PDF-version - Kulturministeriet

SCENEKUNST
Hvordan fastholde og dokumentere
øjeblikkets kunstart? Hvordan opstille
en scenekunstkanon, hvilket som
udgangspunkt er en umulig opgave? Måske
skulle vi have ladet være? Men vi er hver gang
endt med, at der er noget, der er vigtigere, end
at opgaven er umulig. Nemlig at vi nægter at
forpasse chancen for at give oplevelser videre
inden for den scenekunst, som betyder så
meget. Vi vil have budskabet ud: Scenekunsten
kan noget særligt som kunstart! Prøv det! Vi
kan ikke leve foruden. Og det synes vi heller
ikke, at andre skal!
Den mest grundlæggende udfordring, vi har
stået over for, er at indkredse, hvad scenekunst
overhovedet er for en størrelse, og hvordan vi
kan dokumentere og fremlægge denne øjeblikkets
kunstart. Hvor publikum og aktører må
være til stede på samme tid, og værket fordufter
fra den reelle verden, samtidig med at tæppet
falder. Og hvor en forestilling aldrig er den
samme fra aften til aften.
Selvfølgelig fi ndes der teaterstykker på skrift,
men det er jo ofte kun et udgangspunkt, som
bliver bearbejdet både sprogligt og dramaturgisk.
Og tænk på alt det, der skal lægges
til en tekst eller en koreografi for at gøre den
levende: en fortolkning fra instruktøren, det
visuelle fra scenografen i form af rumlighed,
farveholdning, dekoration og kostumer, skuespillernes
og dansernes arbejde, maskeringen,
lysinstallationen, lydbilledet og musikkens
suggestion.
Endelig kan man også tænke på det særlige
omkring scenekunsten, at den konstant udfordrer,
fortolker og levendegør vores kulturarv.
Det repertoire, som fremlægges hver eneste
sæson, bygger jo for det meste på eksisterende
værker. Det ville i en vis forstand svare til, at
tegningerne til Operahuset i Sydney hvert år
blev fortolket af nye bygherrer, at “Sult” blev
indspillet hver ny sæson, og at “Kongens Fald”
blev omskrevet år efter år.
KANONUDVALGET FOR SCENEKUNST
Chefdramaturg Karen-Maria Bille
Dramatiker Jokum Rohde
Skuespiller Sonja Richter
Forfatter og anmelder Erik Aschengreen
Teaterchef Flemming Enevold (formand)
I kanonudvalget for scenekunst har vi læst,
lyttet, set og hørt, diskuteret og overvejet. Vi
har vendt indlysende, svære, mærkelige, irriterende,
overraskende og suveræne værker
mellem hinanden. På trods af de store udfordringer
med scenekunstens væsen i forhold til
opgaven fi k vi rimelig hurtigt opstillet nogle
solide præmisser for, hvad der gør et scenisk
værk kanonværdigt. Nogle præmisser, som vi i
udgangspunktet følte os overbeviste om, ville
holde, men som det skulle hurtigt vise sig at
være nødvendigt at gøre nogle undtagelser fra.
Disse kriterier for et kanonværk er:
Værket skal repræsentere et nybrud, skal fortælle
en medrivende, fællesmenneskelig historie,
der rækker ud over sin tid. Det skal kunne
udfordre publikum og teaterfolk af i dag, have
vist sig holdbart i virkelighedens verden og repræsentere
et unikt håndværk. Det skal kunne
spilles i dag og give mening for dem, der vil
fortælle historien, men først og fremmest for
det publikum, der skal modtage og bruge det.
Men vigtigst skal værket have den særlige kvalitet,
at det nærmest skriger på at blive iscenesat
og i særlig grad lever i mødet med publikum.
“Vi ønsker at vise det utrolige oplevelsespotentiale,
al den saft, kraft
og mangfoldighed, der ligger
i scenekunsten. Og vi vil gerne
understrege, at nok er værkerne
danske, men alt andet end øer! De
er resultatet af et samspil med hele
verdens teaterstrømninger.”
Tidsmæssigt har vi valgt at afholde os fra
værker fra de seneste 10 år, fordi de helt nye
værker endnu ikke har vist deres bestandighed.
Men mere vigtigt, fordi nutidens meget dygtige
dramatikere og koreografer efter vores vurdering
endnu ikke har lavet deres største værker.
Det synes vi, er værd at vente på! At det betyder,
at den moderne dans og de nyeste brud
på scenekunsten ikke er med i kanonen, og at
eksempelvis Line Knutzon, Katrine Wiedemann
og Tim Rushton glimrer ved deres fravær, må
vi så leve med. Vi er overbeviste om, at de vil
fi nde plads, hvis der om nogle år laves en ny
scenekunstkanon.
Da vores kanonliste skulle stå virkelighedens
prøve, begyndte problemerne for alvor at
trænge sig på. Vores kriterier harmonerede fi nt
med den del af dramatikken, der har litterære
kvaliteter. Men hvad med performanceteatret
og hele det nye, visuelle, teknologiske multimedieteater?
Hvad med den rendyrkede komik,
revyen, musicalen og det folkelige teater? Alt
det der lever af øjeblikket. Meget af det teater,
der præger vor tids teaterbillede, er umuligt at
dokumentere og argumentere for i forhold til
63
en traditionel værkopfattelse og kanontanke.
Samtidig er det afgørende at fastholde diversiteten
og mangfoldigheden.
Vi endte med at måtte gøre nogle vigtige
undtagelser og pege på nogle værker, der ikke
kan spilles igen, værker som er tidstypiske og
borte. Hvordan giver man forsvundne oplevelser
videre til de kommende generationer? Og
hvorfor dog vælge sådanne værker?
Fordi de repræsenterer nogle former for scenekunst,
der er af mindst lige så stor betydning
som de elskede klassikere. Og fordi de repræsenterer
pejlemærker for de dele af scenekunsten,
der i allerhøjeste grad lever, er og udvikler
sig lige nu. Valget er derfor en opfordring til at
gå ud og møde de magiske scenekunstværker,
der ikke fi ndes sammen med plyssæder og kukkasser,
men har andre former, udtryksmåder
og steder.
Vi ville godt have haft endnu fl ere af disse
særlige scenekunstoplevelser med: At eksempelvis
Hotel Pro Formas “Operation: Orfeo”
eller Cantabile 2’s “Helvede” ikke er at fi nde på
listen, skyldes alene benhård prioritering af de
12 pladser!
Vi ønsker at vise det utrolige oplevelsespotentiale,
al den saft, kraft og mangfoldighed, der
ligger i scenekunsten. Og vi vil gerne understrege,
at nok er værkerne danske, men alt andet
end øer! De er resultatet af et samspil med
hele verdens teaterstrømninger. Som når Aladdin
bringer Mellemøsten til Dyrehaven, når
Bournonville henter Sylfi den i Paris, når Dirch
Passer måske låner lidt til sit fi ngernummer fra
Las Vegas, og når Sort Sol er tungt inspireret
af den tyske undergrund. Men måske allermest
i de mange almenmenneskelige historier, der
fortælles i scenekunsten, og som grundlæggende
rummer samme dybde, kærlighed og
smerte, uanset om den foregår i København
eller Verona.
Vi håber, at modtagerne af kanonen vil se,
diskutere, sætte indgroede opfattelser til diskussion
og på den måde medvirke til en bredt
forankret debat om, hvad scenekunst er, og
hvad den kan bruges til i år 2006.
Vi bilder os ikke ind, at den kanon for scenekunsten,
som vi her præsenterer, vil vare århundredet
ud. Tværtimod. Teaterlivet udfordrer os
konstant, fortolker og levendegør vores kulturarv
og udgiver en dynamisk scenekunstkanon
hver eneste sæson, når repertoiret planlægges,
og billetterne sælges.
Scenekunsten fi ndes kun på scenen! Hvor den
kun lever i nuet og mødet med dig! Vær der,
når det sker!