Skoleledelse 08/2007 - Skolelederne.org

100
årS jubilæum
SkolelederforeningerneS
24 • Skoleledelse • oktober 2007
Skolelederkrøniken 1907–2007
Venskab
og respekt
Birgit Darr
Formand for Danmarks Skolelederforening
Æresmedlem
1980-1992
En fredag i 1980 på vej ned ad trappen efter et møde i Ved
Stranden sagde DS’ daværende formand Frank­Hansen, at
hvis jeg ville være formand, ville han anbefale bestyrelsen,
at de stillede mig op. Jeg kunne tænke over det til på tirsdag.
Det gjorde jeg så!
Først tog jeg hjem til min mand Erich og spurgte, om det
var en god idé. Det syntes han. Dernæst gik jeg til min politiske
chef Thorkild Simonsen, som var rådmand for 4. magistrat
i Århus. Han ville ikke blande sig i min foreningsmæssige
karriere. Og tiden, den ta’r man, sagde han. Prikken
over i’et var, da han tilføjede, at den post havde vi jo aldrig
haft i Århus før…
Så med opbakning på begge fronter sagde jeg ja til tilbuddet,
selv om det var en stor mundfuld, når man lige var blevet
udnævnt til skoledirektør. Og jeg blev formand – bestyrelsen
indstillede mig enstemmigt, og jeg blev valgt. Det lå
også lidt i kortene. Jeg havde i nogle år været næstformand
og før det formand for Rets­ og Tjenstligt Udvalg samt Uddannelsesudvalget.
Derudover var jeg gået hele vejen fra at være lærer til viceinspektør,
skoleinspektør, vicedirektør og skoledirektør sam­
Formanden på talerstolen
ved årsmødet i 1988.
tidig med, at jeg var foreningspolitisk interesseret. Det
startede i SYL – Sammenslutningen af Yngre Læ re re – der
blev dannet som en reaktion mod Lærerforeningen, som vi
fandt gammeldags. Vi fik tre pladser i DLF’s hovedstyrelse i
1968 og her sad jeg til 1973, hvor jeg blev skole leder. I 1975
blev jeg valgt ind i Skolelederforeningens bestyrelse.
Det nye var, at det var en kvinde, der skulle være formand
for skolelederne. Det var der dog ikke nogen indvendinger
mod. Jeg blev den første og indtil videre eneste kvindelige
formand, og – i al beskedenhed – den formand, der hidtil har
siddet længst. Til gengæld er jeg den sidste i rækken af skoledirektører,
der har været formænd i Skolelederforeningen.
Men det er nu også meget naturligt, at det er skoleledere,
der står i spidsen for skolelederne.
En på torsken
Frank­Hansen var jo den, der – om jeg så må sige – bestemte
i foreningen. Han var en magtfuld, dygtig formand og
en dygtig debattør, der ikke var bleg for sige tingene lige ud.
Vi havde et fint samarbejde, men jeg var ikke enig i hans ind
imellem noget hårde udfald mod DLF.
Også på den baggrund så jeg det som en af mine vigtige
opgaver at klinke nogle skår med Danmarks Lærerforening.
Der havde gennem flere år udviklet sig et ufrugtbart klima –
og på kongressen i 1981 i Odense var der nogle grove udfald
mod skolelederne. Det var ikke i orden, og i frokostpausen
besluttede vi os for, at hvis det fortsatte, ville vi gå. Så var
det slut.
Jørgen Jensen var DLF­formand, og ham havde jeg et meget
godt personligt samarbejde med fra min tid i hovedstyrelsen
i DLF. Det betød noget i den situation. Efter jeg fra
talerstolen havde sagt, at vi ikke ville blive ved med at finde
os i at få ”en på torsken”, tog han ordet og støttede os i, at
nu måtte det være slut. Og så holdt det op, bortset fra at
historien med torsken kom i radioen hele dagen og i aviserne
næste dag…
Dengang var det tæt på et brud. Og modsætningerne forsvandt
ikke. Især blussede de op, når der – som dengang