trappe tusind nr. 4

Jenny TunedaL
i soM i upprikTiG
ikke vil fuldføre deres ærinde uden at påbegynde et andet,
fortsætte indtil ingenting længere er udelukket. og det hele
med andre ord langt fra kan være sagt, eller færdigt, eller
varje betydelse är också ett missljud. enhver oversættelse er
afgjort. der findes også afbrydelser. sammenbrud (syntakti-
også en perversion. ethvert digt er også en orden. ethvert jeg
ske, semantiske, ondartede). de store følelser findes, og deres
er også en bekendelse. enhver bekendelse er også en løgn. Jeg
løgnagtighed.
begynder forfra.
Jörgen Gassilewski sagde i en samtale engang, at der
enhver betydning er også en lyd. enhver lydlighed
findes noget problematisk i længslen efter at læse digterjeget
er også en misforståelse. enhver overflod er også en mangel.
som et helt subjekt, et menneske, som står i teksten og siger:
enhver sexist er også en mand. ethvert jeg er også et du.
’jeg er din ven, og jeg siger det her til dig, fordi jeg mener
enhver præposition er også en bestemmelse af en afstand.
det.’
enhver gentagelse er også en forskydning. Jeres ressourcer
Lars skinnebach befinder sig langt derfra. Hans selv-
øges. Min brugsværdi mindskes.
bevidste, poserende digterjeg siger: ”jeg” kan være din uven,
ordet demonstration.
dit svin, din misbruger, dit symptom, din løgner, din løgn.
som i at gøre modstand. som i at gå ud på gaderne
og: ”jeg” er dit personlige pronomen, og jeg er en shifty lille
og protestere. som i at være mange, snarere end en. som i at
foranderlig domptør og vagabond og romantiker og gramma-
forsøge at råbe med en stemme, men det går ikke, eftersom
tiker, og intimitet er bare en genre, et spørgsmål om genre.
nogen altid siger noget andet, som også er sandt. som at
det lyder måske enkelt, men det er det stadig ikke. det
være i bevægelse. Lave en bevægelse, som indebærer at bryde
lyder måske som et ’jeg,’ man kan reducere til positioner og
ud af demonstrationstoget og kaste noget. For at forstyrre
holde op med at høre på. Men sådan er det ikke – i hvert fald
ordnen. Forstyrre den orden, som også findes i modstan-
ikke for mig, når jeg læser de her tekster, som jeg vil kalde for
den mod ordnen. Lars skinnebachs bog Enhver betydning
’digte.’ de inddrager mig fuldstændigt i deres komplicerede
er også en mislyd er en demonstration, hvis du spørger mig.
spil med sandhed og løgn, retorik og intimitet, nærhed og
demonstration som i opvisning. af poesien som genre, som
afstand. skrig og det mere diskrete sprog. ’digtene’ fortæller
form, som værdi. af begrebet ’værdi’s greb om verden. af
mig hele tiden, hvad de beskæftiger sig med – de henlæg-
poetik som genre, forsøg, forklaring, forklædning. af lyden ’i’
ger deres destruktivitet, deres sproglige og retoriske gester
som mislyd og betydning.
til deres ydre. og tvinger mig til at tænke over det, de taler
af litterære former som muligheder og begrænsnin-
om, at de handler om. det er, som om de fuldstændig tager
ger. af meningen og meningsløsheden i begrebet genrer,
magten over mig. det er irriterende. Jeg er deres bytte. det er
genrebetegnelsen ”genrer.” af misforståelsen som forståelse.
som at fare vild. der findes noget befriende. der findes ikke
Litteraturen som en abefest i skriftens nostalgiske kataloger.
nogen befrielse.
af henvendelsen som skamgreb. Læg mærke til det her: ”vi
og jeg opfatter desuden digtene som oprigtige.
kan mødes og være venner/ [...]/ mens jeg forsøger at udrede/
oprigtige hinsides forskellen på sandhed og løgn. som al-
mit tankemæssige fundament/ for de usynlige tilhørere, i/
vorlige forsøg på at tale oprigtigt om politik, om sprog, om
som nu er synlige.”
hvad sproget er. ikke bare fortælle, men også vise, hvordan
nu er i synlige. og sprogets måde at synliggøre på er
digtet skaber betydning, hvordan relationen mellem jeg og
synligt. det er en provokerende enkel metode til at vække
du, eller læser og skriver, bliver til og går i stykker, hvordan
interesse. Jeg ser jer nu. se mig.
digtet tænker over sit sprog som en metode.
det her er en digtsamling, som viser i stedet for at
”[...] asket, asket/ hjælp mig gennem automatikken/ i
skjule. som skriver ordet hus og bagefter peger på det: ”vi
enhver betydningsdannelse, den/ der taler det mest oprigtige
kan se et hus.” som puts its money where its mouth is – det
sprog/ har magten på sin side,” står der.
vil sige i retning af læseren. insisterende, pågående, skrålende.
Har den, der taler det mest oprigtige sprog, magten på
der findes stiplede linjer, og der findes enkelte rækker, som
sin side? ingenting tyder på det, ikke der hvor jeg kommer
4 strækker sig udover sig selv, og der findes sætninger, der
fra. det lyder som et falsum. som ren retorik. Men det lyder 5