Kirkeblad-2011-2.pdf - Skalborg Kirke

Kristenhedens ”høje” tider
I anledning af årsdagen for den tyske besættelse
af Danmark i 1940 spurgte Nordjyske
Stiftstidende en række unge mennesker, deriblandt
flere gymnasieelever, om, hvad de forbinder
med 9. april, og hvad dagen betyder for
dem. ”Noget med en fodboldkamp?” svarede
en. ”Dronningens fødselsdag?” eller måske
”Jesu opstandelse?” var andre bud. Kun et
mindretal vidste, hvad datoen står for. Til gengæld
var stort set alle enige om, at: ”Datoen
siger ikke mig noget”, eller ”Det betyder ikke
noget for mig, for jeg var der ikke”.
D.v.s for disse unge synes virkeligheden at
være defineret af den skygge, de kaster, med
egen navle som centrum.
Dette klaustrofobiske syn på verden finder vi
dog ikke kun hos denne tilfældigt udvalgte
gruppe unge. Hvor nødig vi end vil, må vi nok
erkende, at det – i mere eller mindre raffineret
udgave – deles af de fleste mennesker uanset
alder og status. ”Vi tror på det, vort øje ser:
det kendte, sikre – intet mér – en jordfødt
bundet viden” (DDS 248, Lisbeth Smedegaard
Andersen).
Ved hjælp af vores fornuft erhverver vi os
bestandig ny viden, som på én gang gør
tilværelsen lettere og mere kompliceret for os.
Videnskaben gør vores verden større. Men
lader vi os forblinde af de imponerende videnskabelige
landvindinger og hengiver os til
en fundamentalistisk tro på fornuftens magt,
eller undlader fornuften, der kan spørge og
spørger om alt, at sætte spørgsmålstegn ved
sig selv og sine egne forudsætninger, lukkes
vores verden.
Det er f.eks. det der sker, når det hævdes, at
spørgsmålet, om Jesus er stået op fra de døde,
kan afgøres ad fornuftens vej.
En amputeret virkelighedsopfattelse kan også
have sin grund i den modgang, som ethvert
menneske uundgåeligt kommer ud for. Smerten,
der tilføjes mig, døden, som skiller
mig fra dem, jeg
holder af, mine
kæres og min
egen død, frygt og
bekymring, lidelse,
sorg og savn kan
fylde sindet i en
grad, så jeg ikke
har blik for andet.
Peter A. Krogsøe
For det lukkede
rum, som vi alt for
villigt lader os spærre inde i, er evangeliet
om Kristus opstanden og himmelfaren som
en pinsestorm, der slår vinduer og døre op
på vid gab. Lyset og den friske luft strømmer
ind, og der åbnes os udblik til den rige
mangfoldig hed, som ligger ud over, bagved,
under det, vi umiddelbart forefinder, og som
vi i selvoptaget indskrænkethed kalder for
”virkeligheden”. Ved evangeliets stormvej
blæses alt, hvad der hæmmer det frie udsyn,
bort, og vi ser ind i evigheden, ser et liv, som
ingen grænser ved.
Og når stormen har lagt sig og er afløst af åndens
stille susen, hører vi fuglesangen, Guds
”fugles morgensang i den høje sommer, der,
hvor dag er altid lang, natten aldrig kommer”
(DDS 785 Jakob Knudsen).
Påske, Himmelfart og Pinse er kristenhedens
”høje” tider. På netop denne tid af året, hvor
der gøres forårsrent både inde og ude, og hvor
vi i naturen oplever ”verdens igenfødelse”,
fejrer vi i kirken med Kristi opstandelse og
himmelfart, at det gamle er forbi, noget nyt
er blevet, livet har sejret over døden, og ved
Ånden lader vi os forvisse om, at Guds kærlighed,
som er magten til at være til i alt det,
som er, aldrig hører op, men omslutter os i al
evighed.
3