trappe tusind nr. 4

model-uden-kvalitet < … - nutidshistorie - … >
konstatering og handling. Jeg tror ikke, at der er en stor tid med rolige konstateringer, som
Tiqquns hoveder er en del af, og derefter går man ud på gaden med maskingeværer. Det er ikke,
hvad jeg ville sige. Hvis jeg udtrykte mig sådan, så var det uden tvivl forkert.
(samme kvindestemme): Jeg har uden tvivl forstået det forkert.
(en meget ung mandestemme): Faktisk fører jeres selvmord til forveksling. Jeg sidder i skyggen,
til Deres venstre. Jeg har ikke erfaring med Tiqqun, jeg ved ikke, om jeg vil læse de bøger, De
foreslår, for mig virker det meget obskurt. Begrebet om en ikke-forfatter virker for øjeblikket problematisk.
Jeg har et indtryk af, at man henvender sig til Dem som en oversætter af Tiqqun, som
man ville henvende sig til en sognepræst for at spørge, hvad biblen er. Jeg spørger netop mig
selv, om man taber dette begreb om subjektet, fordi i konstateringen, handlingen, som er sammenblandet
i vores praksisser, i løbet af hvilke vi opdager vores egne strømninger på samme tid,
som vi konstruerer dem, for at være flere til at »gøre«, for sammen at udvikle vores følsomhed,
så er det nødvendigt at henvende sig til nogen. Og i det foreliggende tilfælde med jeres erfaring
med ikke-forfatteren, så er det svært at vide, hvem man henvender sig til, og jeg tror, det giver et
problem, hvis man netop vil gøre noget sammen, om det så er inden for rammen af den teori, som
jeg ikke kan huske navnet på, eller inden for rammen af deres erfaring med Tiqquns skrift.
G.A.: (Meget vred) Hvad er det for en underlig idé, at ville interessere sig for nogen ... De siger,
at De ikke kender bøgerne, det interesserer Dem ikke, De kender ikke til det, som vi siger. Hvad
interesserer Dem? Hvem jeg er? Interesserer min krop Dem, hvad vil De have fra mig?
(Agamben forlader salen)
Stemmer: Det sagde han ikke.
Oversætternes note:
i. Den såkaldte Tarnac-sag: En gruppe unge, franske venstreradikale, som driver en grøntsagsforretning i landsbyen
Tarnac (heriblandt Julien Coupat), og som muligvis har skrevet den post-situationistiske pamflet »L’insurrection qui
vient« (La Fabrique, 2007), blev arresteret på meget løse anklager om terrorvirksomhed (jf. Marcel Gay: Le coup de
Tarnac, Éditions Florent Massot, 2009).
Billedfortegnelse:
0/ En subjektteori er kun mulig som en dispositivteori.
1/ Vi ser kun sjældent dem, som giver ordrer, da vi er disse ordrer og disse kommandoer.
2/ 1949, en mand ved en spand, der fyldes med floden, kigger sindigt på os.
1949, Martin Heidegger i Den Sorte Skov ved Todtnauberg. (ukendt fotograf).
»Still-adset er intet teknisk, intet maskinelt. Det er den måde, hvorpå det virkelige afdækker sig som bestand. På ny
spørger vi: sker denne afdækken et eller andet sted hinsides al menneskelig virksomhed? Nej. Men den sker heller
ikke kun i mennesket og ikke på afgørende vis gennem det.
Vandkraftværket er ikke bygget i Rhinstrømmen som den gamle træbro, der i århundreder har forbundet de to bredder.
Tværtimod er strømmen indbygget og indespærret i kraftværket. Den er, hvad den som strøm betragtet nu er, nemlig
vandtryksleverandør, ud fra kraftværkets væsen.«
3-4/ Det er forgæves at gøre krav på, i midten af skuespillet, substantialiteten. Intet er til syvende og sidst hverken
mindre autentisk eller mere suspekt end »det autentiske«. Alt det, som benytter sig af et egennavn eller påstår at
tilhøre sig selv, kan kun være tilranelse eller enfoldighed. (Blooms teori, s. 74)
5/ Uden titel
4/ Slukket computerskærm, hvor den reflekterede sol afslører en verden af støv. (september 2008, Paris XXe.)