FORTÆLLINGENS RØDE TRÅD - Forlaget Spring

kontrol, der driver deres spil med de involverede.
Den anden er Cecilia. Og hendes udsagn er, som man ville forvente, det
mest frapperende. Esbens tilbagevenden hjælper hende som omtalt ikke
ud af hendes vanvidstilstand. Tværtimod nægter hun at kendes ved ham i
levende udgave; kun som død kan han tilhøre hende, den allerede salige.
Da han, konfronteret hermed, beder hende om at være fornuftig og vil give
hende hånden, råber hun:
’Viig bort fra mig! hvad haver jeg med Dig at gjøre. Du er et Menneske,
og jeg en Guds Engel.’ (s. 50)
Denne gang er det Jesus’ replik til Peter, som netop har bestridt forudsigelsen
af lidelsen, der parafraseres:
Vig bag mig, Satan! du er mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad
Guds er, men kun, hvad menneskers er. (Matt., 16, 23) 20
Disse ord, henvendt til den elskede og genelskende discipel, som kirken
skal bygges på, er gruopvækkende. Meget mindre frygtelige bliver de ikke
af at blive henvendt til den savnede elskede, som nu er vendt tilbage. Det
for alle parter tragiske i situationen kan dårligt udhæves mere effektivt
og rystende. 21
Når nu allusionerne til Matthæus-evangeliet falder så tæt, er det fristende
yderligere at citere endnu nogle Jesu ord derfra, som synes relevante i
forhold til „Hosekræmmeren”:
Sandelig siger jeg eder: hvad I binder på jorden, det skal være
bundet i Himmelen; og hvad I løser på jorden, det skal være løst i
Himmelen. (18, 18)
Om enkens allerede citerede bøn om, at Gud vil „løse snart op for os Begge
to”, skal læses i forhold hertil er ikke sådan at sige. Men bibelordene
kunne i forhold til denne talemåde antyde, at det ikke er givet, at dødens
løsning bliver en himmelsk forløsning. Under alle omstændigheder leverer
novellen ingen løsning på det sproglige og eksistentielle drama, den
opruller. Udgangen på historien er lige så åben, som den indledningsvist
skitserede arabiske ørken. Som sagt vender vi afslutningsvist tilbage til
denne ørken.
188