trappe tusind nr. 4

model-uden-kvalitet < … - nutidshistorie - … >
det, som man har i hovedet, når man tænker på borgerkrigen, altid er noget opdukkende.
G.A.: Nej, det er et konstituerende faktum.
(en mandestemme): Er borgerkrigskonceptet ikke et ekko af det, som Roberto Esposito beskriver
i sit værk Comunitas. 11 Er Tiqqun ikke en forlængelse af Roberto Espositos filosofi, idet det
forsøges at formulere et udgangspunkt for at kunne grundlægge en politik uden subjekt, uden
antropologi, for mig er det nærmest utænkeligt. Og, altså, hvorfor vælge dette ord borgerkrig, hvis
det er Hobbes, ok, men i Espositos betydning og ikke i den betydning, som er fælles formuleret
i doxa.
G.A.: Nej; på den ene side ser jeg ingen forbindelse mellem Tiqqun og Esposito ... På den anden
side er det ikke en stræben efter at grundlægge et nyt koncept. For en gangs skyld handler det
om at vise, hvordan et fortrængt grundlag for vores politiske handling kommer til syne, det er ikke
det, der skal konstituere fællesskabet. Det er ikke borgerkrigen, der skal være fundamentet for et
fællesskab, eller hvad det bliver til. Det er en konstatering. Noget kommer til syne. Man er midt i
denne borgerkrig, som man troede, Staten skulle fortrænge og eliminere.
(en mandestemme): [...] Hvis man ikke længere kan tale om et subjekt, og man i stedet taler om
Bloom, og man ikke længere kan henvende sig til Bloom, fordi det netop ikke er et subjekt, hvem
henvender man sig så til?
Jeg synes, at problemet, som er forbundet til det, Hazan sagde lige før, for eksempel tilegnelsen
af nogle af Heideggers former, for eksempel begrebet MAN, ganske rigtigt, man vil ikke længere
tale om hverken Staten eller Kapitalen, som i egentlig forstand er noget, der fastlægges på et
biopolitisk niveau, der ikke længere lader sig indkredse af de store kategorier, men som ikke
desto mindre har en effekt. Og spørgsmålet om, hvem der angriber os, og hvem der gør noget
mod os, virker pludselig dumt. Er der så ikke hos Tiqqun et forsøg på at vise en ny dimension af
det politiske, som bremses af besværligheden ved at navngive denne magt? Jeg har et indtryk
af, at med Bloom og denne besværlighed ved at navngive magten i sit nye forfald, eller i sin
hensvindende status, bliver det et problem at vide endeligt, hvem der gør hvad, hvem der kan
gøre modstand mod noget, når man ikke engang ved, hvad man skal kalde det.
G.A.: Jeg tror, at den hindring, som De beskriver, kommer af det faktum, at De alligevel bibeholder
de begreber, som De samtidig påstår er eliminerede: det vil sige, individ, subjekt, Stat osv. Men
det er allerede hos Foucault, Foucaults store idé var, at der ikke er nogen magt, ikke noget ondt
subjekt, som styrer undertrykkelsen, der er kun magtrelationer fordelt i enhvers indre. Og hvis
man accepterer dette på en radikal måde, så kompliceres det hele selvfølgelig, fordi man ikke
står over for en klar fjende, og man ikke har ansigt på de subjekter, der kæmper klart imod. Men
alligevel taler man i det mindste om den virkelige situation for en gangs skyld. Jeg ser altså intet
problem, hvis man accepterer dette, hindringen kommer, hvis man endnu en gang prøver at
navngive subjekterne. Men hvis man fuldstændigt lægger dette til side, anbringer man sig så at
sige i ontologien og ikke i antropologien. Det er den faktuelle situation, man befinder sig i, her skal
man ikke længere nødvendigvis forsøge at navngive et sådant subjekt eller magt. Denne diskurs
omhandler magtens dispositiver, som Foucault allerede beskrev, og som Tiqqun beskriver. Og
der findes måske en diskutabel tese i teksterne om borgerkrigen. Der findes ingen appel til et
civilsamfund, man kunne spille ud mod Staten. Modsat, er Staten så at sige blot civilsamfundet i
sin egenskab af magt, i sin egenskab af samling af dispositiver.
Jeg siger ikke, at det er så simpelt. Dette sætter os imidlertid i gang med at tænke muligheden
for en egentlig politisk handling, uden at henvise til en figur af onde subjekter eller på den anden
side, klare subjekter.
Det er virkelig politik som ontologi og ikke som antropologi.
(den samme mandestemme): Jeg ved ikke, om man kan støtte denne slags ontologi, som De
kalder det, der faktisk udstrækkes af en grad af præcision og atomisering af magten til det, som
alligevel driver ethvert individ. Spørgsmålet handler mindre om at kunne vide, om foretagendets
foranstaltning er rigtig, end om at vide, om den kan lykkes, og videre, om man pragmatisk kan
betjene sig af den, hvis det er sådan, at den skal kunne bruges til et eller andet.
G.A.: For at give et klart eksempel. Alan Badiou, en filosof, jeg respekterer meget, har, som De
ved, lavet en bog om navnet Sarkozy, og dér ledes stadig, hvad betyder dette navn, et subjekt ...
Tiqquns fremgangsmåde er fuldstændig anderledes. Det er ikke en kritik af Badiou. Man skal ikke
navngive eller lede efter betydningen af dette navn, det er noget andet.
E.H.: Det er næsten tesen i Badious bog, fordi han siger Hvad er Sarkozy navnet på?, det vil sige,
at bagved denne store globale og uinteressante helhed er der dispositiver, forekommer det mig.
Det er ikke en bog om Sarkozy, det er en bog om de underliggende dispositiver.
G.A.: Det førte til Vichy, alt det, en hel tradition ...
(kvindestemme): Jeg er ikke den eneste, der synes, alt dette er meget abstrakt (bifald og latter)
Ok, Deres holdninger inkarnerer »Hvad er Sarkozy navnet på«, der er et helt system bagved,
men navnet, det er ham, der bærer det, ham, der grundlægger det. Jeg er ikke filosof, men jeg
11. Comunitas er et konceptuelt forsøg på at redefinere idéen om fællesskabet, uden referencer til tidligere og kommende
fællesskaber, ved at prioritere de forfattere – fra Rousseau til Kant eller Heidegger – hos hvem der gælder et
fællesskabskoncept som en fælles lov for »samvær«, men også en tragisk bevidsthed om, at det er urealisérbart ud fra
et politisk synspunkt.