tændrør. ingen faldende kviste fra et ensomt træ rammer os i fiktiv forestillingsverden, som i en slags stereo svarede ham hovedet. vi går lige så roligt væk, mens noget nyt eksploderer igen ude over markerne. (Gummistøvler, renault 4L, ikke til alle sider om os. postens, men hans egen). postens Morris holder udenfor. ved Hvad mener vi med, at noget af kroppen er sprog? køkkenbordet sidder per Højholt og læser korrektur, mens Hvad mener vi med, at naturen kan tale? og er det i posten venter. dejlige 20 minutter. virkeligheden noget andet end naturen, vi tror, at vi hører? er posten ankommer med The Drop. [1997]. posten der noget ingenting imellem hvert græsstrå, som taler? og ankommer i dråbeform. ikke det store hav. ikke den store hvad siger dette ingenting? er der et tomrum, vi kan stikke følelse. Men mørke. som modsætning til lys. ikke andet. hovedet ind i, et tomrum, som kalder evigheden for sekunder som en aftale imellem mennesker om, at det er, hvad vi har og tikker? det hele er lidt anderledes, end vi troede, for det aftalt. Hernede begynder så, uanset, alle mulige små hængsler er en væg. at falde af vinduerne. krakelerede stængler og matterede så sent som i morges var alting anderledes, der var lygter af typen naturlige lygter. det første redebyggeri afløses ingen forvirring, planter var planter, og ord var ord. stilhed af det andet redebyggeri, og snart er et tredje redebyggeri eller tysthed var noget, man hørte i radioen, når den var i gang. Beslaglagte æg. uden den store modstand. en slukket. der var ikke en kanal for støj forstået som stilhed gymnasieungdom, der på én gang stiger ud ad vinduerne og eller for trippende tysthed forstået som et højere poetisk kan flyve. plan, hvor treklange kunne klinge ud. der var ikke et snevejr de fine små årstal bider ungdommen i nakken. som metafor for en hvidhed, der var ikke en hvidhed som digtet er et tæppe, der opsamler støv fra talende blomster. metafor for et snevejr, denne sære tautologiske rimfondue, når dråben falder, høres en lyd, som forplanter sig til årstal. der blev eftermiddagens ret. værsgo at spise. værsgo at på urskiven rutsjer de med strithår og resterne af deres træde nærmere. poesi må og skal være frit stillet i forhold til venner. tyggemuskler og bidestolper for et billedsprog, der peger og i mosen. på stylter. insektmæssigt. kanter sig. ser vi peger tilbage. verden fra flere sider samtidig, taler vi et sprog. vi behøver ikke at have eksempler. vi forestiller os Hvad kan vi udlede? kan vi udlede en æstetik af eksemplerne. vi er overdynget med eksempler. vi kan ikke disse vinde, der blæser her? kan vi skimte en gråhed? og er trække vejret for eksempler. i et øjebliks jubel fandt vi det den varme, de små stængler praktiserer, en virkelig varme? eksempelløse eksempel. en nikkedukke af et eksempel. spørgsmålet er køligt, men svaret er – måske – varmt. som så mange stavelser, så mange stavelser, så mange en sommerdag soler sig i en vinters kulde. skygger, så mange klassiske vejrtrækninger, digtet bundet til allerede i første linje var digtet klar over, at det kroppen. altså én krop. derfra, hvor det strømmede. var et digt, ellers ville det aldrig være blevet til et digt. det Hånden er mester. det er sådan, det er. som tårer i slog med hovedet, eller det skred ud med hælen, eller det øjnene er hånden mester. Tårer i øjnene i vinden. virrede med en hånd, alt sammen begyndervanskeligheder, kan ord strømme ud over en overflade som vand fordi det jo bare var en begyndelse eller et ’vækstpunkt’ uden eller kendskab eller forudanelse om sit eget punktum. Men det efter en længere pause indser vi, at pausen er en skulle komme. slags musik (forstået som pause og ikke som ’musik’), at det, der taler her, er noget, der vokser. noget, der pausens længde er en slags sprog, og at den indsigt, vi lever lever sin tid ud. det ser sig om, alt er dødt til alle sider, nej, nu med (nøgternt), rummer på én gang mørke og lys (forstået er det levende, og det er selv levende, det er noget, der finder som modsætninger, ikke ’modsætninger’). Herfra kan man sted. og hører op. komme ud af hulen. Mælkebøtter, eller hvad det nu er. et eller andet Traktoren mødte sproget første gang, da den trak navngivet. Græssets stormtropper. et møde inden det et tomrum fyldt med husgeråd, skrammel og tomme store angreb imellem forskellige farver (farver forstået som konservesdåser ind i digtet. det var en dag for snart emotionel aggression). Tågen er her det grå, forbindelseslinjen 84 mange år siden, per Højholt kom selv trækkende med en til eksistensen som meditationsobjekt i morgentimen, uden 85
etning, uden hensigt. Her vil jeg bo. hvor mange gange kommer ordene løbende hen? lige så mange gange som der er vintre. Hvis du sætter punktum, er du ulykkelig, hvis du ikke sætter punktum, er du både ulykkelig og ’ulykkelig’, dvs. lykkelig. det er stigen, den står ude i naturen, og den vælter, hvis du omtaler den som stigen i naturen. Hvis vi søger et punkt, søger vi et punkt, hvis vi ikke søger et punkt, søger vi et punkt med ryggen, mens vi bevæger os bort i modsat retning. Læser en lille smule, sover, læser en lille smule, sover. i én sprække flød det med ord, i en anden sprække flød det med blomster som blomster. Tiden handler, når den går. Hvis tiden kunne gå uden at handle, ville vi kunne meditere os ud af problemet. Men tiden er grisk, den handler, når den går. Måske en rytme kan distrahere den, eller en gråhed, der spiller væg, eller en forvirring, der tror, at den handler, mens det handler om noget helt andet. vi taler her om digtets muligheder. 86 87
Change language