Mellem borgerskab og boligfolk .indd

Det økonomiske problem understregedes af den større indflydelse til beboerdemokratiet
i denne periode. På den ene side er der næppe nogen tvivl om, at det, der
holdt KAB sammen, var tilfredsheden med den hurtigt voksende lokale indflydelse,
som blev understøttet af både uddannelses- og udviklingsaktiviteter, herunder et
fælles målsætningsprogram, der løbende blev revideret og diskuteret med selskaberne
og beboerdemokrati. På den anden side stillede beboerdemokratiet krav –
krav om bedre service, bl.a. på IT-området, om lokalkontorer og bedre lokal service
og om fleksibilitet frem for standardiseret service. Alt dette kostede penge.
Noget var selskaberne villige til at bære som egne udgifter, men noget måtte KAB
bære.
I 1991 blev statsgarantien delvist indfriet (ikke uden en vis ballade med Boligministeriet
og Finansministeriet, der søgte at vælte nogle af udgifterne herved over på
det, der nu var blevet Den Danske Bank, og på KAB, dog uden held som følge af
voldsom modstand fra både banken og KAB’s bestyrelse, for enkelte områder
måtte garantien dog forlænges i yderligere fem år), men da KAB allerede havde
tilpasset f.eks. sine mellemregningsordninger til statsgarantiens krav, var lettelsen
ved indfrielsen begrænset. Renten begyndte at falde fra 1993, og på vej mod midten
af 1990’erne strammede den økonomiske klemme efter Albertslunds opsigelse
blot mere og mere. Enten måtte personalet i stabs- og fællesfunktioner som husleje
og udlejning reduceres, eller også måtte forvaltningsbidraget forhøjes endnu
engang, hvilket bestemt ikke ville være let.
Tilbage stod også spørgsmålet om de private ejendomme – Frederiksberg Boligselskab
og KAB-Institutionerne.
Disse ejendomme var ikke anset for at være almennyttige, trods deres sociale oprindelse,
og derfor undergivet boligreguleringslovens og den almindelige lejelovs
bestemmelser. I 1970’erne og 1980’erne havde dette skabt en ofte stram likviditet
i de enkelte ejendomme, ikke mindst i KAB-Institutionerne, der ikke som Frederiksberg
Boligselskab havde mulighed for at fordele likviditet fra de mere velkonsoliderede
ejendomme til de nedslidte og vedligeholdelsestrængende. Ejendommenes
beboerdemokrati fulgte reglerne i lejeloven, og beboerrepræsentanterne var med
årene blevet tæt knyttet til Lejernes Landsorganisation. Nu skulle dette beboerdemokrati
spille sammen med et nyt og med årene stadig mere selvbevidst almennyttigt
beboerdemokrati i KAB – samt med et administrationsapparat, som i takt
hermed orienterede sig mod den arbejdsform, der lå heri. Ganske vist havde de
142 Koncernen opløses