Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv

Ikke fordi servicen gives efter indkomst. Men fordi f.eks. langvarigt syge har svært ved
at opretholde en høj indkomst.
Figur 6.1. Skat, overførselsindkomster og service jævner indkomstforskellene ud
Kilde: Velfærdskommissionens analyserapport, maj 2004, kapitel 7.
Figuren viser, hvor meget forskellige dele af befolkningen tjente i år 2000. Fra venstre er
først de 10 pct. med lavest indkomst i året efterfulgt af de 10 pct. med næstlavest indkomst
mv. Der er størst forskel i løn- og kapitalindkomsterne, mens de udlignes, når man
ser på den disponible indkomst efter skat og overførselsindkomster. Sammen med den
offentlige service viser det den omfordeling, der finder sted via den offentlige sektor.
Til tider beskrives den danske omfordeling som ”de 80 pct. rigeste betaler til de 80 pct.
fattigste.” Rigtig mange får. Og rigtig mange betaler.
Et spørgsmål rejser sig i den forbindelse. Nemlig: Hvis målet er at flytte forbrugsmulighed
fra de rigeste til de fattigste, hvorfor så inddrage alle de andre, der jo bare betaler
til sig selv?
Det er der flere forklaringer på. En af dem er, at den store midtergruppe betaler til en
“forsikringsordning”. En ordning, som de fleste kommer til at benytte sig af på et eller
andet tidspunkt i livet. Der er altså ikke kun tale om omfordeling fra rig til fattig, men
også fra raske og beskæftigede til de syge og ledige.
En anden er – som tidligere nævnt – at metoden formentlig er med til at opretholde
tilslutningen til velfærdssamfundet. Hvis alle skal være villige til at bidrage, skal alle
også have noget til gengæld, lyder argumentationen.
En tredje forklaring er, at kvaliteten af velfærdsgoderne ville blive reduceret, hvis de
alene var rettet mod de fattigste grupper. Blandt andet fordi de dårligst stillede grupper
38