FORTÆLLINGENS RØDE TRÅD - Forlaget Spring

og efterstræbelsesværdig. Det er den saliges tilstand Cecilia identificerer
sig med i sin sindssyge og videre søger at hensætte Esben i. At der heri
er tale om en form for bogstaveliggørelse mere end antydes, når Cecilia
nægter at bestille noget, fordi „’i Himmerig’ (...) ’der er det Helligdag hver
dag.’” (s. 49).
Jeg tror med fordel man kan brygge videre på allusionen til Macbeth i
„Hosekræmmeren” i lyset af denne art genvejsskydende bogstaveliggørelse.
Allusionen forekommer, idet fortælleren beretter om første gang, han
ser Cecilia beskæftiget med sit luftspind. Han refererer følgende herom:
„Ogsaa bemærkede jeg, at hun ingen Rok havde for sig; men at den, hun
indbildte sig at træde, maatte være af samme Stof som Macbeths Dolk.”
(s. 171) Such stuff, kort sagt, as tales are made on. Jeg vil nu tillade mig
at følge denne tilsyneladende løst indvævede tråd.
Macbeth i „Hosekræmmeren“
Som bekendt er allusionen til den scene, hvor Macbeth har begivet sig af
sted for at myrde Duncan. Han ser da en dolk for sig, der leder ham på vej og
som plettes af blod undervejs. At Cecilias blodige ragekniv associativt kan
relateres til dette motiv er ikke i sig selv interessant. Langt mere spændende
er alle de mere implicitte referencer til Macbeth i „Hosekræmmeren”.
Lad mig først påpege, at også Macbeth prøver at skyde genvej, da han
myrder Duncan for at få heksenes indledende spådom om, at han skal blive
konge, til at gå i opfyldelse. Macbeth opsøger siden heksene endnu en gang
i et forsøg på at opnå sikkerhed for, at hævnen ikke vil ramme ham. De
fremmanede apparitioner spår ham nu, at ingen mand „of woman born”
kan skade ham, samt at han ikke skal blive udslettet før „Great Birnam
wood to high Dunsinane hill/ shall come against him.” (4. akt, scene 1)
Dette lader til at være udsagn med samme almengyldige værdi som et
ordsprog. Alle mænd er født af kvinder og skoven kan ikke hæve sig til
bakkens top, hvor Macbeths fæstning ligger. Følgelig burde Macbeth være
så sikker som amen i kirken. Men han må sande, at ordets og sprogets tvetydighed
ikke kan tages i ed; en lokal undtagelse fra reglen – eller måske
rettere fortolkning af den – kan altid vise sig fatal. De angribende fælder,
som man vil vide, skoven og marcherer mod fæstningen under dække af
de afhuggede stammer. Og Macduff, der er taget ved kejsersnit, dræber
derefter Macbeth.
Lad mig fremdrage endnu en implicit allusion til Macbeth i „Hosekræmmeren”.
Den nat, hvor Macbeth slår Duncan ihjel, er det et forfærdeligt
uvejr. Unge Lenox konstaterer derom: „My young remembrance cannot
parallel a fellow to it.” (2. akt, scene 3, l. 58-59) Vi finder en parallel hertil
184