trappe tusind nr. 4

model-uden-kvalitet < … - nutidshistorie - … >
Jeg synes, at en af de mest slående ting ved at se tilbage på Tiqqun er, at på den tid, i 2001,
hvis man talte om borgerkrig, ville folk kigge på en med en blanding af medlidenhed og medynk,
hvad er der galt med ham, hvad snakker han om. I modsætning til i dag, hvor det er en så tydelig
opfattelse, der ikke står til diskussion, Tiqqun kan på den måde ses som en profet.
(en mandestemme) (ikke tydeligt)
G.A.: Efter min mening er Blooms teori en konstatering af en situation, ligesom i de andre tekster,
det er ikke, fordi man vil gå til yderligheder med noget for at skabe en dialektisk omvæltning, ja,
det er rigtigt nok, at det er en meget brugt metode, som man altid kan finde. Men det virker på mig
som om, at den definerende tone i disse tekster nærmere er en »konstatering af en situation«.
Hvad der vil ske bagefter, er ikke klart. Det er ikke tydeligt, hvis man tager udgangspunkt i det,
som Tiqqun kalder Bloom, dette »ikke-subjekt«, som Bloom er, om der så opstår en revolution
eller... Overhovedet ikke tydeligt, nærmere det modsatte. Det er det, som gør teksterne svære,
de kan på den ene side læses som en totalt negativ og nådesløs analyse og på den anden
side og i modsætning hertil, da det drejer sig om en konstatering af en politisk situation, (som
fremgangsmåde til) at prøve at se de muligheder, som denne situation indeholder. Alle situationer
indeholder en mulighed. Det er ikke givet, at hvis situationen virkelig er negativ, at der så dér er
en slags negativ teologi, hvis man alligevel søger efter en mulighed.
(en mandestemme): I Tiqqun prøver man at definere afskaffelsen af klassekampen overladt til ...
på en metafysisk måde ... (han afbrydes af Hazan).
E.H.: Jeg er ikke sikker på, at det overhovedet er problematikken i disse tekster, jeg er ikke sikker
på, om jeg har forstået teksterne. Det tager udgangspunkt i afslutningen på de store koncepter
som klasser, klassekamp, og det er derfra, at tingene begynder hos Tiqqun.
G.A.: Det, som slog mig ved Tiqqun, det var denne totalt radikale indstilling, hvor man ikke ledte
efter et subjekt et eller andet sted. Vi har haft autonomien, negrismen og arbejderfiguren udbredt
i samfundet, man søger efter arbejdere overalt ... I Tiqqun er der ikke noget af det, det er ikke
godt, ikke dårligt. Deres handling består i ikke længere at lede efter et subjekt, der kan genbekræfte
frelserpositionen eller det revolutionære subjekt. Det handler om at tage udgangspunkt i
forfladigelsen i det samfund, vi lever i, og alligevel lede efter nogle muligheder, som man stadig
finder dér.
(en kvindestemme): spørgsmål angående skuespillet ... Og Guy Debord?
G.A.: Man burde spørge nogle, der interesserer sig for det ... Debord er selvfølgelig meget
præsent. Nogle gange kunne man få det indtryk, alene fra et stilistisk synspunkt, at der er en
stærk tilstedeværelse. Men på samme tid virker det også, som om der altid har været en kritik
af situationismen. Det er derfor, at jeg hellere ville referere til den situation, der blev skabt af
Foucaults arbejde, end, som jeg kunne have gjort, til den situation, der blev skabt af Debord
og situationisterne. For, selvom Debord bliver nævnt flere gange, så virker det på mig, som om
der ikke er nogen sammenhæng, hvorimod Foucault kaldes til live, uden man indrømmer en
indflydelse, så det virker på mig, som om det er et mere tydeligt udgangspunkt for at kunne forstå
det, der foregår. Du kan stille spørgsmålet ... til ... Fulvia.
(mandestemme): Er det nødvendigt at revidere Blooms teori i dag? Altså, hvis der kommer et
Tiqqun 3, jeg ved godt, at De ikke er den eneste forfatter, altså er dette spørgsmål ikke kun
rettet til Dem, om De selv har en idé i relation til Blooms teori, det, som De allerede så småt har
antydet til i Det kommende fællesskab med en hvilken som helst-singularitet ... (ikke hørligt).
Julien Coupat er samtidig nødt til at konstatere, at fordi han er i fængsel, er han ikke helt en
hvilken som helst. Derfor spørger jeg mig selv, om man i dag, den hastige degradering siden
2001 taget i betragtning, om det ikke er nødvendigt at omarbejde denne definition af de nutidige
eksistensbetingelser, der beskrives i Bloom. Og genoptage, for at afslutte, denne idé fra Deleuze,
som talte om at »shifte« og, hvis jeg husker rigtigt, at der ikke var nogen mening i at tale om »jeg,
mig«, men om begivenhed...
G.A.: Jeg har ikke autoritet til at tale på vegne af Tiqqun, overhovedet ikke. Men jeg vil godt
sige, som Fulvia sikkert husker, at vi diskuterede Blooms teori meget, om man kunne prøve at
genoptage den, præcisere den, fordi der var en eller anden form for subjektteori. Men, for mig,
virker de tekster, som jeg har citeret fra Tiqqun 2, meget tydelige, der står »en subjektteori kan
kun eksistere som en teori om styringsmagtens dispositiver«. Altså, derfor vil jeg svare »nej«, det
virker på mig, som om at der dér er en afvisning af at prøve på at udvikle sådan noget som en
subjektteori. Jeg ved ikke, om det var en kritik af det, jeg sagde. Men denne sætning sprang mig
i øjnene, og det er derfor, jeg ville tage udgangspunkt i den, fordi den, så at sige, rydder terrænet
for idéen om at forsøge på at udvikle en ny subjektteori, det vil altså sige, at Blooms teori ikke var
en subjektteori, men noget andet.
Den er stadig gyldig, men man skal ikke forstå den som en subjektteori, men som noget andet.
Det arbejde, der skal tages hul på, er ikke let, hvis man placerer sig i dette sammenfald mellem
subjektteori og dispositivteori ... Man kan sige, at der ikke er plads nok til, at sådan noget som
et subjekt skal kunne være i den. Læs den anden tekst, ”den kritiske metafysik”, der går et skridt