straf for pornografi

Rigspolitichefens skrivelse af 9. december 1965.
I skrivelse af 17. november 1965 har straffelovrådet
efter aftale med justitsministeriet
anmodet om en udtalelse om, hvorvidt der
for mig foreligger oplysninger, hvorefter der
måtte være grund til at forvente, at en hel
eller delvis ophævelse af straffelovens § 234
kunne give anledning til vanskeligheder i forholdet
til andre stater, der har bestemmelser,
som kriminaliserer pornografi. Der er herved
henvist til, at Danmark har tiltrådt de internationale
overenskomster til undertrykkelse
af udbredelse af og handel med utugtige
offentliggørelser.
I denne anledning skal jeg indledningsvis
henlede opmærksomheden på, at Danmark
foruden de fornævnte overenskomster har
tiltrådt verdenspostkonventionen samt flere
andre sig dertil sluttende overenskomster vedrørende
det internationale, postale samarbejde,
hvilke overenskomster indeholder bestemmelser,
der også synes at måtte holdes
for øje, før stilling tages til spørgsmålet om
hel eller delvis ophævelse af straffelove as §
234. Verdenspostkonventionen, der sammen
med andre overenskomster vedrørende det
internationale, postale samarbejde, jfr. bekendtgørelse
nr. 57 af 15. oktober 1958, er
tiltrådt af Danmark, indeholder således i art.
60, stk. 1 litra d, en bestemmelse, hvorefter
genstande, hvis indførsel eller udbredelse i
bestemmelseslandet er forbudt, ikke må forsendes
med postvæsenet, ligesom det i samme
stykke litra h er bestemt, at obskøne eller
umoralske genstande ej heller må forsendes
med postvæsenet. Tilsvarende bestemmelser
findes i værdibrevoverenskomsten art. 5, stk. 1
litra c og f, samt i postpakkeoverenskomsten
art. 6, punkt a 3 og 7. Det danske postvæsen
vil således i tilfælde af en hel eller
delvis ophævelse af straffelovens § 234 ifølge
de nævnte bestemmelser stadig ikke lovligt
kunne postbesørge forsendelser med utugtigt
99
BILAG 13.
indhold, uanset at afsenderne strafferetligt
ikke vil kunne drages til ansvar her i landet.
Selv om jeg ikke har nogen mening om,
hvorvidt der fra dansk side måtte kunne tages
forbehold over for de fornævnte internationale
postbestemmelser, må det formentlig erkendes,
at mulighederne for og viljen til at
håndhæve bestemmelserne allerede nu er
stærkt vekslende verden over. I Danmark synes
i hvert fald viljen at være så beskeden,
at bestemmelserne her nærmest er af symbolsk
karakter. Imod den væsentligste del af
det meget omfattende erhvervsmæssigt producerede
danske via post til andre lande
befordrede sexmateriale skrides der i dag efter
praksis ikke ind fra dansk side — uanset
bestemmelserne i straffelovens § 234, stk. 3.
De stadig fra andre lande i ikke helt ringe
omfang hertil indløbende anmodninger om
indskriden imod sligt materiale afvises, når
det drejer sig om her tolereret materiale med
henvisning til, at materialet er legalt i Danmark
og det hvad enten de fremmede landes
myndigheder påberåber sig konventionerne
om utugtige skrifter eller postkonventionerne.
Af de her modtagne sager fremgår
det imidlertid, at en del dansk domicilerede
eksportfirmaer foruden til udlandet at levere
tolereret materiale lejlighedsvis tillige f albyder
og leverer bl. a. fotografier, der så
groft gengiver samlejesituationer og anden
hetero- eller homosexuel aktivitet mellem
2 eller flere personer, at billederne efter gældende
dansk praksis stadig anses utugtige og
værende i strid med § 234. Ophæves denne
bestemmelse, må det forudses, at mange fremmede
landes producenter og forhandlere af
utugtige billeder og bøger m. v. vil forlægge
deres i de respektive hjemlande ulovlige distributionsvirksomheder
til Danmark. Dette i
forbindelse med en forudseelig øget aktivitet
fra danske firmaers side vil — til skade for