Corel Ventura - BATCH082.CHP - Forsikrings- og Erstatningsretlig ...

I dette tjekpoint i Kirkuk blev kurderne slået og ydmyget
af soldaterne. Vi kunne bare rapportere til UN.
I april 1992 kørte vi fra Irak tjekpoint og mod det
kurdiske. Pludselig begyndte irakerne at skyde og kurderne
svarede igen. Vi standsede og kravlede ind under
bilen. Det føltes som en halv dag. Men det varede 10
minutter.
Jeg blev kaldt til Headquarter via. Radio. Særlig opgave!
2 tankvogne med petroleum var dukket op midt i
Sulemaniya. De havde været tilbageholdt af irakerne i 4
dage. UNHCR frygtede, de var mineret, og bad derfor
os om hjælp. Lastbilerne var kørt udenfor byen, og det
var min og 2 andres opgave, at holde øje med chaufførerne,
palæstinensere. Ud på aftenen kom flere og tog
billeder, de ville tage et før og efter eksplosionen. Ved
midnat kom chaufførerne løbende tik, tak, tik, tak, sagde
de. Hvor spurgte jeg og undersøgte lastbilerne.
Chaufførerne ville åbne til brændstoftanken, jeg sagde,
NEJ!!! Og bad dem sætte sig ind igen.
Jeg sov 15 minutter den nat. Og næste dag skældte
jeg chefen ud på Headquarter. Vi kunne have parkeret
lastbilerne, og taget chaufførerne ind på Headquarter.
Det havde han ikke tænkt på!
Kurdernes efterretningstjeneste havde hørt fra
Baghdad, at 20 taxi skulle være mineret. Det var for at
sabotere valgte i Kurdistan. Kurderne havde fundet de
19, den 20. var parkeret udenfor PKK’s hus i Sulemaniya
og sprang. 300 kg dynamit sagde eksperter. Det
skete nær vores hus, vi var lige gået forbi taxien og stop
i vores køkken. Vi mærkede trykket, før braget og kastede
os under bordet. Da det var stille løb vi ud og ned
mod byen. Det var sket ca. 2 kilometer fra vores hus.
Der var blod over alt, jeg husker særligt en pige, hvor
hovedet var læderet. 12 personer drabet og 20 sårede.
Efter valget var der en stor fest i Sulemaniya, hvor vi
var inviteret. 12 mødte op til spisning og dans. Efter festen
gik jeg med Gervin hjem til en kop kaffe.
Han gik op på sit værelse. Pludselig lød der nogle
brag fra værelset, jeg løb op. Gervin slog med en tennisketcher
på alt inventar. Jeg gik ned til min kaffe, Gervin
kom ned. Jeg sad med ryggen til ham, hørte et ladegreb
og vendte mig. Jeg kiggede ind i en pistol. Nu skal du
dø og han trykkede af. Klik! Jeg sprang op skubbede til
Gervin og løb ud af huset. Snakkede ikke med ham siden.
4-5 gange i løbet af perioden blev vi sendt hjem for
at pakke og gøre klar til evakuering, idet der var frygt
for, at irakerne ville tage os som gidsler/våbenskjold.
Baggrunden var at amerikanerne varslede nye bombninger.
Vi skulle være klar til at evakuere mod nord gennem
Tyrkiet.
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
5. juni 1992, Grundlovsdag, tog alle danske UN-
Gaurds til Baghdad, for at holde nogle feriedage og
handle ind, inden de skulle afslutte deres mission i Irak.
Vi indlogerede os på hotel. Fra tidligere vidste vi, at
vi blev overvåget under opholdet med mikrofoner på
værelserne og gennemrodning af vores bagage.
8. juni tog jeg mig mod til at besøge D. Jeg tog en
taxi, og kom til et smukt 3 plans hus. Omar, Fatima,
Zaynab og D, en dejlig familie. Dagen efter kom de på
besøg, D og børnene, på hotellet. Dette gav nogen uro
på hotellet, og jeg følte overvågningen blev skærpet.
Denne overvågning førte til, at jeg fik det dårligt og følte
mig meget utryg. Jeg havde, det så dårligt, at jeg den
sidste nat på hotellet ikke kunne sove alene på mit værelse,
men måtte flytte ind til en kollega. Næste dag tog
vi tilbage til Sulemaniya.
Da vi kom tilbage til Sulemaniya, følte jeg mig stadig
meget dårlig/utryg, hvorfor jeg anmodede min talsmand
om straks at blive hjemsendt. Denne anmodning
blev sendt til hovedkvarteret i Baghdad, hvorfra der
kom afslag, idet alle danskere skulle hjem indenfor 2
uger.
Da jeg fik afslaget fik jeg et sammenbrud og husker
kun det efterfølgende i glimt. Jeg var sikker på, at nu
skulle jeg dø: truslerne i tjekpointerne, øjnene på hotellet,
skuddene mod os, bomber m.m.
Jeg husker, at jeg mod min vilje blev kørt til
Baghdad. Hvor vi overnattede og kørte videre til et
norsk hospital i Kuwait, hvorfra jeg blev fløjet hjem
med et ambulancefly og indlagt på Rigshospitalet.
I Danmark blev vi undersøgt: læge, tandlæge og engelsk
kundskaber. En historiker fortalte om 1. verdenskrig,
Irak og Kurdistan. Begge et stolt folk, hvor deres
ord var lov.
En veteran fra Basra fortalte at UN-gaurdene var
utilfreds med at få udleveret våben. Da vi kom derned,
gik de alle med våben, på arbejde og efter arbejde. Det
havde de altid gjort.
Vi var en torn i øjet på irakerne, som gjorde, hvad
de kunne for at irritere os. Kurderne kunne ikke kende
venner fra fjender. De bekrigede hinanden. Der var meget
utrygt, at være i Sulemaniya og i de irakiske tjekpoint.
Mit hvile sted var Raniya. Der var ro, fordi det
lå langt oppe i bjergene. Alt i alt var det en meget ubehagelig
oplevelse, at være i Irak.”
Af et håndskrevet brev af 11. juni 1992 fra A til mr.
P. Pitkanen, Chief UNGCI, Bagdad, fremgår i oversættelse
følgende:
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXV