Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv

Men jo flere supplerende og målrettede tilbud, der findes, jo sværere bliver det at bevare
overblikket over, hvad den enkelte samlet set modtager støtte til. Det bliver sværere at
se, om den samlede pakke løser personens problemer.
På grund af indretningen af de danske velfærdsordninger og den meget beskedne
lønspredning vil en større målretning mod de laveste indkomster ikke nødvendigvis
virke efter hensigten.
Når målretning kombineres med indkomstaftrapning af forskellige ordninger og tilbud,
bliver tilskyndelsen til at arbejde eller klare sig selv meget lille for mange personer.
Hvis man f.eks. er kontanthjælpsmodtager og får tilbudt et job, er risikoen, at man
mister friplads i institutionen, boligtilskud, kontanthjælp til ægtefællen og ydelser til
børnene. Man kan derfor ende med at “straffe” dem, der gør noget for at komme i beskæftigelse.
Og når der ikke er så store forskelle på lønningerne i Danmark, vil relativt
mange blive påvirket af selv små ændringer i målretningen.
Det gælder f.eks. for gifte kontanthjælpsmodtagere, der har børn. Eller familier, der
samlet set ikke har den store tilskyndelse til at arbejde på fuld tid, fordi indkomstafhængige
ydelser og tilbud reduceres i takt med, at familiens indkomst øges.
Det er ikke umiddelbart givet, hvem der har mest behov for hjælp i velfærdssamfundet.
Svaret afhænger ofte af, hvem man spørger og i hvilken sammenhæng.
Hvordan udpeger man i praksis de svageste grupper i velfærdssamfundet? Hvem har
mest behov for hjælp? Og hvordan skal hjælpen udformes?
Det er nogle af de spørgsmål, man må stille sig, hvis velfærdsydelserne i højere grad end
i dag skal målrettes de svagest stillede i samfundet.
Du kan læse mere om omfordeling og svage grupper i samfundet i Velfærdskommissionens analyserapport, maj 2004, i kapitlerne
7 og 9.
43