straf for pornografi

I.
BAGGRUNDEN FOR SPØRGSMÅLET OM ÆNDRING AF
REGLERNE OM PORNOGRAFI
Regler om strafansvar for pornografi findes
i straffelovens § 234 og i forskellige andre
bestemmelser, bl. a. politivedtægterne; reglerne
vil senere blive omtalt nærmere. Udtrykket
»pornografi« er ikke anvendt i disse
bestemmelser eller i andre retsregler. Efter
almindelig sprogbrug har udtrykket nasppe
nogen særlig fast betydning, men anvendes
som betegnelse for skrifter, billeder m. v.., der
beskriver seksuelle forhold på en særlig dristig
måde; i denne betænkning er udtrykket
- hvor andet ikke fremgår - forbeholdt for
fremstillinger m. v., der er omfattet af forbudsreglen
i § 234.
Den centrale pornografiregel er § 234,
stk. 1, nr. 2, om straf for offentliggørelse eller
udbredelse af utugtige skrifter, billeder eller
genstande. Denne bestemmelse hidrører ligesom
de øvrige regler i paragraffens 1. stk.
fra straffelovens oprindelige affattelse i 1930.
I 1939 blev § 234 ændret i forbindelse
med en række andre ændringer i straffeloven.
Ændringerne skete ved lov nr. 87 af 15.
marts 1939.
Ændringen af § 234 i 1939 var en skærpelse
af reglen, idet denne blev udvidet til at
omfatte offentliggørelse eller udbredelse for
vindings skyld af »skrifter eller billeder, der,
uden at de kan anses for egentlig utugtige,
udelukkende må antages at have forretningsmæssig
spekulation i sanselighed til formål«.
Loven af 1939 blev kun vedtaget med regeringspartiernes,
socialdemokratiets og det radikale
venstres, stemmer, medens venstre og
det konservative folkeparti stemte mod.
Uoverensstemmelserne på rigsdagen angik
imidlertid navnlig ændringer i straffelovens
regler om ærefornærmelser. Spørgsmålet om
ændring af § 234 gav ikke anledning til nogen
mere indgående debat.
Det var ved lovændringen i 1939 og i de
følgende år tilsyneladende almindeligt anerkendt,
at straffeloven burde indeholde bestemmelser,
der var egnede til at forebygge
udbredelse af pornografiske skrifter m. v.,
og § 234 eller dens anvendelse synes ikke
at have givet anledning til megen offentlig
debat i 1940'erne eller første halvdel af 1950'
erne.
Det er på linie hermed, når den offentlige
diskussion om pornografireglens anvendelse,
som fremkom i midten af 1950'erne, i hovedsagen
drejede sig om, hvorvidt anklagemyndighedens
tiltalepraksis var tilstrækkeligt
vidtgående. Diskussionen udløstes navnlig
ved udgivelsen af bøger af Henry Miller
(Krebsens Vendekreds, Stenbukkens Vendekreds,
Sexus), Jean Genet (Tyvens Dagbog)
og Agnar Mykle (Sangen om den røde rubin),
som ikke gav anklagemyndigheden anledning
til tiltalerejsning. En redegørelse for
anklagemyndighedens stilling til de nævnte
bøger vil blive givet nedenfor s. 35.
Spørgsmålet om rigtigheden af anklagemyndighedens
tiltalepraksis blev også rejst i
folketinget. Under finanslovsdebatten i 1955
(Folketingstidende 1955-56, sp. 1903) henledte
folketingsmand, professor, dr. jur. Carl
Rasting justitsministerens opmærksomhed på
»visse usædvanlige publikationer, som i den
senere tid har fundet vej til det danske bogmarked«.
Professor Rasting sigtede herved
navnlig til Genet's »Tyvens dagbog«, idet
han gav udtryk for undren over, at tiltale
endnu ikke var rejst. Justitsministeren under-