trappe tusind nr. 4

asGer sCHnaCk
aLLe sMaaBLoMsTer, Trip,
’Luft’. og allerbedst det sidste rim, ’broget’, ’Blomstersproget’,
Trip, Trip
hvor hele ordet ’broget’ er indfattet i ’B(lomstersp)roget’. der
er meget at lytte til, med hovedet nede i græs.
den store begyndelse er også den store afslutning.
kender ikke noget mere hjertegribende end det digt, der
Glæden hører op, fordi en ny glæde, som slet ikke kan
videnskabeligt set, der lidenskabeligt set, der måske slet ikke er
genkendes som en glæde, trænger sig på. ure splintres, og
stort eller moderne, men i alle tilfælde er grænseoverskridende
skrift fyger som stål eller i det mindste som stole. Hvor der
og vældigt som følelse. Helst ville jeg sige noget om, hvad der
før var faste former, er der nu ubeboeligt. Faktisk har der
gør digtet godt. det ville være rart at gøre sig klart, hvorfor
været det længe, men rådne mennesker har siddet ved bordet.
man tænker. Hvorfor man reagerer på noget med indre svovl.
Man kan sagtens forske videre, dog, med tilbagevirkende kraft
Fortæl mig det, gå om bag ved mig og fortæl. det er ikke en
flyttes montrerne, og det, der før hed trafik, må nu nærmest
samtale, for det er min egen nakke, der taler. Forfra kommer
betegnes som en duft. Tonefaldspoesi mister benene og kan
virkeligheden, hvis vi med virkelighed forstår sten og glas.
ikke gå, heller ikke stå eller sidde, for den er væltet om som
selv ligger jeg i vand.
støv på plænen. det jeg, der før skrev eller talte, har fået sig
selv galt i halsen. vinden rusker, for vinden er det nye.
Alle Smaablomster, trip, trip, trip
J. p. Jacobsen træder ud i ’græsset’, ud i ’sproget’. per
Hen til min Elskedes Kammer.
Højholt kommer frem fra sit skjul. omme ved brændestablen
Lok hende, drag hende, plag hende ud
står hans renault Quatrelle, det var inden Land roverens
Med Duft af Violer, Konvaller, Jasminer.
dage. J. p. Jacobsen stormer ud i studiestræde. Hvis det ikke
Men faar hun nu ikke ved al den Duft
regner, ryger han cigarer, mens han løber. Han løber ikke,
Længsel efter mig og den friske Luft
han bevæger sig adstadigt af sted. per Højholt nikker til
Gjør hende det saa kun rigtig broget
landskabet. det har betydning alt sammen.
Tal Blomstersproget.
Hvis man har evnen, kan man ved at lytte høre. og
det, man hører, lytter til én. Man er i en lyttedialog. det
[1871, ej trykt i digterens levetid]. Hvis jeg siger, det er ikke
kommer op i én nedefra, men det er græs alt sammen.
noget særligt, er det et godt udgangspunkt. Jeg kender i alle
den lyttende er allerede båret væk af vinden. den
tilfælde ikke noget bedre. at se nedefra eller fra siden. at
sagtmodige er styrtet som en brik af luft. Men i faldet er
befinde sig dernede. Lidt som at være dum. per Højholt-
selve lytningens triumf. om det hedder kærlighed eller
dum. altså meget lidt dum. Men dummere [”Jeg har sat mig
eksistensfilosofi, kan være det samme, for bevægelsen
ud her ved gavlen / for at blive dummere”]. Hvordan sige
er vigtigere end målet, det er klart. vejen tindrer under
’lidt’ for tredje gang og stadig væk se ud som et menneske?
stjernerne.
som udgangspunkt at være det.
det, der er sket for længst, sker til stadighed i sproget.
ud i græsset, vælte omkuld. derude løber årstal forbi
selv det, der ikke er sket.
[1977]. og noget større, ikke-årstal, ikke-begivenheden. det
positionen at bekrige det nye ved at lade stål og
hørbare. [”a/s græsset vokser hørligt”]. Muligvis ved vi slet
stænger fare igennem hovedet på én uden at ænse det. at
ikke, hvad vi taler om.
tømme for at fylde. eller: at tømme, ikke med nogen hensigt.
vi kan altid læse digtet: to gange fire linjer med to rim
Hensigtsløst at færdes i sproget.
i anden halvdel, og fjerde og femte linjer bundet sammen af
ren som skårede sten, ren som skåret papir, ren som
gentagelsen af ordet ’duft’. daktylisk duft. Jeg læser nu for
skårede lyde, der falder som metal på skårede sider. The Drop.
at læse en fæstning frem. der er tre gange tre: der er ’trip,
et nyt maleri, der tager hensyn til tømtheden snarere end til
trip, trip’, og der er ’Lok’ og ’drag’ og ’plag’, og der er ’violer’,
fortællingen, til farvelyset snarere end til farvens reference til
’konvaller’ og ’Jasminer’. Men der er også en fjerde gang tre,
en vindblæst natur.
’al den duft’, der siges som 1, 2, 3. der er det dejlige indrim:
når vi har læst digtet, kan vi rejse os op og forlade det.
82 ’(konv)al(ler)’ / ’al’, og naturligvis alliterationen ’Længsel’,
ingen kærlighed strømmer ud fra dets sprækker eller skjulte 83