Organisering og drift - Lokale og Anlægsfonden

6.2 De væsentligste indtægter
6.2.1 Kommunale tilskud
De idrætsfaciliteter, som ikke drives i kommunalt regi, har
alligevel kommunen som hovedindtægtskilde. Kommunerne
betaler direkte for skolers, institutioners og foreningers anvendelse
af faciliteterne, og mange kommuner har tradition
for også at bidrage med direkte driftstilskud for at sikre et
varieret, tidssvarende og anvendeligt udbud af faciliteter.
Der er meget store forskelle på de fordelingsprincipper, som
ligger til grund for de kommunale tilskud, store forskelle på
omfanget af tilskuddene og store forskelle på de administrative
forretningsgange.
Grundlæggende kan de kommunale tilskud baseres på to
meget forskellige principper: faste tilskud eller aktivitetsbaserede
tilskud.
Faste tilskud udbetales typisk som driftstilskud og kan tage
afsæt i generelle udgifter til lys, vand, varme og finansielle
poster. Sådanne faste tilskud tager ikke højde for udsving og
forskelle i aktivitetsniveau, men gør det muligt for kommunen
at sikre en stabil, sikker og solid indtægt for faciliteten.
Endvidere kan sådanne faste driftsbaserede tilskud tage højde
for lokale forskelle i vedligeholdelsesstand, låneforhold
samt forskelle i aktivitetsmuligheder.
Aktivitetsbaserede tilskud er baseret på afviklede aktiviteter
eller anvendte timer i faciliteten. Dette princip medfører at
tilskudskronerne føres derhen, hvor der afvikles mest aktivitet,
mens der ikke tages højde for grundlæggende lokale forskelle
i eksempelvis vedligeholdelsesstand, låneforhold og
potentiel brugerskare.
De kommunale tilskudsmodeller berøres yderligere lidt senere,
her fokuseres indledningsvis på de primære kommunale tilskud.
6.2.1.1 Direkte driftstilskud
Begrundes ofte med et bredt kommunalt ønske om at understøtte
og sikre gode fysiske rammer for det lokale idrætsliv.
Direkte driftstilskud udbetales oftest som bloktilskud, altså
som midler faciliteterne egenhændigt kan disponere over.
Størrelsen af de direkte driftstilskud er meget varierende, idet
der er kommuner, som slet ikke opererer med direkte driftstilskud,
og kommuner, som uddeler større årlige beløb. Det vides
ikke, hvor mange af de ikke kommunalt drevne idrætsfaciliteter,
der modtager direkte kommunale driftstilskud. Ingen
kender den samlede sum, og ingen ved noget om tendensen.
6.2.1.2 Køb af tid til skoler, institutioner og foreninger
Også på dette felt er der rigtig mange forskellige modeller og
ordninger. Principielt kan der være tale om enten køb af et aftalt
antal timer eller en mere rammepræget model. I tilfælde,
hvor kommunen decideret køber et aftalt antal timer til brug
for skoler, institutioner og foreninger, føres nøjere regnskab
48 Organisation og drift
med antallet af forbrugte timer. Den mere rammebaserede
model er baseret på, at faciliteterne tildeles et kommunalt tilskud,
hvorefter skoler, institutioner og foreninger har råderet
over faciliteten i aftalte perioder. Denne model er traditionelt
anvendt i områder med en høj dækningsgrad af idrætsfaciliteter,
typisk i mindre bysamfund og landkommuner.
Forskellen på de to tilgange kan forekomme minimal. Ud fra
et udnyttelses- og anvendelsesperspektiv er der imidlertid
stor forskel på, om kommunen betaler for det præcist forbrugte
antal timer eller for en råderet. Dette skyldes at råderetsprincippet
nogle steder fører til, at skolerne råder over faciliteterne
på alle hverdage i skoleåret i tidsperioden kl. 8-15.
Det er meget få skoler, som gennem hele skoleåret anvender
så mange timer i eksempelvis en idrætshal. Normalt foregår
skolernes idrætsundervisning udendørs i perioden fra påske
til efterårsferien, endvidere kan der være mange ikke forbrugte
timer i vinterhalvåret. Med en erhvervet råderet er der
ikke nødvendigvis tradition, praksis eller incitament for at afmelde
eller videregive ikke forbrugte timer.
Den samme udfordring kan gælde foreningernes timeforbrug.
Her er der dog i hovedreglen mere styring på antallet af
forbrugte timer, simpelthen fordi foreningerne ofte kæmper
mere om at få tider i idrætsfaciliteterne, og fordi foreningerne
i forbindelse med folkeoplysningsloven laver opgørelser
over forbrugte antal timer. I forlængelse heraf er der i nogle
kommuner og faciliteter indført gebyrordninger, så foreningerne
betaler en – ofte – beskeden pris for antal forbrugte timer
i faciliteten. Dette giver incitament til at være opmærksom
på det anvendte antal timer.
6.2.1.3 Gebyr fra foreninger
Det er ikke i alle kommuner og faciliteter, at foreningerne skal
betale for de anvendte timer. Nogle steder stilles lokaler vederlagsfrit
til rådighed for foreningerne, hvilket begrundes
med de sundhedsmæssige, sociale og kulturelle potentialer. I
disse tilfælde betaler kommunen for de anvendte timer efter
et af ovennævnte principper.
I andre kommuner og faciliteter betaler foreningerne et gebyr
eller en timepris for antal forbrugte timer. Denne timepris kan
variere fra næsten symbolske betalinger på eksempelvis 25 kr.
pr. time til mere markedsfastsatte timepriser på flere hundrede
kr. pr. time. Gebyret kan afregnes direkte fra forening til facilitet.
Eller fra forening til kommune og derfra videre til facilitet
som en del af de årlige kommunale tilskud. Netop denne
praksis er begrundelsen for, at foreningernes gebyrer er taget
med under kommunale tilskud. Foreningernes anvendelse af
idrætsfaciliteterne understøttes endvidere af folkeoplysningsloven,
hvorved foreningernes anvendelse både direkte
og indirekte kan have rod i de kommunale pengekasser.
Som tidligere nævnt vurderer folk fra branchen, at hovedparten
af idrætsfaciliteterne henter omkring 80 % af de årlige
indtægter fra kommunalt baserede tilskud, som de er beskre-