Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv

Figur 3.1. Offentlige indtægter og udgifter – hvis vi ikke gør noget
Kilde: Velfærdskommissionens analyserapport, maj 2004, kapitel 12.
De næste 20 år vil de offentlige indtægter stadig være større end udgifterne, men forskellen
bliver mindre og mindre. Efter den tid vil udgifterne løbe fra indtægterne, hvis vi
ikke beslutter os for at lave reformer.
Der behøver ikke at være balance mellem udgifter og indtægter i det enkelte år. Det
offentlige kan – ligesom private – låne. Men over tid må der være sammenhæng mellem
den offentlige sektors udgifter og indtægter. Hvis den offentlige sektor i en lang
periode har haft underskud, så skal indtægterne på et senere tidspunkt være højere end
udgifterne. Ellers vil den offentlige gæld vokse ukontrolleret, hvilket – før eller siden
– skal betales af fremtidige generationer.
Det er Velfærdskommissionens opgave at anvise veje til, hvordan nulevende generationer
undgår at efterlade en ufinansieret regning til de kommende generationer.
Det er klart, at der er stor usikkerhed, når man regner på fremtiden. Man skal derfor
vare sig i sine tolkninger af de præcise tal, fordi mange ting kan gå anderledes end
forudsat.
Når vi alene kigger på, hvordan det vil gå, hvis vi fastholder vores nuværende indretning
af velfærdssamfundet, så viser beregningerne, at vi får et ganske betydeligt finansieringspres.
Hvor stort presset er, kan illustreres på mange forskellige måder. Vi har valgt tre – alle
med den antagelse, at der gribes ind med gradvis virkning fra 2011 til 2021. Nogen ville
måske tro, at der her var tale om Velfærdskommissionens forslag til, hvordan vi løser
udfordringen. Men det er forkert. Det er ikke Velfærdskommissionens forslag, men derimod
blot beregningseksempler, der illustrerer, hvor betydelige finansieringsproblemer
Danmark står overfor.
15