FHF vinkler - Frederiksberg HF Kursus

ere her foran kranen i Venedig realiserede? De havde kort
forinden haft lejlighed til at smæske sig i det ypperste inden
for kunstverdenen netop nu, og så får de deres største
kunstoplevelse bag biennalen på det gamle værfts område.
Er det ikke ironisk? En af lærerne foreslog senere, at oplevelsen
demonstrerede den påstand, at kunst ikke er værker,
men en måde at se på. Men hvis det er sådan, hvorfor så
tage til Italien? Kunne vi ikke bare indstille vores øjne på
„kunst“ og så gå ned i frihavnen eller rundt om bygningerne
på Sønderjyllands Allé en ekstra gang?
En lærer, der græder
Der er ingen tvivl om, at oplevelsen ved kranen skal ses i
sammenhæng med besøget på Biennalen kort før: For den
lille gruppe lærere havde ikke bare set en række fantastiske
kunstinstallationer. De var blevet bragt ud af deres normale
rumoplevelse og almindelige fornemmelse af, hvad det vil
sige, at noget er. Og hvis det lyder lidt vel intellektuelt, så
må jeg gøre opmærksom på, at dette meget intellektuelle
fi k tårerne til at rinde på en af gruppens lærere på en bænk
midt i en rundkreds af højtalere, mens alle andre lignede
nogen, der var kommet til en universel erkendelse. Selv gik
jeg rundt og rundt mellem højtalerne, indtil jeg ikke var sikker
på, om det var mig, der sang, eller jeg selv sad i alle
højtalerne. Forinden var jeg blevet våd i Eliasons slanger af
lys, der sjaskede ned over os og smældede mod gulvet som
piskesmæld i et kolossalt mørkt rum, idet en tekst ved indgangen
belærte os om øjeblikkets paradoksalitet. I en anden
hal havde vi gået igennem en sky, og i en femte havde vi
pludselig set rummets usynlighed!
37