PDF-version - Kulturministeriet

68 SCENEKUNST
Solodanserne Nikolaj Hübbe og Gudrun
Bojesen i Det Kongelige Teaters opsætning
af Enetime fra 2002/2003.
Foto: Martin Mydtskov Rønne.
Teatergruppen Solvognens Julemandshær i 1974.
Arrestation af en julemand.
Foto: Polfoto.
ENETIME, 1963. Koreografi : Flemming Flindt (f. 1936)
Komponist: Georges Delerue (1925-1992)
Flemming Flindts Enetime er et værk, der ikke alene har gjort sig i
Danmark, men også internationalt. Det er et fremragende eksempel
på, hvad scenisk kunst er og kan. Skabt til dansk tv i 1963 blev Enetime
året efter overført til scenen både i Paris og på Det Kongelige Teater i
København.
Forlægget for Enetime er den absurde, dramatiske forfatter Eugène
Ionescos skuespil La Leçon. Skuespillet er en dæmonisk besættende
historie om en gal matematik- og sproglærer, der dræber sine elever. I
Flindts version er den gale lærer blevet en syg, sadistisk danselærer.
Flemming Flindt foregriber her – som i sine værker i øvrigt – en international
“world theatre”-bølge, som er blevet langt tydeligere i dag end
dengang, han skabte sine værker. Denne bølge indbefatter blandt andet,
at man lader sin genre – her balletten – svømme ud over egne grænser
og spille sammen med og lade sig inspirere af andre genrer.
Flemming Flindt er også en typisk repræsentant for auteurkunstneren,
der skaber, iscenesætter og indimellem selv optræder.
Musikken er et foruroligende, fi lmagtigt partitur af franskmanden
Georges Delerue. Flindt er dybt original og nyskabende i sin brug af og
sans for at indføre psykologisk realisme, ægte karakterer, en næsten thrilleragtig
energi samt en bunden erotik i en ellers ofte abstrakt kunstart.
Alligevel er de stærke, symbolladede billeder, som også er en styrke for
balletten som genre, i høj grad til stede. Også i Bernard Daydés suverænt
meddigtende kælderdekoration.
Enetime blev opført første gang på dansk tv den 16. september 1963, på
Opéra Comique, Paris den 6. april 1964 og på Det Kongelige Teater den
1. oktober 1964.
JULEMANDSHÆREN, 1974
Teatergruppen Solvognen
I 1974 gennemfører den Christianiabaserede teatergruppe Solvognen
en 8 dage lang aktion mod arbejdsløsheden. Julemandshæren, kalder
de den. Ikke bare fordi den løber af stabelen i dagene op mod jul, men
fordi den tager afstand fra den kapitalistiske juls konsumterror. Julen
som superborgerligt ritual og følelsesmæssig skuffelse.
Forklædt som julemænd uddeler de medvirkende historiebøger til
skoleelever, synger for de gamle på plejehjemmene, og på Politigården
forærer de beredskabsstyrelsen en juleplatte. Men så er julemanden
færdig med at være sød og rar. Nu skal det være alvor, og julemændene
beslutter sig for at gå i fl æsket på den amerikanske bilfabrik General
Motors, der netop har besluttet at nedlægge virksomheden i Danmark,
hvor arbejdslønnen er for høj.
Da den hvidskæggede hær pludselig dukker op i Magasin og begynder
at forære varerne bort, går aktionen i dialog med hele befolkningen.
“Glædelig jul”, råber de “I dag er der ingen, der skal betale.” Børnene
græder ved synet af julemændene, der bliver ført bort i salatfade, og de
sidste insisterende julemænd går i banken, hvor de forsøger at optage et
lån på 50 mio. kroner. De kræver kapital til folkets behov.
Smilet i København stivner, efterhånden som Julemandshæren viser
sit sande ansigt: Aktivisme på grænsen mellem civil ulydighed og teater.
Det aktivistiske teater er antitesen til det normale teater, idet gentagelsen
og indøvelsen er en del af teatrets kunstige virkelighed. Med andre
ord er det konservative element uløseligt forbundet med teaterkunsten.
Julemandshæren forsøgte at sprænge disse æstetiske rammer, og det er
for dette snigangreb, vi her hylder dem.