PDF-version - Kulturministeriet

ARKITEKTUR
FREDERIKSSTADEN, København, 1749-
Nicolai Eigtved (1701-1754)
Frederiksstaden er et af de betydeligste nordeuropæiske rokokoanlæg.
Den er udviklet langs Københavns havn på et grundstykke med klare
grænser. Gadenettet er retvinklet, og planens hovedakser mødes i en
ottekantet plads, hvor fi re ensdannede palæer er placeret i pladsens
diagonaler. Pladsens centrum er markeret med Salys rytterstatue af
Frederik V. Kirken danner udgangspunkt for tværaksen, der forbinder
den centrale plads med havnen. Bydelens borgerhuse er udført efter et
facadeskema, hvor de enkelte huse er symmetriske og har en ensartet
etageopbygning, som giver gennemgående vandrette linjer i gadefl ugten.
Frederiksstaden udgør i kraft af enkle hovedgreb en robust og
nuanceret bymæssig helhed af åbne og sluttede rum.
I Frederiksstaden udfoldes grundlæggende dimensioner i arkitekturen
til en samlet fortælling.
Det er en fortolkning af stedet og af samfundet, der bringes sammen
til et symbol i byrummets arkitektoniske komposition. I den rumlige
sammenstilling af havn, plads, statue og kirke forbindes billedet af
samfundets hierarki med havet og himlen. Pladsens vandrette plan er
i pagt med horisonten, og den diagonalt stigende fl ugt fra rytterstatue
til kirkekuppel forbinder stedet med himlens åbning. Fortællingen om
byen, borgeren, samfundet og det guddommelige, det fælles værdigrundlag,
er klart og enkelt udfoldet igennem en fuldendt beherskelse
af arkitekturens virkemidler.
Uden om den centrale fortælling står Frederiksstadens sluttede gaderum
med åbne perspektiver imod det fri.
VOR FRUE KIRKE, København 1811-29
Christian Frederik Hansen (1756-1845)
Den romantiske klassicisme repræsenter en brydningstid: For klassicisterne
havde kunsten opnået sit ypperste stadie i antikken, og det var
klassicismens ambition at søge den balance i kunst og arkitektur, som
man havde fundet i den antikke fortid. For oplysningstidens revolutionære
arkitekter, som inspirerede C.F. Hansen, var arkitekturen imidlertid
kun ved sin begyndelse.
Denne spænding imellem et kendt forbillede og en ny begyndelse er
manifesteret enkelt og skarpt i Vor Frue Kirkes arkitektur. Det ses i den
beherskede kompleksitet mellem kirkens ydre form og indre rum. Og i
den rolige monumentale sammenstilling af bygningslegemerne, hvor kirkeskib,
apsis, tårn og portal udgør en tæt sammenføjning af selvstændige
elementer med hver sin karakter.
Revolutionsarkitekturen, som Vor Frue Kirke repræsenter på dansk, er
den moderne arkitekturs begyndelse. En enkel kubisk form, en rationel
rumorganisering og en frigjorthed i omgangsformen er nye kendetegn,
som peger frem mod vor tid.
I kirkerummet fremhæves forskellen mellem et stueplan, der betoner
den ceremonielle dimension i rummets længdeakse mod alteret – og de
åbne søjlevægge i 1. etages højde, der spænder kirkerummet ud på tværs,
i en modstilling heraf. Thorvaldsens fi gurer står på gulvet fri af deres
nicher, og det samlede indtryk af rummet er, med C.F. Hansens egen
formulering, som et “åndeligt kunstmuseum”. Et kraftfuldt rum, der også
er en kirke. En bygning med markerede forskelle, der også er et hele. En
milepæl og en åbning i byens væv og strøm.
Parti af vindue ved Amalienborg
Foto: Jens Lindhe.
Vor Frue Kirke i København set fra apsis.
Tegning af C.F. Hansen fra Kunstakademiets Tegnesamling.
11