trappe tusind nr. 4

Mads peder Lau
pedersen
FirMaeT soM MonsTer,
virkeLiGHeden soM MareridT
Bemærkninger om Thomas Ligottis firmahorror
vellykket horrorlitteratur i essayet ”Thinking Horror” mere
end antyder:
“i Have a special plan For This
World” og “The nightmare
network”.
i.
de fleste mennesker bruger en stor del af deres vågne tid på
arbejdet, ligesom de fleste henter en stor del af deres identitet
i deres arbejde. arbejde forbindes med økonomisk såvel
som personlig udvikling og er i det hele taget en af de store
positive myter i den vestlige kultur. det er sundt at have et
arbejde, lediggang er roden til alt ondt, arbejdet bærer lønnen
i sig selv. alligevel synes der at være bemærkelsesværdigt lidt
skønlitteratur, der har livet på arbejdspladsen som decideret
omdrejningspunkt, og ikke kun som baggrundsstaffage. en
forklaring kunne være, at det meste arbejde forekommer
både rutinepræget og kedeligt. selv i den kreative klasse er
arbejdslivet forbundet med et vist mål af trøstesløshed og
en tilsyneladende uendelig tidshorisont.
62 63
1 Fra den ansattes
synspunkt er arbejdet altså forbundet med en vis dobbelthed:
det skaber identitet og skaber fremgang, men er samtidig
forbundet med en vis tristesse.
alligevel er der en fiktionsform, der beskæftiger sig
indgående med arbejdslivet, og især med trøstesløshed og en
tilsyneladende uendelig tidshorisont i ondsindet konspiration:
et lille hjørne af horrorlitteraturen, der kaldes ”corporate
horror,” eller på dansk ”firmahorror.” 2 dens hovedudøver er
den amerikanske horrorforfatter Thomas Ligotti (f. 1951), 3
der siden 1996 har udgivet fire noveller og en enkelt kortroman,
der kan karakteriseres som firmahorror. 4 Fænomenet er
åndsbeslægtet med kafkas underkuede kontorister, Melvilles
klerk Bartleby og scott adams’ tegneserie Dilbert, men
trækker også på det kosmiske perspektiv på rædselen, som
H.p. Lovecraft var en af de første til at anlægge. 5 i firmahorroren
har et overnaturliggjort, fjendtligt og omnipotent firma
overtaget rollen som den mere traditionelle horrors overnatulige
fænomen eller monster, og i mine øjne er den som sådan
en af de mest interessante nydannelser i horrorlitteraturen. 6
Horrorforfatteren Michael Cisco (f. 1970) observerer,
at horror groft sagt tenderer mod en af følgende to
effekter: den ene er at fremmane rædsel, den anden melankoli,
med depression og demoralisering til følge. 7 Human beings are set up to be destroyed, as they are in
reality, and their destruction occurs not in an everyday
world bustling with life and pleasure, but in hermetic
haunts bustling with death and suffering.
Ligottis
firmahorror (og hans fiktion i almindelighed) hælder i høj
grad mod sidstnævnte effekt, som hans korte karakteristik af
8
karakteristikken gælder i ligeså høj grad hans eget værk, der
er præget af en isnende trøstesløshed. Blod og splat er stort
set fraværende, og i stedet fremmanes en atmosfære, hvor
virkeligheden er gået af led og har fået et skær af irrealitet
over sig. Horror er i denne form en pessimistisk fremstilling
af livet som essentielt mareridtsagtigt, og derved undgås den
snævre godt-mod-ondt-dikotomi, der præger megen mainstreamhorror:
de to kategorier bliver meningsløse.
ii.
ifølge horrorkritikeren s.T. Joshi bør horrorlitteraturens
monstre anskues som metaforer for ideer om verden, universet
og det at være menneske. 9 Horror er således en modus
der ifølge Joshi får os til at stille spørgsmålstegn ved universets
natur, og menneskets plads i det. 10 Monsteret kan ikke
allegoriseres: Horrorens egen realisme må tages alvorligt.
Firmaet kan ikke oversættes 1:1 til en kapitalismekritik
el.lign. 11 ellers ville der ikke være megen idé i at overnaturliggøre
og gøre firmaet omnipotent i teksten. Metaforen
forstærker ifølge Max Blacks metaforteori netop visse aspekter
ved det fænomen, det beskriver, mens det undertrykker
andre. 12 Metaforen er på den måde også et epistemologisk
redskab, der hjælper os med at forstå verden, kategorisere den
og definere vores opfattelse af virkeligheden. 13 Horrorteksten
(hvis den er vellykket) destabiliserer med andre ord virkeligheden.
14 i essayet “The Consolations of Horror” påpeger
Ligotti da også horrorlitteraturens erkendelsespotentiale:
Horror, at least in its artistic presentations, can be a
comfort. And, like any agent of enlightenment, it may
even confer – if briefly – a sense of power, wisdom, and
transcendence […]. 15
5. Grundlæggende kan Lovecrafts
kosmicisme siges at bestå i,
at universet er uforståeligt for
den menneskelige fatteevne, og
grundlæggende fremmed og
indifferent – hvis ikke direkte
fjendtligt – over for mennesket.
rædslen findes i menneskets
manglende betydning.
6. Monsteret og det overnaturlige
fænomen svarer ikke til hinanden i
et 1:1-forhold, men har så slående
strukturelle ligheder, at jeg for
nemheds skyld benytter dem
synonymt i nærværende tekst, og
herefter blot nævner monsteret,
også hvis de tekster, jeg citerer fra
omtaler et overnaturligt fænomen
frem for et monster.
7. Michael Cisco, s. 12.
1. et eksempel fra Joshua Ferris’
8. Thomas Ligotti: ”Thinking
Horror”, s. 250.
roman Then We Came to the End
(2007), om livet på reklamebureau
før dot com-boblen brast i
9. s.T. Joshi: The Modern Weird
slutningen af 1990’erne: ”our
mornings lacked promise. […] our
Tale, s. 2.
boredom was ongoing, a collective
boredom, and it would never die
because we would never die” (s.
10. s.T. Joshi: The Weird Tale, s. 11.
3-4).
11. det er naturligvis ikke muligt
2. en direkte oversættelse af
”corporate horror” ville være
”virksomhedshorror,” men jeg synes
det lyder klodset på dansk. ”Firma”
er altså valgt pga. mundrethed
snarere end semantisk nøjagtighed.
3. af andre horrorforfattere, der
har berørt feltet kan nævnes
Quentin s. Crisp med ”The
Waiting,” Mark samuels med
Glyphotech” og ”Colony” samt
Gary Fry med ”Beggar’s Belief,”
alle noveller. af pladshensyn
vil jeg dog koncentrere mig om
Ligottis firmahorror, der da også
er kvalitativt mere vellykket end de
andre eksempler.
at komme med en udtømmende
horrordefinition her. det er i mine
øjne en temmelig misforstået
litteraturform, hvor mange
læsningerne desværre bærer præg
af ringe forståelse af modusen,
vulgærfreudianisme af absolut mest
fladpandede skuffe og allegoriske
1:1-læsninger af monsteret som
undertrykt seksualitet/xenofobisk
mareridt/socialangst. værst af alt:
en kolossal mangel på læsninger af
de mest vellykkede horrortekster.
der findes masser af læsninger
af fem-ti værker (Dr. Jekyll &
Mister Hyde, Dracula, The Castle
of Otranto m.v.), men kun få af
langt mere interessante forfattere
som eksempelvis ambrose Bierce,
4. Teksterne er opsamlet i Thomas
Ligottis bøger My Work Is Not
Yet Done: Three Tales of Corporate
Horror (2002) og Teatro Grottesco
(2006). Jeg undlader i det følgende
at beskæftige mig med novellerne
den erkendelse, horror kan indgive, er dog aldrig behagelig
eller positiv.
robert aickman, L.p. Hartley,
sarban og Ligotti – det svarer lidt
til at ville definere romanen ud fra
få eksempler, der ikke er udvalgt på
baggrund af litterære kvaliteter, og
så i øvrigt lade hånt om en eventuel
udvikling de seneste 100 år.
dens karakter er nærmere uhyggelig – unheimlich – i