Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv

En ting er velfærd, og noget andet er den måde, som vi har indrettet velfærdssamfundet
på. Selv om velfærdssamfundet grundlæggende nyder bred opbakning i befolkningen,
er der behov for at genoverveje, hvordan vi har indrettet os. Den danske velfærdsmodel
er snævert knyttet til offentligt finansierede ordninger. På det punkt er velfærdsmodellen
måske blevet for veludbygget? For som vi har indrettet os i dag, vil en dansker i
gennemsnit modtage lidt mere fra det offentlige, end han eller hun betaler i skat over
livet.
Samtidig er den offentlige sektors økonomi under pres fra flere sider.
På den ene side er ønskerne til og behovet for ydelser fra samfundets side under stadig
vækst. Tendensen er til stadighed den samme: Nye og bedre velfærdstilbud og en fortsat
udvidelse af det sociale sikkerhedsnet. Det presser den offentlige sektors udgifter
i vejret.
På den anden side er betalingerne til samfundet også under pres. Vi betaler velfærden
via skatten, især i forbindelse med vores beskæftigelse. De kommende årtier vil skatteindtægterne
ikke vokse så hurtigt som udgifterne. Hvis vi ikke ændrer adfærd, vil den
del af befolkningen, der arbejder, blive mindre på grund af befolkningsudviklingen.
Hovedforklaringen er i og for sig glædelig: Danskerne – og især vores børn – lever
længere. Hvor glædeligt det end er, så lægger det et ekstra pres på finansieringen, simpelthen
fordi antallet af ældre stiger markant fremover.
Velfærdskommissionen beskriver i denne publikation, hvilke udfordringer vi står overfor.
Vore hovedkonklusioner er klare.
For det første: Danmark er ikke på holdbar kurs, selv om nogle af problemerne ikke er
så synlige i dag og først viser sig med fuld styrke om nogle årtier. På bare 10-20 års
sigt vil vi opleve et stort misforhold mellem indtægter og udgifter i den offentlige
sektor.
For det andet: Vi er nødt til at justere på velfærdssamfundet og gøre det mere robust.
Selv om man kan diskutere den præcise størrelse af udfordringerne, forsvinder de ikke
af sig selv igen.
For det tredje: Jo tidligere, vi justerer, jo længere tid er der til at forberede sig på ændringerne,
og jo mindre drastiske ændringer er der behov for.
Endelig, for det fjerde: Forslag til løsninger er der mange af. Men de kræver reformer af
velfærdssamfundets indretning. Hvis vi skal sikre et robust og holdbart velfærdssamfund
til vore børn og børnebørn, må vi foretage bevidste valg. Valg som ”hvad vil vi
have af nyt, hvad vil vi bevare, og hvad vil vi vælge fra?”
I senere debatoplæg vil Velfærdskommissionen fokusere på de mulige løsninger. Men
først skal udfordringernes omfang og udseende beskrives. Det stiller vi skarpt på i dette
debatoplæg. Vi skitserer samtidig hovedtræk ved den danske velfærdsmodel, som vi
3