Download PDF - Ulla Toftdahl

Gudsforholdets psykologiske forudsætninger
selvcentrerede, selviske, selvudslettende eller optaget af at få tilfredsstillet egne behov.
De kan f.eks. manipulere andre, tager kun hensyn til sig selv eller opsøger kun andre
når det passer dem selv (Pahuus i Tønnes Hansen 2001 s.43-45) (Jf. det rigide selv, der
kræver spejling og idealisering af andre). Men selvom dette kan ske, forandrer det ikke,
at givet ved livet selv har vi alle livstrangen.
Pahuus (1998) mener, at i der i kristendommen er en sand kerne af selvforglemmelse
og hengivelse. Men det er ofte blevet opfattet på en meget snæver måde, hvor
selvforglemmelsen ikke må være i forhold til sig selv (men kun i forhold til andre
mennesker). For nogle kristne mennesker er også den erotiske kærlighed og nære
venskaber blevet suspekte (Ibid. s132). Men dette er en misforståelse.
Selvforglemmelsen også i disse forhold giver netop livet en åbenhed mod andre
mennesker, og selvforglemmelse i udfordrende og krævende opgaver, er ikke
nødvendigvis (den negative forstået) selvhævdelse, men derimod engagement og kan
ofte også gavne næsten (Pahuus 1998 s.132f). Betingelsen for at vi kan være optaget af
andre mennesker, er en sund og stabil selvfølelse (jf. Bertelsens fleksible selv).
Selvfølelsen skal ikke forstås som selvhævdelse (selvoptagethed og selvcentrering),
selvom selvfølelsen ofte er blevet forvekslet med dette, også i den katolske og
protestantiske kirke. Luther talte imod den selvhævdelse, hvor mennesker mente, at de
kunne få position og anerkendelse, endda overfor Gud, ved at hævde sig selv. Det
modsatte af selvhævdelse er kærligheden, der ikke søger sit eget, og giver sig hen for
andres skyld (Pahuus 1998 s.127f).
3.6 Opsamling
Mennesker har altid et eller andet for med deres tilværelse. Det foregår både på det
bevidste, men oftest på det ubeviste plan. Det vi har for med tilværelsen betegnes som
intentionalitet, når det er i en forbundethed med andre (eller andet). Intentionaliteten er
selvet som rettethed. Selvet er blevet (og bliver) til i et samspil mellem os selv og det
miljø vi har været (er) i, i forhold til muligheder for spejling og idealisering, hvorigennem
selvet udvikles og modnes. Selvets modenhed har indflydelse på, hvordan vi retter os
imod og af os selv, andre og verden, og derved også mod Gud og de kristne miljøer.
24