Skoleledelse 08/2007 - Skolelederne.org

100
årS jubilæum
SkolelederforeningerneS
10 • Skoleledelse • oktober 2007
Skolelederkrøniken 1907–2007
Bladet ”Købstadskolen” udkom for første gang i 1900, udgivet af
overlærer Rasmus Hansen, Hobro. Det førte en voldsom hetz
mod overlærermøderne og senere Overlærerforeningen, men
blev ironisk nok meddelelsesblad for samme forening i 1917 –
med den hidtidige redaktør. Da Rasmus Hansen blev borgmester
i Hobro o. 1920, opgav han bladet.
Foreningen og dens medlemmer
Efter at forholdet til Danmarks Lærerforening var afklaret,
fulgte et par årtier med en rolig udvikling i foreningen. Medlemstallet
steg i takt med samfundsudviklingen, men var
endnu meget behersket. Kontakten mellem bestyrelsens
medlemmer blev bl.a. holdt gennem en vandrebog, der fortæller
lidt om de problemer, man mødte som bestyrelse og
som ledere i folkeskolen.
Foreningen blev i disse år mere og mere en ”formandsforening”,
ikke mindst fordi formanden også var medlem af
DLF’s hovedstyrelse og bl.a. derfor fik en stigende arbejdsbyrde.
Forbindelsen mellem forening og medlemmer bestod for
det meste i deltagelsen i de årlige møder i St. bededagsferien,
hvor der deltog 100­150 medlemmer. De var ikke flere
end, at der kunne blive plads til både det organisatoriske årsmøde
og til foredrag med relation til skolens hverdag. Efter
den 2. verdenskrig blev det almindeligt, at undervisningsministeren
talte på årsmødet. Første gang var i 1946, hvor undervisningsminister
M. Hartling talte. Året før havde tidligere
undervisningsminister Jørgen Jørgensen talt på mødet i oktober,
og her takkede han skolelederne for en rank holdning i
besættelsesårene.
Allerede før 1940 deltog embedsmænd fra undervisningsministeriet.
Statskonsulent Kaalund­Jørgensen og undervisningsinspektør
Bjørneboe optrådte således hyppigt som foredragsholdere.
Foreningens styrke var ikke dens medlemstal, der dog i
1957 – 50 år efter starten – var steget til 574, men i 1930´erne
ikke oversteg de 300. Måske lå styrken heller ikke i argumentets
lødighed, men i den status, stillingen forlenede
dens medlemmer med. Den havde de dels i kraft af den kongelige
udnævnelse (indtil 1971), dels fordi udvælgelsesproceduren
i ministeriet var særdeles grundig. Hensyntagen til politisk
tilhørsforhold var muligvis mere reglen end und tagel­
sen, især i de store byer, men det udelukkede jo ikke en sortering
af ansøgerne. En lærer, der ønskede at blive overlærer,
måtte i reglen søge flere gange og hver gang præsentere
sig hos ministeren og hans embedsmænd, som efterhånden
kom til at kende ansøgerne ret godt.
Der fandtes ingen lederuddannelse, hverken før eller efter
udnævnelsen, men det var almindeligt, at man havde forberedt
sig grundigt gennem faglige kurser, lige fra småsløjd til
latin. Den personlige udstråling havde også betydning, og
Malthe Engelsteds maleri virkede endnu ikke som en anakronisme.
Før 1901 sendte ministeren fra tid til anden ansøgningerne
til de pågældende byråd og bad om en udtalelse. Men da
I. C. Christensen blev kultusminister, blev praksis, at man
sendte et ekstrakt af ansøgningerne og bad byrådet udpege
6­7 ansøgere, blandt hvilke ministeren ville vælge. Med den
nye tilsynslov 1933 blev der endelig skabt formelle rammer
for udnævnelse af overlærere, skoleinspektører og skoledirektører.
Nu skulle skolekommissionerne indstille indtil
5 ansøgere, som ministeren skulle vælge imellem.
Skoleledere har altid hjulpet hinanden med gode råd. I vandrebogen
for Overlærerforeningens bestyrelse i 1930’erne finder man
dette gode råd fra skoleinspektør H. A. Hald, Frederikshavn – fra
en tid, hvor man endnu troede på storken.