Hent og læs hele bachelorprojektet her (pdf-fil, 574 KB) - Danske ...

1999a). Baxter (1999, s. 192) nævner, at mange forskere indenfor feltet hævder, at det er umuligt at
overdosere behandlingen med LLLT. Da vi var tilknyttet en fysioterapi klinik, der anvender en
anden dosering end den i litteraturen anbefalede, valgte vi at bruge den dosering, klinikken
anbefalede. Anbefalingen gik ud på at behandle achillessenen fra alle tre sider, dækkende
problemområdet, samt at gentage behandlingen på det mest udsatte sted, i alt 16-21 punkter.
LLLT som eneste behandling: Vi har diskuteret om LLLT kunne stå alene eller, om behandlingen
skulle suppleres af anden behandling. Flere studier udfører LLLT stående alene uden supplering af
anden behandling, men fysioterapi klinikken anbefaler LLLT i kombination med den gængse
behandling af tendinopati. Bjordal, Lopes-Martins & Iversen (2006) tilråder ikke LLLT som
monoterapi, men ser hellere behandlingen som supplement til øvelser og udspænding.
Havde vi valgt kun at behandle med LLLT, ville det sandsynligvis kræve længere tids intervention
før, eventuelle ændringer i patienternes symptomer ville forekomme.
Manuel behandling valgte vi på trods af den manglende evidens. På fysioterapi klinikken
anbefalede de dyb tværmassage i kombination med LLLT. Der mangler undersøgelser med LLLT i
kombination med øvelsesterapi (Bjordal & Couppé 2001), hvorfor vi valgte et ekscentrisk
øvelsesprogram, som skulle følges sideløbende med behandlingen med LLLT.
Smerte behandlet med smerte: Flere studier beskriver ekscentrisk øvelsesterapi til behandling af
achilles tendinopati. De bedste resultater er opnået ved studier, hvor de ekscentriske øvelser udføres
med moderat smerte i achillessenen (Silbernagel et al 2001; Fahlström et al 2003 & Shalabi et al
2004). Umiddelbart kan det forekomme paradoksalt, at en overbelastningsskade som tendinopati
kan behandles effektivt ved at belaste senen (Öhberg & Alfredson 2004). Der foreligger ikke nogen
endegyldig forklaring på, hvorfor træningen skal være smertefuld for at give et godt resultat, men
flere studier (Mafi, Lorentzon & Alfredson; 2001; Fahlstrøm et al 2003; Alfredson 2003)
fremhæver, at træningen kan inducere forandringer i det intratendinøse miljø, som medfører et
ændret nociceptivt smertestimuli. Silbernagel et al (2001) har udviklet en smertemodel, hvor han
finder det acceptabelt at træne med en smerte svarende til 50 mm på VAS. Herved mener han, at der
trænes hensigtsmæssigt i forhold til vævsheling og skadesrisiko.
38