Corel Ventura - BATCH082.CHP - Forsikrings- og Erstatningsretlig ...

V.L.D. af 3. august 2006. Sag: 14. afd., nr. B-2805-02
(Eva Staal, Vogter og Lars Christensen (kst.))
A
(adv. Birgitte Pedersen)
mod
Ankestyrelsen
og
Forsvarets Personeltjeneste (tidligere Forsvarskommandoen)
(Kammeradvokaten v/adv. Benedicte Galbo)
Erstatningsret: Erhvervssygdomsfortegnelsen – Lov om sikring mod følger af
arbejdsskader § 10
Ikke grundlag for at statuere ansvar for Forsvarets
Personeltjeneste i anledning af, at en soldat efter
hjemsendelse fra tjeneste i Irak udviklede en skizoaf-
Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A’s,
psykiske lidelse skal anerkendes som en arbejdsskade,
og om Forsvarets Personeltjeneste er erstatningsansvarlig
som arbejdsgiver for A.
Under sagen, der er anlagt den 26. november
2002, har A nedlagt påstand om, at sagsøgte 1, Ankestyrelsen,
dømmes til anerkende, at den lidelse,
sagsøgeren har pådraget sig under udstationeringen
som FN-soldat i Irak, er en skade omfattet af lov om
forsikring mod følger af arbejdsskade, principalt
som omfattet af lovens § 10, stk. 1, nr. 1, jf. erhvervssygdomsfortegnelsen
Gruppe I, posttraumatisk
belastningsreaktion, subsidiært som omfattet af
lovens § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led og mere subsidiært
som omfattet af lovens § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.
A har over for sagsøgte 2, Forsvarets Personeltjeneste,
nedlagt påstand om, at denne sagsøgte dømmes
til at anerkende, at man er ansvarlig for de skader,
A er påført i forbindelse med udstationeringen i
1992. Endvidere har A påstået Forsvarets Personeltjeneste
dømt til at anerkende, at et eventuelt krav
ikke er forældet.
De sagsøgte har begge nedlagt påstand om frifindelse.
A er meddelt fri proces. Der er ikke retshjælpsdækning.
Vestre Landsrets dom
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
fektiv sindslidelse, og ej heller grundlag for at anse lidelsen
for en arbejdsskade.
Sagens nærmere omstændigheder:
A blev i januar 1992 udsendt som FN-soldat i Irak.
Forud herfor havde han i 1990 aftjent sin værnepligt
og i 1991 været udsendt som FN-soldat i Cypern i 6
måneder. Af en forholdsattest for tiden som værnepligtig
fremgår, at A er bedømt som “meget brugbar”,
at hans forhold i tjenesten bedømmes som
“meget tilfredsstillende”, og at han er bedømt som
“egnet” til udnævnelse.
A har i en erklæring fra marts 2001 beskrevet opholdet
i Irak på følgende måde:
“Mit ophold i Irak.
Under mit ophold på Cypern ansøgte jeg om optagelse
til UNGCI i Nord Irak. Umiddelbart efter opholdet på
Cypern, var jeg til optagelse i Auderød, og blev udtaget
sammen med 40 andre. Vi blev alle hjemsendt for at afvente
besked om afrejse til Irak. Sidst i januar 1992
modtog jeg besked om, at jeg næste dag skulle stille i
Auderød og blev umiddelbart efter sendt til Irak.
Om aftenen den 22-01-92 ringede C, min mors arbejdskollega,
og bad mig opsøge D i Baghdad. Familien,
her i Danmark, havde ikke hørt fra hende siden
Golf-krigen. Ds far var døende. Jeg fik adressen og
tlf.nr.
Den 23-01-92 ankom vi til en militær lufthavn, Habania,
udenfor Baghdad. Kørt i bus ind til Baghdad og
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXIII

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
indlogeret på Sheraton Hotel. Vi var der i 3 dage, tiden
blev brugt på briefing om forholdene i Irak. Sulemaniya
var et brandpunkt. Vi fik udleveret våben, 2 kortærmet
skjorter, 2 par bukser og en sweater. Der var rest ordre
på jakker og kasketter. Heldigvis havde vi hjemmefra
fået udleveret politiets blå uniformer. Ellers havde vi aldrig
klaret vinteren i Kurdistan. Jeg fik i øvrigt aldrig
en kasket. Det er ellers noget af det vigtigste i en FN-udrustning.
Den første dag opdagede ... og jeg, at der var rodet i
vores bagage. Så mikrofoner i lampe og bag maleri. Så
når vi skulle snakke, gik vi ud på badeværelset. Åbnede
for vandet. Når vi ville gå en tur, fulgte security efter
os. Var vi to, så var de fire. Så jeg skulle ikke ud og besøge
D. Det turde jeg ikke. Der var had i Irakernes
øjne, på gaden.
Vi blev opdelt efter navn, alfabetisk, jeg skulle til Sulemaniya,
brandpunktet, sammen med 11 andre. Vi kørte
i ca. 10 timer. Da vi ankom, blev vi vist rundt i byen.
Så de forskellige vagtposter, (UNHCR, UNICEF, WA-
REHOUSE m.m.).
Sulemaniya var forskellig fra de andre regioner, (Erbil,
Dohuk, Basra og Baghdad), fordi alle 4 fraktioner
var til stede i byen.
- Talabani – PUK
- Barzani
- Ocalan – PKK
- Mucahardin Kralh – Iranske frihedskæmpere
De 3 første havde hver deres huse. Mucahardin var spøgelser.
Vi fik ordre til, at altid gå mindst 2 sammen i
byen. Vi var 12 og skulle trække lod om 2 huse. Jeg fik
det dårligste, ingen bad eller europæisk toilet. Der var
meget koldt i huset. Vi flyttede næste dag, til et nyt hus,
4 af os. Der boede jeg i 14 dage, så flyttede jeg optil de
6 andre, i The Palads. En morgen, hvor vi kom udfra
huset, kom de løbend skrigende fra genboen. Faderen
og 2 sønner var blevet dræbt, halsen skåret over, viste
de. Mucahardin Kralh skreg de. Derefter satte vi tomme
dåser ved dørene og havde ladt pistolen under puden.
Der var ofte skud i gaderne mest om aftenen. Vi gik derfor
sjældent udenfor området omkring Headquarter.
Der skulle være omkring 1 million indbyggere i Sulemaniya.
I Erbil kastede “nogen” en håndgranat ind i haven
til et dansker hus. De nåede alle i dækning. Det skærpede
vores opmærksomhed på fremmede i vores område.
Soup Sector: Raniya
Said
Sadiq
Kalar
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXIV
Raniya lå højt mod nord, tæt på Iran. Said Sadiq et
fladt område, det var der Saddam kastede gas i Halabja.
Meget øde. Kalar nær irakiske tjekpoint, mange våben
og tæt på Mucahardin Kralh hovedkvarter. Et farligt
område.
Det eneste sted, hvor vi ikke havde nattepost var i
Raniya. Der boede vi i en kontorbygning til en fabrik,
og kurderne holdt vagt. Raniya var /er et bjerg område,
og der var megen sne. Mit team sneede inde i februar, i
3 dage. Vi levede af kiks, ris og kaffe. Jeg var hvid, så
jeg kunne ikke køre bil, det var ordren. Men vor ghanesiske
kører turde ikke køre i sne. Så jeg skulle køre, det
ville jeg kun, hvis jeg fik mit drivers permit. Det blev accepteret.
Der var meget politik i missionen og mange
penge. Ikke for os danskere, men for de andre nationer:
Polen, Tjekkiet, Phillipineren, Thailand, Nepal, Østrig,
Grækenland, Ghana, Fiji og UN-UN. Jeg var eneste
dansker i team Bravo. Team-lederen var Marenzi UN-
UN fra Nigeria, jeg var assistant team-leader. De andre
kom fra Tjek, Thailand, Ghana, Phillipineren og Nepal.
Ghana blev udskiftet med Fiji. Jeg har dyrket karate i 4
år, med lidt justering bliver slagene dødbringende. Det
lærte jeg af Thailændere, Grækerne lærte mig, at bruge
kniv, kuglepen m.m.. Kom vi i kamp, ville det blive nærkamp,
så vi øvede. Det giver kold sved i hænderne, at
tænke på.
I foråret kørte jeg og Gurung, Nepal, længere op af
bjerget i Raniya. Vi var næsten på toppen, da der pludselig
sprang 10-15 uniformeret mænd op. De skød i luften
og derefter ned foran bilen. Vi stoppede, de vinkede,
at vi skulle køre tilbage. Jeg bakkede ned af bjerget,
Gurung havde tisset i bukserne, han var meget bange.
Det gik så hurtigt, at jeg ikke tænkte, jeg kørte bare.
Området omkring Raniya var meget smukt, men
byen var ødelagt, som 4000 andre byer, kurderne boede
i telte i 1,5 meter sne.
Kalar var et farligt område, når vi kom kørende til
Kalar skød de mod os fra bjergene. Så vi kørte så hurtigt
vi kunne. På et tidspunkt var der en tjekke, som ville
tage et billede. Vi stoppede i protest. En kugle fløj forbi
vores hoveder. Det er en uhyggelig lyd. Ind i bilen og
videre. Heldigt!
Når vi var i Sulemaniya skulle vi nogle dage køre til
“mødestedet” uden for Kirkuk. Kirkuk var irakiske og
vi skulle derfor igennem et tjekpoint. De første 10 gange
stoppede en soldat os, meget truende, sigtede på mig
og sagde amerikaner. Jeg og de andre i bilen blev ført
ind i et lille hus, hvor vi skulle legitimere os. Det var meget
ubehageligt, at kigge ind i løbet på en riffel. Den 11
gang gav jeg mine solbriller til soldaten og jeg slap for
riflen, når han var der.

I dette tjekpoint i Kirkuk blev kurderne slået og ydmyget
af soldaterne. Vi kunne bare rapportere til UN.
I april 1992 kørte vi fra Irak tjekpoint og mod det
kurdiske. Pludselig begyndte irakerne at skyde og kurderne
svarede igen. Vi standsede og kravlede ind under
bilen. Det føltes som en halv dag. Men det varede 10
minutter.
Jeg blev kaldt til Headquarter via. Radio. Særlig opgave!
2 tankvogne med petroleum var dukket op midt i
Sulemaniya. De havde været tilbageholdt af irakerne i 4
dage. UNHCR frygtede, de var mineret, og bad derfor
os om hjælp. Lastbilerne var kørt udenfor byen, og det
var min og 2 andres opgave, at holde øje med chaufførerne,
palæstinensere. Ud på aftenen kom flere og tog
billeder, de ville tage et før og efter eksplosionen. Ved
midnat kom chaufførerne løbende tik, tak, tik, tak, sagde
de. Hvor spurgte jeg og undersøgte lastbilerne.
Chaufførerne ville åbne til brændstoftanken, jeg sagde,
NEJ!!! Og bad dem sætte sig ind igen.
Jeg sov 15 minutter den nat. Og næste dag skældte
jeg chefen ud på Headquarter. Vi kunne have parkeret
lastbilerne, og taget chaufførerne ind på Headquarter.
Det havde han ikke tænkt på!
Kurdernes efterretningstjeneste havde hørt fra
Baghdad, at 20 taxi skulle være mineret. Det var for at
sabotere valgte i Kurdistan. Kurderne havde fundet de
19, den 20. var parkeret udenfor PKK’s hus i Sulemaniya
og sprang. 300 kg dynamit sagde eksperter. Det
skete nær vores hus, vi var lige gået forbi taxien og stop
i vores køkken. Vi mærkede trykket, før braget og kastede
os under bordet. Da det var stille løb vi ud og ned
mod byen. Det var sket ca. 2 kilometer fra vores hus.
Der var blod over alt, jeg husker særligt en pige, hvor
hovedet var læderet. 12 personer drabet og 20 sårede.
Efter valget var der en stor fest i Sulemaniya, hvor vi
var inviteret. 12 mødte op til spisning og dans. Efter festen
gik jeg med Gervin hjem til en kop kaffe.
Han gik op på sit værelse. Pludselig lød der nogle
brag fra værelset, jeg løb op. Gervin slog med en tennisketcher
på alt inventar. Jeg gik ned til min kaffe, Gervin
kom ned. Jeg sad med ryggen til ham, hørte et ladegreb
og vendte mig. Jeg kiggede ind i en pistol. Nu skal du
dø og han trykkede af. Klik! Jeg sprang op skubbede til
Gervin og løb ud af huset. Snakkede ikke med ham siden.
4-5 gange i løbet af perioden blev vi sendt hjem for
at pakke og gøre klar til evakuering, idet der var frygt
for, at irakerne ville tage os som gidsler/våbenskjold.
Baggrunden var at amerikanerne varslede nye bombninger.
Vi skulle være klar til at evakuere mod nord gennem
Tyrkiet.
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
5. juni 1992, Grundlovsdag, tog alle danske UN-
Gaurds til Baghdad, for at holde nogle feriedage og
handle ind, inden de skulle afslutte deres mission i Irak.
Vi indlogerede os på hotel. Fra tidligere vidste vi, at
vi blev overvåget under opholdet med mikrofoner på
værelserne og gennemrodning af vores bagage.
8. juni tog jeg mig mod til at besøge D. Jeg tog en
taxi, og kom til et smukt 3 plans hus. Omar, Fatima,
Zaynab og D, en dejlig familie. Dagen efter kom de på
besøg, D og børnene, på hotellet. Dette gav nogen uro
på hotellet, og jeg følte overvågningen blev skærpet.
Denne overvågning førte til, at jeg fik det dårligt og følte
mig meget utryg. Jeg havde, det så dårligt, at jeg den
sidste nat på hotellet ikke kunne sove alene på mit værelse,
men måtte flytte ind til en kollega. Næste dag tog
vi tilbage til Sulemaniya.
Da vi kom tilbage til Sulemaniya, følte jeg mig stadig
meget dårlig/utryg, hvorfor jeg anmodede min talsmand
om straks at blive hjemsendt. Denne anmodning
blev sendt til hovedkvarteret i Baghdad, hvorfra der
kom afslag, idet alle danskere skulle hjem indenfor 2
uger.
Da jeg fik afslaget fik jeg et sammenbrud og husker
kun det efterfølgende i glimt. Jeg var sikker på, at nu
skulle jeg dø: truslerne i tjekpointerne, øjnene på hotellet,
skuddene mod os, bomber m.m.
Jeg husker, at jeg mod min vilje blev kørt til
Baghdad. Hvor vi overnattede og kørte videre til et
norsk hospital i Kuwait, hvorfra jeg blev fløjet hjem
med et ambulancefly og indlagt på Rigshospitalet.
I Danmark blev vi undersøgt: læge, tandlæge og engelsk
kundskaber. En historiker fortalte om 1. verdenskrig,
Irak og Kurdistan. Begge et stolt folk, hvor deres
ord var lov.
En veteran fra Basra fortalte at UN-gaurdene var
utilfreds med at få udleveret våben. Da vi kom derned,
gik de alle med våben, på arbejde og efter arbejde. Det
havde de altid gjort.
Vi var en torn i øjet på irakerne, som gjorde, hvad
de kunne for at irritere os. Kurderne kunne ikke kende
venner fra fjender. De bekrigede hinanden. Der var meget
utrygt, at være i Sulemaniya og i de irakiske tjekpoint.
Mit hvile sted var Raniya. Der var ro, fordi det
lå langt oppe i bjergene. Alt i alt var det en meget ubehagelig
oplevelse, at være i Irak.”
Af et håndskrevet brev af 11. juni 1992 fra A til mr.
P. Pitkanen, Chief UNGCI, Bagdad, fremgår i oversættelse
følgende:
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXV

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
“Angående: Anmodning om hjemsendelse
Jeg anmoder hermed om hjemsendelse snarest muligt af
helbredsmæssige og personlige årsager.
Da jeg spillede volleyball den 30. maj kom jeg til
skade med min fod. Jeg er blevet behandlet af vor doktor
i Suleimaniyah og doktoren i Baghdad, men min
fodskade er ikke helbredt.
Min familie er meget nervøs på grund af mit ophold
i denne urolige region. Især finder min forlovede det
vanskeligt at håndtere hverdagen uden min tilstedeværelse.
Jeg anmoder hermed om hjemsendelse så hurtigt
som muligt, således at min fod kan blive behandlet i
mit hjemland, og således at jeg kan være sammen med
min familie.
Lægeerklæring vil blive fremsendt ca. kl. 14.00
...”
Det fremgår af en lægeerklæring af 11. juni 1992 fra
dr. Thapa, Sulaimaniyah, at denne har tilset A, der
henvendte sig den 9. juni 1992 og klagede over smerter
og hævelse af venstre ankel. Dr. Thapa anfører,
at der ikke kan konstateres noget brud, og at A foretrækker
at tage hjem for at blive behandlet.
Af en lægeerklæring af 12. juni 1992 fra dr. Thapa
fremgår i oversættelse bl.a. følgende om A:
“...
Her til eftermiddag klagede han over søvnløshed, og
nervøsitet. På grund af dette og det faktum, at han ikke
føler, at foden bliver bedre, anbefales det, at han sendes
hjem så hurtigt som muligt, eftersom der er risiko for
stress-syndrom.
...”
I en telefax af 12. juni 1992 fra Costas Trachanatzis,
Asso-ciate Chief UNGCI til Mr. Per Sjogren, Director,
Field Operations Division, New York, fremgår,
at Costas Trachanatzis indstillede, at A blev
hjemsendt så hurtigt som muligt.
I et brev af 13. juni 1992 fra dr. Thapa til dr. V.
Klein, SMO, UNGCI Baghdad, har Dr. Thapa i oversættelse
anført følgende:
“Vedrørende: Lægelig evakuering af vagt A, ID-nr....
I fortsættelse af gårsdagens rapport og samtale af d.d.
gør jeg opmærksom på, at patientens tilstand hastigt
forværres. Han er blevet voldelig og ligeglad med omgivelserne.
Han bør indlægges på hospital på lukket afdeling.
Jeg vil transportere patienten til Baghdad under be-
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXVI
roligende medicin med følge af andre vagter og et backup
køretøj.
...”
Efter at være kommet til Bagdad blev A undersøgt
af dr. S. E. Wilson, SMO, UNSCOM, Bagdad, der i
en erklæring dateret 13. juni 1992 har skrevet følgende
i oversættelse:
“Kl. 19.00 den 13/6/92 undersøgte jeg denne mand i
samarbejde med Dr. Klein og Dr. Tapper, begge overlæger
for UNGCI. Dr. Tapper var sektorlæge for Su-leimeniya
sektor og ansvarlig for A’s behandling.
A var i første omgang modvillig med at sige, hvorfor
han ønskede at forlade Irak men blev så mundtligt overtalt
til at diskutere hans problemer.
1. Han havde skadet sin ankel ca. 12 dage før og havde
forelagt dette for Dr. Tapper den 9. juni. Han ville
ikke lade ham undersøge ankelen, men kun se på
røntgenbillederne. Der var ikke noget brud.
2. Han udtalte, at han havde familieproblemer, og han
ønskede at komme hjem og få behandlet sin ankel
der, idet han følte, at hans ben ville blive ødelagt.
3. Som samtalen skred frem oplyste han, at han havde
gigt i det ene knæ, og at det gjorde ondt. Hans ankel
blev ikke yderligere nævnt.
4. Han oplyste, at hans venner i Suliemeniya havde afprøvet
ham. Jeg forstår, at de havde taget alle våben
fra ham. Om natten den 11. juni havde de kun fået
lidt, om nogen, søvn på grund af hans adfærd (uspecificeret).
5. Om natten den 12. juni var han forsvundet og efter
en afsøgning af UNGCI bygninger var eftersøgningen
udvidet. Han blev fundet på en bro på vejen til
Kirkuk. Han sagde, at han var på vej hjem. Det bør
bemærkes, at han allerede havde ansøgt om hjemsendelse,
hvilket var blevet godkendt. Hans skade giver
ikke anledning til hjemsendelse.
6. Han udtalte til mig, at han var “den bedste af de bedste”.
Da jeg spurgte, om han var fra militæret, benægtede
han det. Han sagde, at han var fra den kongelige
garde. Jeg sagde til ham, at “de bedste af de
bedste” ikke flygter. Han sagde, at han ikke stolede
på sine “venner”, og at de var bange for ham.
7. På dette tidspunkt sagde han, at han havde en fornemmelse
af, at han var i fare i dette land, og at
hans familie var bekymret for ham. Hans forlovede
kunne ikke klare sig uden ham, og han ville hjem til
hans “kvinde”. Gennem hele samtalen udviste han
paranoide tendenser, og det føltes, som om samta-

len i virkeligheden foregik på et meget overfladisk
niveau, som det ses med skizofreni.
Sagen blev herefter diskuteret mellem de 3 tilstedeværende
læger, og det var den generelle holdning, at denne
mand lider fra paranoid skizofreni and burde fjernes fra
tjeneste.
Diagnose: Paranoid skizofreni.
Som følge heraf er det efter videre diskussion med
hans senior officerer aftalt, at han:
a. fjernes fra tjeneste
b. forflyttes til Normed Hospital i Um Qasr.
Hans indlæggelse på Normed Hospital i Um Qasr blev
arrangeret, og at han skulle transporteres i en UN-
SCOM ambulance fra Bagdad til Um Qasr med UN-
SCOM personale og ledsaget af UMGCI køretøjer.
...”
Det fremgår af en erklæring af 15. juni 1992 fra
Gunnar Strøno, MD, Normed Deling, Umm Qasr,
Irak, at A blev indlagt på Normed Delings sygeafdeling
den 14. juni 1992 og udskrevet den følgende
dag og overflyttet til ambulancefly i Kuwait. I erklæringen
anfører Gunnar Strøno i oversættelse bl.a.:
“Ved indlæggelsen udviste patienten det typiske billede
på en akut psykose med vrangforestillinger, usammenhængende,
uvirkeliggørelse, sansebedrag og hyperaktivitet.”
A blev herefter fløjet til Danmark, hvor han den 15.
juni 1992 blev indlagt på Militærpsykiatrisk Afdeling,
Rigshospitalet. I afdelingens journal betegnes
han i et sygeplejenotat af 16. juni 1992 som “klart
psykotisk også her til morgen”. Senere i journalen
har overlæge Gorm Odden Petersen bl.a. anført følgende:
“...
16.06.92
Konklusion:
Sammenfattende synes det at dreje sig om en rask ung
mand, der er blevet belastet af sit job i Irak, og i følge
beskrivelserne har reageret med en psykotisk reaktion,
som formentlig er ved at afklinge nu.
/krisereaktion
stress response syndrom/
...
23.06.92
Samtale:
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
Kl. 12.45 kommer A og på mit kontor. Han fortæller,
at han har pakket og er parat til at rejse hjem i dag sammen
med Birgitte. Jeg kan ikke motivere ham for at blive,
og slet ikke for at tage medicin. Han virker i det store
hele ganske ordnet, men er nok noget hyperaktiv.
Der kan overhovedet ikke blive tale om nogen form for
tvangsforanstaltninger, så den eneste løsning er, at ønske
ham god rejse og held og lykke fremover. Han siger
selv, at hvis han får det dårligt, vil han henvende sig på
psykiatrisk afdeling i Ålborg.
UDSKRIVES dags dato.
...
23.06.92
Opringning til stabslæge Villy Grønfeldt for at forhøre,
hvor vi skal sende de lægelige papirer, som ikke tilhører
os.
...
Jeg drøfter også diagnosen med Villy Grønfeldt, fordi
der er jo ingen tvivl om, at A har været ude i en reaktiv
psykose med nogle paranoide træk, men det vil nok
kunne misforstås, hvis vi sætter den diagnose på på en
epikrise, hvorfor vi er enige om, at kalde det
/stress response syndrom 793.01/
...”
En erklæring af 12. juli 1996 fra overlæge Ida Kattrup
og konstitueret 1. reservelæge Torsten Wiwel,
Aalborg Psykiatriske Sygehus, der er udarbejdet i anledning
af A’s klage over tvangstilbageholdelse, indeholder
følgende oplysninger:
“...
SOCIALE ANAMNESE
...
Han blev indkaldt som værnepligtig i Livgarden, efterfølgende
meldte han sig som FN-soldat på Cypern,
hvor han var i 1/2 år, herefter frivillig FN-soldat i Irak,
hvor han efter planen skulle være i 1/2 år, men efter 5
1/2 måned blev han sendt hjem idet han blev psykotisk
med forfølgelsesforestillinger.
I tiden efter har han haft korterevarende jobs, dels
som medarbejder i kreditforening og senest som croupie
i spillecasino. Han har senest haft eget værelse, et
klubværelse, men siden 1. juli 1996 har han været uden
bolig, idet han angiveligt er blevet sagt op. Han lever af
sygedagpenge.
PSYKIATRISK ANAMNESE
Han har været psykisk rask indtil han blev akut psykotisk
under opholdet i Irak, juni 1992. Forudgående havde
han været ude for psykisk belastende oplevelser,
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXVII

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
bl.a. et mortérangreb på en kurdisk by. Han har oplyst,
at han, da han blev psykotisk, gik amok, var råbende
og skrigende, overfaldt alle, havde forfølgelsesforestillinger
og var hallucineret på både syn og hørelse. Han
blev akut indlagt på en militærpsykiatrisk afdeling i Kuwait,
efter et døgn blev han fløjet til Krise- og Rehabiliteringscentret
på Rigshospitalet, hvor han dog kun var i
6 dage, idet han selv forlod stedet. Han har siden oplyst
at han dengang troede at han var Jesus’s højre hånd og
at han havde særlige magiske kræfter til at redde menneskeheden.
I løbet af efteråret 1992 blev han tiltagende
deprimeret, hvorefter han, i affekt, skar sig i håndleddet
med et barberblad i selvmordsøjemed, hvilket førte til
indlæggelse her på Aalborg Psykiatriske Sygehus.
1. indlæggelse fra 04.november 92 – 14.december 92,
Afdeling B.
Han var ved indlæggelsen stille og rolig, klar og nærværende,
fuld af selvbebrejdelser, insufficiensfølelse og husede
fortsat selvmordstanker. Han fremtrådte ikke psykotisk,
idet han bl.a. kunne berette om de tidligere psykotiske
oplevelser og samtidig tage afstand fra dem og
han gav udtryk for at være klar over deres sindssygelige
karakter. Han blev sat i behandling med antidepressiv
medicin (Noritren) og efter nogle uger begyndte han at
få det bedre, var efterhånden ikke så selvbebrejdende,
men stadig insufficiensfølende.
Han blev udskrevet til fortsat ambulant kontakt og i
fortsat behandling med Noritren 150 mg dagligt. Ved
efterfølgende ambulante samtaler fik han det kortvarigt
bedre, men blev herefter igen dårligere, han var tilbøjelig
til en paranoid tolkning af tingene. Han blev sat i behandling
med antipsykotisk medicin i form af tablet Trilafon
8 mg x 2 dagligt.
Trods behandlingen virkede han fortsat psykotisk
og blev tilbudt indlæggelse, han vægrede sig imod indlæggelse
indtil 26. april 1993. Diagnosen var: psychosis
reactiva, depressiva. (reaktiv psykose)
2. indlæggelse 26. april 1993 – 17. juni 1993
Pt. blev indlagt i forbindelse med ambulant samtale –
forinden havde hans moder telefonisk oplyst hertil at
han havde fået det værre og værre gennem de sidste par
uger.
Han havde, i følge moderen, hørt stemmer, der fortalte
ham at han skulle tilbage til krigszonen og gøre de
ting færdige, som han havde været i gang med, da hans
ophold som FN-soldat blev afbrudt. Efter 1 døgn måtte
han overflyttes til lukket afdeling, hvilket han modsatte
sig, hvorefter han blev tvangstilbageholdt og overflyttet
mod sin vilje. Han blev sat i behandling med antipsyko-
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXVIII
tisk medicin og efterhånden blev han noget mere samlet
og koncentreret, hvorefter han blev flyttet til åben afdeling,
hvorfra han dog atter blev flyttet til lukket afsnit.
Derefter indtrådte der en jævn stabil bedringsfase.
Pt. forblev i lukket afsnit, til han blev udskrevet.
Diagnoser: psychosis maniodepressiva, typus manichus,
obs. pro
(observation for stemningssindssygdom i manisk
fase)
Psychosis reactiva, obs. pro (observation for reaktiv
sindssygdom).
Herefter havde han ambulant kontakt til distriktspsykiatrisk
regi, hvorunder han blev behandlet med et antipsykotisk
præparat.
Han afsluttedes 18. juli 1994, på dette tidspunkt
havde han planer om at flytte til Sjælland.
3. indlæggelse fra 01.november 94 – 20.februar 95
Pt. blev indlagt akut og frivilligt af vagtlæge, som havde
tilset pt. på politistationen, hvortil han var blevet indbragt
af politiet fra Jomfru Ane Gade, hvor man havde
fundet ham gående rundt i forvirret tilstand. Han oplyste,
at han var gået hjemmefra, havde pakket sine ejendele
og opmagasineret det meste på banegården og han
havde nu planer om at springe i havnen. Han blev fundet
forpint og affekt spændt. Han blev sat i behandling
med antipsykotisk medicin i form af Serenase, 20 mg
dagligt, senere suppleret med Litarex.
Herefter bedredes tilstanden og efter 1 1/2 måned
blev han flyttet på åben afdeling. Pt. forlod dog afdelingen
flere gange, hvorfor det d. 03.01.95 blev nødvendigt
at tvangstilbageholde pt. indtil han blev stabil i aftalerne
i forhold til udgang, hvorefter tvangstilbageholdelsen
blev ophævet 23.01.95. Pt. blev udskrevet til
fortsat ambulant behandling.
Ved udskrivelsen var han i behandling med Litarex
3 tabletter morgen, 4 tabletter aften samt Cisordinol 4
mg om aftenen.
Diagnoser: bipolar affektiv sindslidelse, p.t. mani
med psykotiske symptomer (stemningssindssygdom i
manisk fase)
Pt. havde derefter ambulant kontakt til afdelingen,
frem til 5. juli 1995.
4. indlæggelse – aktuelle indlæggelse fra 21.januar 96.
Pt. blev indlagt akut og frivilligt, idet han havde fået ordre
hertil af sin onkel.
Gennem lægevagten var afdelingen orienteret om at
pt. havde været opkørt og urolig i det studenterfællesskab
hvor han boede, han havde gennem flere dage vandret
hvileløst rundt og beboerne havde fundet hans op-

træden meget påfaldende. Forud for indlæggelsen havde
han boet en del hos sin mor og den nærmeste familie,
men de havde heller ikke længere kunnet klare at
huse ham.
Ved indlæggelsen fandtes han hurtigttalende med
springende tankegang, svær at fastholde, han var vredladen
når han blev korrigeret og virkede manisk. Han
blev sat i behandling med Litarex og Serenase.
I den lukkede afdeling faldt han hurtigt til ro, men
fremstod fortsat psykotisk, talte usammenhængende og
kommunikerede gennem symboler som han skrev på et
stykke papir, f.eks. 8-tals-lignende symboler, 0 og 1,
som for ham beskrev virkeligheden og helheden.
Hvis han blev bedt om at uddybe betydningen af disse
symboler blev han vred og forlangte at folk skulle
forstå ham uden yderligere kommentarer. Han var også
af den opfattelse at han ikke så tingene tydeligt når han
tog sine briller på, fordi han holdt folk på afstand, hvorimod
han så folk klarere når han tog brillerne af.
Om sit ophold i Irak fortalte han, at han var draget
derned for at slå Saddam Hussein ihjel og at han ville
have gjort det, hvis der var havde været nogle der havde
sagt han skulle, selvom han kendte konsekvenserne.
Han oplevede at han havde en mission og at han
skulle gøre disse ting for menneskeheden. Han fremtrådte
således sindssyg, usamlet, meget fragmenteret, havde
storhedsforestillinger om sin forståelse af verdens sammenhæng
og virkede latent vred.
...
Diagnose: skizoaffektiv psykose, manisk type
(blandet spaltningssindssygdom og stemningssygdom i
manisk fase)
RESUMÉ OG KONKLUSION
Det drejer sig om en 27-årig mand, der psykisk har været
rask og velfungerende til han blev akut psykotisk i
juni 1992, mens han var udstationeret som FN-soldat i
Irak.
Den psykotiske fase var formentlig relativ kortvarig
og blev afløst af en længerevarende depressiv periode,
hvor han i november/december 1992 var indlagt 1.
gang.
Siden har han, frem til nuværende indlæggelse, haft
2 længerevarende indlæggelser, hvor han begge gange
har været psykotisk i flere måneder. Mellem indlæggelserne
har han det meste af tiden været i ambulant behandling.
Sygdomsbilledet har mere og mere gået i retning af
en kronisk sindssygdom.
...”
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
Den 9. august 1996 anmeldte C på vegne af sin søn,
A, den psykiske lidelse som en arbejdsskade over for
Arbejdsskadestyrelsen. I anmeldelsesblanketten er
hændelsesforløbet beskrevet således:
“...
Under udførelse af FN-vagt i Iraq udsat for psykisk
pres. Hjemsendt i utide juni 1992.
Ingen psykiske problemer inden FN-tjenesten i Iraq Efter
hjemsendelse gentagende indlæggelser på Aalborg
psyk. Sygehus. Er p.t. indlagt.
...”
I en tilsvarende anmeldelsesblanket til Arbejdsskadestyrelsen,
underskrevet den 27. august 1996 af afdelingslæge
Erik Thornval, Hærens Operative Kommando,
er det anført, at A har udviklet en paranoid
psykose. Der er i afsnittet “oplysninger om skader
og disses følgevirkninger sat kryds i rubrikkerne
”Forstuvning, forvridning, forstrækning” og “Knæled,
underben, knyster”. Ulykkestidspunktet er angivet
som den 12. juni 1992.
Overlæge Conni Fensbo har den 31. oktober
1996 sendt en speciallægeerklæring om A til Revaliderings-og
Pensionsnævnet, Nordjyllands Statsamt.
Af speciallægeerklæringen fremgår bl.a. følgende:
“...
Ovennævnte er mig bekendt fra sin indlæggelse i 1996
på Aalborg Psykiatriske Sygehus.
...
Tidligere psykiske habitus
Angiver at han altid har været en perfektionistisk og
dygtig ung mand med god kontakt til sine omgivelser.
Har været glad og tilfreds med sin tilværelse, indtil han
blev syg. Har haft fast parforhold til jævnaldrende kvinde,
men forholdet er gået i stykker under sygdomsforløbet.
Psykiske problemer
Mener ikke, han tidligere har haft psykiske problemer,
før han under voldsomme oplevelser i Irak som FN-soldat,
selv registrerede, at han var psykisk syg. Er fortsat
af den opfattelse, at det hele kom pludseligt under de
oplevelser, han havde i landet. Han gik pludseligt
amok, skreg og overfaldt alle og enhver, løb nøgen
rundt og havde forfølgelsesforestillinger samt var hallucineret
på syn og hørelse. Blev hjemsendt og indtaget på
Militærpsykiatrisk Afdeling på Rigshospitalet, hvor der
også registreredes massive religiøst prægede vrangforestillinger.
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXIX

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
...
Objektivt psykisk
Patienten fremtræder ved udskrivelsen som en nydelig,
alderssvarende yngre mand med en god muskelbygning,
men ret stiv kropsholdning, hvilket formentlig må tilskrives
den medikamentelle behandling. Er venlig, lidt
distant og angiveligt indstillet på at fortsætte samarbejdet
med Sygehuset. Synes ikke at have helt klar forståelse
af alle sine psykotiske symptomer og udviser neglekt
overfor flere af dem. Fremtræder ikke manifest psykotisk
ved udskrivelsen.
Diagnose
/ Skizoaffektiv psykose F. 25.0/
Konklusion
Det drejer sig om en 29 årig ung mand, der blev psykisk
syg i 1992 og siden da har haft adskillige, langvarige
psykotiske faser. Han har en god uddannelse som
bankassistent og har været meget motiveret for at komme
tilbage til arbejdsmarkedet, men har nu erkendt, at
han ikke magter dette på nuværende tidspunkt. Det
skønnes fuldt berettiget at tilkende A førtidspension efter
Pensionslovens § 14 stk. 2, nr. 1.”
Speciallæge i psykiatri Kjeld Reinert, Aalborg Psykiatriske
Sygehus, har i en erklæring af 24. februar
1997 til Arbejdsskadestyrelsen bl.a. anført følgende:
“...
haft A i ambulant konsultation. Jeg har endvidere med
hans accept orienteret mig i hans journal fra flere indlæggelser
i Aalborg Psykiatriske Sygehus fra 1992 til
dato. På baggrund af disse samt de fremsendte akter
kan anføres følgende:
Dispositioner: ingen kendte til psykisk sygdom.
...
Styrken gjorde tjeneste i Sulemanir i grænseområdet
mellem Kurdistan og Iran. I modsætning til tidligere var
han nu medlem af et almindeligt team på 10 personer i
FN styrken. Han var eneste dansker, og teamet bestod i
øvrigt af soldater fra Nepal, Thailand, Nigeria mv. Forholdet
til de øvrige medlemmer af teamet beskrives som
uproblematisk, også her præget af godt sammenhold.
Teamet var ledet af en sergent, og patienten havde funktion
som næstkommanderende. Teamets funktion bestod
i at afpatruljere det uofficielle grænseområde mellem
det egentlige Iran og Kurdistan samt at bistå internationale
organisationer i deres humanitære nødhjælpsarbejde.
FN-styrken var udstationeret i en hovedlejr i ovennævnte
by, hvor teamet i 2 ugers perioder var beskæfti-
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXX
get med pasning af materiel og bygninger samt lettere
patruljering. Herefter fulgte 2 ugers patruljering i bjergene
eller ørkenen, hvorunder teamet udgik fra 3 faste,
men ret interimistiske lejrpladser.
Der var på tidspunktet for patientens udstationering
i området ingen egentlige krigshandlinger, men stemningen
var generelt lettere til moderat spændt med lokale
militære vejspærringer af den uofficielle grænse. FN
styrken var yderst vel modtaget i det kurdiske område,
mens irakerne var yderst modstræbende og herunder pegende
med skarpladte våben ved styrkens passage af
vejspærringer.
Ingen i FN styrken led på noget tidspunkt korporlig
overlast, men på et tidspunkt i marts eller april 1992
sprang i nærheden en bombe ved det lokale partikontor
for PKK. Her udover har patienten, i forbindelse med
afhentning af 2 tankvogne med brændstof, som irakerne
havde tilegnet sig, været ude for at måtte holde vagt
ved disse natten over i afklaring på, om bilerne var minerede.
Patienten blev ifølge de fremsendte akter hjemsendt
fra styrken medio juni 1992, efter at han var konstateret
i en psykotisk tilstand.
...
Han vil på intet tidspunkt forud for 1992 have følt sig
nervøs eller egentlig psykisk lidende. Oplyser, at han
nok har været noget genert og måske manglet lidt selvstændighed,
hvilket imidlertid blev ændret under militærtjenesten,
hvor han bl.a. fungerede som talsmand.
Om sin psykiske tilstand op til hjemsendelsen fra
Irak i sommeren 1992 oplyser han, at han formentlig allerede
i første halvdel af maj, hvor han var på en uges
ferie i Danmark, havde ændret sig psykisk. Familien
skal om denne periode have angivet, at han “havde
utrolig megen fart på”, samt havde svært ved at koncentrere
sig. Selv erindrer han også, at han havde svært ved
at holde sig i ro, og han forlod således dagen før sin tilbagerejse
til Irak i 3 timer en konfirmation for at gå tur,
hvorunder han erindrer at have tænkt på, at han ikke
kunne forstå, at de andre gæster ved festen var så glade.
Samtidig spekulerede han meget på sine oplevelser i
Irak, hvor kurderne ved passage af irakiske vejspærringer
blev slået med vandslanger. Generelt levede kurderne
under yderst dårlige forhold og i telte, idet de fleste
boliger var sprængt. Takket være nødhjælpsorganisationer
var der dog ingen hungersnød, men han kan huske,
at han under sit fravær fra konfirmationen tænkte meget
på, at han fandt det forfærdeligt, at kurderne ikke
kunne få deres eget land. Aftenen inden afrejsen havde
han et kortvarigt sammenbrud, hvor han i selskab med
sin daværende forlovede var grædende og berettede om

forholdene i Irak, som han på en måde syntes uvirkelige
som en film.
Efter tilbagekomsten til Irak følte han dog hurtigt at
falde ind i de daglige rutiner, idet dog lederen af hans
team blev flyttet til Bagdad. I stedet kom der en anden
dansk soldat i teamet.
Efter en kortere tid blev han i tiltagende højt humør,
følte trang til at der skulle festes og i det hele taget “ske
noget”. I samme periode forstuvede han under volleyball
en fod, som han fik kureret hos en lokal healer.
Fra den 5.6.1992 var han i en 3-4 dage sammen
med det danske regiment på i alt 75 mand på ferie i
Bagdad. Han opsøgte her, efter forudgående opfordring
hertil fra familien i Danmark, en der bosiddende dansk
kvinde, gift med en iraker og søgte at overtale familien
til at forlade landet. Da dette ikke umiddelbart lykkedes,
tog han dem med til sit hotel til samtale med en engelsk
officer, efterfølgende resulterende i, at familien
blev korterevarende arresteret og afhørt af det irakiske
efterretningsvæsen, deres telefoner blev aflyttet, og efterretningsvæsnet
skulle angiveligt også have ønsket at afhørt
patienten, hvilket imidlertid ikke fandt sted.
Under samtalen i dag vurderer han sin kontaktform
med den irakiske familie som et udtryk for sygdom.
Efter tilbagekomsten fra Bagdad havde han ophold i
hovedlejren, og det fremgår af de medfølgende akter, at
hans adfærd der efterhånden blev så påfaldende, at han
omkring den 11.6.1992 af sine kammerater blev afvæbnet.
Han har herefter ringe hukommelse for det skete,
indtil han den 12.6.1992 blev fundet upåklædt og beruset
på en vejbro.
...
Objektivt psykisk er han klar, samlet og orienteret.
Fremtræder velklædt, velordnet, en smule stiv i sit bevægemønster,
hvilket muligt kan tilskrives den igangværende
behandling med neuroleptika. Han beretter ganske
eksakt om sit livs- og sygdomsforløb.
Han frembyder ingen produktive tegn på sindssygdom
i form af vrangforestillinger, hallucinationer eller
tankeforstyrrelser. Han har god sygdomserkendelse og
giver en tilfredsstillende såvel formel som emotionel
kontakt.
Diagnostisk må han antages at være lidende af en absolut
velbehandlet skizoaffektiv tilstand.”
Den 25. juli 1997 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse
om, at A’s skade ikke kunne anses for en erhvervssygdom,
der var omfattet af lov om forsikring mod
følger af arbejdsskade.
Ved brev af 27. november 1997 til A meddelte
Den Sociale Ankestyrelse (nu Ankestyrelsen), at An-
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
kestyrelsen den 19. november 1997 tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse. I Ankestyrelsens afgørelse
er anført følgende:
“...
Den anmeldte lidelse kan ikke anerkendes som erhvervssygdom
efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1,
sammenholdt med Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse
nr. 54 af 19. januar 1995 om fortegnelse over erhvervssygdomme
i medfør af lovgivning om forsikring
mod følger af arbejdsskade. De er derfor ikke berettiget
til ydelser efter loven.
Begrundelsen for afgørelsen er, at den lidelse, der er
konstateret hos Dem (skizoaffektiv lidelse), ikke er
nævnt i erhvervssygdomsbekendtgørelsen af 19. januar
1995, hvilket er en forudsætning for, at lidelsen kan
anerkendes som en erhvervssygdom efter lovens § 10,
stk. 1, nr. 1.
Ankestyrelsen har efter de foreliggende oplysninger
om arbejdets art og om lidelsens karakter ikke fundet
tilstrækkeligt grundlag for at anmode Arbejdsskadestyrelsen
om at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget
med henblik på mulig anerkendelse efter lovens § 9,
nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2.
Ifølge § 10, stk. 1, nr. 2, i loven kan erhvervssygdomme
anerkendes, hvis det godtgøres, at lidelsen må
anses for udelukkende eller i overvejende grad at være
forårsaget af arbejdets særlige art.
Ankestyrelsen vurderer, at der efter den praksis, der
gælder for tilfælde som Deres, ikke er udsigt til, at Erhvervssygdomsudvalget
vil anbefale, at lidelsen anerkendes
som arbejdsskade. Ved denne vurdering har Ankestyrelsen
lagt vægt på, at der efter Erhvervssygdomsudvalgets
opfattelse skal være tale om en posttraumatisk
stresstilstand efter belastninger i form af serier af vold
eller trusler om vold eller tilsvarende voldsomme oplevelser.
Hertil kommer, at De ikke under udstationeringen,
har været udsat for belastninger ud over det forventelige
og at udstationeringen ikke skønnes at have væsentlig
betydning for det senere sygdomsforløb. Deres lidelse
i form af skizoaffektiv lidelse er således ikke en arbejdsbetinget
lidelse.
...”
Overlæge Conni Fensbo, Aalborg Psykiatriske Sygehus
har den 30. marts 1999 afgivet en lægeerklæring
til Social- og Sundhedsforvaltningen, Aalborg Kommune.
Af erklæringen fremgår bl.a. følgende:
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXI

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
“...
Objektiv psykisk:
Fremtræder slank, sportstrænet. Taler hurtigt, hvilket
er hans habituelle måde at tale på. Er absolut samlet og
helt stemningsneutral. Frembyder ingen som helst psykotiske
symptomer.
Diagnose:
Skizoaffektiv psykose i remission. Tilstanden er helt velbehandlet.
Konklusion:
32 årig ung mand, der i perioden 1992-1996 adskillige
gange var indlagt Aalborg Psykiatriske Sygehus i svær
psykotisk tilstand, har nu været psykisk stabil siden efteråret
1996.
Det må tilrådes, at A indtil videre fortsat beholder
sin pensionstilkendelse, idet han har været alvorligt og
ganske langvarigt syg tidligere.
...”
I brev af 20. juli 1999 meddelte Arbejdsskadestyrelsen
A, at Arbejdsskadestyrelsen ikke havde fundet
grundlag for at imødekomme hans begæring om genoptagelse
af arbejdsskadesagen. Arbejdsskadestyrelsen
henviste til, at der ikke var fremkommet nye oplysninger
om den arbejdsmæssige belastning, han
havde været udsat for.
Den 13. oktober 1999 stadfæstede Ankestyrelsen
denne afgørelse.
Psykolog Ida Rasmussen har i en erklæring af 19.
juli 2000 udtalt følgende:
“Det er min klare vurdering, at A fremstår med et tydeligt
post traumatisk stress syndrom efter at have oplevet
massive og gentagne trusler mod eget liv i Irak. Han var
i søgelyset hos den irakiske efterretningstjeneste, hans
familie på stedet var allerede arresteret og angsten for
hvad der skulle ske med ham var så massiv, at den udløste
et psykisk sammenbrud. Det er ikke ukendt at massive
psykiske belastninger eller et alvorligt traume kan udløse
en psykose. A får umiddelbart efter sin hjemkomst
stillet diagnosen skizoaffektiv tilstand eller paranoid skizofreni.
Siden er andre diagnoser fulgt efter. Fakta er at
han forud for sit ophold i Irak var en særdeles velfungerende
og veluddannet mand. Han har aldrig fremvist afvigende
adfærd eller i øvrigt fremvist tendens til psykisk
sygdom. Han har aftjent værnepligt ved livgarden, gennemgået
bankuddannelse og havde – på fuldt tilfredsstillende
vis – netop gjort tjeneste på Cypern i 9 mdr. forud
for opholdet i Irak. De første fem måneder af ophol-
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXII
det i Irak forløb også normalt, selvom stemningen på
stedet var anspændt og der sprang bomber i nærheden.
Det var først i begyndelsen af juni måned hvor han
kommer i den Iranske efterretningstjenestes søgelys at
han bliver massiv bange for at være i landet. Da hans familie
arresteres forværres angsten Han kan ikke kapere
en konfrontation med efterretningstjenesten – med risiko
for arrestation til følge, han kan heller ikke flygte
fra det – for han får afslag på at komme ud af landet.
Han har således ingen handlemuligheder overfor det
massivt angstprovokerende – han kan ikke ”gå til angreb
på det farlige” – han kan heller ikke flygte. Det
massive pres – oplevelsen af ekstrem fare for eget liv –
sammen med de manglende muligheder for mestring af
situationen resulterer i det psykiske sammenbrud.
Som nævnt er det ikke ukendt at chokpåvirkninger
eller længerevarende psykisk belastninger kan udløse en
psykose. Det er således min klare mening at A’s psykiske
tilstand som den fremstod i 1997 og som den stadig
fremstår er en klar følgevirkning af de oplevelser han
havde under sit ophold i Irak. Hans sag bør efter min
mening betragtes som en arbejdsulykke som han har varige
psykiske mén efter og han bør som sådan være berettiget
til erstatning.”
Overlæge Conni Fensbo har den 4. oktober 2000 afgivet
en erklæring til Arbejdsskadestyrelsen om A. I
erklæringens konklusion er anført følgende:
“Det drejer sig om en 33-årig mand, som i foråret 1992
første gang blev psykotisk. Allerede under et besøg i
maj under udstationering i Irak mærkede familien at
han opførte sig anderledes, og skadelidte har selv en erkendelse
af, at han på det tidspunkt var højt gearet. I
juni 1992 blev han hjemsendt fra Irak i svær psykotisk
tilstand. Han har siden haft i alt 5 indlæggelser. Er fulgt
tæt ambulant på Aalborg Psykiatriske Sygehus. Han
har stedse været i medikamentel behandling, dog således,
at han i perioder har seponeret anti-psykotisk medicin,
men har bibeholdt behandling med Litarex. I de faser,
hvor han selv har seponeret noget af sin medicin, eller
i perioder hvor han har drukket for store kvanta alkohol,
er han blevet tiltagende psykotisk med paranoide
forestillinger, aggressivitet og angst. Har til trods for
sin sygdom været i stand til i gode faser at skaffe sig arbejde
og har netop påbegyndt nyt arbejde i går som
bogholder. Skadelidte er mig bekendt fra sine indlæggelser
på Aalborg Psykiatriske Sygehus, og han fremtræder
i dag mere samlet og rolig, end jeg har set ham førhen.
Jeg mener ikke, at det drejer sig om en arbejdsskade.
Det er min opfattelse, at han lider af en ski-zo-affektiv

psykose. De psykotiske symptomer var ved at udvikle
sig allerede inden, han blev udsat for det svære traume i
Irak. Givetvis har skadelidte haft tendensen i sig latent
til at blive psykotisk, og belastningen ved at være udstationeret
i et krigshærget land har været for voldsom for
ham og har dermed udløst en latent psykotisk tilstand
uden at der dermed er tale om en egentlig arbejdsskade.
D: F25.2 skizo-affektiv psykose, blandet maniodepressiv
type.”
Autoriseret klinisk psykolog Hanne Knudsen har
den 18. november 2002 udarbejdet en psykologisk
vurdering på baggrund af undersøgelse af A. Heraf
fremgår bl.a. følgende:
“...
Resumé og vurdering
...
Nærværende undersøgelse
Denne undersøgelses resultater viser, at der i dag er tale
om symptomer, som svarer til kernesymptomerne for
PTSD, men ikke i et omfang eller med en intensitet,
som berettiger til diagnosen PTSD. Endvidere viser resultaterne,
at der med sandsynlighed var tale om en tilstand
af moderat traumatisering og sub-klinisk PTSD
på tidspunktet omkring hjemsendelsen fra Irak. Endvidere
viser testresultaterne en forekomst af skizoide personlighedstræk,
men ingen akutte kliniske syndromer,
alvorlige psykotiske forstyrrelser, personlighedsforstyrrelser
eller svær psykopatologi.
Konklusion
På baggrund af det samlede undersøgelsesresultat vurderes
det, at A’s tidligere funktionsniveau har været upåfaldende
og normalt. Der er ikke forhold i livshistorien,
som kan forklare symptomudviklingen og det i mange
år reducerede funktionsniveau. Tværtimod er der i livshistorien
forhold, som understøtter vurderingen af en
tidligere normal funktion både psykisk, interpersonelt
og arbejdsmæssigt, heriblandt velfungerende skolegang
og uddannelsesforløb, tidligere stabil tilknytning til arbejdsmarkedet,
herunder ved Forsvaret, og endelig almindelige
relationer til partnere og venner. Der er efter
min vurdering ingen kliniske iagttagelser, som støtter
den mulighed, at A skulle have været psykisk sårbar,
ustabil eller på anden måde psykisk afvigende forud for
opholdet i Irak -fraset en notering vedr. sort/hvid tænkning
i 12-årsalderen i forbindelse med forældrenes skilsmisse.
En retrospektiv vurdering af egne sort/hvide reaktioner
i puberteten i forbindelse med forældres skilsmisse
må antages at høre til indenfor normalområdet. Intet
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
synes derfor at underbygge antagelsen om en tidligere
psykisk forstyrrelse.
På baggrund af symptomudviklingen, livshistorien,
testresultater og det kliniske indtryk er det min vurdering,
at udsættelsen for specifikke og tilbagevendende
belastende oplevelser og forhold under opholdet i Irak
har resulteret i udviklingen af sub-klinisk PTSD og psykotiske
symptomer. De mange diagnoseforslag efterlader
et noget diffust billede, men størstedelen af indholdet
i de tankemæssige forstyrrelser syntes relateret til de
oplevelser og situationer A har været udsat for under
opholdet i Irak (der er dog også indhold mere relateret
til det skizofrene spektrum). Dette giver anledning til at
overveje en reaktiv forståelse af de psykotiske symptomer.
Det er kendt, at psykotiske symptomer hyppigt optræder
hos vietnamveteraner med PTSD-tilstande i form
af reaktive psykoser og enkeltstående psykotiske symptomer
(Hamner et al., 2000; Sautter et al., 1999; 2002;
Butler et al., 1996; van der Hart, 1993). I faglitteraturen
findes desuden argumenter for, at reaktive psykoser
kan have længere varighed (van der Hart, 1993). De
post-traumatiske belastningssymptomer er idag aftaget
og de psykotiske symptomer medicinsk behandlet, således
at A stadig har visse symptomer efter traumatisering
og frembyder skizoide personlighedstræk. Sidstnævnte
vurderes at være udtryk for en personlighedsforandring
udviklet som følge af den tidligere traumatisering
under opholdet i Irak.
A’s generelle funktionsniveau vurderes i dag at være
nedsat i forhold til før udsendelsen til Irak, idet han i
dag ikke er selvforsørgende og i beskæftigelse på normale
vilkår, men modtager førtidspension og sandsynligvis
både i fremtidige beskæftigelsesvalg og privatlivet må
påregne en vis hensyntagen til ikke at indgå i stressende
og belastende situationer med henblik på at forebygge
eventuelle tilbagefald.
...”
Arbejdsskadestyrelsen traf igen den 13. december
2002 afgørelse om ikke at genoptage A’s sag.
I skrivelse af 21. august 2003 meddelte Ankestyrelsen,
at A’s psykiske lidelse fortsat ikke kunne
anerkendes som erhvervssygdom. Af Ankestyrelsens
skrivelse fremgår:
“...
Begrundelsen for afgørelsen:
...
Deres ophold i Irak har efter Ankestyrelsens vurdering
ikke indebåret en sådan psykisk belastning, at det kan
antages at medføre en særlig risiko for udvikling af en
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXIII

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
schizoaffektiv sindssygdom. Det er Ankestyrelsens vurdering,
at de uvante militære forhold De har været udsat
for i Irak må antages at have medført, at et latent anlæg
for sindssygdommen er blevet aktiveret, men de er
ikke årsagen hertil.
Vi er opmærksomme på, at psykolog Hanne Knudsen
i erklæring af 18. november 2002 har vurderet, at
Deres lidelse er arbejdsbetinget. Vi er af ovennævnte
grund ikke enig heri.
...”
Ankestyrelsen har fremlagt en udtalelse af 11. april
2003 fra Ankestyrelsens lægekonsulent, overlæge og
speciallæge i psykiatri Allan Vangtorp. I sin udtalelse
har Allan Vangtorp bl.a. anført følgende:
“...
Sammenfattende må jeg vurdere at A efter beskrivelserne
har en skizoaffektiv sindssygdom der til stadighed
kræver medicinsk behandling og distrikt psykiatrisk opfølgning.
De uvante militærforhold han var udsat for i
Iraq, må antages at have medført at et latent anlæg for
den vedvarende sindslidelse herved blev aktiveret, men
de er ikke årsagen hertil.”
Speciallæge i psykiatri Michael Andreassen har på
begæring af A’s advokat undersøgt A, og har i sin erklæring
af 16. februar 2005 anført følgende konklusion:
“A er ved den aktuelle undersøgelse fundet at lide af en
skizoaffektiv psykose i remission, som er debuteret i
juni 1992 i forbindelse med undersøgtes FN-tjeneste.
Det kan ikke antages, at der er en kausal sammenhæng
mellem hans arbejde som FN-soldat i Irak og det beskrevne
sygdom. Det må derimod anses for sandsynligt,
at sygdommen i forbindelsen med emotionel belastning
er kommet til udbrud, hvilket også har været tilfældet i
forbindelse med efterfølgende belastninger, som ligeledes
har fremprovokeret sygdomsudbrud. Det må derfor
udtales, at undersøgtes klager og symptomer må vurderes
som reelle. Undersøgte vil i mange år fortsat have et
fortsat behov for stemningsstabiliserende medicin og at
der, såfremt undersøgte udsættes for belastninger, vil
være behov for antipsykotisk medicin.
...”
En af Forsvarskommandoen nedsat arbejdsgruppe
vedrørende bistand til personel, som lider af psykiske
efterreaktioner forårsaget af traumatiske hændel-
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXIV
ser i tjenesten, har i en redegørelse af januar 1997
bl.a. anført følgende:
“...
Undersøgelser udført af PSA i 1993 og -94 har påvist,
at det er almindeligt at have reaktioner som følge af tjeneste
i en international mission. Kun 17% af soldaterne
har slet ingen reaktioner, medens de øvrige har stressreaktioner
af forskellig art, styrke og varighed.
Undersøgelser fra DANBAT 3 (1993) viser, at det
store flertal (70%) ikke i større grad er påvirket af reaktionerne
i deres dagligdag; men for nogle har reaktionerne
en karakter, der gør, at de pågældende må vurderes
at være belastede efter tjenesten. En lille del (7%) kan
siges at være særligt belastede, medens de sidste 23%
vurderes at være noget belastede.
...
Undersøgelserne bekræfter således, at det ikke er unormalt
at have reaktioner som følge af belastende tjeneste,
men kun få har særligt belastende reaktioner.
...
6.3.3. Ufrivilligt repatrierede.
Af ca. 15.000 udsendte i perioden 1992-1996 er omkring
2% af personellet blev repatrieret ufrivilligt før
tid. Heraf er ca. 14% blevet repatrieret af psykiske årsager.
Gruppen af ufrivilligt repatrierede påkalder sig særlig
opmærksomhed, idet denne gruppe udgør en potentiel
højrisikogruppe for udvikling af senkomplikationer
af psykisk art efter hjemkomsten til Danmark. I visse tilfælde
vender de repatrierede hjem med en følelse af at
have lidt nederlag under udsendelsen, og hvis hjemkomstmiljøet
yderligere er problemfyldt, vil situationen
kunne forværres. Derfor indførtes i september 1993 ved
FKO foranstaltning en ordning, hvorefter alle, som repatrieres
i utide, skal have tilbud om råd og vejledning
fra en af forsvarets socialrådgivere som obligatorisk led
i afviklingen af den internationale tjeneste.
Efter arbejdsgruppens vurdering bør der fastholdes
foranstaltninger mellem den udsendte enhed, kontaktpsykologen,
FOV og HOK, som skaber fuld sikkerhed
for, at enhver som repatrieres ufrivilligt før tid følges
nøje af kontaktpsykolog eller socialrådgiver de første
6 mdr. efter hjemkomsten og som minimum tilbydes
konsultation ved en socialrådgiver.
...”
Under sagens behandling for landsretten er der to
gange stillet spørgsmål til Retslægerådet, der i den
første erklæring af 20. september 2005 har udtalt
følgende:

“...
Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet på baggrund
af de fremsendte akter om A udtale, at han som
barn og ung har udviklet sig naturligt. Han har gennemgået
almindelig skolegang og efterfølgende uddannet sig
samt fungeret arbejdsmæssigt inden for sit erhverv. A
har ikke haft psykiske problemer, før han 25 år gammel,
i 1992 under udstationering ved FN-korps i Irak,
udvikler en psykisk abnormtilstand. Sygdomsudviklingen
sker gradvist over uger med ændret stemningstilstand
og aktivitetsniveau. Efterhånden fremkommer
klart psykotiske symptomer, især vrangforestillinger
med forfølgelsesindhold. Efter hjemsendelse fra Irak har
han været indlagt flere gange i psykiatriske afdelinger
samt løbende behandlet ambulant. En samlet vurdering
af forløbet peger på, at A er lidende af en såkaldt skizoaffektiv
psykose med tilbagevendende sygdomsepisoder
og behov for vedvarende lægelig kontrol og behandling
med sygdomsforebyggende medicin..
Retslægerådet skal herefter besvare de stillede
spørgsmål således:
Spørgsmål A:
Retslægerådet bedes oplyse, om sagsøgeren forud for
udsendelsen til Irak den 23. januar 1992 havde udviklet
eller var disponeret for at udvikle en eller flere psykiske/psykiatriske
lidelse(r), og i givet fald hvilke (n).
I bekræftende fald bedes besvarelsen uddybet, og det
bedes oplyst, om dette er årsag til eller kan forklare sagsøgerens
nuværende psykiske lidelse(r).
Der er ikke oplysninger i sagens akter, der peger på, at
A forud for eller på tiden for udsendelse til Irak januar
1992 havde udviklet eller var disponeret for at udvikle
en psykisk lidelse.
Spørgsmål B:
Var der efter den lægefaglige viden og de redskaber, der
var almindeligt anerkendte og anvendte forud for sagsøgerens
udsendelse til Irak i januar 1992, mulighed for
ved undersøgelse, test eller lignende at afdække, om sagsøgeren
havde udviklet, var ved at udvikle eller var disponeret
for at udvikle en eller flere psykisk lidelse(r).
I bekræftende fald bedes besvarelsen uddybet med
angivelse af, hvilke undersøgelser, tests eller lignende,
der kunne have været gennemført.
Nej.
...
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
Spørgsmål D:
Retslægerådet bedes oplyse, om der under udstationeringen,
men forud for medical officer, dr. Thapas tilsyn
og vurdering den 12. juni 1992, var lægefagligt grundlag
for at fatte mistanke om, at sagsøgeren havde udviklet,
var ved at udvikle eller var disponeret for at udvikle
en psykisk lidelse.
Efter det oplyste var A i ugerne forud for hjemsendelsen,
herunder også under besøg i Danmark, psykisk ændret.
Efter det beskrevne har der således i en kortere periode
inden hjemsendelsen været psykiske symptomer,
der ved psykiatrisk speciallægeundersøgelse må antages
at ville være blevet opfattet som tegn på begyndende
psykisk lidelse.
Spørgsmål E:
Hvis Retslægerådet finder, at sagsøgerens psykiske lidelse(r)
kunne være opdaget og behandlet på et tidligere
tidspunkt, bedes det oplyst, om en på dette tidligere
tidspunkt iværksat behandling må antages at ville have
haft betydning for sagsøgerens nuværende psykiske lidelse(r)
opståen eller udvikling.
Besvarelsen bedes uddybet.
Retslægerådet finder det ikke sandsynligt, at en tidligere
iværksat undersøgelse eller behandling afgørende ville
have haft betydning for opståen eller udvikling af A’s
psykiske lidelse.
Spørgsmål F:
I medical officer, dr. A. Thapas erklæring af 13. juni
1992 (bilag D) er det anført, at sagsøgerens tilstand forværredes
hurtigt, at han var begyndende voldelig, og at
han var uden hensyn til sine omgivelser. Det blev derfor
anbefalet, at han blev indlagt på hospital på lukket afdeling
og fik beroligende medikamenter under transporten
til hospitalet, der skulle foregå under opsyn.
Retslægerådet bedes oplyse, om der var lægefaglig indikation
for denne vurdering, og om de foreslåede tiltag
var og blev gennemført i overensstemmelse med de på
daværende tidspunkt almindeligt anerkendte retningslinier.
Retslægerådet finder, at der ud fra beskrivelsen af A’s
psykiske tilstand har været lægelig indikation for de
iværksatte tiltag. Der er ikke i de medsendte bilag nogen
beskrivelse af særlige retningslinier for undersøgelse
eller behandling af personer i FN-tjeneste, der udvikler
psykisk lidelse, men det gennemførte er i overensstemmelse
med danske retningslinier og praksis.
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXV

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
Spørgsmål G:
Sagsøgeren blev den 13. juni 1992 indlagt på et hospital
i Sulemaniyah, og der blev i senior medical officer,
dr. S. E. Wilsons udtalelse af denne dato (bilag 3) stillet
diagnosen “Paranoid Schizophrenia”. Det blev anbefalet,
at han blev fjernet fra opgaven i Irak og indlagt på
Normed hospital i Um Qasr.
Var der efter Retslægerådets opfattelse lægefagligt
grundlag for den givne anbefaling?
Ja.
Spørgsmål H:
Det fremgår af medical officer, dr. Gunnar Stønos udtalelse
af 15. juni 1992, at sagsøgeren var blevet indlagt
på hospitalet i Um Qasr den 14. juni 1992 kl. 15.00.
Lægen vurderede, at sagsøgeren havde de typiske symptomer
for en akut psykose, og han blev sat i medikamentel
behandling.
Retslægerådet bedes oplyse, om der var grundlag for
denne vurdering, om den iværksatte behandling var lægefagligt
velindiceret, og om behandlingen blev gennemført
i overensstemmelse med de på daværende tidspunkt
almindeligt anerkendte retningslinier.
Hvis Retslægerådet ikke er enig i, at sagsøgeren havde
de typiske symptomer for en akut psykose, bedes oplyst,
hvilken diagnose symptomerne gav eller kunne
give anledning til at stille.
Retslægerådet finder, at den iværksatte behandling var
lægefagligt velindiceret og i overensstemmelse med danske
retningslinier og praksis.
Spørgsmål J:
Det blev under sagsøgerens indlæggelse på Rigshospitalets
Militærpsykiatriske afdeling fra den 15. juni 1992
vurderet, at sagsøgeren var psykotisk, og der blev iværksat
forskellige behandlingstiltag, herunder medikamentel
behandling og terapi.
Retslægerådet bedes oplyse, om der var grundlag for
denne vurdering, om de iværksatte behandlingstiltag
var lægefagligt velindicerede, og om de blev gennemført
i overensstemmelse med de på daværende tidspunkt almindeligt
anerkendte retningslinier.
Hvis Retslægerådet ikke er enig i, at sagsøgeren var
psykotisk, bedes oplyst, hvilken diagnose symptomerne
gav eller kunne give anledning til.
I journal fra Rigshospitalets Militærpsykiatriske afdeling
er A beskrevet som klart psykotisk, med vrangforestillinger,
periodevis bevidsthedsændring, forøget psyko-
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXVI
motorisk tempo, vredladen og flere gange aggressiv.
Den iværksatte behandling med antipsykotisk virkende
medicin var lægefagligt velindiceret og blev gennemført
efter gældende retningslinier.
Spørgsmål K:
Var der efter Retslægerådets vurdering grundlag for at
tvangstilbageholde sagsøgeren i forbindelse med, at han
forlangte sig udskrevet fra Rigshospitalets Militærpsykiatriske
afdeling den 24. juni 1992?
Da A fremsætter sit udskrivnings-ønske, har han en
samtale med afdelingens overlæge. Overlægen finder
fortsat indlæggelse hensigtsmæssig, men at der ikke er
indikation for tvangstilbageholdelse. I journalnotatet
fra udskrivningsdagen er der ikke nogen detaljeret beskrivelse
af A’s psykiske tilstand, og det er derfor ikke
muligt for Retslægerådet at vurdere, om overlægens beslutning
om ikke at foretage tvangstilbageholdelse var
lægefagligt velbegrundet.
Spørgsmål L:
Såfremt spørgsmål K besvares bekræftende, bedes Retslægerådet
oplyse, om der med udskrivelsen af sagsøgeren
blev begået en egentlig lægefaglig fejl, eller om der
alene var tale om et lægefagligt fejlskøn.
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål K.
Spørgsmål M:
I forbindelse med udskrivelsen fra Rigshospitalets Militærpsykiatriske
afdeling den 24. juni 1992 blev der stillet
diagnosen “stress response syndrom 793.01”.
Var der efter Retslægerådets vurdering lægefagligt
grundlag for denne diagnose?
I benægtende fald bedes den rette diagnose angivet.
Besvarelsen bedes uddybet.
I journalen fra Militærpsykiatrisk afdeling har afdelingens
overlæge noteret, at A efter hans vurdering har
haft en “reaktiv psykose”. Men overlægen vælger af
andre end lægefaglige grund at stille diagnosen “Stress
response syndrom”. Retslægerådet finder ikke, at diagnosen
Stress response syndrom er dækkende for A’s psykiske
lidelse, men er enig med overlægen i, at det har
drejet sig om en tilstand, der ud fra de på dette tidspunkt
tilgængelige oplysninger, kan betegnes som en
“reaktiv psykose”. Efter det nugældende diagnosesystem
(WHO ICD-10) ville diagnosen være Akut polymorf
psykose F 23.0.

Spørgsmål N:
Er sagsøgeren efter udskrivelsen fra Rigshospitalets Militærpsykiatriske
afdeling den 24. juni 1992 under de senere
indlæggelser og med de iværksatte behandlinger
blevet behandlet i overensstemmelse med de på daværende
respektive tidspunkter almindeligt anerkendte retningslinier?
Ja.
Spørgsmål O:
Har der efter Retslægerådets opfattelse været lægefagligt
grundlag for at iværksætte yderligere behandlingstiltag
end de, som sagsøgeren har været undergivet frem
til i dag?
Nej.
Spørgsmål P:
Retslægerådet bedes beskrive sagsøgerens nuværende
psykiske lidelse(r), så vidt muligt med angivelse af diagnoser.
A er med stor sandsynlighed lidende af en såkaldt skizoaffektiv
sindslidelse.
Spørgsmål Q:
Retslægerådet bedes oplyse, om de(n) ved besvarelsen
af spørgsmål N anførte lidelse (r) er varige og uhelbredelige.
Om nødvendigt bedes besvarelsen uddybet.
Retslægerådet antager, at der ved formuleringen af
spørgsmål Q er sket en “slåfejl”, og at der i dette
spørgsmål henvises til diagnosen efterspurgt i spørgsmål
P.
Med dette forbehold skal Retslægerådet udtale, at
sygdommen skizoaffektiv sindslidelse hos de fleste har
et kronisk forløb. For en mere uddybende beskrivelse
henvises til den psykiatriske faglitteratur.
Spørgsmål R:
Retslægerådet bedes oplyse, hvornår de(n) under spørgsmål
N opregnede lidelse(r) kunne diagnosticeres, og
hvornår de (n) rent faktisk blev diagnosticeret.
Med samme forbehold som i spørgsmål Q skal rådet udtale,
at A første gang fik stillet diagnosen skizoaffektiv
sindslidelse i 1996, men at alle tidligere sygdomsepisoder
formentlig har været udtryk for den samme grundlidelse.
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
Spørgsmål S:
Har de hændelser og oplevelser, som sagsøgeren overværede
og havde under sit ophold i Irak i første halvdel
af 1992, udelukkende eller i overvejende grad udløst
sagsøgerens nuværende psykiske lidelse (r) , eller kan
disse hændelser og oplevelser i udelukkende eller overvej
ende grad antages at være årsag til denne/disse lidelse(r).
Spørgsmålet bedes besvaret for hver enkelt lidelse
for sig.
Retslægerådet finder, at omstændighederne under opholdet
i Irak kan have været en udløsende årsag til udviklingen
af A’s skizoaffektive sindslidelse, men ikke, at
der kan antages at være en årsagsmæssig sammenhæng.
Spørgsmål T:
Såfremt Retslægerådet vurderer, at sagsøger var disponeret
for at udvikle en eller flere psykiske lidelser, bedes
oplyst, om det må antages, at den/de før eller siden ville
have udviklet sig under alle omstændigheder.
Spørgsmålet bedes besvaret for hver enkelt lidelse
for sig.
Spørgsmålet er af hypotetisk karakter og besvares derfor
ikke.
Spørgsmål U:
Har sagsøgerens oplevelser og de af ham overværede
hændelser under opholdet i Irak været medvirkende til
at udløse – eller medvirkende årsag til udviklingen af –
sagsøgerens nuværende psykiske lidelse (r) ?
Spørgsmålet bedes besvaret for hver enkelt lidelse
for sig.
Idet der henvises til besvarelsen af spørgsmål S, skal
Retslægerådet bemærke, at det ikke er muligt med nogen
grad af sikkerhed at fastslå, hvilke specifikke hændelser,
der har været af betydning.
Spørgsmål V:
Hvis Retslægerådet finder, at sagsøgerens ophold i Irak
ikke er årsagen til hans nuværende psykiske lidelse(r),
men at denne/disse lidelse(r) alene er udløst af det samme
ophold, bedes det oplyst, hvilke hændelser der erfaringsmæssigt
kan udløse tilsvarende psykisk (e) lidelse
(r) hos personer med sagsøgerens psykiske habitus.
Spørgsmålet kan ikke besvares, idet muligt udløsende
faktorer til psykoser ikke sikkert kan forudses.
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXVII

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
Spørgsmål W:
Hvis Retslægerådet findéf, at en ellerflere af de hændelser
eller oplevelser, som sagsøgeren overværede eller
havde, har udløst eller været (medvirkende) årsag til
sagsøgerens nuværende psykiske lidelse (r), bedes Retslægerådet
med henvisning til sagsøgerens gengivelse i
stævningen og bilag 16 angive, hvilken eller hvilke hændelser
eller oplevelser, der i den forbindelse tillægges
særlig vægt.
Idet spørgsmålet ikke kan besvares med sikkerhed, skal
Retslægerådet bemærke, at situationen af sagsøger synes
at have været opfattet som livsfarlig.
Spørgsmål X
Retslægerådet bedes oplyse, i hvilken aldersgruppe en
psykisk lidelse/psykiske lidelser som sagsøgerens normalt
optræder hos mænd, og hvad der almindeligvis antages
at være udløsende faktor for eller årsag til en sådan
lidelse/sådanne lidelser.
For belysning af det stillede spørgsmål, henvises til den
psykiatriske faglitteratur.
Spørgsmål Y:
Retslægerådet bedes oplyse, i hvilket omfang sagsøgerens
beskrivelse af hændelser og oplevelser under opholdet
i Irak, således som disse er gengivet i sagens lægefaglige
akter, kan antages at være påvirket af hans psykiske
tilstand under opholdet i Irak og/eller efter hjemsendelsen.
Det kan ikke afvises, at sagsøgers beskrivelse har været
påvirket af hans psykiske tilstand, men i hvilken grad
dette har betydet fordrejning af fakta, lader sig ikke besvare.
Spørgsmål Z:
De sagsøgte har bestridt, at sagsøgerens beskrivelser af
hændelser og oplevelser i Irak, som disse er gengivet i
stævningen, bilag 16 og til dels de lægefaglige akter, er
retvisende for det faktisk skete eller korrekte gengivelser,
da de alene beror på sagsøgerens oplysninger.
Er det ved Retslægerådets vurdering af sagen og ved
besvarelsen af de stillede spørgsmål tillagt betydning,
om sagsøgerens gengivelse af disse hændelser eller oplevelser
kan være påvirket af sagsøgerens sindstilstand,
da han gennemlevede og skulle gengive disse?
I bekræftende fald bedes besvarelsen uddybet med
angivelse af, hvorledes dette er tillagt betydning.
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXVIII
Før besvarelsen af spørgsmålene har Retslægerådet vurderet
sagen på grundlag af alle foreliggende oplysninger.
Spørgsmål Æ:
Retslægerådet bedes oplyse, hvad der er eller må antages
at være årsag til sagsøgerens nuværende psykiske lidelse(r).
Spørgsmålet kan ikke besvares, idet årsagen til sygdommen
skizoaffektiv sindslidelse ikke er sikkert fastlagt.
Spørgsmål Ø:
Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger.
Nej.
Spørgsmål 1:
Er de lægelige undersøgelser, som A har været igennem
forud for deltagelse i de fredsbevarende styrker under
FN i Irak af et sådan omfang, at de ville kunne afsløre
sandsynligheden for, at A som følge af de traumatiske
oplevelser, som fremgår af stævningen, kunne udvikleren
akut psykisk lidelse?
Spørgsmålet kan ikke besvares, idet der ikke foreligger
nogen specifik beskrivelse af, hvilke lægelige undersøgelser
A har gennemgået før udsendelsen til Irak.
Spørgsmål 2:
Er Retslægerådet enig i, at massive psykiske belastninger
eller et alvorligt traume kan udløse en psykose ved
en i forvejen psykisk velfungerende person?
Hvis ja, er den psykiske belastning, som fremgår af
stævningen af en sådan karakter og et sådant omfang?
Hvis ja, vil en sådan psykisk belastning kunne give
varige psykiske mén?
Hvis nej, hvor adskiller den belastning, A var udsat
for, sig fra en belastning, der vil kunne give varige psykiske
mén?
Retslægerådet er enig i, at massiv psykisk belastning
kan udløse en psykose. Imidlertid kan der ikke udsiges
noget sikkert om sammenhængen i en konkret sag, jf.
besvarelsen af spørgsmål V.
Spørgsmål 3:
Er det Retslægerådets opfattelse, at A’s psykiske lidelser
må anses for i overvejende grad at være forårsaget af
udstationeringen?

Nej.
...
Spørgsmål 5:
På hvilket tidspunkt under udstationeringen var der efter
Retslægerådets opfattelse lægelige tegn på, at A led
af en behandlingskrævende psykisk sygdom?
I lyset af de oplysninger, der nu samlet foreligger, er det
Retslægerådets opfattelse, at A formentlig allerede under
opholdet i Danmark i maj måned 1992 har udvist
tegn på begyndende psykisk sygdom. Det er ikke muligt
på baggrund af det foreliggende at fastslå, hvornår disse
symptomer har fået et sådant omfang, at der har foreligget
et behandlingsbehov.
Spørgsmål 6:
Har de beskrevne episoder under opholdet været af et
sådant omfang, at det hos A har kunne forårsage et
posttraumatisk stresssyndrom eller symptomer på en
psykisk lidelse svarende til en posttraumatisk belastningsreaktion?
I bekræftende fald, er der personlighedsmæssige
træk, der forud for deltagelsen i Irak kunne have givet
mistanke om, at A var særlig disponeret for at udvikle
posttraumatisk belastningsreaktion?
Hvis ja, hvilke personlighedstræk burde forud for
deltagelsen have rejse mistanke om, at A kunne udvikle
posttraumatisk belastningsreaktion?
Der er ikke beskrevet symptomer hos A, der har kunnet
danne baggrund for at stille diagnosen posttraumatisk
belastningsreaktion.
Spørgsmål 7:
Er det Retslægerådets opfattelse, at A i dag ikke ville
have haft psykiske følger i pensionsgivende grad, såfremt
han ikke havde deltaget i FN tjenesten i Irak?
Spørgsmålet er hypotetisk og lader sig ikke besvare med
nogen grad af sikkerhed.
Spørgsmål 8:
Vil Retslægerådet anerkende testen Harvard Trauma
Questionnaire som et led i en klinisk undersøgelse med
henblik på at stille diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion
eller en psykisk lidelse svarende til en
posttraumatisk belastningsreaktion?
Hvis nej, hvilke undersøgelser og herunder hvilke
tests vil Retslægerådet acceptere for at stille diagnosen
posttraumatisk belastningsreaktion?
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
Retslægerådet finder, at det grundlæggende udgangspunkt
for diagnosticering af psykiske lidelser er de psykopatologiske
fund ved en klinisk undersøgelse, og
Retslægerådet stiller derfor ikke specifikke krav om anvendelse
af psykometriske skalaer til brug for diagnosticeringen.
Retslægerådet anerkender imidlertid, at sådanne
skalaer kan være en hjælp, forudsat at de opfylder videnskabelige
krav til validering. Vedrørende anvendelsen
af specifikke skalaer henvises til den psykiatriske
faglitteratur.
I sagens behandling har overlæge P. Gottlieb, professor
R. Hemmingsen og overlæge J. Lund deltaget.
...”
Retslægerådet har i den supplerende erklæring af 3.
januar 2006 anført følgende:
“...
Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet henvise
til rådets udtalelse af 20.09.05 og besvare de supplerende
spørgsmål således:
Ad spørgsmål 9, 10 og 11:
Indledningsvis skal bemærkes, at Retslægerådet finder,
at A lider af en skizoaffektiv psykose. Årsag til og den
videre udvikling af denne sindssygdom er ikke kendt,
men det ses, at der kan være en tidsmæssig sammenhæng
mellem sjælelig belastning og en manifest sygdomsfase,
det være sig den første eller senere sygdomsfase.
Det er muligt, at der også kan være en årsagsmæssig
sammenhæng, men sjælelig belastning er ikke alene årsag
til en skizoaffektiv sindssygdom.
Ad spørgsmål 12:
Retslægerådet antager, at ordet “Arbejdsskadestyrelsen”
rettelig skal være “Retslægerådet”. Rådet har ikke
i besvarelsen af spørgsmål M anført, at A lider af en reaktiv
psykose”, men at rådet kan tilslutte sig, at de oplysninger,
der forelå for overlægen på militærpsykiatrisk
afdeling, peger på diagnosen “Reaktiv psykose”.
Danmark indførte den 1. januar 1994 et nyt diagnosesystem
(WHO’s ICD-10), og hermed bortfaldt betegnelsen
“reaktiv psykose”. Disse tilstande omfattes nu af betegnelsen
“Akut polymorf psykose”. Der kan undertiden
ses et vist symptomsammenfald mellem en reaktiv
psykose og en posttraumatisk belastningsre-aktion og –
dog sjældent – mellem en skizoaffektiv psykose og en
posttraumatisk belastningsreaktion. Der er imidlertid
tale om forskellige psykiske lidelser.
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXIX

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
Ad spørgsmål 13:
Det kan ikke på forhånd forudses, hvad der er en psykoseudløsende
belastning, til dels fordi det ér forskelligt,
hvad det enkelte individ oplever som sjælelig belastning,
til dels fordi en given belastning ikke kan iagttages
isoleret fra den øvrige kontekst, individet er i, således
at det også over tid vil være forskelligt, hvad der belaster
det enkelte individ.”
Forklaringer:
A har bl.a. forklaret, at han gjorde frivillig tjeneste i
FN. Han blev uddannet 10 uger til de særlige opgaver
som FN soldat. Det var en uddannelse, som rettede
sig mod kontorarbejde. Han blev ikke uddannet
til at håndtere psykiske belastninger. Han blev udstationeret
på Cypern, hvor han var beskæftiget med
kontorarbejde. Der var ikke farlige situationer på
Cypern. Herefter søgte han og blev udtaget til missionen
i Irak. Der var ikke i den forbindelse uddannelse
i stresshåndtering. Lægeundersøgelsen var
mere omfattende end tidligere, herunder med gennemgang
af modermærker, tandsæt m.v. I Irak var
han på en observationspost. Han og hans hold blev
udstationeret 10 dage ad gangen til en observationspost
i bjergene. Alle på holdet delte opgaverne mellem
sig. I marts 2001 har han beskrevet de episoder,
som han har været udsat for, i en redegørelse til Arbejdsskadestyrelsen,
og han kan henholde sig til denne
beskrivelse. Irakerne troede, at han var amerikaner.
Det var frustrerende. 10-11 gange blev han udsat
for at blive standset ved tjekpoints, når han skulle
rundt i området. I den forbindelse blev han truet,
bl.a. ved at posterne rettede deres våben mod ham.
Det skete nok 2-3 gange om ugen. Under en observation
oppe i bjergene blev han standset af 10-15
mand som nærmere beskrevet. Han havde ingen at
tale med om episoderne. De andre danskere i lejren
havde andre opgaver og kunne ikke tale med om
det, som han oplevede under observationerne. Han
skulle kun redegøre for de overgreb på kurdere, som
han observerede. Han skrev rapporter herom. Overgreb
mod observationsgruppen selv skulle derimod
ikke indberettes. Under køreturene rundt i området
blev de også beskudt. Så kørte de noget stærkere
end ellers. Da kurderne skulle holde deres første frie
valg, sendte Saddam Hussein 20 armerede taxier ind
i byen. De 19 blev standset af kurderne, men den sidste
bombe sprang ikke så langt fra, hvor han opholdt
sig. Det var to huse derfra. Det var voldsomt
at se, hvordan mange af kurdernes landsbyer var blevet
fuldstændigt ødelagt. Han skulle alene observere
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED XC
og indberette overgreb mod kurderne. Han måtte
ikke gribe ind, eller i øvrigt foretage sig noget. Det
kunne han heller ikke på grund af de mange soldater,
der var i området. Nogle af de episoder, han oplevede,
fandt sted før orloven i Danmark. Episoderne
oppe i bjergene fandt sted efter april. Gervin truede
ham som beskrevet direkte med et våben. Gervin
var fast chauffør. Der blev ikke talt om episoden
bagefter. Han tog normalt ikke til Bagdad efter de
oplevelser i byen, han havde haft de første tre dages
ophold efter ankomsten til Irak. De tre dage havde
han følt sig utryg. Da der senere skulle være fest, tog
han imidlertid med til Bagdad. Det var i forbindelse
med ferie. Han vrikkede på et tidspunkt om på foden.
Han blev røntgenundersøgt, men billedet var
ikke godt nok. Han fik af lægen besked på at være
forsigtig med foden. Efter opfordring opsøgte han
en dansk/irakisk familie. De fortalte om en bombe,
der var slået ned tæt ved. Han foreslog, at de tog til
Danmark. Det ville de overveje. Han blev dårligt
modtaget på hotellet, da han kom med den danske
kvinde og to piger. Han sagde farvel til familien på
hotellet. Han fik det meget dårligt efter episoden på
hotellet. Senere fortalte en englænder, hvad der var
sket med familien, fordi han havde opsøgt dem. De
var blevet tilbageholdt af politiet. Med hensyn til
hjemsendelsesgrundlaget fik han at vide, at der skulle
stå, at han havde dårlig fod. Lægen spurgte også
til anklen. Han fik hurtigt afslag på at rejse hjem.
Herefter fik han det dårligt. Han ville hjem. Han gik
ud i byen for at finde en taxa, så han kunne komme
hjem. Han var psykotisk og havde det meget dårligt.
Han ville bare væk. Han var noget ude af fatning efter,
at nogle soldater fik fat i ham. Han kendte ikke
de FN folk, der fangede ham. Han blev bragt til nogle
grækere, som testede ham fysisk. Han kom mere
og mere op at køre. Så husker han, at han lige pludselig
kom hjem via Bagdad. Han følte sig utryg og
blev hele tiden medicineret. Han fik ikke tilbudt psykologbehandling
før i 1997. Der var tale om 10 timers
samtale. Det hjalp ham til at erkende sygdommen.
De andre diagnoser, han har fået, siger ham
ikke noget. Han talte ikke med nogen fra forsvaret
forud for, at forsvaret anmeldte sygdommen til Arbejdsskadestyrelsen.
Han var knap otte måneder på Cypern. Han havde
kørt gennem mange tjekpoints på Cypern uden at
være blevet truet. Han blev truet i Irak, hver gang
han kørte gennem et tjekpoint, og en gang blev der
skudt efter ham og hans hold, da de havde passeret
tjekpointet. Han så ingen blive skudt, men kurderne

lev truet og slået. På hotellet opstod der tumult, da
de partifolk, der var på hotellet, gik hen imod ham,
da han kom ind med den danske kvinde og de to piger.
Han forstod ikke hvad irakerne sagde, og han
skyndte sig op på værelset med den danske kvinde
og pigerne. De fortalte ham ikke, hvad der blev sagt
nede i forhallen. Han har senere fået at vide, at der
ikke skete familien noget efter, at de var hos politiet.
Han var indlagt på sygehus igen sidste år. Han fik
det dårligere, fordi der var dødsfald i familien, og
der skete også noget på arbejdet. Han har haft forskellige
skånejobs.
Psykolog Hanne Knudsen har bl.a. forklaret, at
hun har specialiseret sig i akut- og krisepsykologi.
Hun har haft tre samtaler med A og gennemført fire
prøver, som kunne belyse hans situation. Der var
ikke mistanke om hjerneskade. I 2002 var der ikke
tilstrækkeligt grundlag for at stille diagnosen PTSD.
Der var dog ikke meget, der adskilte den samlede
mængde af symptomer fra, at diagnosen kunne stilles.
Der manglede kun et symptom af tilstrækkelig
styrke. Hun har derfor anvendt udtrykket sub-klinisk
PTSD. Den sidste undersøgelse viste bl.a. skizoide
personlighedstræk, men ikke en egentlig personlighedsforstyrrelse.
Der var intet i samtalerne med
A, der tydede på, at han inden udsendelsen til Irak
havde nogen form for afvigelser på det psykiske område.
Hun opfattede ikke oplysningerne fra ham
som overdrevne, og hun fik ikke indtryk af, at de
ikke var forekommet i virkeligheden. Det er hendes
opfattelse, at det, han oplevede i Irak, førte til den
konstaterede tilstand af sub-klinisk PTSD. Der er
også en god sammenhæng mellem denne diagnose
og de konstaterede psykotiske symptomer. Sub-klinisk
PTSD er alvorlig og behandlingskrævende, og
en tidlig indsats med behandling kunne have hjulpet
ham. Man burde have tænkt i PTSD baner og undersøgt
nærmere herfor, da han kom hjem. Hun har
ikke fundet grundlag for at antage, at hans tidlige
oplevelser i Irak var påvirket af den psykose, som senere
indtrådte.
Professor i psykologi ved Århus Universitet Ask
Elklit har på baggrund af sine artikler bl.a. forklaret,
at den opgave, som FN-soldater skal løse, betragtes
som vanskeligere end de traditionelle militære
opgaver. Den opleves som klart mere belastende
på grund af opgavens observerende karakter uden
mulighed for indgriben. Undersøgelser over omfanget
af belastningen vanskeliggøres af en række forhold,
som kan skifte med tid, bl.a. stridighedernes intensitet
og ledelsesforholdene. Han anbefaler en
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
screening af de personer, som man fra forsvarets
side tænker på at udsende. Man kan dog ikke finde
alle, men nok 2/3 af de særligt sårbare personer,
som påtænkes udsendt, således at man kan standse
udsendelsen af disse. Han har også foreslået udsendelse
af psykologisk uddannede, der løbende har
kontakt til de udsendte, således at den psykologiske
hjælpeindsats kan gives på stedet og hurtigst muligt.
Denne anbefaling har forsvaret ikke fulgt. Der er
nogle grundlæggende principper for debriefing, som
skal følges, herunder, at den skal foregå ved uddannede
psykologer og over en vis tid. Ellers har debriefingen
ingen eller negativ virkning. I Norge gennemføres
en screening af alle, der skal udsendes. Ordningen
blev omtalt på møder mellem militærpsykologer
i hvert fald i 1997/1998, hvor den var trådt i kraft. I
Holland og Norge udsendes nu psykologer sammen
med de øvrige udsendte.
Psykolog Ida Rasmussen har bl.a. forklaret, at
hendes arbejdsområde navnlig omfatter krisepsykologi.
Hun udfører en del arbejde for forsvaret, Institut
for Militærpsykologi, hvor hun deltager i visitationen.
Efter 1992 er der indført en ordning med
obligatorisk opfølgning efter et år, og allerede efter
nogle måneder, hvis der efter første briefing er mistanke
om behov herfor. A fik af forsvaret bevilget
10 behandlinger hos hende. Det værste for ham var,
at han blev nægtet hjemsendelse. Selv få dages nægtelse
af hjemsendelse, hvor man føler, at man ikke
kan komme ud af situationen, kan føre til et sammenbrud.
Tiden for den psykologiske indsats er meget
vigtig. Det er hendes vurdering, at A har oplevet
de ting, han har fortalt om. De omtalte hændelser er
ikke udslag af en psykose. Det er hun opmærksom
på, idet hun ved sine spørgsmål krydstjekker oplysningerne,
ligesom hun aflæser kroppens reaktioner,
når der fortælles om begivenhederne. A har nu en
ekstrem sårbarhed også over for selv små belastninger.
Det vil vare ved langt hen i livet. Hun har ikke
fundet tegn på forudgående psykose i hans tidligere
livsforløb. Hun går derfor ud fra, at A først er blevet
syg i Irak efter flere fareoplevelser, som han ikke
kunne mestre.
Kaptajn B har bl.a. forklaret, at han rent faktisk
fungerede som ældste danske officer og derfor stod
for kontakten hjem. Han fungerede også som funktionsofficer
for de ti hold FN soldater. Han var fortrinsvis
i Suleimaniyah. Hans arbejdsopgaver var på
kontoret, men han tog lejlighedsvis ud for at tale
med holdene. I øvrigt foregik kontakten til holdene
over telefon og ved fordeling af opgaverne på mor-
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED XCI

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
genmøder. Han havde daglig kontakt med A, bl.a. i
forbindelse med udpegning af opgaver. Han erindrer
ikke, hvad han talte med ham om, første gang A henvendte
sig med problemer. Der gik nok en uges tid,
hvorefter han besluttede, at A skulle hjemsendes.
Han havde mange opgaver at løse, og dertil kom så
A’s problemer. På grund af nogle helligdage måtte A
vente yderligere tre dage på hjemsendelse. Det kunne
A ikke, og vidnet tog derfor igen kontakt til Bagdad.
Det kan godt være, at han har skrevet noget
om en dårlig fod, i stedet for psykiske problemer,
for at sikre, at hjemsendelsen ikke vanskeliggjorde
A’s fremtidige ansættelse i forsvaret. Det har han
gjort med en anden hjemsendt. Han kan ikke i dag
genkende skriften som hans, men det kan være hans
skrift, der er på papiret vedrørende A’s hjemsendelse.
Han havde allerede på vej tilbage til Irak fra en
orlov i tiden fra februar til maj set A være noget
overgearet. Han opfattede situationen som meget
stressende, fordi der hele tiden kunne ske noget,
uden at man vidste hvornår. Han var ikke nervøs i
Irak, fordi soldater normalt kun handler efter ordre,
mens situationen i Kurdistan var værre. Der var næsten
tale om “wild west” forhold, hvor en galning
kunne finde på hvad som helst. Han talte ikke med
A om A’s problemer, og han havde heller ikke overskud
hertil. Da A skulle hjem, var han så dårlig, at
det ikke var muligt at have en samtale. Personerne
på A’s hold kunne have støttet ham, men det forudsatte,
der var danskere på holdet, og det husker han
ikke, om der var. I 1992 talte man ikke med andre
om personlige problemer. Der er sket meget siden
hen på dette område. Det var en overordnet dansk
officer i Bagdad, som udvirkede, at A kunne komme
hjem inden helligdagene begyndte. Han husker ikke,
hvilken tidshorisont han informerede A om med hensyn
til hjemsendelsen. A blev placeret hos nogle grækere,
som han havde et godt forhold til. Han var
med ude for at lede efter A, da han var stukket af.
Overlæge Allan Vangtorp har bl.a. forklaret, at
hans udtalelse fra 2003 er baseret på de foreliggende
lægelige udtalelser, som belyste sygdomsforløbet
godt. Der var ikke tale om en ren maniodepressiv lidelse
eller en ren skizofren lidelse. Der var symptomer
fra hver lidelse, og billedet var noget blandet.
Der krævede herefter et forløb, for at man kunne
stille en mere præcis diagnose. Han var ikke i tvivl
om den diagnose, han selv nåede til i sin erklæring
fra 2003. Der var ikke tale om PTSD. Han har forholdt
sig til, at der var tale om en polymorf lidelse,
og ikke det stress response syndrom, som overlæge
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED XCII
Gorm Odden Petersen af andre end medicinske grunde
anførte ved udskrivelsen. Der var tale om en psykose.
Den psykose, han har diagnosticeret, kommer
i episoder, og bryder som regel ud, når patienten er
midt i tyverne, og inden for perioden fra patientens
18. til 25. år. Ind imellem episoderne kan psykosen
klinge af, navnlig ved god behandling. A blev behandlet
med to forskellige medicingrupper. En gruppe
vedrørende stemningssvigninger, og en gruppe
vedrørende skizofreni. Der var ingen, der efter A’s
fine soldaterpapirer kunne forudse, at de usædvanlige
belastninger, han blev udsat for, kunne føre til
det, der skete for ham. Sygdommen kunne for så
vidt være brudt ud i en helt anden sammenhæng ved
en anden belastning. Der er ingen sammenhæng mellem
belastningens karakter og styrke og risikoen for
udbrud. Det kommer helt an på, hvordan patienten i
det hele opfatter den givne situation.
Procedure:
Til støtte for den principale påstand over for Ankestyrelsen
om, at lidelsen må anses for omfattet af lov
om forsikring mod følger af arbejdsskade § 10, stk.
1, nr. 1, jf. erhvervssygdomsfortegnelsen Gruppe I,
posttraumatisk belastningsreaktion, har A gjort gældende,
at hans lidelse må diagnosticeres som PTSD.
Ved hjemkomsten til Danmark fik han stillet denne
diagnose på Rigshospitalet, og det fremgår ligeledes
af erklæringen af 19. juli 2000 fra psykolog Ida Rasmussen,
at han fremstår med tydelig PTSD. Klinisk
psykolog Hanne Knudsen har fastslået, at han har
udviklet sub-klinisk PTSD. Retslægerådet har udtalt,
at der er samme elementer af symptomer i PTSD og
i reaktiv psykose og i et vist omfang også i skizoaffektiv
psykose, så det kan ikke ud fra Retslægerådets
erklæringer udelukkes, at A’s sygdom kan diagnosticeres
som PTSD. Ankestyrelsens lægekonsulent
har primært bygget sin udtalelse på erklæringen af
4. oktober 2000 fra speciallæge i psykiatri Conni
Fensbo, men denne erklæring bygger på en forkert
antagelse om, at psykosen allerede var ved at udvikle
sig inden udsendelsen til Irak. Retslægerådet har
fastslået, at der ikke er oplysninger i sagen, der peger
på, at A forud for eller på tidspunktet for udsendelse
til Irak havde udviklet eller var disponeret for
at udvikle en psykisk lidelse, og at massiv psykisk belastning
kan udløse en psykose.
Til støtte for den subsidiære påstand om, at lidelsen
må anses for omfattet af lovens § 10, stk. 1, nr.
2, 1. led, er det gjort gældende, at såfremt lidelsen
ikke kan diagnosticeres som PTSD, så opfylder lidel-

sen kravene til at blive optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen.
Det er et typisk mønster, at udsendte
soldater pådrager sig psykoser, og der foreligger lægelig
dokumentation for en sammenhæng mellem
den arbejdsmæssige belastning som udsendt soldat
og udvikling af den anmeldte psykiske lidelse. Lidelsen
må derfor anses for omfattet af lovens § 10, stk.
2, nr. 2, 1. led. A’s forklaring og redegørelse for
hændelserne og den belastning, han var udsat for,
skal lægges til grund.
Til støtte for den mere subsidiære påstand om, at
lidelsen må anses for omfattet af lovens § 10, stk. 1,
nr. 2, 2. led, er det gjort gældende, at lidelsen udelukkende
eller i overvejende grad opstod som følge
af arbejdets særlige art. Der er en klar sammenhæng
mellem den psykiske belastning under opholdet i
Irak og den psykiske lidelse. Han kunne ikke have
forudset disse belastninger, og han var ikke blevet
forberedt på dem. Der kan ikke føres et mere sikkert
bevis for årsagssammenhængen, end det er sket i
denne sag. Både speciallæger og Retslægerådet har
fastslået, at der ikke er holdepunkter for at antage,
at han forud for udsendelsen til Irak havde eller var
disponeret for at udvikle en psykisk lidelse. Retslægerådet
har udtalt, at massive belastninger kan udløse
en psykose, og ifølge Retslægerådet er der tidsmæssig
sammenhæng mellem belastning og sygdomsudvikling.
Det er således tilstrækkeligt sandsynliggjort,
at den arbejdsmæssige belastning har forårsaget
skaden, og der foreligger dermed den fornødne
årsagssammenhæng. Selvom det lægges til grund, at
A havde et latent sygdomsanlæg, må lidelsen fortsat
anses for omfattet af lovens § 10, stk. 2, nr. 2, 2.
led, idet de massive belastninger i Irak har udløst lidelsen,
og det er tilstrækkeligt til, at der foreligger
den fornødne årsagssammenhæng.
Til støtte for påstanden over for Forsvarets Personeltjeneste
har A gjort gældende, at Forsvarets Personeltjeneste
har tilsidesat sin omsorgspligt. Forsvarets
Personeltjeneste var bekendt med, at de udsendte soldater
ville blive udsat for voldsomme oplevelser,
men soldaterne blev ikke uddannet til at håndtere
oplevelserne og forberedt på, hvad de ville blive udsat
for. Hans anmodning om hjemsendelse burde
have været håndteret således, at han straks var blevet
sendt hjem. Forsvarets Personeltjeneste burde
have instrueret talsmænd og overordnede i at genkende
signaler på psykiske problemer og i at tackle
disse hensigtsmæssigt. Kaptajn B har bekræftet, at
han allerede tidligere på vej tilbage til Irak fra en orlov
blev opmærksom på, at A havde psykiske proble-
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
mer, men at han ikke magtede at gøre noget ved det.
Forsvarets Personeltjeneste har pådraget sig et erstatningsansvar
ved ikke at forberede de udstationerede
soldater tilstrækkeligt og ved ikke bagefter at sørge
for en forsvarlig bearbejdning af de traumatiske oplevelser.
Der er årsagssammenhæng mellem Forsvarets
Personeltjenestes manglende omsorgspligt og
A’s psykiske lidelse, og der henvises i den forbindelse
til, hvad der er gjort gældende til støtte for påstanden
over for Ankestyrelsen. A’s krav er ikke forældet,
idet Forsvarets Personeltjeneste ikke midt i et administrativt
sagsbehandlingsforløb kan gøre forældelsesindsigelsen
gældende. Forældelsesfristen for
kravet mod Forsvarets Personeltjeneste begynder tidligst
at løbe fra det tidspunkt, hvor der er truffet endelig
afgørelse i arbejdsskadesagen, hvilket vil sige
fra Ankestyrelsens første afgørelse, der er meddelt A
ved brev af 27. november 1997.
Ankestyrelsen har til støtte for sin påstand om frifindelse
bestridt, at A lider af PTSD eller sub-klinisk
PTSD. Det fremgår af Retslægerådets udtalelser, at
A lider af en skizoaffektiv psykose, hvilket også er
bekræftet af de læger, der tidligere har undersøgt A.
På den baggrund er A’s lidelse ikke omfattet af lov
om forsikring mod følger af arbejdsskade § 10, stk.
1, nr. 1. Selv, hvis det lægges til grund, at A lider af
PTSD, var det alligevel med rette, at Ankestyrelsen i
sine afgørelser afviste at anse A’s lidelse for omfattet
af lovens § 10, stk. 1, nr. 1, idet PTSD først på et senere
tidspunkt er optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen.
A’s lidelse er heller ikke omfattet af lovens § 10,
stk. 1, nr. 2, 1. led, idet det ikke er sandsynliggjort,
at den skizoaffektive psykose opfylder kravene for
at blive medtaget på erhvervssygdomsfortegnelsen.
Selvom landsretten måtte nå frem til, at A lider af
PTSD, vil A’s lidelse fortsat ikke være omfattet af lovens
§ 10, stk. 1, nr. 2, 1. led, idet det i den seneste
erhvervssygdomsfortegnelse er en betingelse for at
anse PTSD for omfattet af loven, at lidelsen er forårsaget
af traumatiske begivenheder eller situationer af
kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende
eller katastrofeagtig karakter. Det er ikke godtgjort,
at A har været udsat for oplevelser, der var exceptionelt
truende eller katastrofeagtige. A’s egne
erindringer om episoderne i Irak kan i den forbindelse
ikke uden videre lægges til grund, idet Retslægerådet
i sin besvarelse af spørgsmål Y har udtalt, at det
ikke kan udelukkes, at hans beskrivelser kan være
farvet af hans psykose.
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED XCIII

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
A’s lidelse er ikke omfattet af lovens § 10, stk. 1,
nr. 2, 2. led, idet A ikke har godtgjort, at lidelsen
udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af
arbejdets særlige art. Det er ikke tilstrækkeligt i den
forbindelse, at der foreligger en tidsmæssig sammenhæng,
der kan tale for en årsagssammenhæng. Det
er ikke bevist, at A’s psykose er påført ham ved arbejdet
som FN-soldat. Retslægerådet har i sine erklæringer
udtalt, at det ikke kan anses for godtgjort,
at lidelsen er forårsaget af A’s arbejde som FN-soldat.
Det kan ikke ved afgørelsen af spørgsmålet om
årsagssammenhæng tillægges afgørende betydning,
hvad der har udløst lidelsen. Selv, hvis det lægges til
grund, at A lider af PTSD, så kan denne lidelse ikke
anses for omfattet af lovens § 10, stk. 1, nr. 2, 2.
led, idet PTSD nu er omfattet af lovens § 10, stk. 1,
nr. 1, men stadig under forudsætning af, at de i erhvervssygdomsfortegnelsen
anførte forudsætninger
er opfyldt.
Forsvarets Personeltjeneste har til støtte for sin
påstand om frifindelse gjort gældende, at det ikke er
godtgjort, at Forsvarets Personeltjeneste har udvist
forsømmelighed eller i øvrigt handlet ansvarspådragende.
Man må tage udgangspunkt i de daværende
forhold i 1992. A anmodede selv om udsendelse til
Irak som FN-soldat, og ved udsendelsen blev han
forberedt i det omfang, som dengang skønnedes påkrævet,
ligesom han også blev orienteret om forholdene
i landet. Der er ikke grundlag for at karakterisere
den forberedelse, som A fik, som uforsvarlig, og
det kan ikke antages, at man ved forberedelsen af
A’s udsendelse kunne have forudset, at A var disponeret
for at få en psykisk lidelse. Dette er bekræftet
af Retslægerådet ved besvarelsen af spørgsmål B.
Der er heller ikke grundlag for at nå frem til, at der
er handlet ansvarspådragende i forbindelse med A’s
ophold i Irak. A’s symptomer indfandt sig reelt først
omkring den 8. juni 1992, og anmodningen om
hjemsendelse blev udfærdiget den 11. juni 1992,
hvorefter A blev transporteret til Bagdad den 13.
juni 1992. Det er udokumenteret, at A fik afslag på
sin første anmodning om hjemsendelse, og der er intet
grundlag for at anse håndteringen af A’s sygdom
og anmodning om hjemsendelse for ansvarspådragende.
Efter hjemkomsten blev A straks indlagt på
Rigshospitalets Militærpsykologiske afdeling, hvor
han blev korrekt behandlet. Det var efter A’s eget
ønske, at opholdet og behandlingen på afdelingen
blev afsluttet.
Der er ingen adækvans, og der foreligger ikke den
fornødne årsagssammenhæng. Forsvarets Personel-
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED XCIV
tjeneste har i den forbindelse henvist til de samme
forhold, som er anført af Ankestyrelsen vedrørende
årsagssammenhæng. Det bestrides således, at A’s ophold
i Irak har udløst lidelsen.
Et eventuelt erstatningskrav er forældet, subsidiært
er et eventuelt krav vedrørende svie og smerte
samt tabt arbejdsfortjeneste forældet. A fik i 1996
stillet diagnosen skizoaffektiv psykose. Fra dette tidspunkt
begyndte forældelsesfristen i princippet at
løbe, og der er ikke grundlag for at anse fristen for
suspenderet. Da denne retssag er anlagt mere end 5
år efter dette tidspunkt, er der indtrådt forældelse.
Der er ikke grundlag for at anse forældelsesfristen
for suspenderet, medens sagen blev behandlet administrativt
hos forsvaret. Såfremt landsretten er enig
med sagsøgeren i, at forældelsesfristen først begyndte
at løbe fra tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse,
kan kun krav omfattet af arbejdsskadesikringsloven,
det vil sige méngodtgørelse og erstatning for
tab af erhvervsevne, gøres gældende. Eventuelle krav
vedrørende svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste
kunne ikke forventes dækket under arbejdsskadesagen,
og må derfor under alle omstændigheder anses
for forældede.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Efter bevisførelsen, herunder de lægelige erklæringer
og navnlig Retslægerådets udtalelser, lægges det til
grund, at A lider af skizoaffektiv psykose med tilbagevendende
sygdomsperioder og behov for vedvarende
behandling med sygdomsforebyggende medicin.
Diagnosen blev første gang stillet i 1996, men alle
tidligere sygdomsepisoder må antages at have været
udtryk for den samme grundlidelse.
Påstandene over for Ankestyrelsen:
Skizoaffektiv psykose er ikke opført på erhvervssygdomsfortegnelsen,
og A’s lidelse er ikke omfattet af
lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 10,
stk. 1, nr. 1.
Der er ikke ført bevis for, at skizoaffektiv psykose
efter den nyeste medicinske erfaring opfylder kravene
til optagelse på erhvervssygdomsfortegnelsen.
A’s lidelse er derfor heller ikke omfattet af lovens §
10, stk. 1, nr. 2, 1. led.
Det fremgår af Retslægerådets besvarelser af
spørgsmål 3 og spørgsmål S, at omstændighederne
under opholdet i Irak kan have været en udløsende
årsag til udviklingen af A’s skizoaffektive sindslidelse,
men Retslægerådet finder ikke, at der kan antages
at være en årsagsmæssig sammenhæng. Det er

herefter ikke godtgjort, at den skizoaffektive psykose
udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget
af oplevelserne under opholdet som FN-soldat i Irak.
Betingelserne for at anse A’s lidelse for omfattet
af lovens § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, er derfor heller
ikke opfyldt, og landsretten frifinder herefter i det
hele Ankestyrelsen.
Påstandene over for Forsvarets Personeltjeneste:
Efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål B lægges
det til grund, at det ikke forud for A’s udsendelse
til Irak havde været muligt ved undersøgelse, test
eller lignende at afdække, om sagsøgeren havde udviklet,
var ved at udvikle eller var disponeret for at
udvikle en psykisk lidelse.
Det er heller ikke i øvrigt godtgjort, at Forsvarets
Personeltjeneste har udvist forsømmelighed eller
handlet ansvarspådragende i forbindelse med udsendelsen
af A til Irak.
Den omstændighed, at kaptajn B på et tidspunkt
konstaterede, at A var noget “overgearet”, men ikke
foretog sig yderligere i den anledning, kan i den foreliggende
situation ikke anses for at være en ansvarspådragende
forsømmelse.
Under hensyn til den korte tid, der forløb, fra A
over for det lægelige personel i Irak fremsatte klager,
der måtte henføres til hans psykiske tilstand, og
til behandling og hjemsendelse fandt sted, er det
ikke godtgjort, at der er udvist forsømmelighed eller
handlet på en måde, der kan anses for ansvarspådragende
for Forsvarets Personeltjeneste. Landsretten
har herved tillige lagt vægt på Retslægerådets besvarelse
af spørgsmål D-H.
Ved sin hjemkomst til Danmark blev A behandlet
efter gældende retningslinjer. Behandlingen blev afbrudt
efter A’s eget ønske. Det forhold, at Forsvarets
Personeltjeneste ikke efterfølgende søgte at kontakte
A med henblik på eventuel iværksættelse af
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
yderligere behandling, kan efter de dagældende regler
ikke anses for en forsømmelse. Landsretten har
herved også lagt vægt på, at Retslægerådet i sin besvarelse
af spørgsmålene N og O har anført, at A efter
udskrivelsen fra Rigshospitalet under de senere
indlæggelser og med de iværksatte behandlinger er
blevet behandlet i overensstemmelse med de dengang
almindeligt anerkendte retningslinier, og at der
ikke har været lægefagligt grundlag for at iværksætte
yderligere behandlingstiltag.
Allerede som følge af, at Forsvarets Personeltjeneste
eller nogen, for hvem tjenesten er ansvarlig, således
ikke har handlet uforsvarligt eller udvist ansvarspådragende
forsømmelighed, frifinder landsretten
Forsvarets Personeltjeneste.
Sagsomkostninger:
Efter sagens udfald, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1,
skal statskassen betale sagsomkostninger til Ankestyrelsen
med i alt 70.500 kr. og til Forsvarets Personeltjeneste
med i alt kr. 70.500 kr. Beløbene, der indeholder
moms, dækker 70.000 kr. til hver af de sagsøgtes
udgifter til advokatbistand og 500 kr. til hver
af de sagsøgtes udgifter til materialesamling. Landsretten
har lagt vægt på sagens karakter og omfang,
herunder at der er forelagt Retslægerådet spørgsmål,
samt sagens anslåede økonomiske værdi.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens §
8 a.
Thi kendes for ret:
De sagsøgte, Ankestyrelsen og Forsvarets Personeltjeneste,
frifindes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger med
70.500 kr. til Ankestyrelsen og med 70.500 kr. til
Forsvarets Personeltjeneste.
De idømte sagsomkostninger skal betales inden
14 dage.
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED XCV