Ph.d.-afhandling - Arkitektskolen Aarhus

deres egen standsforenings formålsparagraf (se 2.2.1 nedenfor) er sat i verden
for at yde til deres omverden. ”Fremme af arkitektonisk kvalitet” er også (siden
lovændringen i 2001, se 2.6.1 nedenfor), ifølge formålsparagraffen, selve
formålet med Byggeloven. I begge tilfælde er ’arkitektonisk kvalitet’ dels
forbundet med en ydelse og en sikring af noget overfor samfundet, dels en
hævdelse af hhv. professionel og juridisk magt og ret til at definere dette
noget. Uanset at dette kan betragtes som legitimt, praktisk hensigtsmæssigt
og rimeligt, er dette forhold ud fra nærmest enhver betragtning konstant
problematisk, fordi der, som allerede indikeret ovenfor, dels synes at være en
udpræget grad af semantisk labilitet forbundet med udtrykket, dels synes at
være divergerende normative arkitekturopfattelser i samfundet, som alt efter
kontekst og interesser investeres i udtrykket ’arkitektonisk kvalitet’.
Fra et sådant bredere samfundsmæssigt perspektiv er emnet også relevant,
fordi der synes at være en generel tendens til at kulturelle institutioners,
smagsdommes (og smagsdommeres) og kritikkens autoritet og evaluative
kompetencer og monopoler aktuelt bliver problematiseret og sat til diskussion.
Fx udtrykte Anders Fogh Rasmussen i sin første nytårstale som statsminister
en målsætning om at afskaffe ”eksperttyranniet” og ”smagsdommerne”: ”Vi tror
på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og
smagsdommere til at bestemme på vore vegne”, sagde statsministeren ved
årsskiftet 2001-2002. ”Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk
viden”, lød det videre, men ingen kan være eksperter i andres personlige,
subjektive domme og valg, for: ”… når vi skal træffe personlige valg, er vi alle
eksperter.”
Nogle år senere lød det ikke desto mindre i en pressemeddelelse fra
Kulturministeriet 9. december 2004, at ”Kulturminister Brian Mikkelsen vil have
udformet en national kulturkanon”… [der] kan danne afsæt for en spændende
diskussion om kunstnerisk kvalitet… Kulturministeren vil nedsætte syv
kulturkanonudvalg. Et for hvert område: Billedkunst, arkitektur, design og
kunsthåndværk, musik, scenekunst, film og litteratur.” Udvælgelsen af
kanonudvalgenes medlemmer blev senere retfærdiggjort med henvisning til
deres ekspertise, som ”de mest vidende kunstfaglige”, der ”i kraft af deres
uddannelse [har] stor indsigt...” (se 2.5.1 nedenfor).
27