Skoleledelse 08/2007 - Skolelederne.org

100
årS jubilæum
SkolelederforeningerneS
26 • Skoleledelse • oktober 2007
Skolelederkrøniken 1907–2007
Omslaget på den såkaldte
Drøvtyggerrapport 1992.
Det betød, at ikke alene kunne vi skrive til ministeren. Jeg
kunne tage telefonen og ringe til ham – og det gav resultater.
Han vendte simpelthen tingene op og ned. Vi blev spurgt
som skolelederforening, og han forlangte, at vi sad med som
os selv i alle relevante sammenhænge – og Lærerforeningen
kunne ikke gøre andet end at sige: Nå! For det bestemte den
ikke.
Bertel Haarder og jeg kom på denne måde til at kende hinanden
meget godt, og på et årsmøde tillod jeg mig at kritisere
ministeren for noget, han havde sagt i en af aviserne i
dagene forud for mødet. Da Bertel Haarder senere gik på
talerstolen, hev han øjeblikkeligt avisudklippet frem fra sin
lomme, viftede med det og sagde: Birgit Darr og jeg er ligesom
et ægtepar, der ved, hvad den anden vil sige!
DS havde fået sit eget lille sekretariat – med Kate Jensen
som sekretær og først tidligere formand for DS, skoledirektør
Hans Holm og siden tidligere kontorchef i Undervisningsministeriet
Folmer­Skov som sekretariatsleder, i spidsen. Folmer­Skov
sagde til mig engang: Ved du hvad, Birgit, denne
her forening har langt større indflydelse, end den er berettiget
til. Han vidste, at vi rent formelt ikke havde så meget at
komme efter, men sagde: I gør jo alting alligevel.
Uddannelse og udvikling
I perioden skete der fremskridt med hensyn til uddannelsen
af skolelederne. Der var et 8 dages kursus på Den Kommunale
Højskole, men qua et virkelig godt samarbejde med rektor
Jørgen Hahn, fik vi udvidet kurset til 4 uger.
I dag lyder det ikke af meget, men dengang havde vi reelt
ingenting, og det var svært at få ændringer igennem. Hvorfor
skulle skolelederne have 4 uger, når alle andre chefer kun
havde lidt over én uge? Men det lykkedes – og vi har gennem
årene haft et meget godt samarbejde med Den Kommunale
Højskole både med rektor Jørgen Hahn og udviklingskonsulent
Hans Jesper Højlund.
Senere fortsatte DS denne uddannelse. Der blev lagt 4
uger på, som foreningen stod for – med en række konsulenter,
vi havde hyret som undervisere. Dermed havde vi skabt
en i alt 8 uger lang, rigtig god uddannelse for skoleledere,
syntes vi. Her blev også de første netværksgrupper for skole­
ledere dannet, hvor værdifulde kontakter blev etableret, og
mange skoleledere husker sikkert tydeligt den tid, og hvem
de var på hold med etc.
Drøvtyggerbanden
I 1984 nedsatte Bertel Haarder et udvalg for at kulegrave
specialundervisningen i folkeskolen. Og han spurgte, om jeg
ville være formand. Rygtet ville vide, at det var et besparelsesudvalg,
og fordi jeg ikke syntes, at der skulle spares på
dette område, ville jeg kun være formand, hvis det ikke
skulle være et besparelsesudvalg.
Jamen, sådan var det heller ikke, lød det fra Bertel. Det
fortalte jeg udvalget, da jeg blev formand – og vi var glade.
To dage efter så vi i Berlingske, at ministeren havde nedsat
et specialundervisningsudvalg med Birgit Darr som formand,
der skulle lave besparelser…
Derefter ringede journalisten til mig og spurgte, om jeg
ville uddybe, hvad der lå i det. Jeg havde kun én ting at sige,
og det var, at jeg ikke var formand længere for udvalget, hvis
det hun skrev passede – så hun måtte have misforstået ministeren.
Og hvad gjorde Bertel? Jo, i næste dags avis stod der
med store typer: Minister giver direktør undskyldning! Sådan
er han også, og der tager jeg hatten af for ham.
Siden blev jeg bl.a. formand for Folkeskolens Forsøgsråd
og det senere Udviklingsråd, der fik til opgave at fordele 400
mio. kr., som Folketinget havde bevilliget til forsøgs­ og udviklingsarbejder
i skolerne. Dette projekts ophavsmand var
den senere undervisningsminister Ole Vig Jensen.
Jeg var udpeget til formand for Udviklingsrådet som skoledirektør
i Århus, og skoleinspektør Hans Jørgen Færk var DS’
repræsentant i Udviklingsrådet. Vi var her med til at påvirke
forberedelsen af og formuleringerne i den nye folkeskolelov,
der kom i 1993. Det lykkedes, at få Udviklingsrådets 25 medlemmer,
som kunne have strittet til alle sider, til at afgive en
enig anbefaling til Bertel Haarder. Det var ganske flot.
Ikke at der ikke var problemer med Bertel under de forsøgsarbejder,
der blev sat i gang indledningsvis. Han ville
ikke have, at vi ”praktikere” var med til at evaluere udviklingen;
det skulle forskerne gøre og det skulle gå hurtigt! Udviklingsrådet
foreslog også, at tre forskere skulle sammenskrive
rapporterne. Bertel kaldte de tre forskere for drøvtyggerbanden,
og sådan nogle havde han ikke brug for – fordi han
kunne selv tygge sin mad.
En bog blev der dog alligevel skrevet, og forskernes arbejde
dannede baggrund for førnævnte udtalelse fra Udviklingsrådet.
Det betød, at Folketinget fik et gennemarbejdet grundlag at
tage stilling på, da folkeskoleloven skulle ændres. Rapporten
har i øvrigt en ko på forsiden. Skolelederforeningen var således
også her med i forreste række.
Kommunernes Landsforening
Det var også meget vigtigt for DS at have en god kontakt til
Kommunernes Landsforening. Formanden for KL var min tidligere
chef, rådmand Thorkild Simonsen, som i mellemtiden