Mellem borgerskab og boligfolk .indd

Udviklingen afspejler det almene byggeris ændrede position på boligmarkedet. I
1945 husede det almennyttige boligbyggeri befolkningens brede lag, om end den
økonomisk svagest stillede del deraf, men ikke de fattigste. Siden da har ikke
mindst velstandsudviklingen betydet, at det almene byggeri er blevet sporet ind på
at huse de grupper i samfundet, der har svært ved at skaffe sig ordentlige boligforhold
på markedets almindelige vilkår. Heri er der jo ret beset intet galt. Det er
blot en anden opgave, hvor drift og socialt orienteret forvaltning spiller en langt
større rolle, end da KAB i 1920’erne og 1930’erne søgte at bidrage til bolignødens
afskaffelse gennem nybyggeriet.
KAB var i praksis sen til at erkende dette skift i beboersammensætningen, som
blev tydeligt dokumenteret af John Winther-udvalget i 1987. KAB havde fra gammel
tid appel til de noget bedre stillede på lejeboligmarkedet, f.eks. yngre veluddannede.
Men det har været svært at fastholde dem. Parcelhusets kvaliteter og
muligheder for økonomisk gevinst har trukket mange af disse grupper ud af deres
almene bolig, selvom de sådan set måske nok boede bedre der. Farum Midtpunkt
og Solbjerg Have – begge fra 1970’erne - er et par typiske bebyggelser til illustration
af denne problemstilling. Farum Midtpunkt måtte bevæge sig fra at være en
af de lidt mere satte ungdomsoprøreres bastioner midt i 1970’erne til ti år senere
at være truet af både byggeskader og betydelige udlejningsproblemer. Både udlejningsproblemerne
og byggeskaderne blev overkommet, men Farum Midtpunkt
genvandt ikke sin hidtidige status på det Nordsjællandske boligmarked. Solbjerg
Have udviser ikke samme dramatiske forløb, men blot en mere almindelig bevægelse
fra oprørsk avantgarde til socialt præget boligområde.
Faktisk er Farum Midtpunkt den eneste bebyggelse i KAB’s administrationsområde,
der siden begyndelsen af 1970’erne har haft alvorlige udlejningsproblemer,
hvilket især kunne henføres til bebyggelsens mange store, men dermed også relativt
dyre boliger.
De sociale problemer i bebyggelserne har gennemgående også været færre end
hos mange af KAB’s kollegaer, og bl.a. heri kan man søge forklaringen på, at
KAB senere og måske mere søgende end nogle af disse tog netop disse spørgsmål
op, og så typisk i regi af enkelte boligorganisationer, anført af SAB. På dette
felt vil AKB’s erfaringer med boligsocialt arbejde være et velkomment tilskud til
den fælles vidensbank.
178 Lange bølger