FHF vinkler - Frederiksberg HF Kursus

42
verden. Turen fra Kastrup til turistfælder som f.eks. Venedig
tager kun et øjeblik. Man sætter sig i et fl y, lukker øjnene,
blunder lidt, snakker eller ser en smule fi lm, og så er man i
en anden ende af verdenen. Der er intet kontinuerligt forløb
længere. Vi er et sted, og så er vi et andet sted. Springer i
tid og rum. Vores indre geografi ske kort består af punkter:
destinationer som København, Venedig, Mallorca, Istanbul,
sommerhus, Vesterhavet, mosters villa i Smørum osv.
Og hvor er det lige, at vi tager hen? Fremmede steder?
Har vi overhovedet været i Venedig? Har vi talt med nogen
venetianere? Har vi set noget, som vi ikke allerede har
kunnet se i turistguides og på internettet? Hvordan kan vi
tale om en rejse, hvis rejsen ikke har noget kontinuerligt
forløb, og vi ikke bevæger os noget sted hen? Problemet er
vel at mærke ikke kun rejsens problem, men også den personlige
dannelses problem. Kan man tale om dannelse i det
senmoderne? Måske ikke? Måske nok! Hvis det var muligt
at spole tiden tilbage og spørge de ekstatiske lærere foran
kranen, ville de helt sikkert, hvis de kunne få plads til en
tanke i dette ekstatiske øjeblik, uklart mene, at deres oplevelse
dannede dem. Men det kan jeg ikke, for ligesom alle
de andre det øjeblik tænkte jeg ikke på noget. Men måske
er det netop pointen? At den „indre“ dannelse intet har at
gøre med forløb, der på en eller anden måde metaforisk afbilder
en forståelse, en sammenhæng, nogle idealer og realisering
af nogle indre værdier. At dannelse nok stadig er et vigtigt
fænomen, men også har fået en uoverskuelig og ubestemmelig
karakter, som glider det enkelte individ af hænde? At
den „indre dannelse“ bedst kan beskrives som noget helt
ydre? Noget grafi sk, noget rumligt, noget lydligt! En streg,