PDF-version - Kulturministeriet

54 PARTITURMUSIK
DR Radiosymfoniorkesters og Den Kgl. Operas opførelse
af Antikrist i 2002 i Ridehuset på Christiansborg. Camilla
Nyland i rollen som den store skøge.
Foto: Martin Mydtskov Rønne.
Per Nørgårds uendelighedsrække i spiralform
tegnet af komponisten selv.
ANTIKRIST. Allegorisk opera i prolog og 6 billeder, 1923
Rued Langgaard (1893-1952)
Rued Langgaards hovedværk blev afvist de gange, han indsendte værket
til Det Kgl. Teater. Han fi k kun hørt to af billederne i en radioproduktion
en gang i 1940’erne. Værket blev opført første gang i en koncert-salsversion
i 1980. Men først i 2002 kom den første danske sceniske opsætning
i Ridehuset på Christiansborg. Det blev en københavnerbegivenhed
med en interesse, som minder om, hvad man inden for rockmusikken
kalder en kultbegivenhed.
Det må have været selve værkets titel og dens associationer, der har
stået i vejen for det i Danmark. Men Antikrist er ikke kirkemusik og knap
nok ‘religiøs’ musik. Det ser vi i dag, hvor tiden er kommet for værket.
Både på den måde, at vi kan høre det helt minutiøst udarbejdede partitur
på grænsen mellem senromantik og modernisme, og navnlig på den
måde, at Antikrist-symbolet kan opfattes som udtryk for menneskelige
holdninger. Det menneskesyn, der planlægger sig ud af livet, og hvor
individet isoleres mere og mere, er i Rued Langgaards værk formet af en
musik, der danner store, uberegnelige formationer af toner. I detaljen
kan musikken minde om, hvad man fi nder i udlandet på samme tid,
men i selve sin form, fremdrift og tidsfornemmelse har værket ikke
noget sidestykke. Det skyldes formlen for Langgaards musik, selvom han
aldrig selv har formuleret den: Hvad der engang var form i musik, skal
nu være billede.
Dvd’en fra 2005 med Langgaards opera har fået overstrømmende
anmeldelser i udlandet.
SYMFONI NR. 3 I TO SATSER, for kor og orkester, 1976
Per Nørgård (f. 1932). Tekst: Middelalderlig Maria-hymne og Rilke
Værket er allerede på vej til – temmelig usædvanligt – at blive en
“nyklassiker”. Det skyldes blandt andet, at symfonien forener en stor
imødekommenhed over for den almindelige klassisk-romantiske tilhørers
forudsætninger med Per Nørgårds personlige udtydning af nogle af den
nye musiks allervæsentligste landvindinger: den serielle teknik og de
mangetydige rytmer.
Da værket blev uropført, mente nogle, at det på en måde ikke kunne
passe; det var for godt til at være sandt, for smukt i forhold til den moderne
verden. Indvendingen er senere forstummet, den senere musik
har bevæget sig i en beslægtet retning, så Per Nørgård har været forud
for sin tid.
Mens den moderne musik ofte har vendt sig bort fra tonearterne,
fastholder Per Nørgård dem på en ny måde i sit værk, i polariteter mellem
dur og mol, bevægelser af yin og yang i bestandig både iørefaldende
og eksotisk vekselvirkning. Symfonien er på en gang en sammenfatning
af Per Nørgårds arbejde med al den nye musikalske teknik i 1960’erne og
et stykke arkitektur af mahlerske proportioner. Første sats begynder med,
at de dybe toner kaldes frem og former satsen. I den anden sats kommer
tonerne fra den modsatte retning, oppefra, danner melodier og kalder
efterhånden det store kor frem. Som om symfonien er en skabelsesberetning,
af verden i første sats, og af mennesker i anden. Eller måske er hele
symfonien et udtryk for tilblivelsen af ét eneste individ.