FHF vinkler - Frederiksberg HF Kursus

Kina – drømme,
visioner og realiteter
Jeg var 19 år, da jeg første gang mødte Kina og maoismen.
Det skete, da min samfundsfagslærer på HF-kurset kom ind
i klassen og med tydelig sindsbevægelse og rødskudte øjne
fortalte os, at den store rorgænger formand Mao Zedong var
død. Det var den 9. september 1976. Herefter læste vi om
det nye Kina, som Mao siden 1949 havde skabt. Et Kina som
havde frigjort sig fra vestlig imperialisme, japansk besættelse
og et feudalt system, som gennem årtusinder havde
trælbundet og udbyttet Kinas millioner af fattige. Også de
kinesiske kvinder fi k befriet de indsnørede fødder – og blev
nu en aktiv del af de kinesiske masser, som under proletariatets
diktatur skulle løfte landet ud af fattigdom og armod.
Jo vi blev henførte – her var da tale om visionær politik og
samfundsomstyrtende resultater i et.
Siden viste der sig en helt anden virkelighed bag Maoismens
socialistiske praksis, og hermed forsvandt vel også
interessen for Kina for mit vedkommende.
Da jeg senere blev historielærer, forblev Mao tidens Kina
– om end en traumatisk oplevelse for millioner af kinesere
– et fortsat godt emne for undervisningen. Her var drama,
ideologiske vildfarelser, demagogi og massehysteri – i et
omfang, som ellers kun kendes fra … nå ja, undskyld, Europas
egen historie. Dette billede af Kina, tror jeg, blev stående
hos mange i årene herefter – og kun bekræftet yderligere
Af Otto Leholt,
lektor i geografi og
historie
27