellem patienten og den professionelle skal forstås ud fra grundtanken om, at såvel patienten 

som den professionelle, med baggrund i deres særegne kompetencer, har ligeværdig indflydelse 

på kvalitetsudviklingen i sundhedsvæsenet. Og at begge parter sammen definerer og vurderer, 

hvad god kvalitet er. 

Sammenfattende må det konkluderes, at omsorgens betydning for kvaliteten i sundhedsvæsenet 

har samfundets bevågenhed. Dette med baggrund i den nye patientkultur, det accelererende 

informations- og videnssamfund, samt med baggrund i indgangen til følelsessamfundet. En fælles 

konsekvens af de her omtalte tendenser i samfundet er, at en stor gruppe patienter og brugere 

i stigende grad vil efterspørge de professionelles relationelle medmenneskelige værdier i forhold 

til deres sundhedssvigt, egne livsværdier og forventninger til behandlingsog plejeforløbet. 

De professionelle skal kunne leve op til den nye ”stærke” bruger, og samtidig sikre, at den svage 

ikke bliver tabt. Begge typer brugere vil stille samfundsmæssige krav om, at de professionelle har 

”up to date” videnskabelig viden, og i den sammenhæng kan formidle relevante behandlingsmuligheder, 

som lige netop passer til den unikke bruger i sundhedsvæsenet. Samtidig stilles der fra 

samfundets side krav om, at den for tiden bedst tilgængelig viden åbent dokumenteres og 

anvendes i mødet med patienterne. 

De professionelle forventes i stigende grad at vise indlevelse, nærhed, at give tid, at kunne lytte, 

forstå og forklare ud fra den enkelte patients livsverden, hvor de professionelle forventes at inddrage 

patientens livsprojekt, planer og drømme i behandlingen og plejen. Det betyder, at de professionelle 

giver sig tid til, og lærer patienten bedre at kende gennem dialog, hvor patientens og pårørendes 

oplevelser, meninger, tro, håb og forventninger bliver den bærende dimension i god kvalificeret 

behandling og pleje i sundhedsvæsenet. 



De professionelles værdier 

Begrebet ”værdi” er omfattende, og der findes mange indfaldsvinkler til at belyse, hvad en værdi 

er. Først og fremmest kan en værdi defineres, som noget, vi er interesseret i, som vi sætter pris 

på og værdsætter højt. Værdier er noget, vi finder værd at eje, stræbe efter eller anstrenge os for 

at realisere eller virkeliggøre (Kristoffersen 1998). 

Når de professionelles værdier skal relateres til den mellemmenneskelige relation er der tale om 

egenskaber og karaktertræk hos mennesker, hvor den relationelle omsorg er en grundlæggende 

værdi i behandlingen og plejen af patienterne. 

De professionelles omsorgsværdier kommer til udtryk gennem sundhedsprofessionernes holdninger 

og væremåde, og gennem det som vi siger og gør. Kodeordne for omsorg er: Hvad vil den anden 

(patienten) mig? Det vil sige: Hvad kan jeg gøre for patienten? (Overgaard 2000). 

Den relationelle omsorg, som er en grundlæggende holdning og væremåde hos det professionelle 

sundhedspersonale, skal som det fremgår af ovenstående afsnit altid anvendes i forhold til den 

enkelte patients sygdom og unikke livssituation. Den professionelle omsorg vil som oftest knyttes 

til mål og resultater i forhold til patientens sygdomstilstand (disease og illness). Men lige så vigtigt 

er det, at de professionelle også ser muligheder for, og værdien for anvendelse af omsorgen som 

et bærende mål i sig selv. Hensigten med dette afsnit er derfor, at de professionelle udfolder deres 

professionelle omsorgskompetence, den medmenneskelige omsorg i mødet med patienten og 

dennes pårørende. Men først skal der gives eksempler på og hermed evidens for, hvilken betydning 

omsorgen har. 

Har den medmenneskelige omsorg effekt? 

Dette spørgsmål er søgt belyst gennem såvel national og international litteratur på området. Hovedparten 

af denne litteratur har referencer til en række omsorgsteorier inden for sygeplejevidenskab, 

hvor den professionelle omsorg beskrives som et gode i sig selv (Leininger, Watson, Rogers, 

Martinsen). 

I en metaanalyse fra 1999 af Swanson er 130 artikler inden for omsorgsaspektet blevet vurderet. 

Heraf fremgår det, at hovedparten af litteraturen har fokus i omsorg (caring) som begreb. I 21 

kilder med 718 informanter (heraf 262 sygeplejersker, 174 patienter og/eller familie, 33 sundhedspersonale 

og 249 sygeplejestuderende) vedrørende omsorgens karakteristika ses, at den professionelle 

i udøvelse af omsorgen må være medlidende, empatisk, forstående, vidende, tillidsfuld og 

refleksiv. Swanson forslår, at der i den kommende omsorgsforskning sættes fokus på omsorgens 

egenskaber med efterfølgende forskning på sammenhængen mellem omsorg og outcome 

(Swanson 1999). Swanson kommer frem til, at det er få studier, der dokumenterer, at omsorg har 

effekt. 

Latham har i en undersøgelse med 120 indlagte voksne patienter vist, at den medmenneskelige 

omsorg (humanistic caring) har god effekt. Forskellige ratingsscales blev anvendt med henblik på 

at undersøge sammenhængen mellem patienters baggrund (selvagtelse og deres ønske om de professionelles 

adfærd og information), sygeplejerskernes omsorg (åndelig omsorg, støttende omsorg, 

fysisk omsorg, fortolkende omsorg og sensitiv omsorg) og patienternes omsorg (psykologisk 

distress og copingsstrategier). Undersøgelsen viste, sygeplejerskernes omsorg havde en god signi- 




fikant effekt på patienternes distress og copingsstrategier (Latham 1996; Swanson 1999: 52-53). 

Som væsentlige komponenter i Swanson ´s metaanalyse beskrives også de positive og negative 

konsekvenser, som omsorgen har. Disse konsekvenser er baseret på et sample på 1185 

informanter (420 sygeplejersker, 203 patienter/familier, 358 studenter, 12 familie caregivers, og 

192 sundhedspersonale (også sygeplejersker). De positive outcome for ”client outcomes for caring” 

er patienternes oplevelse af selvværd, øget coping, øget livskvalitet, følelse af kontrol, øget værdighed 

og følelsen af at blive draget omsorg for. Outcome som nedsatte udgifter og nedsat indlæggelsestid 

er ligeledes påpeget. 

I samme metaanalyse vurderes ligeledes hvilke konsekvenser udøvelsen af omsorg har for sygeplejerskerne. 

De væsentligste outcome er: at sygeplejerskerne føler sig betydningsfulde og føler at 

kunne gøre noget for patienterne. Og samtidig giver sygeplejerskerne generelt udtryk for, at de 

kan fuldende sygeplejen, og har oplevelsen af at være til stede som en del af helheden. Andre positive 

outcome er, at sygeplejerskers udøvelse af omsorg øger deres intuition, empati, øget 

færdighed og viden (sygeplejefaglige kliniske beslutninger) og arbejdstilfredsstillelse. 

Det skal bemærkes, at Swanson også i metaanalysen summerer de outcome, som kan relateres 

til den manglende omsorg ”Client outcomes noncaring”. 

Patienter, som ikke har oplevet omsorg føler sig ydmyget, ude af kontrol, fortvivlede, bange og 

fremmedgjorte (Swanson 1999). 

Inden for den lægevidenskabelige litteratur ses empatibegrebet hyppigt beskrevet i forhold til 

læge-patientforholdet. Empati er et nøglebegreb i lægens arbejde, hvor lægen bibringes til en professionel 

holdning, hvor patientens behov er i centrum. En væsentlig del af den professionelle holdning 

er at kunne opfange og forstå et andet menneskes følelser, og at kommunikere denne forståelse 

i ord og handling. Og det betones, at en patient, som føler sig forstået er en form for validitet, 

som i sig selv er terapeutisk (Brock 1993; Nerdrum 1994; Ottosson 1997). Nerdrum skriver, 

at højt niveau af empati ser ud til at have en positiv effekt på patientens bedring (Holm 1985; Anderson 

1991; Nerdrum 1994). 

Op igennem 90´ erne ses en stigende interesse i at beskrive og udforske effekten af læge-patientforholdet. 

Læge-patientforholdet ses, udover empati, i større udstrækning udfoldet og perspektiveret 

til begreber som lægens humanistiske attitude/disciplin, etik, den samaritanske pligt, solidaritet, 

omsorg og kommunikation (Stewart 1995; Wulff 1995: 9-207; Winefield 1995; Levinson 1997; 

Wulff 1997; Markus 1999; Junker 2000; Tulinius 2000; Mabeck et al. 2001). 

I en systematisk oversigtsartikel summerer Steward signifikante sammenhænge mellem effektiv 

læge-patient kommunikation og forbedret sundhedsresultater ud fra i alt 16 relevante studier inden 

for en 25-årig periode. Inklusionskriterier var patienter i alle aldre, og læger ansat i primærpraksis 

og hospitalslæger. Der er tale om metodedesign både inden for kliniske kontrollerede undersøgelser 

og mere analytiske beskrivende studier. Fokus for kommunikationen var lægens anamnese. Og 

hvor de fleste af undersøgelserne pointerer vigtigheden af den emotionelle støtte som en væsentlig 

del af kommunikationen. Læger, som stiller spørgsmål til patientens egen forståelse af problemet, 

til patientens bekymringer og forventninger, samt til patientens følelser og viser empati har vist sig 

at have signifikant reduktion i patientens symptomer som distress, angst, bedre funktionel status 



og lavere glycosyleret hæmoglobin, samt signifikant reduktion i patientens smerteoplevelse, mindre 

forbrug af smertestillende medicin og kortere indlæggelsestid (Stewart 1997). 

Lignende undersøgelser vedrørende sammenhængen mellem omsorg og effekt er ikke dokumenteret 

i det danske sundhedsvæsen. Når omsorgsrelationen sættes i fokus må det forventes og stilles 

krav om, at lignende undersøgelser begynder at tegne den fremtidige forskning i Danmark. Det er 

dog væsentligt at pointere, at de mellemmenneskelige relationer udtrykt gennem omsorgsdimensioner 

absolut og nødvendigvis ikke bør udmøntes i forskningsresultater, idet omsorgen uden forskningsresultater, 

i sit værende, kan stå alene i den situationsbestemte professionelle mellemmenneskelige 

relation. 

Men uanset om der er tale om forskningsresultater eller omsorg, er det af fundamental betydning 

at omsorg i den mellemmenneskelige relation udfoldes – både til gavn for den fremtidige forskning 

inden for omsorg, og ikke mindst til gavn for kvaliteten af de mellemmenneskelige relationer i patientens 

møde med sundhedsvæsenet. 

Omsorg i den mellemmenneskelige relation 

Med henblik på at give en dybere indsigt i, hvad der forstås ved omsorg skal sygeplejerske dr. Phil. 

Kari Martinsens omsorgsfilosofi anvendes. I tilknytning hertil vil den samaritanske etik af overlæge 

dr. med. Henrik Wulff blive inddraget. 

Martinsens har beskæftiget sig med spørgsmål knyttet til sygeplejefagets filosofiske niveau, sygeplejens 

historiske udvikling, sygeplejen set i et samfundsmæssigt perspektiv, samt sygeplejefagets 

idégrundlag. Selvom Martinsen således primært har forholdt sig til sygeplejen, er hendes tilgang 

generelt beskrivende for de professionelles værdier, og det mellemmenneskelige møde i sundhedsvæsenet. 

Når der efterfølgende står sygepleje eller sygeplejersken, skal disse udtryk substitueres 

med omsorg og den professionelle. 

Som noget helt væsentligt sætter Martinsen fokus på, hvad vil den anden (patienten) mig? Dvs.: 

Hvad kan jeg gøre for patienten? Det andet menneske (patienten) kræver eller fordre os. Det betyder, 

at vi må vende os mod patienten og fornemme eller sanse, hvad det er patienten vil os (Overgaard 

2000). 

Martinsens omsorgsteori siger ikke så meget om, hvad sygepleje som fag, konkret skal være beskæftiget 

med. Hun bygger omsorgen på en normativ teori, hvor hun beskriver omsorgens værdier 

og de betingelser, der bør være til stede i det professionelle relationelle møde mellem den sundhedsprofessionelle 

og patienten. Martinsens ser sygeplejen som et humanistisk og samfundsorienteret 

fag, hvor omsorgens kvaliteter anskues gennem primært den sansende forståelse, hvilket 

imidlertid ikke udelukker den objektiverende forståelse (ibid: 99). 

Henrik R. Wulff anskuer lægevidenskaben på en gang som et naturvidenskabeligt og et humanistisk 

fag. 

Wulff har det centrale budskab, at ”omsorg og medmenneskelighed” diskuteres og inddrages for 

lidt i sundhedsvæsenet (Wulff 1995), hvor hans bidrag til forståelsen af den mellemmenneskelige 

relation (her omsorg) skal ses ud fra blandt andet den samaritanske pligt (etik), og ud fra hans forståelse 

af solidaritetsbegrebet, autonomiprincippet og retfærdighedsprincippet. 




Fælles for både Martinsen og Wulff er at: Det gode omsorgsfulde møde er betinget af medmenneskelig 

forståelse inden de kliniske beslutninger kan træde i kraft. Og at situationsforståelse er en 

forudsætning for at kunne gøre sit bedste for patienten. 

Kari Martinsens omsorgsfilosofi var i de første år af forfatterskabet inspireret af fænomenologen 

Martin Heidegger. Denne lægger afgørende vægt på forståelsens sammenhængskarakter eller kontekstkarakter, 

hvor den menneskelige forståelse ikke kan analyseres uden også at tage omverdenen 

i betragtning. Hans udgangspunkt er netop jeg’ets forbindelse med omverdenen, og han ser 

således mennesket som et socialt væsen, med samværet som noget grundlæggende (Eriksen, Tranøy 

og Fløistad 1985). Gennem Heidegger når Martinsen frem til en omsorgsfilosofi, hvor hun betragter 

omsorg som et ontologisk fænomen. Det vil sige, at omsorg er en grundlæggende forudsætning 

for alt menneskeligt liv. Herigennem udtrykkes de grundlæggende mellemmenneskelige 

relationer, hvor sygeplejersken i et nært og åbent forhold, med omtanke og bekymring for patienten, 

søger at lindre den patientens lidelse. 

Omsorgens fundamentale betydning er knyttet til det forhold, at det mest grundlæggende i menneskets 

tilværelse er, at mennesker er afhængige af hinanden (Martinsen 1989). Afhængigheden 

af andre træder især tydeligt frem i situationer, hvor der forekommer sygdom, lidelse og funktionshæmning. 

Omsorg har ligeledes med forståelse at gøre, som den professionelle tilegner sig gennem at gøre 

ting for og sammen med andre, og hvor det er de situationer, som vi har erfaring for, vi kan forstå 

(ibid:67-75). Omsorg i den mellemmenneskelige relation kan ifølge Martinsen således sættes i 

relation til det ”det praktiske hverdagsliv”, hvor omsorgen og relationen kommer ind i forhold til 

patienternes oplevede problemstillinger, behov og normer (ibid:69). 

Omsorgen i de mellemmenneskelige relationer har således med det sociale fællesskab og forståelse 

at gøre. 

I begyndelsen af 90-erne videreudviklede Martinsen sin omsorgsfilosofi, hvor især det moralske 

i omsorgen blev vigtig. Martinsen udfoldede således sin omsorgsfilosofi ud fra teologen og filosoffen 

Knud Ejler Løgstrups fænomenologiske metafysisk, der har med sansningen og det livsbærende 

at gøre (Martinsen 1998a). 

Det er især igennem Martinsens forståelse af de spontane livsytringer, og den etiske fordring, at 

det er muligt at komme frem til, hvad der mere detaljeret kan forstås ved de bløde værdier i det 

professionelle møde. 

Da de spontane livsytringer og den etiske fordring er nær knyttet til Martinsens opfattelse af, hvad 

hun forstår ved det faglige skøn, etik og moral, skal disse indfaldsvinkler også udfoldes og relateres 

til forståelsen af de bløde værdier. 

Trods Martinsens ”sammenfiltring” af ovenstående komponenter i hendes tekster, skal det forsøges 

at opdele teksten med henblik på at få skabt overblik og indsigt i, hvad der ifølge hende forstås 

ved den professionelle mellemmenneskelige omsorg. Henrik Wulff´s forståelse af den samaritanske 

pligt vil indgå i teksten, hvor det falder naturligt i tilknytning til Martinsens omsorgsfilosofi. 



Da Martinsens omsorgsfilosofi er præget af hendes menneskesyn om menneskers afhængighed 

til hinanden, skal dette grundsyn præsenteres og sættes i relation til de mellemmenneskelige 


Menneskesyn 

Det menneskesyn de professionelle anvender, får betydning for deres opfattelse af, hvad de forstår 

ved de bløde værdier. Skal omsorg forstås positivt, forudsætter det ifølge Martinsen et kollektivistisk 

menneskesyn. Det indebærer at frihed, selvstændighed og ansvar får mening gennem afhængighedsrelationer 

(Martinsen 1988a:19). Ud fra denne opfattelse står afhængighed ikke i modsætning 

til selvhjulpethed, men er noget langt mere. Afhængighed er en grundstruktur i menneskets 

væremåde. Som mennesker er vi afhængige af hinanden. Martinsens budskab er, at omsorg står 

i opposition til de rådende værdier i samfundet: ”Å klare seg selv og å være uavhengig rangerer 

høyere på verdiskalaen enn å ta hensyn til og hjælpe. Samfunnets ideologi belønner den 

selvhjulpne og selvstændige. Helsevesenet formidler på samme måte samfunnets verdier gjennom 

sin ”hjelp-til selvhjelp”- ideologi. Den syke skal behandles for å bli selvhjulpen. I pleiesektoren bliver 

dette uttrykt gjennem den vekt egenomsorgsbegrebet bliver tillagt” (Martinsen 1989). 

Martinsen tager således afstand fra, at den egenomsorgsideologi der i de seneste årtier primært 

har præget sundhedsvæsenet, kan udgøre grundlaget for sygeplejen (Martinsen 1989). Udgangspunktet 

er den situation, som patienten er i, og i denne situation er eller bliver omsorg et mål i sig 

selv. Omsorg kan ikke underordnes f.eks. gennem egenomsorg eller sundhed: ”Å være avhengig 

og å ikke klare sig selv er i vår vestlige moderne kultur forbundet med et sett diskriminerende 

kjennetegn og negative holdninger” (Martinsen 1988). 

Martinsens bidrager igennem dette menneskesyn til en mere nuanceret forståelse af, hvad der kan 

opfattes som god kvalitet i sundhedsvæsenet. I dag er det primært egenomsorgsideologien, eller 

vækstomsorgen, der styrer god kvalitet i sundhedsvæsenet. Og hvor resultater i form af ændret 

sundhedstilstand (f.eks. genvindelse af ADL-funktioner) skal opnås og udmøntes igennem en 

talmæssig score, som afgør om patienten er egnet til at blive udskrevet. 

Dersom den sundhedsfaglige kvalitet udelukkende baseres på den rene egenomsorgs-ideologi, kan 

der ses en fare i, at der ikke skabes det nødvendige og formaliserede rum for, at patienten får 

udtrykt egne værdier, meninger og synspunkter i forhold til egen særegne opfattelse af lidelsen. 

Hvis målet for sundhedsvæsenets ydelser på forhånd defineres som selvhjulpenhed, lurer faren for 

en uberettiget afvisning af patientens appel om hjælp (Delmar 1999) 

Martinsen gør sig i denne forbindelse til talsperson for den betingelsesløse omsorg. Der er her tale 

om en omsorg der ydes uden bagtanker, hvilket vil sige uden at have som mål, at den anden skal 

blive bedre, eller genvinder sin uafhængighed (Martinsen 1981). Målet er i stedet at give en lindrende 

og afhjælpende behandling og pleje, hvor denne begrundes ud fra omsorgens kvaliteter. 

Det kan være vanskeligt, at forestille sig denne grundtanke integreret i sundhedsvæsenet, hvor 

effektivitet og effektiv ressourceudnyttelse er de væsentligste styrende mål for god behandling. 

Det kan opfattes som om Martinsen skaber en skarp dikotomering mellem omsorg og egenomsorg. 

Men det er ingenlunde tilfældet. I sin omsorgsfilosofi understreger hun, at den professionelle ud 

over den betingelsesløse omsorg, må tage over, og gennem sin faglige kunnen fortælle, hvad der 

er bedst for den enkelte (Martinsen 1998b). Men ikke desto mindre er denne betingelsesløse 




omsorg en nødvendig dimension, når de bløde værdier sættes i fokus. Behandling og pleje hos den 

kræftsyge patient, den angste patient - ja, hos den lidende patient vil i stor udstrækning være 

betinget af den betingelsesløse omsorg. 

Også patienter med en stor egenomsorgskapacitet kan, alt afhængig af situationen, have brug for 

den betingelsesløse omsorg. Medicinaldirektør Einar Krag har i forbindelse med sin egen sygdom 

givet udtryk for, hvad han forstår ved de bløde værdier: ”Jeg var patient for nogle år siden og opdagede, 

hvilken kæmpeforskel der er på at stå ved fodenden i hvid kittel, og på at ligge i sengen 

i en hospitalsskjorte. Jeg vidste alt om, hvad der skulle ske og havde ikke behov for information, 

men var alligevel glad for, at der kom en sygeplejerske om aftenen og talte med mig……holdt mig 

lidt i hånden og sagde, at det nok skulle gå alt sammen. Selvom man som læge ved alt om det tekniske, 

er man følelsesmæssigt en helt almindelig patient” (Krag 1999). 

Dette citat viser, at omsorgen og den mellemmenneskelige relation i sig selv er et mål for god 

kvalitet. Mødet er her betinget af at ville omsorgen ud fra grundsynet om, at: Den professionelles 

gode omsorg grundlæggende er betinget af medmenneskelig afhængighed, tillid og kontakt. Uanset 

hvilken profession der er tale om i sundhedsvæsenet. 

I den relationelle mellemmenneskelige omsorg anvender både Martinsen og Wulff solidaritetsbegrebet 

som en central professionel forståelseskilde i omsorgen. 

Solidaritet 

Wulff fremlægger det synspunkt, at solidaritet indebærer, at de professionelle anerkender en pligt 

til at hjælpe andre, ligesom vi forventer, at andre vil hjælpe os (Wulff 1995). 

For Martinsen bygger solidaritet på en erkendelse af, at de professionelle er i et fællesskab med 

en svag, sårbar eller undertrykt gruppe. Solidariteten kommer til udtryk i kollektive bestræbelser 

for sammen med den enkelte svage eller gruppe af svage at ændre de kår, de er underlagt (Juul 

Jensen 1989:121). Martinsen skriver: 

”at dagliglivets moral har sitt grunnlag i det moralske universalismeprincip om hensynet til svage. 

Der forudsætter evnen til solidaritet, hvor intuisjonen indgår som en vigtig del” (Martinsen 1988b). 

Drivkraften i solidariteten er ligheden i generelle situationer, hvor patienters liv virkelig angår det 

sundhedsprofessionelle personale. Man må i udøvelsen af de bløde værdier kunne identificere sig 

med den anden, og forsøge at forstå situationen fra patientens ståsted. 

I det følgende afsnit skal Martinsens forståelse af livsytringer og den etiske fordring udfoldes med 

henblik på nærmere at beskrive, hvad der forstås ved omsorgen i de mellemmenneskelige 

relationer i det professionelle møde. 

Livsytringer og den etiske fordring i mødet 

Kari Martinsens omsorgsfilosofi er tæt knyttet til etik og moral. Løgstrup har udøvet en stor indflydelse 

på Martinsens opfattelse af, hvordan den professionelle tager imod den anden i den mellemmenneskelige 

relationelle omsorg gennem den etiske fordring. Om den umiddelbare etiske fordring 

skriver Løgstrup: ”At menneskers liv er forviklet med hverandre, deraf udspringer fordringen om 



at tage vare på hverandre”….Tager den enkelte anledning af denne forviklethed til at drage omsorg 

for den andens liv, lever han i tro på, at hans liv er en vedvarende gave” (Løgstrup 1998). 

Omsorg beskrives af Løgstrup som en gavehandling. Der er tale om skabelsestankens livsforståelse, 

der radikalt er et skifte fra ”mig selv til den anden (patienten)”. Martinsen pointerer i den sammenhæng, 

at den professionelle omsorg er udtryk for uegennyttig omsorg. Den professionelle giver 

og ”sørger for” den anden (patienten), uden at forvente at få noget igen, og hvor den ydende part 

er mere forpligtet end den anden. Der er således tale om et asymmetrisk forhold. Martinsen 

hævder, at uegennyttig omsorg er grundlaget for den professionelle omsorg (Martinsen 1981; 

Martinsen 1989). 

Gavehandlingernes konkrete udtryk relaterer Løgstrup til livsytringerne, som er tjeneste, 

barmhjertighed, given, medfølelse, talens åbenhed, håb og tillid. Livsytringerne er grundlæggende 

for at menneskeligt samvær kan bestå og udfolde sig. Ordet livsytring fortæller, at der er tale om 

ytring af liv eller tegn på liv (Lomborg 2000:72). 

Livsytringer er fænomener, der ytrer sig mellem mennesker. De er givet med livet selv. Normalt 

tager vi imod det, som er givet os. Livsytringerne udgør det bærende ved livet, og er forudsætningen 

for at de mellemmenneskelige relationer kan finde sted (Martinsen 1999). 

Livsytringerne er spontane uegennyttige handlinger for den anden (patienten). Spontaniteten har 

retning mod den anden (patienten). Martinsen anvender ofte begrebet kærlighed synonymt med 

livsytringerne, og udtrykker at kærligheden er spontan, og udtrykkes i en universel følelse. Følelserne 

indgår i en helhed, i menneskers samspil med omverdenen (Martinsen 1998b). Tabes livsytringerne 

(udviser de professionelle ikke omsorg), brydes livet ned; livet ”i de mellemmenneskelige 

relationer” ødelægges (ibid:23). Løgstrup udtrykker dette med metaforen: ”Den enkelte har aldrig 

med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være 

meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en 

lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står 

til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej” (Løgstrup 1998). 

Dette citat er meget sigende for det store ansvar og den moralske pligt, som de professionelle har 

i mødet med patienten. Det skærper opmærksomheden på, hvad der egentlig forstås ved livsytringsbegrebet. 

For det første betinger det den professionelles ligeværdige umiddelbare væren, 

åbenhed og spontanitet. Der er tale om medfølelse, og det at lide med den anden, hvor spontanitet 

ytres – uden at det på forhånd er blevet defineret, hvad der er det bedste for patienten. Det er således 

den professionelles personlige kundskaber og erfaringer fra lignende situationer, som betinger, 

at den professionelle kan føle og ved noget om, hvad det vil sige at lide. Livsytringerne har kun mening 

i en bestemt unik situation med et andet menneske, hvor den professionelles given i form af 

barmhjertighed, nærhed, medfølelse, talens åbenhed, og tillid har livsgivende betydning for ”noget” 

i den andens (patientens) liv – eller det modsatte, hvis den professionelles måde at være på skaber 

mistillid, dvs., at livsytringerne tabes, og livet (fx patientens håb) brydes ned. Som vi allerede ved 

fra litteraturen har omsorgens egenskaber betydning for patienternes selvværd, coping, complience, 

øget livskvalitet og betydning for følelsen af ”at blive draget omsorg for”. 

Netop fordi livsytringerne (fx håb, tillid) let kan nedbrydes i relationen lægges der en fordring på 

den professionelle. I fordringen må lægen, sygeplejersken anstrenge sig for at gøre det, som hun 




burde have gjort spontant – at vise den umiddelbare nærhed og tillid – at ville hjælpe (Martinsen 

1998a): ”De suveræne livsytringer – som er etiske – er både et tilbud om livsmulighederne og en 

fordring om at høre tiltalen fra den andens appel. Der er en tæt sammenhæng mellem livsytring 

og fordring. Det er, når jeg hører tiltalen, at livsmulighederne gives mig” (ibid:102). 

Martinsen giver ikke nogle anvisninger eller eksempler på, hvordan den etiske fordring eller 

hvordan man kan fremme livsytringernes væren i det professionelle møde. Den etiske fordring har 

med erfaringer at gøre. Dette må betyde, at der foreligger noget a priori, hvilket kan udlægges 

som en form for forstandsformer om, hvad det gode relationelle møde bør omfatte: at lytte, at vise 

tillid, høre hvad patienten verbalt og nonverbalt giver udtryk for, at være nær, give tid. 

Når den etiske fordring angives at have med erfaringer at gøre, må det antages, at denne kan 

læres. I den sammenhæng anbefaler Martinsen de professionelle beskriver og diskuterer de fælles 

erfaringer og normer, der ligger gemt i praksisformerne og i de forbilledlige eksempler. Martinsen 

opfordrer til, at livsytringerne kan læres gennem eksemplarisk læring, idet de er betinget af den 

professionelles erfaringer fra lignende situationer med patienterne. Da erfaringer ikke kan ses isoleret 

fra de personlige kundskaber, vil disse kunne udvikles og læres. Denne diskursive refleksion vil 

betyde, at der sættes ord på den etiske fordring, hvilket igen skaber mulighed for, at den professionelle 

udvikler omsorgens kvalifikationer ved bevidst at arbejde med livsytringernes udtrykte 

væren i de mellemmenneskelige relationer. 

Med baggrund i ovenstående må det antages, at de udtrykte livsytringer gennem den etiske fordring 

kan komme til udtryk i de sundhedsfaglige kerneydelser. Målet er, at den spontane og mere 

planlagte omsorgsrelation kan fordre til, at patienternes oplevelser, erfaringer og meninger kan 

komme til udtryk i det professionelle møde. 

Som en naturlig forlængelse af livsytringerne, skal Martinsens tilknyttede begreb livstydning tages 

op. 

Fænomenologisk livstydning 

Martinsen forstår fænomenologien som en livstydning. Tydning er at forstå og udlægge vore 

grundlæggende livsvilkår, det livsbefordrende og gode, i kampen med det der vil bryde livet ned 

(Martinsen 1998b). Eller sagt på en anden måde: Det er de grundlæggende livsvilkår, der er åben 

for tydning. Det er imidlertid ikke givet, at de professionelle er åbne for disse livsvilkår hos patienterne. 

Her kommer den fænomenologiske livstydning til hjælp, idet den er en aktivitet, der kan åbne 

op for det elementære i den menneskelige livssituation. Martinsens fænomenologiske udlægning 

inddrages som betydningsfuld, idet hun har fokus rettet mod, at den professionelles livstydningsproces 

(fortolkning) kan åbne op for de spontane livsytringer, og dermed de spontane følelser 

hos patienten. Martinsen siger ligeledes, at livstydning har med følelser og forståelse at gøre 

(ibid:177). Hendes udlægning er betydningsfuld og lærende, idet hun gennem livstydning beskriver 

de bløde værdiers væren, der er tavs og ubeskrevet. 

Martinsen skriver, at tydningen er relationel og består at to led, af mig og den anden (patienten). 

Dét der skal tydes, er den andens situation gennem forståelsen og relationen. Tydning er ikke aflæsning, 

men skal komme til udtryk i ord og handling. Talen vokser ud af det uudtrykkelige, af sanseligheden 

og situationen, hvor talens lyd, tone og gebærder som suk og åndedræt forbinder sprog 

og krop. ”Det der bevæger mig kan jeg lydigt udtrykke i ordenes tone og i mine gebærder” 



(ibid:133). Gennem sansningen åbnes der for fundamentale sammenhænge og en forståelse, der 

forbinder det enkelte menneske med andre mennesker, og med verden. 

For Martinsen går fænomenologien ud på at udlægge den andens (patientens) situation. Fra udlægningen 

går fænomenologien videre til tolkningen. Martinsen refererer til, at tydningsprocessen 

får begge parter - både den professionelle og patienten - til ”at flytte sig” forståelsesmæssigt. Denne 

hermeneutiske viden anses også for bydende nødvendig at basere de lægefaglige beslutninger 

på, hvor den bløde værdi, indlevelse og forståelse beskrives som fundamentale for god kvalitet og 

forbedring af denne (Lund 2000; Nylenna 2000). 

Den hermeneutiske forståelsesproces er for Martinsen karakteriseret ved overvejelser frem og 

tilbage, og ved at se et fænomen ud fra forskellige synsvinkler. Kun et sted i hendes mange kilder 

ses ordet fortolkningsviden anvendt, og hvor hun skriver, at fænomenologien er det spontane og 

umiddelbare dagligdagssprog, som metodisk består af indfald og fortolkningsviden (Martinsen 

1998b). Selv om Martinsen ikke eksplicit gør rede for sit videnskabsteoretiske udgangspunkt, vurderes 

det, at Martinsen anvender en fænomenologisk hermeneutisk tilgang, når livsytringerne (de 

bløde værdier) skal frem og tydes. Den hermeneutisk fænomenologiske metodetilgang vil blive 

nærmere beskrevet i afsnittet om videnskabelig erkendelse og de bløde værdier. 

Men referencerammen for hvad der kan forstås ved omsorg i de mellemmenneskelige relationer 

bærer også andre væsentlige indfaldsvinkler med sig. Der er her tale om integrering af det faglige 

skøn, som er integreret i den ovenfor beskrevne livstydning. 

I skønnet ligger der en faglighed som muliggør, at den professionelle kan være åben for sansningen, 

for den andens indtryk. (ibid:143,153). En naturlig følge heraf er derfor, at se nærmere på 

Martinsens forståelse af kundskabsformerne i skønnet. Denne indfaldsvinkel vil have afgørende betydning 

for, hvilken form for viden (forskning) der skal inddrages, når omsorgsrelationen integreres 

i forhold til de sundhedsfaglige ydelser. 

Kundskabsformer i skønnet 

Martinsen udtrykker, at der i skønnet (det kliniske skøn) ligger en faglighed og naturlig sansning 

(Martinsen 1998b). Martinsen udtrykker denne sammenhæng mellem to typer af kundskaber. Den 

ene bygger på sanselig forståelse og den anden er kundskaben, der bygger på begrebslig forståelse. 

Der skal især sættes fokus på den sanselige forståelse, idet viden om og indsigt heri skærper 

forståelsen for, hvad der forstås ved den mellemmenneskelige relation i det professionelle møde 

i sundhedsvæsenet. 

I den sanselige forståelse er grundlaget for kundskab de sanseindtryk, den professionelle modtager 

gennem sanserne og kroppen: ”Sygeplejersken [den professionelle] deltager i situationen med sin 

samlede styrke for at udtrykke indtrykket. Hun [den professionelle] er åben og fantasifuld for at 

kunne se flere sider ved patienten og dermed få de livsbekræftende erfaringer og livsmodet frem 

hos ham eller hende” (ibid:147). 

Martinsen skriver videre, at den sanselige forståelse vil pege på det gode, ofte gennem konflikter, 

dilemmaer, lidelse og smerte. Den er ikke neutral. Den involverer hele personen, og giver et 

helhedspræget indtryk af patienten (ibid:147). I Martinsens forskellige kilder ses, at viden eller 

kundskab, der er tilegnet gennem sanselig forståelse, har flere navne, såsom færdighedskundska- 




ber, fortrolighedskundskaber eller praktiske kundskaber. Martinsen perspektiverer den sanselige 

forståelse ved at relatere denne til begrebet phronesis, og tager således udgangspunkt i de 

intellektuelle dyder, som Aristoteles har beskrevet. Phronesis erhverves gennem skønnet, skriver 

Aristoteles. Den fokuserer på etik og værdier og er kontekstafhængig. Og vedrører således det 

foranderlige, som er knyttet til mennesker og deres handlinger. 

Phronesis er en praktisk visdom/viden om, hvad det kommer an på, når livet mennesker imellem 

skal lykkes. Der er tale om en moralsk tæft og situationsfornemmelse, der udspringer af livserfaring 

og menneskekundskab (Jensen 1999). 

Phronesis forudsætter vekselvirkning mellem det generelle og det konkrete, og kræver overvejelse, 

skøn og valg i den konkrete situation (Eriksen, Tranøj og Fløistad 1985:105-149). Martinsen 

udtrykker det kendetegnende ved phronesis på følgende måde: ”Et godt skøn er den rette bedømmelse, 

hvor handlingsfornuft, opfindsomhed og godhed gensidigt udlægger hinanden. De er alle 

på banen, når det gælder den rette handling… vi forholder os til det foranderlige, mangfoldige, 

komplicerede og nuancerede i situationen” (Martinsen 1998b). 

Det understreges at phronesis, eller den erfaringsbaserede kundskab, er den vigtigste kundskabsform, 

som samlende kaldes for en praktisk-moralsk handlingsklogskab. Den foreligger på et højere 

niveau end andre vidensformer og bidrager til at samordne udviklingen af disse. 

I nær tilknytning til phronesis inddrages Aristoteles anden dyd techne. Techne har med praktisk 

dygtighed som håndværk og kunst at gøre, og er som aktivitet variabel og kontekstafhængig. 

Techne relateres til kunsten og det praktiske håndelag, som også er indeholdt i den sanselige forståelse 

(ibid:95-100). 

Både phronesis og techne kan relateres til Donabedians forståelse af den interpersonelle (mellemmenneskelige) 

relation, som er drivkraften for at opnå optimale behandlingsog plejeresultater 

(technical care ifølge Donabedian). 

Kundskaber eller viden vundet gennem begrebslig forståelse har en anden karakter, og kan sidestilles 

med den teknologiske viden eller ”technical care”, som Donabedian udtrykker det. Denne viden 

er afgrænset, fastlagt og klassificeret ud fra begrebsmæssig viden, som kan relateres til begrebet, 

disease fx ved: Andelen af patienter, der er selvhjulpne på den 7. postoperative dag. Denne form 

for viden kan relateres til Aristoteles tredje dyd, episteme, som angiver universel videnskabelig 

viden. Men viden om patientens umiddelbare indtryk, oplevelser og erfaringer omkring mestring 

af de daglige aktiviteter er lige så aktuel at inddrage. Sammenhængen mellem den phronetiske 

kundskabsform og naturvidenskabelig viden udtrykker Martinsen på følgende måde: ”I skønnet er 

begge kundskabsformer til stede i en god, forenende modsætning. Modsætningen er imidlertid 

god, når den phronetiske kundskabsform er overordnet den begrebslige påstandskundskab 

[episteme] (ibid:148). 

Herigennem udtrykker Martinsen, at epistemisk viden er en nødvendig del i praktiseringen af god 

kvalificeret behandling og pleje. Men markerer som væsentligt at: 



Den mellemmenneskelig relation kommer til udtryk igennem den professionelles personlige spontanitet 

gennem den sanselige forståelse. Relationen kommer til udtryk ved anvendelse af den phronetiske 

kundskabsform ved, at være åben og nærværende, at føle med den anden (patienten), 

bruge sine sanser, og åbne op for den andens (patientens) følelser, værdier, oplevelser og erfaringer. 

Den professionelle vil sideløbende begynde at tyde den andens (patientens) kropssprog, og 

tilkendegive sine tydninger og dele disse med patienten. 

Når patienternes og pårørendes oplevelser og erfaringer skal komme til udtryk og blive forstået, 

er det nødvendigt, at der tages udgangspunkt i netop patienternes kontekstbestemte livssituationer. 

Det kræver, at de professionelle indlever sig i patientens livsverden og fortolker patientens udsagn. 

I det følgende afsnit skal moral og etik beskrives, og ligeledes fremstå som væsentlig referenceramme 

for, hvad der forstås ved den mellemmenneskelige relation i sundhedsvæsenet. 

Moral og etik – vurdering og måling (måleredskaber) 

Ifølge Martinsen og Wulff er den professionelle omsorg tæt forbundet med moral og etik. 

For Wullf er den samaritanske pligt et væsentligt moralsk princip, som han udtrykker som pligten 

til at søge at afhjælpe menneskelig lidelse og tidlig død forårsaget af sygdom. 

Den samaritanske pligt består i, at professionelle skal hjælpe andre i tilfælde af sygdom, og på 

samme måde som vi forventer, at andre vil hjælpe os. Og hvor motivet for den samaritanske pligt 

består af næstekærlighed, medlidenhed og det at øve barmhjertighed. Den grundlæggende pligt 

beskriver Wulff ud fra indstillingen om: ”Jeg ved fra min egen forventning om omsorg, hvad omsorgen 

for den anden består i” (Wulff 1995). 

Wulff påpeger, at den kristne fortolkning er en verdslig tankeramme for sundhedsvæsenets forhold. 

Når læger og sygeplejersker handler i overensstemmelse med det samaritanske princip, skal de 

tage de beslutninger, som mest effektivt tjener som formål at bekæmpe sygdom. Og at forholdet 

til patienten skal være præget af varme medmenneskelige følelser, og gør opmærksom på, at 

patienter og andre brugere af sundhedsvæsenet også forventer at møde omsorg og medfølelse. 

Wulff anser det samaritanske princip som drivkraften bag det offentlige sundhedsvæsen. Dog 

suppleret med pligten til at respektere den enkeltes autonomi (individets selvbestemmelsesret), 

og pligten til at tilstræbe en retfærdig fordeling (Wulff 1995:65-68). I forhold til den enkeltes autonomi 

gør Wulff opmærksom på, at de professionelle må undgå den uønskede paternalisme, dvs., 

den situation, at der handles paternalistisk over en autonom person, der ikke har udbedt sig denne 

handlemåde. Herigennem erkendes det, at også læge-patientforholdet betragtes som asymmetrisk, 

hvor viden om, hvad der er bedst for patienten, rummer faren for en magtfuld paternalisme. 

Den professionelle må være bevidst om den magt, som viden repræsenterer. Vidensforholdet eller 

magtforholdet er sårbart, og afspejler det asymmetriske forhold i den etiske fordring. Styrkeforholdet 

i magtrelationen er på den professionelles side. Det er den professionelle, der er den ”mægtige” 

ud fra sine faglige kompetencer, og ud fra de sociale og moralske normer. Men gennem de 

professionelles anvendelse af den sanselige forståelse udtrykt ved tillid, talens åbenhed, barmhjertighed 

og medfølelse er potentialet stort for netop at nedbryde magten, og derved give patienten 




rum og fordre til, at patientens livsverden kan komme til udtryk. 

Wulff finder det ligeledes nødvendigt at supplere det samaritanske princip med retfærdighedsprincippet, 

hvor han, med baggrund i de begrænsede ressourcer, siger, at alle syge har ret til at blive 

hjulpet. Og hvor det må sikres, at ressourcerne bliver fordelt så retfærdigt som muligt (Wulff 

1995). Dette til forskel fra Martinsen, hvis kriterier for et retfærdighedsprincip må foretages primært 

i forhold til de svage (også de resultatløse patienter) (Martinsen 1989). 

Med baggrund i den samaritanske pligts iboende værdier som næstekærlighed, medlidenhed og 

barmhjertighed skal Martinsens forståelse af moral og etik beskrives, idet denne tilgang udfolder 

den etik og moral, som den professionelle bør møde patienten med. 

For Martinsen er livsytringerne centrale, ud fra hvilke normerne så at sige henter deres struktur 

(Lomborg 2000), og hvor hun samtidig forbinder det moralske aspekt af omsorgen med det at 

handle fornuftigt, hvor hendes tidligere nævnte begreb praktisk-moralsk handlingsklogskab især 

får mening. 

Med fornuft mener Martinsen det, som binder os sammen, og det som kommer til udtryk gennem 

dialogen, og konstitueres i den sociale relationelle kontekst. For at kunne handle fornuftigt, må 

man både tage hensyn til situationen og de involverede parter og til etiske værdier og normer. 

Martinsen udtrykker, at moral og etik leves i de menneskelige relationer, men pointerer, at det ikke 

betyder, at normer, argumenter og vurderinger ikke eksisterer og ikke er nødvendige. Det betyder, 

at teorier, argumenter og principper ikke er moralens udgangspunkt. De kommer ind sekundært 

i moralen, men opfattes af Martinsen som nødvendige (Martinsen 1998b). Med baggrund heri tager 

Martinsen udgangspunkt i den ontologiske etik. 

Igennem den ontologiske etik vurderer den professionelle, hvad der er godt eller dårligt for 

patienten. Sociale og moralske normer træder ind som vejledninger i afgørelsen af, hvad der tjener 

patienten bedst. Det fremhæves, at disse normer ikke i sig selv er tilstrækkelige kriterier for den 

etiske handling. Det understreges, at ægte etiske handlinger udspringer spontant af vor tilværelse, 

og at normen først træder til, når spontaniteten udebliver. Først når den spontane livsytring - tillid, 

oprigtighed - svigter, bliver der brug for normerne, som i denne etik også kaldes for erstatningsmotiv 

til erstatningshandlinger (Det Sygeplejeetiske Råd 1991; Delmar 1999). 

Med baggrund i ovenstående kan det udlægges således, at livsytringerne og den etiske fordring, 

udgør en basal forståelse af Martinsens etik og moral. Analogt til livsytringerne taler Martinsen om 

den spontane moral. Og analogt til hendes etiske fordring, tales der om en norm-moral. Martinsen 

beskriver således, at den spontane moral ”vokser frem” af livsytringerne, og dét i så elementær 

forstand, at vi ikke tænker over, at de er etiske. ”Uden tillid, åben tale, medlidenhed og håb går 

menneskers liv med hinanden til grunde” (Martinsen 1998b). Der er igen tale om den tidligere 

nævnte gavehandling, eller den uegennyttige omsorg. Der er tale om en moral, der udtrykker kærlighed, 

og i spontaniteten udtrykker den en universel følelse eller livsmulighed, som er adgangsgivende 

for erkendelsen af tilværelsens grundvilkår. 

Norm-moralen, som svarer til de sociale og moralske normer i den ontologiske etik, træder frem 

gennem regler, og er målrettet (standarder). I så fald bliver moralen, og dermed omsorgen, fordret 

eller udtalt. Når spontaniteten i livsytringerne har svigtet, må man holde på normerne. Så er det 



norm-moralen der peger på og beskriver gerninger, som livsytringerne ville have gjort, men som 

spontant ikke blev til noget. Der er tale om handlinger som bør gøres til samfundsskabte normer, 

pligter og etiske kodekser (ibid:81). Martinsen anser også norm-moralen for at være radikal og 

positiv i betydningen af, at gøre noget for den anden, som patienten trænger til (ibid:91). 

Martinsen gør først og fremmest opmærksom på, at praksis ikke alene kan baseres på regler og 

principper. Det væsentligste for god behandling og pleje er, at være i situationen, at give denne 

rum for de umiddelbare sanser og følelser, og herigennem lade nuancerne komme frem inden de 

professionelle lægger tydninger, fortolkninger frem. Denne forståelse anses som essentiel i den 

mellemmenneskelige relation i det professionelle møde i sundhedsvæsenet. I den sammenhæng 

har Martinsens forståelse af norm-moralen kunnet danne en model for ”de bløde værdiers 

udtryksformer”, hvor viden om livsytringerne har dannet struktur for de bærende normer i det 

professionelle møde. Der er tale om, hvordan den professionelle har et moralsk ansvar for, at 

patienten udleverer sig på godt og ondt. Hvis den professionelle skal sanse patientens appel, er 

livsytringerne hos både den professionelle og patienten forudsætning for, at patienten føler sig 

imødekommet og forstået. Livsytringerne anses således som en fundamental kilde til, at imødekomme 

den nye patientkultur, som netop forventer, at deres livsværdier og normer tages alvorligt 

i det professionelle møde. 

Med baggrund i Kari Martinsens tanker om omsorg, er det i nedenstående oversigt forsøgt at samle 

”de bløde værdiers udtryksformer” i det professionelle møde: 

Patientens 

oplevelser og erfaringer i 

forhold til sygdomssituation og 

lidelse, livssituation 

Områder for 

resultatindikatorer 

Ê imødekommenhed 

Ê engagement 

Ê venlighed 

Ê fællesskab 

Ê nærhed 

Ê åbenhed 

Ê medfølelse 

Ê tillid 

Ê tid 

Ê forståelse for særegne situation 

Ê medindflydelse 

Ê medbestemmelse 

mv. 

Det professionelle 

møde 

Mellemmenneskelig 

relation 

”De bløde værdiers udtryksformer” (Hansen 2000) 

Den professionelles 

sociale og moralske normer 

Områder for procesindikatorer 

Ì at bekymre sig for den anden 

Ì at være nærværende 

Ì at åbne op for den andens følelser 

Ì at lide med den anden 

Ì at sætte sig ind i den andens sted 

Ì at høre tiltalen i den andens appel 

Ì at give sig tid i spontaniteten 

Ì at åbne op for tydning 

Ì at bruge sine sanser 

Ì at tyde den andens sprog 

Ì at give sine tydninger til kende 

Ì at dele tydningerne 

Ì at give patienten indflydelse på 

hvad der er det bedst for ham/hende 

De Ì markerede udtryksformer giver et billede af hvilke relationelle omsorgskompetencer den professionelle 

bør mestre i det professionelle møde. ”De bløde værdiers udtryksformer” fremstår her 

som norm-moral, som ifølge den ontologiske etik kan relateres til sociale og moralske normer. Om- 


46 af Marianne Nord Hansen 

mv.


sorgen kommer til udtryk ved ”at bekymre sig for patienten”, ”at være nærværende” m.m. Hvilket 

skal fordre den professionelle til at handle på en god mellemmenneskelig måde i det professionelle 

møde. 

Disse omsorgskompetencer kan anvendes som en ramme for at analysere og reflektere over, 

hvordan og på hvilken måde patienten er blevet mødt. Modellen kan ligeledes anvendes som en 

inspirationsramme for udvikling af procesindikatorer og resultatindikatorer. Det skal i den sammenhæng 

bemærkes, at Donabedian i forbindelse med sin teori om struktur-, procesog resultatparadigmet 

lagde vægt på, at procesindikatorerne kan stå alene, og kan evalueres og/eller måles i sig 

selv, og opfattes som et resultat af behandlingen og plejen (Donabedian 1992a). Allerede i 1988 

opfordrede Donabedian til, at den mellemmenneskelige relation gennem procesområdet burde blive 

udforsket (Donabedian 1988). Dette budskab er meget væsentligt, når der sættes fokus på omsorgen 

i den mellemmenneskelige relation mellem den professionelle og patienten i den kommende 

kvalitetsudvikling. Procesindikatorer vil således kunne udsige noget om samarbejds- og evalueringsprocessen. 

Budskabet er, at processen refererer til den normative adfærd (Martinsen 

1998b; Shiber 1991; Schrim 1999). Kvalitetsudvikling med dette fokus på procesindikatorerne betyder, 

at kvalitetsudvikling også omfatter vurderinger af, på hvilken måde personalet har informeret, 

på hvilken måde patienten har indflydelse, er medbestemmende, på hvilken måde personalet har 

vist respekt og har taget patientens problemer alvorligt. 

De bløde værdiers udtryksformer i forhold til patienten ses angivet ved de Ê markerede udtryksformer, 

der kan anvendes som en guidende og inspirerende ramme for de resultater, som patienten 

bør vurdere i forhold til den mellemmenneskelig relation. Centralt er her, hvordan og på hvilken 

måde patienten har oplevet imødekommenhed, nærhed, tillid, medbestemmelse mv. Der er her 

tale om essentielle områder for patienternes oplevede kvalitet, som netop indfanger de områder, 

som den nye patientkultur fordrer til. 

Modellen for ”de bløde værdiers udtryksformer” skal avendes i forhold til den sygdoms- og lidelsessituation 

patienten er i. Anvendelsen skal relateres til de kliniske beslutningsprocesser, som indgår 

i den mellemmenneskelige relation – eksempelvis i vurdering (assessment), interventioner og kontinuerlige 

evalueringer af fx smerte hos den opererede patient, patientens manglende lyst til at spise 

og drikke, patientens nedsatte ADL-funktioner m.m. Modellen kan, som nævnt, ligeledes anvendes 

som refleksions- og udviklingsredskab i forhold til de professionelles læring i at mestre den professionelle 

mellemmenneskelige relation i sundhedsvæsenet. 

Det skal her bemærkes, at der i stadigt stigende omfang udvikles og testes måleredskaber (instrumenter) 

med henblik på at måle effekten af den mellemmenneskelige relation. Måleredskaber har 

sit fokus på patientperspektivet, hvor en række måleredskaber har omsorg (caring) som genstandsfelt. 

Måleredskaber af denne karakter er ikke udbredt eller særlig kendt i Danmark, hvorfor 

der skal henvises til en række aktuelle instrumenter inden for især Caring (Olson 1997; Walsh 

1998; Hegedus 1999; Lynn MR 1999; Walsh 1999; Beck 1999; Suhonen 2000; OĆonnor 2001; 

Töyry 2001; Dozier 2001; Leinonen 2001; Pellegrin 2001; Wilde 2002; Donnelly 2002). Der er her 

tale om generiske måleredskaber, hvilket betyder, at de ikke er udviklet i forhold til en bestemt 

diagnose. 



For interesserede, der ønsker videre kilder inden for omsorg anbefales det at anvende søgeord som 

caring AND outcome eller caring AND instrument* eller caring AND measurement scale eller caring 

AND scales. 

Ønskes der mere specifikke redskaber som fx inden for smerter eller fx i forhold til en medicinsk 

diagnose, skal de ovenstående søgninger suppleres med fx pain, diabetes, cancer mv. 

Vedrørende udvikling, test, og vurdering af måleredskaber anbefales det læseren at anvende: Livskvalitetsmålinger 

i sundhedsvæsenet. En introduktion. Annette Fisher Petersen og Bobby Zachariae. 

Psykoonkologisk Forskningsenhed 2002 (er delpublikation i projektet: Patientens møde med 

sundhedsvæsenet – anbefalinger for de mellemmenneskelige relationer, Århus Amts Kvalitetsafdeling). 

Det sidste hovedområde inden for referencerammen er den videnskabelige erkendelse. Essentielt 

for at kunne mestre den mellemmenneskelige relation er en grundlæggende forståelse og indsigt 

i, hvilke videnskabelige metoder, der fremmer omsorgsrelationen i sundhedsvæsenets ydelser. 

Videnskabelig erkendelse 

Når de mellemmenneskelige relationer i fokus, vil den forstående erkendelsesinteresse være styrende 

for valget af metodemæssig tilgang, når patienternes livsytringer, oplevelser og erfaringer 

skal komme til udtryk og integreres i sundhedsvæsenets ydelser. 

Afsnittet om den videnskabelige erkendelse tager primært udgangspunkt i den fænomenologiske 

hermeneutiske metodetilgang, som har en central betydning for, hvordan den professionelle møder, 

forstår og fortolker patientens sygdom og lidelse. 

En kombination af den fænomenologiske hermeneutiske tilgang er valgt som den bærende videnskabsfilosofiske 

erkendelsesproces og metodemæssige tilgang i forskningen inden for de bløde 

værdier (de mellemmenneskelige relationer). 

Der er tale om en metodetilgang, hvori der er indlejret en fænomenologi, som går tæt på patienternes 

hverdagsoplevelser i forbindelse med deres sygdom og lidelse, og en hermeneutisk forståelse, 

der giver adgang til fortolkning af virkeligheden (Van Manen 1990). 

Der skal derfor gives en introduktion til, hvad der forstås ved den fænomenologiske hermeneutiske 

metode. De to videnskabsfilosofiske retninger fænomenologi og hermeneutik præsenteres hver for 

sig, vel vidende, at der er tale om en samlet forståelse. 

Begrebet forforståelse, eller forståelseshorisont, vil være det bærende omdrejningspunkt i udlægningen 

af den fænomenologiske og den hermeneutiske tilgang, idet bevidstheden om begrebet forståelseshorisont 

skærper den professionelles forvaltning af egne fordomme (viden og erfaringer) 

i det professionelle møde med patienten. Da begrebet forståelseshorisont er i fokus, skal afsnittet 

derfor indledes med den hermeneutiske tilgang. I samlingen af den fænomenologiske hermeneutiske 

metode inddrages Kari Martinsens omsorgsfilosofi. 




Den hermeneutiske tilgang 

Den følgende fremstilling skal ikke forstås som en samlet udlægning af forskellige hermeneutiske 

retninger. Teksten vil primært være afgrænset til ny-hermeneutikeren Hans Georg Gadamar, idet 

han netop har bidraget med nogle væsentlige betingelser for anvendelsen af den phronetiske 

kundskabsform i den hermeneutiske forståelsesproces. 

Gadamar tager sit udgangspunkt i, at vi som mennesker er historiske væsener, og altid står midt 

i en historie. For Gadamar er det væsentligt, at den person (patient) som vi ønsker at forstå, er 

nedsænket i en traditionssammenhæng, hvis betydning bør inddrages i forståelsesprocessen. 

Forståelse er noget, der gennemtrænger alle vore erfaringer, fordi forståelse er en måde at være 

til på som menneske (Jensen 1990:135-144). Gadamar har et ontologisk udgangspunkt, hvor forståelse 

altid er en del af væren. 

Formålet med forståelse er ikke kun at forstå patienten. Forståelse er også selvforståelse. I den 

sammenhæng er Gadamar inspireret af Heideggers grundidé om, at alt hvad vi gør og oplever sker 

inden for en forståelseshorisont (Gadamar 1995; Føllesdal 1990). 

Forståelseshorisont 

Når vi skal forstå patienten, må vi inddrage og udvide vor egen forståelseshorisont, og formidle 

denne forståelse til omverdenen. Heidegger, som også er fænomenologisk orienteret, beskriver 

forståelseshorisonten ud fra metaforen om edderkoppen i sit net. Vi skal forestille os, at vores 

situation er som en edderkop i sit net. Hvis vi antager, at edderkoppen lever hele sil liv i sit net og 

ikke kan forlade det, kan edderkoppen ikke overskue nettet udefra, den kan bare lære nettet at 

kende ved at trække i de forskellige tråde, og derved danne sig et billede af nettet. Menneskers 

forståelseshorisont er som et sådant net. Vi er altid i nettet, og kan aldrig se det som en tilskuer, 

eller bare udforske det partielt fra hvor vi er. Gadamar siger analogt hertil, at vi må acceptere, at 

vi aldrig kan frigøre os fra vores forståelseshorisont. Dette kalder Gadamar for ”hermeneutikkens 

universalitetsfordring” (Føllesdal 1990). 

Gadamars budskab er, at mennesket ikke har noget centralt ståsted, hvorfra vi kan godtage nogle 

af vores forudsætninger og forkaste andre. Han bruger derfor betegnelsen ”for-domme” om alle 

opfattelser og holdninger i vores forståelseshorisont. For-domme er for Gadamar noget vi bringer 

med os, når vi prøver at forstå (patienten). Gadamars budskab er, at for-domme er afhængige af 

den bestemte situation, og gradvist justeres, passes til, med det vi søger at forstå. Denne gradvise 

justering kalder Gadamar horisontsammensmeltnin-gen. To mennesker (patienten og den professionelle) 

forstår hinanden, når de har fået deres horisonter til at smelte sammen. Gadamar udtrykker 

i den sammenhæng, at vi skal finde ud af, hvad der er sandt eller usandt, rigtigt eller forkert, 

ud fra et normativt aspekt (Føllesdal 1990). 

For Gadamar er for-domme uundgåelige, både i dagligdagen og i videnskaben, og opfattes ikke 

som værende i modstrid med fornuften. Han udtrykker, at der kan ligge noget fornuftigt i at lytte 

til den autoritet (eksempelvis patienten), der har den bedste forståelse af den konkrete sag. Sandheden 

om en sag udfolder sig i dens historie, som en dialog mellem fortid og nutid, der aldrig kan 

bringes endegyldigt til afslutning. Sandheden om en sag er således historisk medieret, hvor det er 

forståelsens opgave at gøre den nutidig, og bestandigt bestemme dens betydning på ny. For 

Gadamar er det vigtigt, at sagen ikke underlægges metodens tvang, men hele tiden søge at forfine 



spørgsmålene, og lytte indgående til svarene (Gadamar 1999). Ingen fortolker kan gøre krav på 

absolut, uigendrivelig viden. Den eneste måde fortolkeren kan udvide rammen for sin forståelse, 

er ved at indgå i en samtale med fortiden. Denne samtale er dialektisk af natur. Fortolkeren forstår 

ikke blot det fremmede udsagn som noget fremmed og uvedkommende, men tilegner sig det og 

forandres derved også selv. 

For Gadamar er dialog således et nøglebegreb. Så snart man indser, at forståelse angår en selv, 

vil man lære at stille ægte spørgsmål hvor man, optaget af en ”sag”, prøver at arbejde sig frem 

til en horisontsammensmeltning, hvor ens egne for-domme bliver justeret i forståelsesprocessen. 

At stille sig åben og stille spørgsmål. 

Inspireret af Sokrates bruger Gadamar udtrykket en ægte samtale, hvor Sokrates´ samtalekunst 

eller ”jordemoderkunst” bestod i at hjælpe tanker og indsigter frem, som allerede foreligger hos 

den anden (Eriksen 1985). 

Den hermeneutiske forståelsesproces forløber som en række cirkelslutninger. Udgangspunktet er 

den såkaldte hermeneutiske cirkel. Cirklen illustrerer, at det erkendende subjekt og det andet subjekt, 

der er målet for erkendelsen, indgår i en cirkel (situation). Først når man er inde i cirklen, begynder 

dannelsen af forståelsen. Denne skabes ud fra den helhed den er en del af, og samtidig må 

helheden forstås på grundlag af delene. Fortolkningslæren går således ud på, at vi ud fra et subjekt-subjekt 

forhold begrunder en tolkning ved, at gå frem og tilbage mellem helhed og del. Føllesdal 

beskriver, at den hermeneutiske cirkel er nært beslægtet med den hypotetisk deduktive 

metode, hvor man fra situationen går til hypoteser og tilbage til subjektet for at teste hypoteserne. 

Hypoteserne vil, ud fra en hermeneutisk forståelse, være baseret på meningsfuld viden (phronesis) 

om forståelse for patientens egen opfattelse af sundhed, sygdom og lidelse (Føllesdal 1990). 

Forståelse og anvendelsen af den hermeneutiske tilgang, vil blive beskrevet samlet efter præsentationen 

af den fænomenologiske tilgang. 

Den fænomenologiske tilgang 

Den moderne fænomenologis grundlægger er Edmund Husserl. For Husserl handler det om at erkende 

og beskrive det umiddelbart oplevede univers, hvor udlægning af tydningen og meningen 

af det værende jeg står centralt. Husserl medgiver, at ikke alle fænomener kan erkendes, hvorfor 

forskeren ideelt set må beskrive den aktuelle tilstand eller hændelse både i dens givethed, og som 

et rent teorifrit fænomen. 

Husserl er således af den opfattelse, at forskeren skal fralægge sig enhver form for forforståelse 

i beskrivelse af fænomenet. 

Husserl adskiller sig således markant fra den hermeneutiske tilgang, som netop overskrider den 

rene fænomenologiske beskrivelse, ved at fortolke beskrivelsen gennem teoretisk forforståelse. 

Med Husserl er erkendelsen relateret til menneskets livsverden, som alene skal forstås ud fra den 

enkeltes isolerede autonome bevidsthed. Dette betyder at sociale, kulturelle og historiske forhold 

ifølge Husserl ikke er betydende for erkendelse (Eriksen, Tranøy og Fløistad 1985, Rydahl Hansen 

1997). 




Husserls fænomenologi er efterfølgende blevet suppleret af Heidegger og Merleau-Ponty. Heidegger 

bryder Husserls bevidsthedscentrerede filosofi med erkendelsen af, at mennesket er kendetegnet 

ved afhængighed af den givne kontekst, sproget samt menneskets historiske og aktuelle livssituation 

(Martinsen 1998b; Eriksen, Tranøy og Fløistad 1985). Fænomenologiens grundtanke blev 

herved, at mennesket ikke er noget i sig selv. Det forholder sig altid til noget, der er vævet sammen 

med andre. 

Merleau-Pontys fænomenologi gennemsyres af spændingen mellem på den ene side betoningen 

af umiddelbarheden, og på den anden side betoningen af formidlings-sammenhængen (historie 

og sprog). Begge dele med henblik på at få svar på, hvad der er det konkrete. Fænomenologien 

er her, at beskrive de umiddelbare oplevelser, hvor erkendelsen vil være afhængig af den givne 

kontekst. Merleau-Ponty mener, at den aktuelle kultur er medbestemmende for, hvordan sproget 

etableres og dermed for, hvordan fælles betydning og forståelse etableres (Lübcke 1983). Kvale 

betegner denne fænomenologi ud fra følgende metaforer som: ”se og lytte”, ”ikke tænke, men se”, 

”holde øjnene åbne”. 

Det drejer sig om at beskrive det givne så præcist og fuldstændigt som muligt, at beskrive og ikke 

forklare eller analysere (Kvale 1997). 

Kvale understreger, at forskeren med Merleau-Pontys fænomenologi har en enestående mulighed 

for, at få adgang til og beskrive den daglige livsverden. Livsverdenen er verdenen, således som den 

mødes i dagliglivet, og foreligger i direkte og umiddelbar oplevelse, uafhængig af forklaringer 

(ibid:62-63). 

Med baggrund i ovenstående tekst om hermeneutikken og fænomenologien, samt med baggrund 

i Kari Martinsens forståelse af fænomenologien som livstydninger (med glimt af fortolkningsviden), 

skal nedenstående beskrives nogle fællestræk og forskelle. Dette med henblik på at komme frem 

til et anvendelsesniveau for den fænomenologiske hermeneutiske metode i forskningsprocessen. 

Den fænomenologiske hermeneutiske metode 

Fælles for både Husserl og Merleau-Ponty er beskrivelsen af de fænomener, som umiddelbart fremtræder 

for det enkelte menneske i form af sanseindtryk, følelser, stemninger eller andre former for 

bevidsthedsindtryk. Enten i forhold til subjektets jeg (isoleret) eller i forhold til subjektet og omverdenen. 

Her adskiller Husserl og Merleau-Ponty sig fra Heidegger, Gadamar og Martinsen, idet både 

Husserl og Merleau-Ponty har en anden holdning til forforståelsen, idet de begge undgår at forstå 

den anden gennem sig selv, men søger i stedet at opretholde den oprindelige rene oplevelse. 

Fælles for Heidegger, Gadamar og Martinsen er, at intervieweren bærer på sin forståelseshorisont, 

og således ikke kan frigøre sig for sine værdier og tidligere erfaringsbaserede viden. Både Martinsen 

og Gadamar har en metafysisk tilgang, hvor det grundlæggende er en dialogisk forståelse 

mennesker imellem. Fælles er også, at de giver nogle fundamentale mulighedsbetingelser for, at 

få den andens oplevelser og erfaringer frem med henblik på tydning og forståelse. Fortolkningsindsatsen 

består i, at få indtrykkenes mange muligheder frem i situationens mangfoldighed, hvor den 

professionelles for-domme, i form af intuition og/eller en begrebslig forståelse, hæver forståelsen 

for den andens (patientens) situation. 

Det væsentligste udgangspunkt for Martinsen er som tidligere nævnt fænomenologien, hvor hun, 



inspireret af Løgstrup, ser de spontane livsytringer som udgangspunktet for tydning og fortolkning. 

De spontane livsytringer, som man bærer med sig uden bagtanke (formål), og uden forventning 

om gengæld, kan sammenholdes med, at Martinsen et kort øjeblik ”forlader” sine for-domme, for 

igen at bruge disse i en hermeneutisk forståelse af den andens situation. 

Forskellen i Martinsens og Gadamars forståelse er, at Martinsen har en fortrinsvis induktiv tilgang 

til erkendelse, hvorimod hermeneutikken har en mere deduktiv tilgang med baggrund i begrebet 

horisontsammensmeltning, hvor meningsbærende hypoteser ”viser sig at passe”. 

Nedenstående beskrives den videnskabelige erkendelse, som den professionelle, forskeren bærer 

med sig, når den fænomenologiske hermeneutiske metode anvendes i det professionelle møde, 

og i forskningen af de bløde værdier. 

Den fænomenologiske hermeneutiske metode skal opfattes som en samlet metodisk enhedsforståelse. 

Det er fundet meget væsentligt, at den professionelle og/eller forskeren i det relationelle 

møde og i forskningsprocessen, kan sondre mellem den fænomenologiske og hermeneutiske 

tilgang. Kunsten er her at veksle mellem spontanitet og eksplicit brug af forforståelsen, velvidende 

at forforståelsen er til stede i hele processen. 

Den fænomenologiske tilgang giver den professionelle ”adgang” til de medmenneskelige 

spontane livsytringer, hvor patientens umiddelbare livsverden får mulighed for at åbne sig, uden 

indblanding af bundne fortolkninger. 

Den professionelles empatiske færdigheder går ud på at være nærværende, at lytte og høre 

patientens appel, ”at lide med” den patienten. Denne umiddelbare tilgang til patientens livsverden 

kan sidestilles med den induktive tilgang, hvor forforståelsen ligger i dvale for en kort stund. Det 

kan udtrykkes således, at der i dette rum er tale om en form for ”metafysisk-forforståelse”, hvor 

menneskelige egenskaber som tillid, barmhjertighed og talens åbenhed, vil sætte den professionelles 

sanser i bevægelse. Den professionelle skærper sin spontane tilgang til ”at have noget på 

fornemmelsen”. Der er således tale om en slags begyndende ”indsigt” med en uudfoldet 

erkendelse. At være bevidst om sin væren i det fænomenologiske rum, anses som en afgørende 

proces for, at få de ægte følelser og oplevelser frem – både hos patienten og den professionelle. 

Den iboende hermeneutiske tilgang har ligeledes betydning for, at fremme de mellemmenneskelige 

relationer i det professionelle møde, og i forskningsprocessen. Her tænkes på forståelsesprocessen 

i tydningen og fortolkningen af patientens livsfænomener (problemer i sygdom og 

lidelse), hvor den professionelle anvender sin forforståelse ud fra den phronetiske kundskabsform. 

En forforståelse, som må sætte ind på det rigtige tidspunkt imellem de spontane livsytringer. 

Gennem den hermeneutiske tilgang er der således tale om en deduktiv tilgang, som foregår interagerende 

i den induktive tilgang (Hansen 2000). 

I tilknytning til ovenstående skal det pointeres, at hverken den rene induktive tilgang eller den rene 

deduktive tilgang kan stå alene – hverken i det professionelle møde eller i forskningsprocessen. 

Den spontane omsorg i livsytringernes sfære vil altid gå over i en mere forstående tilgang, som har 

baggrund i den professionelles faglige og moralske skøn gennem den sanselige forståelse. 

Eksempelvis har patienternes erfarede livsverden grundlæggende betydning for, hvad der kan 

opfattes som god behandling og pleje. Her har den induktive tilgang stor betydning for at få indsigt 




i patienters livsverden. Den deduktive tilgang vil løbende komplementere den induktive tilgang, 

hvor den professionelle og/eller forskeren inddrager deres synspunkter og forklaringer, ud fra deres 

erfaringer og teoretiske forståelser. 

Kvalitativ forskning 

I forlængelsen af den fænomenologiske hermeneutiske metode er det fundet aktuelt, at komme 

ind på andre væsentlige procesegenskaber, som den professionelle og/eller forskeren skal besidde. 

Der er her tale om de procesegenskaber, der er knyttet til det kvalitative forskningsinterview. Det 

kvalitative forskningsinterview er udførligt beskrevet af professor Steinar Kvale. Der skal her 

trækkes områder frem, som supplerer den fænomenologiske hermeneutiske metode, og som er 

væsentlige at medtænke. 

Kvales budskab om processen i det kvalitative forskningsinterview kan opfattes som en blanding 

af metode, og forskerens medmenneskelige og sociale kompetencer: ”Forskningsinterview er en 

særlig form for menneskelig interaktion, hvor der udvikles viden gennem dialog” (Kvale 1997). 

Intervieweren (den professionelle og/eller forskeren) skal skabe en atmosfære, hvor informanten 

(patienten) føler sig tryg nok til at kunne tale åbent om sine oplevelser og følelser. Og hvor 

intervieweren opretholder en hårfin balance mellem det at søge viden, og iagttagelse af de etiske 

aspekter i den mellemmenneskelige relation. Kvale taler i den sammenhæng om en emotionel 

erkendelsesform, der muliggør adgang til informantens (patientens) livsverden (ibid:130). 

Kvale understreger, at der ikke er tale om en gensidig interaktion mellem to ligeværdige partnere. 

Der er tale om asymmetri, hvor intervieweren definerer situationen, indfører samtaleemnerne og 

styrer interviewforløbet ved hjælp af yderligere spørgsmål. 

Forberedelsen, hvor formålet klart formuleres, har afgørende betydning for interviewets forløb og 

resultat. Temaer for interviewet kan være mere eller mindre struktureret ved, at intervieweren kan 

anlægge indirekte indfaldsvinkler. Det fremhæves ligeledes, at akademiske forskningsspørgsmål 

skal udformes i en let dagligdags form. Når det kvalitative forskningsinterview anvendes, vil asymmetrien 

bestå i, at informanten sideløbende med spontaniteten i processen, også guides til de 

formål, der på forhånd er sat for forskningen. 

I de efterfølgende to afsnit skal der fremføres argumenter for anvendelsen af den kvalitative metode, 

og ligeledes belyses, hvordan den kvalitative og kvantitative metode kan komplementere hinanden. 

Argumenter for kvalitativ forskning 

Ved læsning af den nationale strategiplan for sundhedsvidenskabelig forskning i Danmark 

(NASTRA), må man konkludere, at denne forskning udelukkende omfatter områder, som primært 

kan udforskes gennem naturvidenskabelige forskningsmetoder (Det Nationale Strategiudvalg for 

Sundhedsvidenskab 1995). Den samme konklusion er læge Inga Marie Lunde også kommet til, idet 

hun konstaterer, at de rodfæstede medicinske forskningsidealer i det kvantitative paradigme, gør 

det vanskeligt at acceptere den kvalitative forskning (Lunde 1996). Vedrørende forskning inden for 

de bløde værdier har Jan Mainz udtrykt følgende: ”Det står klart, at der ikke er forsket ret meget 

i de bløde værdier. Forskning i bløde værdier er i vidt omfang kvalitativ og derfor væsensforskellig 

fra den traditionelle forskning inden for det lægevidenskabelige område. Det begrænser i sig selv 



mulighederne for at forske” (Mainz 2001) 

Med baggrund i ovenstående, er det derfor fundet nødvendigt, at fremføre argumenter for anvendelsen 

af kvalitativ forskning. Retfærdigvis skal det dog nævnes, at den kvalitative forskningsmetode 

gennem de senere år er set anvendt i en række danske sygeplejerskers forskningsprojekter på 

ph.d. niveau og i projekter relateret til udvikling af sygeplejen (National delstrategi for sygeplejeforskning 

1999). Og på både nationalt og internationalt plan ses sygeplejen fra 1986 og frem i 

stigende grad, at vægte filosofier og metoder inden for hermeneutik og fænomenologi (Kirkevold 

1993b; Hickman 1995; Meleis 1992). 

Ofte forekommende argumenter imod anvendelsen af kvalitativ forskning, kan henføres til 

spørgsmålene om generaliserbarhed og validitet. Begge forhold er blevet behandlet af Bent Flyvbjerg 

gennem hans fremlæggelse af ”case-studiet som forskningsstrategi” (Flyvbjerg 1996:137- 

158). Flyvbjerg gør her op med fem påståede overforenklinger af case-studiet, hvor der her skal 

lægges vægt på Flyvbjergs rettelser (modifikationer) vedrørende kontekstafhængig viden (overforenkling 

nr. 1), generalisering (overforenkling nr. 2) og bias (overforenkling nr. 4). 

Overforenkling nr.1: Generel teoretisk (kontekstuafhængig) viden er mere værdifuld end praktisk 

(kontekstafhængig) viden. 

Rettelse nr. 1: Forudsigende teorier og universaler findes ikke i studiet af menneske og samfund. 

Konkret, kontekstafhængig viden er derfor mere værdifuld end forgæves søgen efter forudsigende 

teorier og universaler. 

Flyvbjerg siger, at case-studiet netop producerer den type kontekstafhængige viden, som muliggør 

bevægelsen fra nybegynder/avanceret og kompetent udøver til ekspertniveauet (Dreyfus Benner 

kompetenceudvikling). Denne udvikling er netop betinget af flere tusinde konkrete cases. Denne 

læringsmetode sidestiller Flyvbjerg med forskning. Argumentet er således, at det kun er i kraft af 

cases, man overhovedet kan bevæge sig fra begynderniveau til ekspertniveau. Og hvis man i forskningen, 

og for den sags skyld i læreprocessen, bliver hængende i de begyndende kompetencetrin, 

er der tale om ”den analytiske rationalitets ironi og begrænsning: ”Den er utilstrækkelig for gode 

resultater i udøvelsen af en profession” (Flyvbjerg 1996). Flyvbjerg understreger i forlængelse heraf, 

at der i sidste instans kun eksisterer kontekst-afhængig viden i studiet af menneske og samfund. 

Med disse argumenter skærper Flyvbjerg forståelsen for, hvad den phronetiske kundskab tilbyder 

i sin egenart, og at kvalitativ forskning, når det handler om menneskeskabte oplevelser, kan 

stå alene uden støttende kvantitative undersøgelser. 

Overforenkling nr.2: Man kan ikke generalisere på grundlag af en enkelt case. Derfor kan casestudiet 

ikke bidrage til videnskabelig udvikling. 

Rettelse nr. 2: Man kan ofte med fordel generalisere på grundlag af en enkelt case, og case-studiet 

kan udmærket bidrage til videnskabelig udvikling via generalisering som supplement eller alternative 

metoder. Men formel generalisering er overvurderet som kilde til videnskabelig. 

Her tager Flyvbjerg udgangspunkt i naturvidenskaben, hvis fortalere misforstået tillægger den tilfældige 

store stikprøve en fundamental betydning for generaliseringsargumentet. Hertil svarer Flyvbjerg, 

at naturvidenskabelige udledninger gennem tiderne har bestået i ét tankeeksperiment og 




i ét praktisk eksperiment. Også nutidens forskning generaliserer ud fra få eksperimenter, som 

netop er betinget af den intuitive, holistiske og synkrone problemløsning. Flyvbjerg ræsonnerer således, 

at den stærke betoning på generalisering, det være sig på grundlag af store stikprøver, er 

stærkt overvurderet som hovedkilde til videnskabelig udvikling (ibid:147). Flyvbjerg understreger, 

at store stikprøver ikke er værdiløse, hvor der er brug for af fastslå udbredelsen af et fænomen, 

og ser sådanne undersøgelser som supplement til case-studiet. 

Overforenkling nr. 4: case-studiet indeholder en tendens (et ”bias”) til verifikation, forstået som 

en tilbøjelighed til at bekræfte forskerens forudfattede opfattelser. 

Rettelse nr. 4: Der er intet, som tyder på, at case studiet i højere grad end andre metoder indeholder 

en tendens (et ”bias”) til verifikation af forudfattede opfattelser hos den eller de forskere, som 

udfører studiet. Tværtimod tyder erfaringer på, at case studiet indeholder en tendens til falsifikation 

af forudfattede opfattelser i højere grad end en tendens til verifikation. 

Argumentet herfor er, at case-studiet i virkeligheden har en strengere metoderigorisme end den 

naturvidenskabelige (værdifrihed og test på få variable), idet case-studiets rigorisme går tæt på 

virkeligheden, og tester alle opfattelser direkte i forhold til fænomener, som udfolder sig i praksis 

på virkelighedens præmisser. Og erfaringer har netop vist, at forskerne i de dybdeborende kvalitative 

undersøgelser har måttet falsificere deres forudfattede opfattelser. Samtidig argumenteres der 

med, at de naturvidenskabelige metoder ligeledes er præget af forskerens arbitrære subjektivisme 

og tendens til verifikation (forskerskabt bias) i valget af de variable, der udvælges for måling. Det 

vil betyde, at forskeren netop skal inddrage sin forforståelse i form af teorier og erfaringer, og 

herigennem er parat til at justere og udvikle den forforståelse, som han/hun har i forvejen. Det 

forudsættes således, at validiteten af data styrkes ved de horisontsammensmeltninger, som foregår 

mellem forskeren og patienten i en given kvalitativ forskningsproces. 

Men validiteten af kvalitativ forskning kan også anskues ud fra andre indfaldsvinkler. I den sammenhæng 

skal der tages udgangspunkt i den proces, hvor forskeren og/eller den professionelle 

skal gennemføre eller vurdere kvalitative forskningsresultater. 

At vurdere gennemførte kvalitative undersøgelsers validitet er forholdsvis ukendt for sundhedsprofessionerne. 

Interessen eller ønsket herom har ikke været til stede. 

De professionelle opfordres til at vurdere de kvalitative studier ud fra de såkaldte gyldighedskriterier. 

Budskabet er, at kvalitative studier skal vurderes ud fra kriterier, som er udviklet og tilpasset 

det kvalitative paradigme (se nærmere herom i afsnittet om kvalitativ evidens). 

Disse gyldighedskriterier svarer til de validitetskrav, som Kvale anbefaler anvendt i det kvalitative 

forskningsinterview. For Kvale er validitet ikke ensbetydende med talmæssige resultater. Bredere 

set drejer validitet sig om, hvorvidt en metode undersøger det, den har til formål at undersøge. 

Dvs. i hvilket omfang dybdeinterview faktisk afspejler de fænomener, som forskningen har til 

hensigt at belyse. 

Kvale påpeger, at kvalitativ forskning ud fra denne opfattelse kan føre til videnskabelig viden, når 

sandheden konstitueres gennem dialog. Og gyldig viden opstår, efterhånden som modstridende 

fortolkninger og handlemuligheder diskuteres, og forhandles, blandt medlemmerne (Kvale 1997). 



Kvale opdeler gyldighedskriterierne for kvalitativ forskning i håndværksmæssig gyldighed, kommunikativ 

gyldighed og pragmatisk gyldighed. Når Kvale taler om håndværksmæssig gyldighed refererer 

han til forskerens færdigheder som interviewer, fortolker og teoretiker (ibid:232, 236-239). I 

kommunikativ gyldighed er samtalen mellem personer bærer af gyldigheden. Denne gyldighed er 

baseret på tre aspekter. For det første informantens selvforståelse, hvor man søger at afdække 

informantens egen mening med det sagte. For det andet en common-sense forståelse, hvor forskeren 

tolker ud fra almen menneskelig indsigt. Og til sidst et teoretisk niveau, hvor forskeren tolker 

ud fra en teoretisk tilgang til emnet, som en del af forforståelsen (ibid:239-242). Den pragmatiske 

gyldighed kan relateres til undersøgelsens overførbarhed eller anvendelighed. Det pragmatiske 

validitetsbegreb ”går videre end kommunikationen”, og repræsenterer et stærkere videnskrav end 

enighed opnået gennem dialog. Pragmatisk validering støtter sig til fortolkningerne, og rummer en 

forpligtelse til at handle. Det må således fortolkes i den retning, at forskningens resultater er 

praksisrelevante, og samtidig rummer en etisk dimension med henblik på, at skabe forståelse og 

forandring i en lignende praksissituation (ibid:242-246; Kvale 1996). 

Kvale gør mindre ud af reliabiliteten (pålideligheden) i det kvalitative forskningsinterview. Reliabilitet 

vedrører forskningsresultaternes konsistens. Det kvalitative forskningsinterview er velegnet til 

anvendelse af ledende spørgsmål med henblik på tilbagevendende at kontrollere reliabiliteten af 

de interviewedes svar. I relation til reliabilitetsbegrebet beskriver Kvale to andre situationer til opnåelse 

af denne, hvor forskernes forskellige meninger fører frem til intersubjektiv enighed. Intersubjektiv 

enighed kan opnås ved, at to eller flere forskere uafhængigt af hinanden udskriver samme 

interviewpassage, eller at to eller flere forskere uafhængigt af hinanden fortolker de samme 

interview (Kvale 1997). 

Det er vigtigt, at forskeren i selve forskningsprocessen anvender de ovenstående validites- og reliabilitetstkrav 

som grundlæggende ramme for gennemførelse af kvalitativ forskning og/eller som udgangspunkt 

for at vurdere kvalitative undersøgelser. 

Da kvalitetsudvikling inden for omsorg vinder større og større indpas i sundhedsvæsenet, er det 

af stor betydning, at de professionelle har viden om og forståelse det nyere begreb kvalitativ evidens. 

Viden om kvalitativ evisens har afgørende betydning for, at velfunderede kvalitative forskningsresultater 

bliver anvendt i forbedring af den sundhedsfaglige kvalitet. Hvor anvendelsen af 

kvalitative forskningsresultater har afgørende betydning for at sikre en bedre kompliance, idet patienternes 

oplevelser og erfaringer danner grundlag for at kunne møde patienten på en forstående 

og dialogbaseret måde det mellemmenneskelige møde i sundhedsvæsenet. 

Kvalitativ evidens og kvalitetsudvikling 

Når omsorg i de mellemmenneskelige relationer vægtes højt i den kommende kvalitetsudvikling 

må udfordringen til at udforske, diskutere, udvikle og anvende kvalitativ evidens tages op på både 

den nationale og lokale dagsorden i sundhedsvæsenet. Vi har som sundhedsprofessioner en forpligtelse 

hertil, hvis vi seriøst mener, at systematiseret forskning om patienters oplevelser, erfaringer, 

ønsker og etiske værdier skal indgå som væsentlig vidensgrundlag i de kliniske beslutningsprocesser. 

Det vil gavne patienten, de sundhedsprofessionelle og sundhedsvæsenet. Og således at 

de professionelle på sigt kan basere god behandling og pleje på evidensbaserede kvalitetsmål, der 

inddrager såvel kvantitativ som kvalitativ forskning. 

I litteraturen om evidensbaseret sygepleje og medicin ses i stigende grad opfordringer til at påbegynde 

en ny evidensbaseret tilgang (Dixon-Woods 2001; Morse 2001). Det nyere begreb er i den 




sammenhæng kvalitativ evidens, som medfører, at de sundhedsprofessionelle integrerer kvalitative 

forskningsresultater i beslutningsgrundlaget i plejen til og behandlingen af patienterne. Intentioner 

om en sådan forstående tilgang er imidlertid ikke et nyt budskab i sundhedsvæsenet. Det nye i 

budskabet er, at gyldig og pålidelig kvalitativ forskning kan og skal betragtes som fuldgyldig evidens 

i den kommende kvalitetsudvikling. Og væsentligt er det, at kvalitativ evidens bidrager til åben 

kommunikation og erfaringsudveksling mellem den professionelle og patienten, idet god kvalitet 

i denne kontekst baserer sig på forskning om patienters nuancerede oplevelser og erfaringer 

som ekspert i forhold til egen sygdom og lidelse. 

Resultater fra kvalitativt velfunderede undersøgelser (kvalitativ evidens) udvikles oftest ud fra 

forskningsmetoder som fænomenologi, hermeneutik, etnografisk feltarbejde og grounded theory. 

Overordnet er der metodemæssigt tale om dybdegående observationer og dialog med de inkluderede 

informanter i undersøgelsen. Dette giver forståelse for samt forklaringer på komplekse individuelle 

og kollektive dynamikker om menneskets oplevelser, erfaringer, motivationer og handlinger. 

Forskeren genererer hypoteser og tester disse undervejs i forskningsprocessen, og hvor den løbende 

falsifikation er med til at eliminere forskeres forudfattede meninger. Forskeren går tæt på virkeligheden 

og tester alle opfattelser direkte i forhold til fænomener, der udfolder sig i praksis på virkelighedens 

præmisser. Gyldig viden udforskes i en cirkulær proces efterhånden som modstridende 

fortolkninger og handlemuligheder udveksles på et dybdegående niveau (Polit & Hungler 1999). 

Det er især inden for den lægefaglige litteratur, at der mere systematisk er blevet publiceret artikler 

omkring den nye tilgang kvalitativ evidens i evidensbaseret praksis. 





Den nye tilgang 

Kapitel 7 - Den nye tilgang 

Dixon-Woods og Fitzpatrick skriver i British Medical Journal, at den fastlåste insisteren på at kontrollerede 

undersøgelser er den eneste evidens for den behandlingsmæssige effekt er begyndt at 

aftage:”the rigid insistence on controlled trials as the sole source of evidence on effectiveness that 

characterised the beginning of the evidence based healthcare movement is fading” (Dixon-Woods 

2001). 

Det understeges i samme tidsskrift, at kvalitativ forskning har etableret en plads for sig selv. Der 

ses en øget erkendelse af, at forskellige typer evidens kan bidrage til systematiske reviews. Og 

hvor et centralt budskab er, at også de non-farmakologiske interventioner i vid udstrækning bør 

indgå som kvalitativ evidens på interventionsniveau – specielt med hensyn til de sociale og undervisnings-mæssige 

interventioner (Dixon-Woods 2001). Forfatterne fortsætter med at undre sig i 

forbindelse med et nyere Cochrane Review vedrørende kommunikation til børn og unge med cancer. 

De fremhæver, at review’et kunne have givet bedre resultater, såfremt kvalitativ forskning 

havde indgået i vurderingen af hvordan kommunikationen kunne forbedres. Af undersøgelsen var 

det kun 6 ud af de 1500 identificerede studier der kunne indgå i nævnte review. Inklusionskriteriet 

var nemlig begrænset til udelukkende at omfatte klinisk kontrollerede undersøgelser (Dixon-Woods 

2001). I litteraturen ses da også en stigende erkendelse af, at der er en række begrænsninger i 

generaliserbarheden af de klinisk kontrollerede undersøgelser. Et væsentlig argumentet herfor er, 

at inklusions- og eksklusionskriterierne som oftest kun kan overføres til meget specifikke grupper 

af patienter (Morse 2001; Dahler-Eriksen 1998). I forhold til den mere indholdsmæssige dimension 

udtrykker Black: 

”RCT provide information on the value of an intervention shorn of all context, such as patient’s beliefs 

and wishes and clinicians attitudes and beliefs, despite the fact that such variables may be crucial 

to determining the success of the intervention” (Black 1996). 

Heraf fremgår det, at de klinisk kontrollerede undersøgelser, og dermed kontekstuafhængig viden, 

ikke kan stå alene hvis der skal være tale om succesfulde interventioner i sundhedsvæsenet. Og 

hvor der i vid udstrækning i både den sygepleje- og lægefaglige litteratur ses enighed om, at der 

er et behov for at forstå, hvordan de kvalitative og kvantitative forskningsresultater kan komplementere 

hinanden – i stedet for at argumentere for, hvad der er rigtigt og forkert ved de to tilgange 

(Closs 1999; Rousseau 1999). Det drejer sig derimod om at vurdere, hvad der bedst kvalificerer 

de rejste spørgsmål i forsknings- og kvalitetsudviklingsprocessen, samt at være bevidst om, at de 

forskellige forskningsdesign hver for sig inden for både det kvantitative og det kvalitative paradigme 

har såvel styrker som svagheder (Dawes 1999;Closs 1999). 

Traditionelt set har kvalitativ forskning i hovedtræk været anvendt som indledende forskning til 

kvantitativ forskning, som eksempelvis i udvikling af måleområder (items) for et instrument. Eller 

anvendt i udvælgelsen af hensigtsmæssige outcome i kliniske undersøgelser. Og ikke mindst ses 

kvalitativ forskning anvendt i begrebsudvikling af sygeplejefænomener som kronisk træthed, 

smerter, obstipation, kvalme etc. 

I nyere litteratur om evidensbaseret praksis ses det nu markeret, at kvalitativ forskning skal indgå 

som videnskabelig dokumenteret viden på interventionsniveau. Incitamentet herfor er: 



”at klinisk praksis involverer komplekse interventioner og individuelle patienter, der i deres sygdom 

lever med en mængde bekymringer – integreret i deres vaner og forhold, som på en eller anden 

måde indvirker på den behandlingsmæssige effekt” (Campell 2000 egen oversættelse). 

Det er således yderst relevant, at sundhedspersonalet anvender forskningsresultater om, hvordan 

patienter har det med at kunne håndtere og klare en bestemt sygdom, symptomer og reaktioner. 

Og ligeledes anvender forskningsresultater om, hvordan patienter håndterer og klarer de interventioner, 

som iværksættes i sundhedsvæsenet – hvad betyder det for patienten – hvordan opleves 

det at have diabetes eller kroniske smerter – hvad synes patienter der hjælper/ikke hjælper. Patienterne 

vil, ved at blive involveret i denne viden, føle sig forstået, respekteret, velinformeret og 

vil med større sandsynlighed komme i behandlingsmæssig kompliance og dermed bedre kunne 

mestre egen sygdomssituation og oplevelse. 

Anvendelsen af kvalitative forskningsresultater 

Der findes ikke megen vejledende litteratur om anvendelsen af kvalitative forskningsresultater i den 

kliniske praksis. Der ses dog en stigende tendens til at indføre sygeplejersker og læger i, hvordan 

kvalitativ evidens kan overføres til kliniske situationer (pragmatisk gyldighed ifølge Kvale). Et 

centralt budskab er som tidligere nævnt, at de kvalitative undersøgelser kan bruges til at 

komplementere fund i de kvantitative undersøgelser, og kan give indsigtsfuld viden i de processer, 

som bidrager til effektive pleje- og behandlingsresultater (Green 1998; Campell 2000; Giacomini 

2000; Morse 2001; Kearney 2001; Dixon-Woods 2001). Kearney ligger op til en begyndende debat 

om, hvordan kvalitativ evidens kan anvendes i praksis. 

”Qualitative findings, both complex and simple, that portray newly discovered concepts or explanations 

of human experience can be applied directly in certain clinical situations without intervening 

steps of replication or transformation into quantitative tools” (Kearney 2001). 

Der ses her en opfordring til, at kvalitativ evidens om nyudviklede begreber eller forklaringer om 

patientoplevelser og erfaringer kan anvendes direkte i bestemte kliniske situationer uden mellemliggende 

trin i form af gentagelse eller overførsel ind i kvantitative studier. Det indikeres således, at 

de kvalitative studier har en selvstændig plads i den evidensbaserede praksis. I den sammenhæng 

giver Kearney eksempler på anvendelsen af kvalitativ evidens, hvor det fremhæves, at kvalitativ 

evidens kan anvendes med en stigende grad af synlighed og patientinvolvering. 

Forfatteren kategoriserer flere måder for anvendelsen af kvalitativ evidens. 

Insight or emphathy er en måde, hvor kvalitative undersøgelsesresultater skal hjælpe klinikeren 

til bedre at forstå patientoplevelser, og herigennem lære hvordan det føles at være i en given 

sygdoms- og/eller lidelsessituation. Viden herom kan hjælpe klinikeren til at få indsigt i patientens 

oplevelser, og derved støtte patienten på en mere sensitiv måde. Ved at anvende denne forståelse 

bliver klinikeren mere opmærksom på nye symptomer og reaktioner hos patienten, anerkender typiske 

og atypiske patientreaktioner, og bliver i stand til at se sammenhænge i den kontekst patienten 

befinder sig i. Kvalitativ evidens vil derigennem berige klinikerens vidensbase over tid (Kearney 

2001). 

Anticipatory guidance og Coaching beskrives ligeledes som nogle anvendelsesmåder af kvalitativ 

evidens som indebærer, at klinikeren åbent deler kvalitative fund med patienten. Som sådan er der 




her tale om en intervention i sig selv. Patienten bringes således til at bruge og være bevidst om 

egne oplevelser og/eller bliver kendt med hvilke trin, der følger i sygdomsforløbet. Patienterne 

bliver på denne måde tilbudt a research-based perspective på, hvad de skal igennem baseret på 

andre patienters oplevelser og erfaringer. Ud over at patienten bliver bedre til at ”se” hvilke 

ressourcer, der er brug for forude skriver Kearney, at dele (to share) kvalitativ evidens også er med 

til at patienten føler sig mindre ensom i sygdomsoplevelserne. Det foreslås, at også patienterne 

bør indgå som peer-reviewer (i kritisk vurdering) af kvalitativ forskning (Kearney 2001). Kearney 

kommer ind på det forhold, at disse nævnte anvendelsesmåder af kvalitativ evidens kan virke 

upålidelig i en outcome-orienteret udvikling af den sundhedsfaglige kvalitet (Kearney 2001). 

Kearneys anvendelsesområder hænger således meget fint sammen med Donabedians teori om 

struktur-proces-outcome paradigmet som den danske kvalitetsudvikling er bygget op omkring. Her 

er i særdeleshed processen en sløjfe, således at man på baggrund af et outcome kan gå tilbage 

og evaluere procesmål/procesindikatorer og strukturmål/strukturindikatorer. Donabedians budskab 

er, at såvel struktur,- proces,- og outcomeindikatorer er evaluerbare og eller målbare. Og hvor det 

tydeligt markeres, at kvalitetsvurdering på udelukkende outcome-niveau alene ikke kan udsige 

noget om kvaliteten: ”Outcome do not directly assess quality of performance. They only permit an 

inference about the quality of process and trckture of care” (Donabedian 1988). Hvis kvaliteten er 

god, kan man sige, at der har været en høj grad af sammenhæng til de tilknyttede procesog 

strukturindikatorer. Men af større vigtighed er det, når dårlige resultater (poor outcomes) bliver 

konstateret. Dette kan nemlig retfærdiggøre, at man evaluerer især procesmål/procesindikatorer, 

for derved at søge medvirkende faktorer til den dårlige kvalitet (Donabedian 1992a). Det betyder 

således, at kvalitativ evidens om patienters oplevelser og erfaringer inden for bestemte sygdomme 

skal danne procesmål og procesindikatorer samt outcomemål og outcomeindikatrer i den 

kommende kvalitetsudvikling. 

Når kvalitativ evidens således er sat i fokus bliver det en ny udfordring at udvikle evidensbaseret 

kvalitetsudvikling. 

Udfordringer i vurdering af kvalitativ forskning 

De væsentligste barrierer er den måde, hvorpå de kvalitative undersøgelser publiceres, samt 

manglen på eksplicitte kriterier for, hvordan kvalitativ forskning kritisk kan vurderes. Det er ofte 

vanskeligt at vurdere undersøgelsernes validitet og relevans for praksis. Paley og Giorgi 

understreger den fortsatte mangel på en synlig kvalitativ metoderigorisme i de publicerede 

undersøgelser. Der peges på, at forskerne i mange tilfælde undlader at definere sammenhængen 

mellem de i undersøgelsen rejste spørgsmål og de anvendte metoder. Der ”lukkes af ” for nødvendig 

information til læserne, idet forskerne ikke i tilstrækkelig grad beskriver metodevalg i forhold 

til informanter (sample size, sampling method), dataindsamling og anvendte analyseteknikker. Ligeledes 

ses det som meget kritisk, at forskerne undlader at belyse undersøgelsens relevans for 

praksis (Paley 1997; Giorgi 2000a; Giorgi 2000). 

Et andet væsentligt barriereområde er manglende stillingtagen til og erfaringer i systematisk 

vurdering af kvalitative undersøgelser. Der findes i dag en række modeller, som kan anvendes i 

vurdering af litteraturen. Men desværre er disse modeller, eller rettere vurderingsredskaber, ikke 

systematisk blevet testet for deres indholdsmæssige og praktiske anvendelighed. En anden underliggende 

barriere for denne manglende stillingtagen til kritisk vurdering af kvalitative forskningsresultater 

har især baggrund i den i dag anvendte model for evidensgraduering, som angivet i figur 1. 



Publikationstype Evidens Styrke 

Metaanalyse, Systematisk oversigt 

Ia 

A 

Randomiseret kontrolleret studie 

Ib 

Kontrolleret, ikke-randomiseret studie 

IIa 

B 

Kohorteundersøgelse 

IIb 

Diagnostisk test (direkte diagnostisk metode) IIb 

Case-control undersøgelse 

III 

C 

Diagnostisk test (indirekte nosografisk metode) III 

Beslutningsanalyse 

III 

Deskriptiv undersøgelse 

III 

Mindre serier, Oversigtsartikler 

IV 

D 

Ekspertvurdering, Ledende artikel 

Fig. 1 (Matzen 1999) 

IV 

De klinisk kontrollerede undersøgelser er guldstandarden med den højeste grad af evidens 

(Laustsen 2002). Modellen er udviklet med et primært fokus på kritisk vurdering af evidensstyrker 

i forhold til den medicinske behandlingseffekt (Morse 2001; Greenhagl 1997). Modellen er udviklet 

i 70érne uden intentioner om at basere kvalitetsmål, indikatorer og vejledende anbefalinger på 

kvalitativ forskning. Dvs. uden intentioner om, at dokumenteret viden om patienters oplevelser, 

erfaringer og mestring har evidens i forhold til den behandlingsog plejemæssige effekt på procesog 

outcomeniveau. Modellen har været bevaringsdannende for en massiv opsplitning af kvantitativ 

og kvalitativ evidens, hvorved kvalitativ forskning ikke indgår som evidenskilde i vurdering af 

sundhedsfaglig litteratur (Giacomini 2000; Hansen 2001). Modellens referenceramme har som 

oftest den negative konsekvens, at opfattelsen af evidensbaseret medicin og sygepleje misforstås, 

ud fra det synspunkt, at evidens udelukkende kan hentes fra de kvantitative metoder, som angivet 

i modellens kategoriseringer. 

En ikke uvæsentlig barriere for at kunne inkludere de kvalitative undersøgelser er, at vi i Danmark 

ikke har konsensus om, hvordan kvalitativ forskning på en systematisk måde kritisk kan vurderes. 

Tager vi kvalitativ evidens alvorligt, og dermed patienternes synspunkter alvorligt, er en af de 

første udfordringer at komme frem til et pålideligt vurderingsredskab til kritisk vurdering af 

kvalitativ forskning. Således at kvalitativ evidens, hvor det er relevant, kommer til at indgå som 

dokumenteret viden i både de nationale og lokale kvalitetsudviklingsprojekter (Hansen 2002). 

Debat og spørgsmål om hvordan kvaliteten af kvalitativ forskning kan vurderes har været et af de 

områder, som har fået megen opmærksomhed i den internationale metodelitteratur inden for 

sundhedsvidenskaben. Debatten og udvikling af standarder for kritisk vurdering har især været 

centreret om primær kvalitativ forskning, dvs. i vurdering af enkelte undersøgelser (Green 1998; 

Buba 1989; Burns 1998). Men i dag ses en begyndende debat om, hvordan der kan foretages en 

analyse og syntese af flere kvalitative undersøgelser omhandlende samme forskningsområde 

(Aggregating Qualitative Findings) (Morse 2001; Paterson 2001). 

Der findes anbefalede retningslinier og vurderingsredskaber (appraisal tools) for, hvordan primære 

kvalitative undersøgelser (enkelte kilder) kan vurderes for deres validitet og reliabilitet. Morse giver 

udtryk for, hvordan kvalitative forskere har udviklet et stort begrebsapparat og en række procedurer 

for at sikre den metodemæssige rigorisme i den kvalitative forskning (Morse 2001). Det falder 

imidlertid uden for denne publikations rammer i detaljer at diskutere disse metodologiske begreber. 




Overordnet set adskiller de opstillede krav sig ikke afgørende fra de komponenter, der anvendes 

i vurdering af intern og ekstern validitet i forhold til de kvantitative undersøgelser. Det enkelte 

studie vurderes kritisk for dets sampling, dataindsamling, analyse- og fortolkning og undersøgelsens 

resultater (Burns 1998; Guba 1994; www.phru.org.uk~casp/ ). 

I vurdering af flere forskningskilder vedrørende samme forskningsområde (Aggregating Qualitative 

Findings) skal en forholdsvis ny metodetilgang, nemlig meta-studier for kvalitativ forskning omtales. 

Paterson et al. har eksempelvis gennemført et meta-studie baseret på 292 kvalitative primærkilder 

vedrørende patienters erfaringer med at have en kronisk sygdom. Et af hovedspørgsmålene 

i dette studie var at komme frem til, hvorfor nogle patienter finder mening og håb i at leve med 

en kronisk sygdom, og hvorfor andre ikke gør. Meta-studiet har betydet en omfattende udforskning 

af bl. a. begrebet stigma i forhold til at leve med en kronisk sygdom. (Paterson 2001). 

Til en vis grad analogt til de kvantitative metaanalyser foregår der i stigende grad meta-studier på 

kvalitativ forskning. Der er tale om et avanceret forskningsdesign i en systematisk forskningsproces, 

hvor man på et aggregeret niveau analyserer teorier, metoder, og resultater fra tidligere kvalitative 

undersøgelser, dvs. fra primær kvalitativ forskning. 

Også i forhold til meta-studierne er det på sigt vigtigt, at komme frem til en enighed om et pålideligt 

vurderingsredskab, hvorved validiteten og reliabiliteten kritisk kan vurderes ud fra eksplicitte 

kriterier. 

Når omsorgen i de mellemmenneskelige relationer vægtes højt i den kommende kvalitetsudvikling 

må udfordringen til at udforske, diskutere, udvikle og anvende kvalitativ evidens tages op på både 

den nationale og lokale dagsorden i sundhedsvæsenet. Vi har som sundhedsprofessioner en forpligtelse 

hertil hvis vi seriøst mener, at systematiseret forskning om patienters oplevelser, erfaringer, 

ønsker og etiske værdier skal indgå som væsentlig vidensgrundlag i de kliniske beslutningsprocesser. 

Det vil gavne patienten, de sundhedsprofessionelle og sundhedsvæsenet. Og således, at 

vi på sigt kan basere god behandling og pleje på evidensbaserede kvalitetsmål, der inddrager såvel 

kvantitativ som kvalitativ forskning. 





Referencer 

Kapitel 8 - Referencer 

Amterne, H:S, Sundhedsministeriet. 2003. Patienternes vurdering af landets sygehuse. Patienttilfredshedsundersøgelse 

år 2003. Spørgeskema blandt 34.000 patienter. København: Enheden for 

Brugerundersøgelser. 

Ammentorp J, Rørdam D, Larsen LM. 1999. Vejen til høj kvalitet på et akut modtagerafsnit. Sygeplejersken 

50:26-34. 

Ammentorp J, Kofoed PE. 2002. Kvalitetsudvikling som en kontinuerlig proces. Sygeplejersken 

20:53-55. 

Andersen Y, Pedersen PU, Hansen MN. 1995. Kvalitetssikring fra A til Z -en grundbog for 

sygeplejersker. København: Dansk Sygeplejeråd. 

Appleton J. 1995. Analysing qualitative interview data: addressing issues of validity and reliability. 

Journal of Advanced Nursing 22:993-997. 

Anderson LA. 1991. Improving Patient and Provider Communication: A Synthesis and Revieiw of 

Communication Interventions. Patient Education and Counseling 17: 99-134. 

Andrews M.1996. Validity in qualitative health care research: an exploration of the impact of 

individual researcher perspevtives within collaborative enquiry. Journal of Advanced Nursing 

23:441-447. 

Beck CT.1999. Quantitative measurement of caring. Journal of Advanced Nursing, 30 (1):24-32. 

Beck J, Melander TP. 1992. Livet i offentlige organisationer. 

1.udgave, 2. oplag. København: Jurist- og Økonomiforbundets Forlag. 

Benner P. 1984. From novice to expert. London: Addison-Wesley. 

Black N. 1996. Why we need observational studies to evaluate the effectiveness of health care. 

British Medical Journal 312(7040):1215-8. 

Brock CD. 1993. Empathy: An Essential Skill for Understanding the Physicians-Patient Relationship 

in Clinial Practice. Fam Med 25 (4):245-8. 

Burns N. 1998. Standards for Quality Research. Nursing Science Quarterly 2(1):44-52. 

Campbell M et al. 2000. Framework for design and evaluation og complex interventions to improve 

health. British Medical Journal 321(7262):694-6. 

Christensen J. et al. 2002. Den Gode Medicinske Afdeling. Ugeskr Læger. Volume 164(38):4437- 

4440. 



Clinical Standards Board for Scotland. www.clinicalstandards.org 

Closs SJ, Cheater FM. 1999. Evidence for nursing practice: a clarification of the issues. Journal of 

Advanced Nursing 30(1):10-7. 

Cutcliffe JR. 1999. Establishing the credibility of qualitative research finding: the plot thickens. 

Journal of Advanced Nursing 30(2):374-380. 

Dahler-Eriksen et al. 1998. Er det randomiserede forsøg overvurderet som klinisk 

beslutningsgrundlag? Ugeskr Læger 160(51):7414-7417. 

Dawes M. et al. 1999. Evidence-Based Practice. London: Churchill Livingstone. 

Delmar C. 1999. Tillid og magt. 1. udgave, 1. oplag. København: Munksgaard. 

Det Nationale Råd. 1999a. Pressemeddelelse om Nationalt Råd for Kvalitetsudvikling i Sundhedsvæsenet. 

København: Sundhedsstyrelsen, oktober 1999. 

Det Nationale Råd. 1999b. Programerklæring for Nationalt Råd for Kvalitetsudvikling i Sundhedsvæsenet. 

København: Sundhedsstyrelsen, oktober 1999. 

Det Nationale Strategiudvalg for Sundhedsvidenskab. 1995. Forslag til en national strategi for 

sundhedsvidenskab. København: Forskningsministeriet. 

Det Sygeplejeetiske Råd. 1991. Sygeplejeetiske Retningslinier. København: Dansk Sygeplejeråd. 

Dixon-Woods M, Fitzpatrick R. 2001. Qualitative research in systematic reviews has established a 

place for itself. BMJ 323(7316):765-6. 

Morse JM, Swanson JM, Kuzel AJ. 2001. The Nature of Qualitative Evidence. London: Sage 

Publications. 

Donabedian A. 1988. The Quality of care. How Can It Be Assessed ? JAMA, sept 23/30 

260(12):1743-8. 

Donabedian A. 1992a. The Role of Outcomes in Quality Assessment and Assurance. QRB, 

November:356-360. 

Donabedian A. 1992b. Quality assurance in health care: Consumers´ role. Quality of Health Care 

1:247-251. 

Donelly C. 2002. Individualized outcome measures: A review of the literature. Canadian Journal 

of Occupational Therapy 69(2):84-94. 




Dozier AM. et al. 2001. Development of an instrument to measure patient perception of the quality 

of nursing care. Res Nurs Health 24(6):506-17. 

uffy JR. 1993. Impact of nurse caring on patient outcomes. In: D. A. Gaut (ed): The presence of 

caring in nursing. New York: National League for Nursing. 

Elgkjær Larsen AM. 1994. Standarder og kvalitetssikring – for hvis skyld? I: Emmy Brandt Jørgensen 

(red.): En antologi om Sundheds- og Sygepleje. København: Akademisk Forlag. 

Eriksen TB., Tranøj KE., Fløistad G. 1985. Filosofi og Vitenskap fra antikken til vår egen tid. Oslo: 

Universitetsforlaget. 

Eriksen TR. 1992. Omsorg i forandring. København: Munksgaard 1. udgave, 1. oplag. 

Flyvbjerg, Bent. 1996. Rationalitet og magt. Bind 1. 1. udgave, 6. oplag. Århus: Akademisk Forlag 

A/S. 

Frank-Stromborg M. 1992. Evaluating Instruments for the Use in Clinical Nursing Research. 

London: Jones and Bartlett Publishers. 

Føllesdal D., Walløe L., Elster J. 1990. Argumentationsteori, språk og vitenskapsfilosofi. 5. utgave. 

Oslo: Universitetsforlaget. 

Gadamar HG. 1995. Truth and Methods. New York: The Continuum Publishing Company. Second 

edition. 

Gadamar HG 1999. I: Jesper Gulddal og Martin Møller (red.): Hermeneutik. En antologi om 

forståelse. København: Gyldendal. 

Giacomini MK, Cook DJ. 2000. Users´Guides to the Medical Literature. Qualitative Research in 

Health Care. Are the Results of the Study Valid ? JAMA 284(3):357-362. 

Giddens A. 1994. Intimitetens forandring. København: Hans Reitzels Forlag. 

Giddens A. 1997. Modernitetens konsekvenser. 3. oplag. København: Hans Reitzels Forlag. 

Giorgi A. 2000a. Concerning the application of phenomenology to caring research. Scandinavian 

Journal of Caring Science 14(1):11-5. 

Giorgi A. 2000. The status of husserlian phenomenology in caring research. Scandinavian Journal 

of Caring Science 14(1):3-10. 

Green J. 1998. Qualitative research and evidence based medicine. BMJ 316(7139): 

1230-2. 

Greenhagl T. 1997. How to read a paper. The basics of evidence based medicine. London: BMJ 

Publ. Group. 



Guba & Lincoln. 1989. Fourth Generation Evaluation. Newbury Park London: Sage Publications. 

Guba & Lincoln. 1994. Competing Paradigms in Qualitative Research. I: Handbook of Qualitative 

Research (red.) Denzin NK and Lincoln YS. London: Sage Publications. 

Gundelach P. 1992. Danskernes værdier. København: Forlaget Sociologi. 

Gundelach P. (red.). 2002. Danskernes værdier 1981-1999. København: Hans Reitzel. 

Habermas J. 1985. Den nya oöverskådligheten: Välfärdsstatens kris och de utopiske energiernes 

utmatting. Ord & Bild, 3. 

Habermas J. 1987. Samtalens fornuft. København: Rosinante. 

Habermas J. 1997. Solidaritet og integration I der moderne samfund. Dansk Sociologi. Nr 1/8, 

Udgivet af Dansk Sociologiforening. 

Hannestad Frøisland og Britt Bøen. 1989. Kari Martinsens og Joyce Travelbees omsorgsteorier. 

Sykepleien, nr. 11:18-21. 

Hansen MN. 2000. De bløde værdiers fremkomst i kvalitetsudviklingen i sundhedsvæsenet. Den 

sociale kandidatuddannelse, Specialeopgave: Ålborg Universitet. 

Hansen MN. 2002. Kvalitativ evidens og kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet. Klinisk Sygepleje 

16(4): 13-24. 

Hansen MN. 2001.Udvikling af referenceprogrammer. Tidsskrift for Sygeplejeforskning 17(3):17-24. 

Hegedus KS. 1999. Providers and consumers perspective of nurses caring behaviors. Journal of 

Advanced Nursing. 30 (5):1090-1096. 

Herman J. 2000. Reading for empathy. Medical Hypotheses. 54 (2):167-168. 

Hickman JS. 1995. An introduction to nursing theory. I: Jukia B. George. Nursing Theories. Fourth 

Edition. Californien: Prentice-Hall International. 

http:www.sundhedsdebatten. 1999. Kritik af patienttilfredsheds-oplæg. http:www.sundhedsdebatten.dk/cg…rtikelbos/search.artikelindeks.pl, 

den 9. september 1999. 

Holm U. 1985. Empati i läkar-patientrelationen. En teoretisk och empirisk analys. Stockholm: 

Almquist & Wiksell International. 

Hornberger HC. 1995. Minimum Data Needed on Patient Preferences for Accurate, Efficient Medical 

Decision Making. Medical Care 33(3): 297-310. 

Hounsgaard L. 1998. Omsorg og uddannelse –Sygepleje som moralsk praksis. Skrift-Serie fra 

Danmarks Sygepleje nr. 63. 




Jacobsen MH. 2002. Frygtkultur og risikosamfund. Social Kritisk nr 84:65-77. 

Jensen K. 1997. Hjemlig omsorg i offentlig regi. København: Hans Reitzels Forlag. 

Jensen TK. 1990. Sygepleje som etisk know-how –hermeneutik og livsverden, menneskesyn og 

metode. I: Torben K. Jensen, Lars Ulrik Jensen og Won Chung Kim (red.): Grundlagsproblemer i 

sygeplejen. Århus: Philosophia. 

Jungersen D.. 2001. ”Kliniske retningslinier” for de bløde værdier”. Ugeskr Læger 163(49): 6931-2. 

Junker K. 2000. Behovet for humaniora i klinisk medicin. Ugeskr Læger 162(51):6969-71. 

Juul Jensen U. 1996. Humanistisk sundhedsforskning –Videnskabsteoretiske perspektiver. I: Inga 

Marie Lunde og Pia Ramhøj (red.): Humanistisk forskning. København: Akademisk Forlag. 

Juul S. 1998. Fælleskab og solidaritet i Danmark. København: Socialforskningsinstituttet. 

Juul S. 2002. Modernitet, velfærd og solidaritet. København: Hans Reitzels Forlag. 

Jyllandsposten 2002. Patienter flygter fra dårlige samtaler. Fredag den 19. april 2002. 1. sektion. 

Morgenavisen, Jyllandsposten. 

Kassierer JP. 1998. Managing care – Should We Adopt a New Ethic ? The New England Journal og 

Medicine 339(6):397-398. 

Kemp P. 1998a. Et liv der ikke dør. En bog om lægekunst og menneskelighed. Spektrum. 

Kemp P. 1998b. Fra videnskab til kunst. Sygeplejersken. Nr. 14/15:24-25. 

Kemp P. 1999. Individualitetens advokater i 100 år. Sygeplejersken. Nr. 43:14-21. 

Kirkevold M. 1993a. Sygeplejeteorier Analyse og Evaluering. 1. udgave, 1. oplag. København: 

Munksgaard. 

Kirkevold M. 1993b. Klokskap og kyndighed. Oslo: Ad Notam Gyldendal. 

Kjerholt M. 1999. Et spørgsmål om holdninger. Jyllandsposten den 28. december 1999. 

Kleinman A 1978. Concepts and a model for the comparison of medical systems as cultural 

systems. Soc. Sci. & Med 12:85-92. 

Kleinman A. 1980. Patiens and Healers in the Context of Culture. Berkely, Los Angeles, London: 

University of California Press. 

Kvalitetsudvikling i onkologisk behandling og pleje på tværs af sektorer. 1999. Delrapporten: 

Dannelse og kvalitet. Mødet mellem patient, pårørende og fagpersoner. Patienters og pårørendes 

oplevelser. I: Grete Davidsen (red.) Redskaber til kvalitetsudvikling. Forlaget Ankerhus. 



Krag E. 1999a. Sundhedsstyrelsens bud på kvalitetsudvikling. Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen, 

juni nr. 5:204-205. 

Krag E. 1999. Den samspilsramte medicinaldirektør. Sygeplejersken nr 38:9-15. 

Krag E. 2000. Medejerskab og tillid. Journal for Sundhedsvæsenet. Nr. 1, marts:6-7. 

Kragh Jespersen P. 2000. De professionelle, fagbureaukratiet og omstilling i den offentlige sektor. 

I: Tina Ussing Bømler (red.): Sociale organisationer i en omstillingstid. 1. udgave, 3. oplag. 

København: Nordisk Forlag A/S. 

Kristoffersen NJ. 1998. Almen sygepleje. København: Gads Forlag. 

Krogstrup HK. 1997a. Brugerinddragelse og Organisatorisk Læring i Den Sociale Sektor. 1.udgave, 

1. oplag. Århus: Systime. 

Krogstrup HK. 1997b. Brugerinddragelse og organisatoriske læringsprocesser i den offentlige 

sektor. I: Tore Jakob Hegland, Lars Skov Henriksen, Catharina Juul Kristensen (red). Sammenbrud 

eller sammenhold ? København: Akademisk Forlag. 

Kvale S. 1996. Den sociale konstruktion af validitet. I: Inga Marie Lunde og Pia Ramhøj (red.): 

Humanistisk forskning inden for sundhedsvidenskab. København: Akademisk Forlag. 

Kvale S. 1997. Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans 

Reitzels Forlag. 

Latham, CP. 1996. Predictors of Patient Outcomes Following Interactions With Nurses. Western 

Journal of Nursing Research 18(5):548-564. 

Laustsen S. 2002. Monitorering af sygeplejefaglig kvalitet – en vej til evidensbaseret sygeplejepraksis. 

Klinisk sygepleje 16(2):5-12. 

Leininger, M.M. 1995. I: Julia B. George (red): Nursing Theories. The base for professional nursing 

practice. Fourth Edition. California: Prentice-Hall International, Inc. 

Leinonen Tuija. 2001. The quality of perioperative care: development of a tool for perceptions of 

patients. Journal of Advanced Nursing 35(2):294-306. 

Levison W. 1997. Psysician-Patient Communication. The Relationship With Malpractice Claims 

Among Primary Care Pysicians and Surgeons. JAMA 277:553-559. 

Lomborg K. 2000. Livsytringer og etik. I: Herdis Alvsvåg og Eva Gjengedal (red.): Omsorgstænkning. 

København: Gads Forlag. 

Lowe HJ, Lomax EC. 1996. The world wide web: a review of an emerging internet-based 

technology for the distribution of biomedical information. J. Am Med Informatics Assoc 3:1-14. 




Lund J. 2000. Sproget som redskab. Ugeskr Læger. Volume 162(51): 6972-6973. 

Lunde IM, Mainz J. 1993. Integrering af patientperspektiv i kvalitetsvurdering – en ny metode. 

Nordisk Medicin 108(4):121-123. 

Lunde IM. 1996. Sundhedsvidenskab –mellem restriktion og ekspansion. I: Inga Marie Lunde og 

Pia Ramhøj (red.): Humanistisk forskning inden for sundhedsvidenskab. København: Akademisk 

Forlag. 

Lynn MR. 1999. Do nurses know what patients think is important in nursing care ? J Nurs Care Qual 

13(5):65-74. 

Lübcke P. (ed) 1983. Politikens filosofi leksikon. 1. udgave, 3. oplag. København: Politikens Forlag. 

Løgstrup KE. 1998. Den etiske fordring. 2. udgave, 7. oplag København: Gyldendal. 

Mabeck CE et al. 2001. Den motiverende samtale. Klaringsrapport. Nr 1 2001, ISSN: 1398-1560. 

Dansk Selskab for almen medicin. 

Mainz J. 1996. Problemidentifikation og kvalitetsvurdering i sundhedsvæsenet. 1. udgave, 1. oplag. 

København: Munksgaard. 

Mainz J. 2001. Om få år må kun sygehuse med bløde værdier modtage patienter. Ugebrevet 

Mandag Morgen. Nr 5, 5. februar:12-17. 

Malterud K. 1993. Shared understanding og the quality research proces. Guidelines for the medical 

researcher. In: Family Practice 10:201-206. 

Mandag Morgen.1999. Når patienten vågner – et debatoplæg om det 21. århundredes patientkultur. 

Mandag Morgen Strategisk Forum. Huset Mandag Morgen. 

Mandag Morgen. 2001. Det næste velfærdsspring skal komme fra omsorg og service. Ugebrevet 

Mandag Morgen nr.1:9-13. 

Mandag Morgen. 2001a. Om få år må kun sygehuse med bløde værdier modtage patienter. 

Ugebrevet Mandag Morgen nr 5:12-17. 

Markus ER. 1999. Empathy, Humanism, and the Professisionalization Process of Medical Education. 

Academic Medicine 74:1211-1215. 

Margriet A, Schneider M. 1999. The American Journal og Manged Care 5(29):173-181. 

Martinsen K. 1981. Omsorgens filosofi og omsorg i praksis. Sykepleien. nr. 8:4-10. 

Martinsen K 1988a. Ansvar og solidaritet. En moralfilosofisk og sosialpolitisk forståelse av omsorg. 

Sykepleien nr 12:17-21. 



Martinsen K. 1988b. Etikk og omsorgsmoral. Sykepleien nr 13:16-20. 

Martinsen K. 1989. Omsorg Sykepleie og Medisin. Oslo: Tano 

Martinsen K. 1991. Omsorg og makt, ord og kropp i sykepleien. Sykepleien nr. 2:2-29. 

Martinsen K. 1998a. Fænomenologi og omsorg. Tre dialoger. 1. udgave, 1. oplag. København: 

Gads Forlag. 

Martinsen K. 1998b. Fra Marx til Løgstrup. Om etik og sanselighed i sygeplejen. 

1. udgave, 3. oplag. København: Munksgaard. 

Martinsen K 1999. Etikken, kulturen og kroppens sårbarhet. I: (red.) Karen Christensen og Liv 

Johanne Syltevik. Omsorgens forvitring ? Bergen: Fagbokforlaget Vigmostad & Bjørke A/S. 

Matzen P. 1999. Evidensbaseret medicin. I: Lorentzen B, Bendixen G, Hansen NE (edi.). Medicinsk 

Kompendium Bind I, 15. udgave. København: Nyt Nordisk Forlag. 

Meleis AI 1992. Directions for Nursing Theory Development in the 21st Century. Nursing Science 

Quarterly 5(3):112-7. 

Meleis AI. 1992. Directions for Nursing Theory Development in the 21st Century. Nursing Science 

Quarterly 5(3):112-7. 

Morse JM, Swanson J., Kuzel AJ. 2001. The Nature of Qualitative Evidence. London: Sage 

Publications. 

National delstrategi for sygeplejeforskning år 1999-2002. 1999. København: Dansk Sygeplejeråd 

1999. 

Nerdrum P. 1994. Empati i teori og praksis. Tidsskr Nor Lægeforen 114(12):1421-3. 

Nylenne M. 2000. De ”to kulturer” i medisinen. Ugeskr Læger 164(51):6974-8. 

OĆonnor SJ., Hanh QT., Richard MS. 2001. Perceptual Gaps in Understanding Patient Expectations 

for Health Care Services Quality. Quality Management in Health Care 9(2):26-42. 

Olson J. 1997. Nurse-Expressed Empathy, Patient Outcomes, and Development of a Middle-Range 

Theory. Journal of Nursing Scholarship 29(1):71-6. 

Ottosson JO. 1997. Motverker läkarutbildningen sitt syfte ? Läkartidningen 94(15):1365-6. 

Outwaite W 1997. Habermas – en kritisk introduktion. 1. udgave. København: Hans Reitzels Forlag. 

Overgaard AE. 2000. Sanselig sygepleje. I: Herdis Alvsvåg og Eva Gjengedal (red.): Omsorgstænkning. 

København: Gads Forlag. 




Paley JH. 1997. Phenomenology and nursing. Journal of Advanced Nursing 26(1): 187-193. 

Paterson BL et al. 2001. Meta-Study of Quality Health Research. A Practical Guide to Meta-Analysis 

and Meta-Synthesis. London: Sage Publications 

Pedersen P. 1999. Et årtusindeskifte med perspektiver. Ugeskr Læger 161(24):3686-3696. 

Pellegrin K et al. 2001. A Brief Scale for Assessing Patient´s Satisfaction With Care in Outpatient 

Psyhiatric Services. Psychiatric Services 52(6): 816-9. 

Polit & Hungler. 1999. Nursing Research. Principles and Methods. New York: Lippencott 

Poulsen J. 2001. Hårde, bløde værdier. Ugeskr Læger. 163(45):6253 

Rasmussen N Kr. 1994. Faldgruber og vanskeligheder ved spørgeskemaundersøgelser. Tidsskrift 

for Dansk Sundhedsvæsen, juni/juli nr. 6:250-7. 

Richards M. 1995. Offering Choice of Treatment to Patients With Cancers. A review based on a 

symposium held by at the 10 th Annual Conference of The British Psychosocial Oncology Group. Eur. 

J. Cancer 31A (1):112-6. 

Rogers ME. 1995. I: Julia B. George (red): Nursing Theories. The base for professional nursing 


Rolighed A. 2001. Tilliden til det danske sundhedsvæsen skal tyrkes med realistiske mål og høj 

kvalitet. Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren. Nyhedsbrev 10(1):1-4. 

Rousseau N, McColl E, Eccles M. 1999. Qualitative methods in implementation research. I: Thorsen 

T, Mäkela M (red.) Chaning Professional Prctice – Theory and Practice of Clinical Guidelines 

Implementation. København: DSI rapport 99.5:1 

Runge K. 2000. Hjælpeløs. Indblik. Jyllandsposten Søndag den 26. december 2000. 

Rydahl Hansen S. 1997. Mulighederne og mulighedsbegrænsningerne i at skabe videnskabelig 

erkendelse om uhelbredeligt kræftsyge patienters oplevede lidelse –relateret til en fænomenologisk 

tilgang repræsenteret ved E. Husserls, M. Merleeau-Ponty, A. Giorgi og M. Van Manen. Skrift-serie 

fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole nr 50. 

Schrim V et al. 1999. Understanding Nursing Home Quality of Care. Incorporation Caregivers 

Perceptions through Structure, Process, and Outcomes. Quality Management in Health Care 8(1): 

55-63 

Shiber S. 1991 Evaluating the quality of caring: Structure, process, and outcome. Holistic Nurs 

Pract 5(3): 57-66. 

Simon C. og Sefton, AJ. 1998. Healthcare and the information age: implications for medical 

education. MJA 168( 6. april):340-3. 



Squier RW. 1990. A model of empathic understanding and adherence to treatment regimens in 

practitioner-patient relationships. Soc. Sci. Med 30(3):325-339. 

Stewart MA. 1997. Effective physician-patient communication and health outcomes: A review. Can. 

Med. Assoc. J. 152 (89):1423-33. 

Suhonen R. 2000. Developing and testing an instrument for the measurement of individual care. 

J Adv Nurs 32(5):1253-63. 

Sundhedsstyrelsen. 1993. National strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet. København: 

Sundhedsstyrelsen, Sundhedsministeriet. 

Sundhedsstyrelsen. 1996. Brugerinddragelse og brugerundersøgelser i sundhedsvæsenet. København: 

Sundhedsstyrelsen. 

Sundhedsstyrelsen 2002. National Strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet. Fælles mål 

og handleplan 2002 – 2006. Købengavn: Det nationale råd for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet, 

Sundhedsstyrelsen. 

Sygeplejersken 2001. Velfærdsspring fra omsorg og service. Sygeplejersken nr. 20:17. 

Swanson KM. 1999. What is known about caring in nursing science. In: Hinshaw et al (ed): 

Handbook of clinical nursing research. Sage Publication. 

Tatano C. 1999. Quantitative measurement og caring. Journal of Advanced Nursing 30(1):24-32. 

Timm H. 1994. Patienttilfredshedsundersøgelser. Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen, juni-juli, 

nr. 6:244-257. 

Timm H. 1997a. Den syges perspektiv er et lukket land. I: Susanne Bloch Kjeldsen (red.): 

Sygeplejersken, nr. 28:12-14. 

Timm H. 1997b. Patienten i centrum? København: Institut for Sundhedsvæsen. DSI rapport 97.06. 

Titmuss R. 1987. The Philosophy og welfare. Selected Writing. Ed. S. M. Miller. London. 

Töyry E., and Vehviläinen-Julkunen K. 2001. ”Developing an instrument for the measurement of 

humane caring. Vård i Norden 21(1):20-24. 

Tulinius C. 2000. Patientcentreret almen medicin. – mål eller middel ? Månedsskr Prakt Lægegern. 

Volume 79 maj. 

Van Manen M. 1990. Researching Lived Experience. State University of New York Press. 

Visioner for det 21. århundredes sygeplejerske. 2000. Dansk Sygeplejeråd. Skrevet af: Ulla Fasting, 

Niels Buus, Marianne Mahler og Lisbeth Uhrenfeldt. 




Walsh M. 1998. Evidence-based practice: is patient satisfaction evidence? Nursing Standard 12(49): 

38-42. 

Walsh M, Walsh A. 1999. Measuring patient satisfaction with nursing care: experience of using the 

Newcastle Satisfaction with Nursing Scale. Journal of Advanced Nursing 29(2):307-15. 

Watson J. 1995. I: Julia B. George (red): Nursing Theories. The base for professional nursing 


Winefield HR 1995. Process and outcomes in general practice consultatians. Problems in defining 

high quality of care. Soc Sci Med 41 (7):969-975. 

Wilde B, Larsson G. 2002. Development of a short form of the Quality from the Patient´s 

Perspective (QPP) questionnaire. Journal of Advanced Nursing 11(5):681-687. 

Wulff H, Andur Pedersen S., Raben Rosenberg. 1991. Medicinsk filosofi. København: Munksgaard 

1. udgave, 2. oplag. 

Wulff H. 1995. Den samaritanske pligt. Det etiske grundlag for det danske sundhedsvæsen. 

København: Munksgaard. 

Wulff H, Gøtzshe PC. 1997 Rationel klinik. Evidensbaserede diagnostiske beslutninger og 

terapeutiske beslutninger. København: Munksgaard 4. udgave. 

www.kvalitetsdeklaration.dk. 

Århus Amt. 1999. De pårørende har ordet. Evaluering af pårørendepolitikken i psykiatrien i Århus 

Amt. Service- og kvalitetskontoret i Århus Amt. November 1999, Århus Amt. 

Århus Amt. 2003. Patientens møde med sundhedsvæsenet –anbefalinger for de mellemmenneskelige 

relationer. Høringsudkast Marts 2003. Service- og kvalitetskontorer i Århus Amt. 

Årsmødet for DSKS 2003. Oplæg ved Jens Kristian Gøtrik. Se www.sst.dk eller www.dsks.suite.dk. 

www.phru.org.uk~casp/ (redskab til kritisk vurdering af kvalitative undersøgelser) 


Delpublikationer og videnskabelige artikler 

Delpublikationer i skriftserien om de mellemmenneskelige relationer: 

1. “Psykiatribrugere og deres pårørende har ordet. Koncepter til systematisk indsamling af bruger- og 

pårørendeoplevelser i voksenpsykiatrien” 

af Ane Feldskov 

2. “Hvad oplever patienten på sygehuset? - Et afdelingsbaseret koncept til systematisk indsamling af 

patientoplevelser på somatiske sygehuse” 

af Erik Riiskjær 

3. “Livskvalitetsmåling i sundhedsvæsenet - en introduktion” 


4. “Læge-patientkommunikation i onkologisk ambulatorium - en undersøgelse af sammenhænge mellem 

lægens kommunikationsstil, patienttilfredshed og ændringer i patientens stemningsleje og oplevede evne 

til at mestre sygdom og behandling” 


5. “Ortopædkirurgiske patienters prioriteringer af og tilfredshed med sygehusvæsenets ydelser” 

af Julie Bæk-Jensen 

6. “Omsorg i de mellemmenneskelige relationer i sundhedsvæsenet. Et kvalitetsudviklingsperspektiv” 

af Marianne Nord Hansen 

7. “Frivilligt arbejde i sundhedsvæsenet” 

af Hanne Dahlerup 

8. “4 videnskabelige artikler om mellemmenneskelige relationer” 

I delpublikationen er der samlet videnskabelige artikler, som alle belyser aspekter af de mellemmenneskelige 

relationer. Følgende artikler indgår i publikationen: 

Bæk-Jensen J, Keller JØ, Mainz J Kommunikation med kræftpatienter på ortopædkirurgisk afdeling, 

ugeskrift for læger 1999; 161: 4756-60. 

Bæk-Jensen J, Mainz J, Bitch O, Keller JØ, Hougaard K Kommunikation og informations-pligt i det danske 

sundhedsvæsen, ugeskrift for læger 2002; 164: 29-33. 

Nielsen OS, Høeg I, Charles M Retningslinier for den alvorlige samtale, ugeskrift for læger 2002; 164: 

1821 - 1824. 

Schwartzbach, I 1001 hospitalsnat, ugeskrift for læger 2001; 163: 7213 - 7217

Omsorg i de mellemmenneskelige relationer i sundhedsvæsenet. Et ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?