Vildt & Landskab - Københavns Universitet

De naturlige foryngelser har især været knyttet
til dyrkningen af bøg, men vinder mere og mere
indpas med den stigende udbredelse af naturnær
skovdrift. Såning ligger omkostningsmæssigt og
dyrkningsteknisk midt mellem plantning og naturlig
foryngelse og er ikke i øjeblikket så almindelig.
Men måske netop kombinationen af vildt- og skovforvaltning
vil ændre på dette?
Et mål kan være, at skovkulturer skal være mere
robuste over for vildtbid og tilmed være gode biotoper
for hjortevildtet, samtidig med at der sigtes
mod etablering af skov af god kvalitet. For at begge
målsætninger kan opfyldes, skal det være muligt at
etablere planterige foryngelser med relevante, lokalitetstilpassede
og stabile skovtræarter uden eller
ved reduceret brug af hegn i forhold til almindelig
praksis. Det har været projektets overordnede
mål at bidrage til det videnskabelige grundlag for
en modernisering og integrering af disse forskellige
interesser. I stedet for en modsætningsfyldt
situation med en skov- og landskabsforvaltning
på den ene side og en vildt- og jagtforvaltning på
den anden sigtes mod at tænke biotopplejen ind i
forvaltningen på alle arealer. Udvikling af nye vildtvenlige
og –robuste kulturmetoder er en væsentlig
brik i denne helhed. Tilmed har det været målet, at
de nye kulturmetoder skal være billigere end de
traditionelle kulturmetoder for at sikre, at de fremover
vil være økonomisk konkurrencedygtige.
De nye kulturmetoder er baseret på såning i stedet
for plantning som i de traditionelle kulturer.
Såning giver mulighed for at opnå høje plantetal af
de ønskede træarter til lave omkostninger. Samtidig
er det let at blande forskellige træarter i såningerne
for at sprede og mindske risikoen for fiasko.
Desuden udvikler træer, som sås i et godt mineraljordssåbed,
de bedst mulige rodsystemer for
jordtypen, hvilket især for en række nåletræarter
kan have stor betydning for træernes fremtidige
vindstabilitet.
Projektet går kort sagt ud på at forbedre skoven
som biotop for hjortevildtet, samtidig med at bestanden
gennem afskydning holdes på et niveau,
som er lavere end det maksimale. I praksis kan
dette opnås ved at holde bestandstætheden konstant
på trods af biotopforbedringerne. Hermed
lettes presset på skovkulturer og landbrugsafgrøder,
samtidig med at øvrige problemer mindskes,
herunder reduceret individvægt, påkørsler, flåtbårne
sygdomme og andre problemer hos hjortevildt,
der kan relateres til for tætte bestande.
Mange problemer kunne formodentlig undgås,
hvis man gennem en bedre og samlet vildt- og
skovforvaltning i højere grad kunne holde hjortevildtet
inde i skovene. Erfaringer fra bl.a. Tyskland
tyder på, at en skovforvaltning, som forbedrer dyrenes
muligheder for at finde både føde og skjul
på hovedparten af skovarealet, gør skoven mere
robust samt sætter skoven i stand til at huse flere
dyr, uden at de forvolder væsentlige skader. En sådan
skovdyrkning kan tilsyneladende med fordel
kombineres med en vildtforvaltning, som omfatter
etablering af f.eks. gode foderagre og forstyrrelsesfrie
områder samt jagtformer, som minimerer
den forstyrrelse, som dyrene udsættes for ved
jagter.
Figur 2. Vildthegn kan være et meget ubehageligt og
tilmed farligt bekendtskab for hjortevildtet.
83