FORTÆLLINGENS RØDE TRÅD - Forlaget Spring

efterlader hende nådigt uvidende om, hvad hun har gjort. Grundet denne
manglende bevidsthed er hendes vågne tilstand imidlertid fortsat en form
for søvn. 18 Og Mads Egelunds hævngerrige indsats har blot til følge atter at
sende hende retur ind i vanviddet, hvor der alene spindes imaginære ender
i en uendelighed. Således har også Cecilia myrdet den slags søvn, som
Macbeth begræder tabet af. Imidlertid er hun til forskel fra ham uden skyld
deri, men alligevel – eller netop derfor – i endnu højere grad ude af stand
til at bære bevidstheden derom. Det tragiske tema i „Hosekræmmeren“: at
kun døden kan løse op for livets hårdknude, får således yderligere dybde
og perspektiv, når man nøje følger allusionerne til Macbeth.
Endelig kan en detalje i novellen, som falder Baggesen for brystet,
muligvis tolkes i lyset af dette intertekstuelle forhold. Da Cecilia oven
på sin lange søvn er vågnet med genvunden forstand, bebrejder hun med
disse ord sin mor, at denne har vækket hende:
‘Har I vækket mig , Moer! (...), har I ingen Tjeneste gjort mig:
jeg sov saa sødt; jeg drømte saa dejligt; Esben kom hver Nat og
besøgte mig i skinnende hvide Klæder og med en rød Perlekrands
om hans Hals!’ (s. 53)
Herom skriver Baggesen: „(...) dog er der et sted, hvor hysteriets grænse
efter min mening overskrides. Det er hvor Cecilia genfortæller sin drøm:
(...). Den ’røde Perlekrands’ kan jeg ikke forlige mig med, den er for
grotesk en afdæmpning som allusion til det forfærdelige mord.” (s. 233).
Spørgsmålet er i givet fald om Baggesen så kan forlige sig med Macbeth,
hvor titelfiguren beretter følgende om scenen for det mord, han har begået:
„Here lay Duncan/ His silver skin laced with his golden blood; (...).” (2.
akt, scene 3, l. 8-9, min kurs.) Også her kontrasteres en hvidlig farve og
det røde blod (og det gør de adskillige steder i Macbeth – samt én gang
mere i „Hosekræmmeren”), og ligeledes danner blodsporene et mønster
eller ornament i form af „lace”, kniplinger. Perlerne om Esbens hals er
kort sagt trukket på samme røde tråd, som kniplingerne på Duncans lig
er gjort af.
Men også allusionerne til Bibelen medvirker til at udhæve det tragiske,
hvilket jeg nu skal søge at godtgøre.
Bibelen i „Hosekræmmeren“
Nu er der et utal af bibelord, som er blevet til ordsprog og talemåder, man
kan tage forfængeligt og bruge i allehånde kontekster, hvor deres oprinde-
186