Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv

Der vil – i de kommende år – rejse sig mange spørgsmål om de udgifter, som den offentlige
sektor har. Nogle af dem er:
• Er der velfærdstilbud fra den offentlige sektor, vi kan undvære?
• Er der opstået nye behov for velfærdstilbud, som det offentlige skal tage sig af?
• Skal vi i højere grad målrette offentlige ydelser mod svage grupper? Hvem er de
svage grupper, og hvordan skal vi udpege svage grupper i praksis?
• Skal personer på offentlige overførsler – ligesom i dag – have andel i samme
velstandsstigninger, som personer i beskæftigelse?
• Er det vigtigere, at skoler, hospitaler mm. er tidssvarende, end at alle får del i
velstandsstigningerne?
• Er der yderligere områder, hvor private virksomheder kan producere velfærdsydelser
mere effektivt?
Øget egenbetaling
En tredje vej, vi kan gå, er at indføre egenbetaling for flere offentlige ydelser. F.eks. i
forhold til ydelser, der ikke sikrer grundlæggende tryghed og omsorg. Egenbetalingen
kan både være direkte betaling, når man bruger en ydelse – f.eks. låner en bog på biblioteket
– eller i form af en frivillig forsikring, der træder til, når en bestemt begivenhed
opstår. I de senere år har vi f.eks. set supplerende forsikringer til sygehusbehandling.
Med mere egenbetaling aflaster vi skattesystemet og dermed de offentlige finanser. Vi
dæmper samtidig et pres. Når vi kobler forbrug og betaling sammen, dæmper vi presset
for, at ydelserne fra det offentlige skal blive flere og større. Og måske får vi også en
større bevidsthed om, hvor meget velfærdsydelserne koster.
På den anden side rykker øget brugerbetaling også på balancen mellem, hvad den enkelte
skal tage sig af, og hvad samfundet skal tage ansvaret for. Vi risikerer, at nogle
ikke har råd. Eller ikke kan blive dækket af forsikringsordninger. Eller får problemer,
fordi de har fravalgt nogle forsikringer.
Øget egenbetaling kan være en vej for velfærdssamfundet, men det rejser nogle spørgsmål:
• Hvorfor skal vi betale for nogle offentligt støttede goder, men ikke for andre – f.eks.
for medicin og tandlæge, men ikke for lægebesøg?
• Kan vi acceptere øget brugerbetaling, hvis det betyder, at nogle med lave indkomster
ikke vil have samme adgangsmuligheder til visse ydelser, som det offentlige er
ansvarlig for?
• Skal offentlige sygehuse fortsat gratis behandle eksempelvis brækkede ben fra
47