Mellem borgerskab og boligfolk .indd

private ejendomme egen forvaltningsgruppe, men i styrelserne sad der repræsentanter
for KAB’s bestyrelse og direktion.
I 1988 kunne det på forespørgsel fra KAB konstateres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,
at de selvejende institutioner efter den nye fondslovgivning var at betragte
som fonde og derved undergivet regelsættet om erhvervsdrivende fonde. Det var i
sig selv ikke et problem, men skabte nye færdselsregler for løsningsmulighederne
– og en ny tilsynsmyndighed. Forsigtige forsøg på overdragelse af Institutionerne
til Samvirkende Boligselskaber løb ud i sandet, det samme gjorde – bl.a. på grund
af en nok af LLO inspireret modstand i Københavns Kommune - et ellers logisk
forsøg på at fusionere KAB-Institutionerne, så der kunne opnås samme fordele
som i Frederiksberg Boligselskab, og isoleret omdannelse af både Institutioner og
Frederiksberg Boligselskab til almennyttige boligselskaber indeholdt så mange
bureaukratiske spærringer, bl.a. vedrørende lejekontrakter og huslejefastsættelse,
at denne fremgangsmåde måtte anses for uhensigtsmæssig. Et tilbud fra en større
pensionskasse om at købe to af ejendommene i København, hvorved der kunne
skabes en likviditet, som kunne komme de svagere stillede ejendomme til gode,
kunne kun godkendes af Københavns Kommune, såfremt handlen fandt sted på
vilkår, som KAB måtte anse for helt uacceptable. LLO bekæmpede opfattelsen af,
at Institutionerne var selvstændige fonde, men anså dem for egentlige datterselskaber
af KAB, med den naturlige konsekvens, at kunne institutionen ikke betale
for vedligeholdelsen, måtte det ske af ejeren af datterselskabet – KAB - der omvendt
måtte mene, at med den kooperative økonomi, som økonomireglerne skabte
for forretningsførerselskaber, betød dette standpunkt, at beboerne i de øvrige
administrerede selskaber skulle betale for Institutionernes problemer, uanset at
mange af de almennyttige afdelinger havde højere husleje.
I sommeren 1994 eksploderede så Lejerbosagen. Lejerbo, som er et landsdækkende
forretningsførerselskab, var i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne en af
KAB’s virkelige konkurrenter, når det kom til nye byggesager. Den politiske forbindelse
ind i især socialdemokratiske kommuner, København inklusive, var i disse år
bedre end KAB’s. Bl.a. var Lejerbo’s formand Klaus Hansen, der også var formand
for LLO, medlem af Borgerrepræsentationen.
Sagen handlede om, hvorvidt Lejerbo havde overholdt en række af boligbyggerilovens
(som i dag hedder almenboligloven) bestemmelser. Politiken havde ved
årsskiftet kritiseret Lejerbo, kommunen havde stillet en række spørgsmål, Lejerbo
Mellem borgerskab og boligfolk
143