Corel Ventura - BATCH082.CHP - Forsikrings- og Erstatningsretlig ...

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
A’s lidelse er ikke omfattet af lovens § 10, stk. 1,
nr. 2, 2. led, idet A ikke har godtgjort, at lidelsen
udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af
arbejdets særlige art. Det er ikke tilstrækkeligt i den
forbindelse, at der foreligger en tidsmæssig sammenhæng,
der kan tale for en årsagssammenhæng. Det
er ikke bevist, at A’s psykose er påført ham ved arbejdet
som FN-soldat. Retslægerådet har i sine erklæringer
udtalt, at det ikke kan anses for godtgjort,
at lidelsen er forårsaget af A’s arbejde som FN-soldat.
Det kan ikke ved afgørelsen af spørgsmålet om
årsagssammenhæng tillægges afgørende betydning,
hvad der har udløst lidelsen. Selv, hvis det lægges til
grund, at A lider af PTSD, så kan denne lidelse ikke
anses for omfattet af lovens § 10, stk. 1, nr. 2, 2.
led, idet PTSD nu er omfattet af lovens § 10, stk. 1,
nr. 1, men stadig under forudsætning af, at de i erhvervssygdomsfortegnelsen
anførte forudsætninger
er opfyldt.
Forsvarets Personeltjeneste har til støtte for sin
påstand om frifindelse gjort gældende, at det ikke er
godtgjort, at Forsvarets Personeltjeneste har udvist
forsømmelighed eller i øvrigt handlet ansvarspådragende.
Man må tage udgangspunkt i de daværende
forhold i 1992. A anmodede selv om udsendelse til
Irak som FN-soldat, og ved udsendelsen blev han
forberedt i det omfang, som dengang skønnedes påkrævet,
ligesom han også blev orienteret om forholdene
i landet. Der er ikke grundlag for at karakterisere
den forberedelse, som A fik, som uforsvarlig, og
det kan ikke antages, at man ved forberedelsen af
A’s udsendelse kunne have forudset, at A var disponeret
for at få en psykisk lidelse. Dette er bekræftet
af Retslægerådet ved besvarelsen af spørgsmål B.
Der er heller ikke grundlag for at nå frem til, at der
er handlet ansvarspådragende i forbindelse med A’s
ophold i Irak. A’s symptomer indfandt sig reelt først
omkring den 8. juni 1992, og anmodningen om
hjemsendelse blev udfærdiget den 11. juni 1992,
hvorefter A blev transporteret til Bagdad den 13.
juni 1992. Det er udokumenteret, at A fik afslag på
sin første anmodning om hjemsendelse, og der er intet
grundlag for at anse håndteringen af A’s sygdom
og anmodning om hjemsendelse for ansvarspådragende.
Efter hjemkomsten blev A straks indlagt på
Rigshospitalets Militærpsykologiske afdeling, hvor
han blev korrekt behandlet. Det var efter A’s eget
ønske, at opholdet og behandlingen på afdelingen
blev afsluttet.
Der er ingen adækvans, og der foreligger ikke den
fornødne årsagssammenhæng. Forsvarets Personel-
13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED XCIV
tjeneste har i den forbindelse henvist til de samme
forhold, som er anført af Ankestyrelsen vedrørende
årsagssammenhæng. Det bestrides således, at A’s ophold
i Irak har udløst lidelsen.
Et eventuelt erstatningskrav er forældet, subsidiært
er et eventuelt krav vedrørende svie og smerte
samt tabt arbejdsfortjeneste forældet. A fik i 1996
stillet diagnosen skizoaffektiv psykose. Fra dette tidspunkt
begyndte forældelsesfristen i princippet at
løbe, og der er ikke grundlag for at anse fristen for
suspenderet. Da denne retssag er anlagt mere end 5
år efter dette tidspunkt, er der indtrådt forældelse.
Der er ikke grundlag for at anse forældelsesfristen
for suspenderet, medens sagen blev behandlet administrativt
hos forsvaret. Såfremt landsretten er enig
med sagsøgeren i, at forældelsesfristen først begyndte
at løbe fra tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse,
kan kun krav omfattet af arbejdsskadesikringsloven,
det vil sige méngodtgørelse og erstatning for
tab af erhvervsevne, gøres gældende. Eventuelle krav
vedrørende svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste
kunne ikke forventes dækket under arbejdsskadesagen,
og må derfor under alle omstændigheder anses
for forældede.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Efter bevisførelsen, herunder de lægelige erklæringer
og navnlig Retslægerådets udtalelser, lægges det til
grund, at A lider af skizoaffektiv psykose med tilbagevendende
sygdomsperioder og behov for vedvarende
behandling med sygdomsforebyggende medicin.
Diagnosen blev første gang stillet i 1996, men alle
tidligere sygdomsepisoder må antages at have været
udtryk for den samme grundlidelse.
Påstandene over for Ankestyrelsen:
Skizoaffektiv psykose er ikke opført på erhvervssygdomsfortegnelsen,
og A’s lidelse er ikke omfattet af
lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 10,
stk. 1, nr. 1.
Der er ikke ført bevis for, at skizoaffektiv psykose
efter den nyeste medicinske erfaring opfylder kravene
til optagelse på erhvervssygdomsfortegnelsen.
A’s lidelse er derfor heller ikke omfattet af lovens §
10, stk. 1, nr. 2, 1. led.
Det fremgår af Retslægerådets besvarelser af
spørgsmål 3 og spørgsmål S, at omstændighederne
under opholdet i Irak kan have været en udløsende
årsag til udviklingen af A’s skizoaffektive sindslidelse,
men Retslægerådet finder ikke, at der kan antages
at være en årsagsmæssig sammenhæng. Det er