FHF vinkler - Frederiksberg HF Kursus

var mine forældre knap så stolte af. Det var en meget forhastet
beslutning, men jeg stod ved den, da jeg ikke følte
mig klar til at færdiggøre gymnasiet. Jeg skænkede ærligt
talt ikke min egen fremtid
en tanke, da jeg var 17 år.
Min sidste erindring af skolen er en stemnings-
Da jeg i de efterfølgende år
stod som fuldtidsansat i en fyldt og sitrende aula, fuld af lettede og glade
lille chokoladebutik langt hf-studenter, der overrækkes deres eksamensbeviser,
væk fra gymnasiekamme- alt imens deres familier venter i spænding. Det var
rater, fester og fagligt ind-
i sommeren 2006. Og mens mine tanker fl yver afsted,
hold, havde jeg derimod
pludselig ikke andet end forstår jeg først – sådan rigtigt – hvor meget denne skole
tid til at sætte tingene lidt i skulle få indfl ydelse på mine senere år. Den skulle blive
perspektiv, og det gav mig
adgangsbilletten til min drømmeuddannelse og desuden
lysten til at vende tilbage
til skolebøgerne. I dag kan vise sig at blive fundamentet for nogle vigtige, berigende
jeg klart se, at jeg egentlig og vedvarerende venskaber.
ikke selv traf valget om at
starte på gymnasiet. Det lå
lidt som en selvfølgelighed, idet størstedelen af mine folkeskoleklasse
skulle ad den vej, fordi min folkeskolelærer
anbefalede det og på baggrund af mine forældres drømme
om min fremtid.
Jeg havde aldrig i mine teenageår forestillet mig, at jeg
skulle fi nde interesse for middelalderens folkeviser, for
Grundtvigs danske sangskat, 90’ernes minimalistiske kvindelige
forfattere, eller at jeg på mit andet år på Frederiksberg
hf-kursus skulle blive inspireret til at skrive min større
skriftlige opgave om den absurd giftelystne og talentfulde
Tove Ditlevsen. Interessen for litteratur var ikke at spore i
min gymnasietid, hvorfor det overraskede mig, at denne
13