Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv

Gennem de seneste fire årtier har der været tendens til en markant opdrift i
velfærdsydelserne. Men der er også eksempler på indskrænkninger. Tilpasninger bør
altid være på dagsordenen i den politiske debat i et samfund under forandring.
Alle i Danmark bruger velfærdssamfundets tilbud. F.eks. bruger alle vejene, vi har
adgang til skoler og til sundhedsvæsenet. Det kan godt være, vi ikke bruger det hele
lige i dag, men vi har ret til det, og vi er omfattet af den fælles forsikring, der ligger i
velfærdssamfundet.
Men selve retten til at gå til læge, køre på vejene og gå i skole har vi haft længe. Det
havde vi også i 1960, hvor de offentlige udgifter udgjorde en brøkdel af nutidens udgifter.
Derfor skal vi søge i andre retninger, hvis vi skal forklare, hvorfor de offentlige
udgifter er steget så meget.
Mange penge går til overførsler
Siden 1960 er det offentliges overførsler til borgerne nærmest tredoblet i forhold til
landets samlede produktion. Det er der to hovedforklaringer på.
Vi bruger, for det første, flere penge på overførsler, fordi flere og flere ydelser stilles til
rådighed, og fordi flere af hver årgang benytter retten til ydelser.
F.eks. studerer en større del af hver årgang og får SU i dag. En større andel af f.eks. de
50-årige modtager sygedagpenge, og en større andel i de ældre generationer trækker sig
tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet og modtager efterløn.
Antallet af overførselsmodtagere med helbredsproblemer, handicap og sociale problemer
er mere end fordoblet i perioden. I udgangspunktet er den slags – i lighed med ledighed
– ikke noget, man selv vælger. Ydelsen er i princippet noget, man får som følge af
manglende arbejdsevne.
Ydelser i forbindelse med uddannelse, orlov og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er
derimod i langt højere grad knyttet til personens eget valg. Den offentlige finansiering
har her til formål at skabe omfordeling over livsforløbet. I stedet for at familien eller
den enkelte selv sparer op – eller låner – får man pengene fra det offentlige. Især denne
type af ydelser er steget inden for de seneste årtier. Af overførselsmodtagerne får seks
ud af ti denne type af overførsel.
Den væsentligste drivkraft i udgifterne til overførselsindkomster er, at flere i hver
årgang får gavn af velfærdsydelserne. Den højere benyttelse ses især for ordninger, der
har til formål at skabe omfordeling over livet og erstatte forudgående opsparing eller
låntagning for den enkelte – f.eks. orlov, SU og efterløn.
Er der fortsat samme behov for hjælp fra velfærdssamfundet til omfordeling af indkomst
over livsforløbet for den enkelte, når det er blevet lettere end tidligere at spare op og
låne? F.eks. med nedsparingslån og pauselån? Mulighederne er også forbedret betydeligt
på forsikringsmarkederne og med hensyn til pensionsordninger.
30