PDF-version - Kulturministeriet

LITTERATUR
Kronhjort på kant. I skovbrynet er kronhjorten
smuk. Men fi ndes motivet på
et lærred over sofaen, er det en banal
efterligning af en natur, som billedet netop
ikke er. “Rammens Kant er Billedets stærkeste
Virkning”, skrev maleren Harald Giersing. Den
grænse mellem kunst og ikke-kunst, som det
enkelte værk udtrykker, genfandt Giersing i
grænsen mellem kunst og nationalitet: “God
Kunst er altid national. National Kunst er altid
daarlig.”
Den litterære kanon omfatter da værker, som
i den forstand er god kunst. Den er ikke tvang
og tyggemad, men et tilbud til hele befolkningen
om at møde umistelig digtning. Den giver
det fælles modersmål for de fl este en kant,
så vi kan træde et skridt tilbage fra vanen for
at genfi nde vores nysgerrighed, for at blive
inspireret til fordybelse og for at få afprøvet
vores kvalitetskriterier. Den stiller ikke blot
bevingede ord og talebobler til vores rådighed.
Den sætter sprog til hele følelsesregistret, til
oplevelser og erfaringer, til muligheder og til
de steder, vi kun når i fantasien. Dansk sprog.
Men god litteratur henter ofte inspiration på
tværs af grænser mellem sprog, nationaliteter
og kulturer, og derfor er litteratur et eminent
redskab til at gøre det fremmede nært og det
nære mere mærkværdigt.
KANONUDVALGET FOR LITTERATUR
Professor Finn Hauberg Mortensen (formand)
Professor Erik A. Nielsen
Forfatter Mette Winge
Forfatter Claes Kastholm Hansen
Forfatter Jens Christian Grøndahl
Den litterære kanon omfatter værker, som
henvender sig til den enkeltes læselyst, værker
som i al deres indbyrdes forskellighed tilbyder
steder at samtale fra og om. De er nødvendige
i et komplekst samfund, hvor mange roller og
identiteter fi ndes. Værkerne har ingen grydeklare
løsninger af personlige og samfundsmæssige
problemstillinger, men de giver bud på
det at være menneske i mange tidsaldre og
kulturformer, som vi nu og her kan spejle os i
og se igennem.
Kanonudvalget for litteraturs arbejde med at
fi nde et fåtal af litterære værker i en 800-årig
litteratur har trods medlemmernes forskellige
baggrund været mindre brydsomt, end mange
har forventet. Nogle vil måske savne overraskelser
på listen, men det er også en pointe, at
valgene på det litterære område formentlig er
mindre kontroversielle end på områder, der
står uddannelsessystemet fjernere. Udvalget
har ikke fundet den skjulte eller fortrængte
litterære guldklump, som kunne give listen
overskrifter i nyhedsmedierne. Selv om dansk
litteraturhistorie ikke savner urimelige op- og
nedvurderinger, så kommer disse dog i anden
række, når opgaven alene er at fi nde 12 værker.
“Udgangspunktet for vores valg
har været, at smag faktisk lader sig
diskutere. Vi har peget på værker,
der har vist sig slidstærke i den
kulturelle tradition.”
Udgangspunktet for vores valg har været, at
smag faktisk lader sig diskutere. Vi har peget
på værker, der har vist sig slidstærke i den kulturelle
tradition. Blandt disse er valgt værker,
som hver og ét af udvalgets medlemmer dels
fi nder er af høj kunstnerisk kvalitet, dels spår
en fremtid som levende og værdifuld litteratur.
I kriterierne indgår altså både tradition, oplevelse
og holdbarhed. På den baggrund opfatter
vi alle de valgte værker som væsentlige bidrag
både til dansk litteratur og til dansk kultur i
bredere forstand. De er resultater af en original
og dristig kunstnerisk indsats, som også er
værdifulde. De er værd at bevare for eftertiden,
fordi de giver referencepunkter i et moderne
globaliseret vidensamfund.
Dansk litteratur er rig og mangfoldig. Der er
heldigvis så meget at vælge imellem, at vi ikke
har behøvet at give køb på kvaliteten for også
at tilgodese spredning på tidsaldre og tekstformer.
Nye læsere kan starte her, men der er ikke
tale om et tilstrækkeligt eller afsluttet pensum.
De værker, der er landet på kanonlisten, kan
– trods deres spredning – klart nok ikke gøre
krav på at være en miniatureudgave af dansk
litteratur. Mange højt kvalifi cerede tekster og
forfattere leder man forgæves efter. Bag udvæl-
41
gelsen af de enkelte værker ligger således ikke
en henvisning af den øvrige danske litteratur til
en lavere rang. Dertil kommer, at det ikke har
været muligt at behandle genrerne ens. Dele af
lyrikken har vi prøvet at tilgodese med en antologi,
mens vi helt har måttet afstå fra at lade
essayet repræsentere, skønt også det har en
væsentlig plads i litteraturen og i kulturbilledet.
Det gælder således også for kanonlisten, at
kanten er dens stærkeste virkning. Den har som
forudsætning den kvantitative og for så vidt
tilfældige afgrænsning, der følger af kravet om
12 værker. Listen fungerer ikke blot som en
udpegning af ‘det gode’, dens resultat er i høj
grad også en proces: Den kan rejse en diskussion,
dels af de enkelte valg i relation til andre
mulige, der i én eller anden forstand er af
samme slags, dels af de kriterier, vi bruger, når
vi skal vurdere litteratur, og i bredere forstand
vores kulturelle arv. Listen er på den vis ikke
bare til debat men også et bud på at kvalifi cere
debatten.
Hvis kanonudvalget for litteratur havde været
anderledes, ville resultatet formentlig også
være blevet det. Lige så oplagt er det, at en
kanon som denne løbende bør revurderes og
suppleres. Det er imidlertid ikke en grund til
at afstå fra at bidrage til at tydeliggøre den
kanondannelse, som enhver læser, lærer og
litterat alligevel bidrager til hver dag gennem
valg og fravalg. Problemet ligger ikke i selve
fremhævelsen, men snarere i, hvad der vælges,
og specielt i, hvem der vælger og dermed giver
legitimitet til noget. Det vigtigste spørgsmål er,
hvorfor noget kanoniseres. Det behøver ikke
at være for at forsvare noget (dansk litteratur
skal nok klare sig endda), men kanoniseringen
vil ofte basere sig på ønsket om at retlede.
Det er let at se, at kanon indebærer en risiko
for cementering og for traditionsfastholdelse.
Men – ligesom det sker på ethvert museum
– er denne italesættelse og afnaturalisering af
fortiden kun begyndelsen til at komme videre
med traditionens styrke i behold. Det er et
oplysningsprojekt, som man – ikke mindst i
Europa – har arbejdet på ganske længe, og som
også digteren J.P. Jacobsen gjorde til sit feltråb:
“Lys over Landet! / Det er det, vi vil –”.