Corel Ventura - BATCH082.CHP - Forsikrings- og Erstatningsretlig ...

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
“Angående: Anmodning om hjemsendelse
Jeg anmoder hermed om hjemsendelse snarest muligt af
helbredsmæssige og personlige årsager.
Da jeg spillede volleyball den 30. maj kom jeg til
skade med min fod. Jeg er blevet behandlet af vor doktor
i Suleimaniyah og doktoren i Baghdad, men min
fodskade er ikke helbredt.
Min familie er meget nervøs på grund af mit ophold
i denne urolige region. Især finder min forlovede det
vanskeligt at håndtere hverdagen uden min tilstedeværelse.
Jeg anmoder hermed om hjemsendelse så hurtigt
som muligt, således at min fod kan blive behandlet i
mit hjemland, og således at jeg kan være sammen med
min familie.
Lægeerklæring vil blive fremsendt ca. kl. 14.00
...”
Det fremgår af en lægeerklæring af 11. juni 1992 fra
dr. Thapa, Sulaimaniyah, at denne har tilset A, der
henvendte sig den 9. juni 1992 og klagede over smerter
og hævelse af venstre ankel. Dr. Thapa anfører,
at der ikke kan konstateres noget brud, og at A foretrækker
at tage hjem for at blive behandlet.
Af en lægeerklæring af 12. juni 1992 fra dr. Thapa
fremgår i oversættelse bl.a. følgende om A:
“...
Her til eftermiddag klagede han over søvnløshed, og
nervøsitet. På grund af dette og det faktum, at han ikke
føler, at foden bliver bedre, anbefales det, at han sendes
hjem så hurtigt som muligt, eftersom der er risiko for
stress-syndrom.
...”
I en telefax af 12. juni 1992 fra Costas Trachanatzis,
Asso-ciate Chief UNGCI til Mr. Per Sjogren, Director,
Field Operations Division, New York, fremgår,
at Costas Trachanatzis indstillede, at A blev
hjemsendt så hurtigt som muligt.
I et brev af 13. juni 1992 fra dr. Thapa til dr. V.
Klein, SMO, UNGCI Baghdad, har Dr. Thapa i oversættelse
anført følgende:
“Vedrørende: Lægelig evakuering af vagt A, ID-nr....
I fortsættelse af gårsdagens rapport og samtale af d.d.
gør jeg opmærksom på, at patientens tilstand hastigt
forværres. Han er blevet voldelig og ligeglad med omgivelserne.
Han bør indlægges på hospital på lukket afdeling.
Jeg vil transportere patienten til Baghdad under be-
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXVI
roligende medicin med følge af andre vagter og et backup
køretøj.
...”
Efter at være kommet til Bagdad blev A undersøgt
af dr. S. E. Wilson, SMO, UNSCOM, Bagdad, der i
en erklæring dateret 13. juni 1992 har skrevet følgende
i oversættelse:
“Kl. 19.00 den 13/6/92 undersøgte jeg denne mand i
samarbejde med Dr. Klein og Dr. Tapper, begge overlæger
for UNGCI. Dr. Tapper var sektorlæge for Su-leimeniya
sektor og ansvarlig for A’s behandling.
A var i første omgang modvillig med at sige, hvorfor
han ønskede at forlade Irak men blev så mundtligt overtalt
til at diskutere hans problemer.
1. Han havde skadet sin ankel ca. 12 dage før og havde
forelagt dette for Dr. Tapper den 9. juni. Han ville
ikke lade ham undersøge ankelen, men kun se på
røntgenbillederne. Der var ikke noget brud.
2. Han udtalte, at han havde familieproblemer, og han
ønskede at komme hjem og få behandlet sin ankel
der, idet han følte, at hans ben ville blive ødelagt.
3. Som samtalen skred frem oplyste han, at han havde
gigt i det ene knæ, og at det gjorde ondt. Hans ankel
blev ikke yderligere nævnt.
4. Han oplyste, at hans venner i Suliemeniya havde afprøvet
ham. Jeg forstår, at de havde taget alle våben
fra ham. Om natten den 11. juni havde de kun fået
lidt, om nogen, søvn på grund af hans adfærd (uspecificeret).
5. Om natten den 12. juni var han forsvundet og efter
en afsøgning af UNGCI bygninger var eftersøgningen
udvidet. Han blev fundet på en bro på vejen til
Kirkuk. Han sagde, at han var på vej hjem. Det bør
bemærkes, at han allerede havde ansøgt om hjemsendelse,
hvilket var blevet godkendt. Hans skade giver
ikke anledning til hjemsendelse.
6. Han udtalte til mig, at han var “den bedste af de bedste”.
Da jeg spurgte, om han var fra militæret, benægtede
han det. Han sagde, at han var fra den kongelige
garde. Jeg sagde til ham, at “de bedste af de
bedste” ikke flygter. Han sagde, at han ikke stolede
på sine “venner”, og at de var bange for ham.
7. På dette tidspunkt sagde han, at han havde en fornemmelse
af, at han var i fare i dette land, og at
hans familie var bekymret for ham. Hans forlovede
kunne ikke klare sig uden ham, og han ville hjem til
hans “kvinde”. Gennem hele samtalen udviste han
paranoide tendenser, og det føltes, som om samta-